Formålet med projektet var at belyse vårbygs, vinterbygs og vinterhvedes foderværdi til svin samt sortens, jordtypens og kvælstofgødskningens indflydelse på foderværdien. Et videre mål med projektet var at undersøge mulighederne for at forudsige kornets foderværdi udfra kemiske analyser og let målelige egenskaber som rumvægt, kernestørrelse mm.
Forsøget omfattede to sorter af henholdsvis vårbyg, vinterbyg og vinterhvede, fire jordtyper og to mængder kvælstofgødning, i alt 48 forsøgsled. Kornet blev dyrket under kontrollerede forhold på fire planteavlsforsøgsstationer. De enkelte kornprøver blev analyseret for rumvægt, kernestørrelse, kernestørrelsesfordeling, DBC, råprotein, 17 aminosyrer, Stoldt fedt, træstof, NDF, tannin, LHK, aske, 10 mineraler m.m.
De enkelte næringsstoffers fordøjelighed, indholdet af
Kornets kemiske sammensætning var statistisk sikkert påvirket af kornart (råprotein, Stoldt fedt, træstof, NDF, tannin, LHK, NFE, aske, lysin, methionin, cystin, treonin samt alle 10 mineraler), af jordtype (aske, magnesium, natrium, jern, mangan, zink og selen) og af ekstra kvælstofgødning (DBC, råprotein, LHK, NFE, lysin, methionin, treonin og calcium).
Kornarten havde statistisk sikker indflydelse på alle undersøgte forhold vedrørende fordøjelighed, energiværdi og proteinværdi. Vinterbyggen indeholdt 4 pct. flere FEs og vinterhveden 12 pct. flere FEs pr. kg tørstof end vårbyggen. Ekstra kvælstofgødning gav en statistisk sikker forbedring af råproteinets fordøjelighed (1.0 procentenheder), af indholdet af fordøjeligt råprotein (8.2 g/FEs) og fordøjeligt lysin (0.2 g/FEs) samt af aflejret protein (6.4 g/dag, 3.3 g/FEs). Jordtypen havde ikke statistisk sikker indflydelse på nogle af de undersøgte egenskaber vedrørende fordøjelighed, energiværdi og proteinværdi. Indholdet af fordøjeligt råprotein pr. FEs var dog størst på sandjord (88.9 g/FEs) og lavest på svær lerjord (85.4 g/FEs).
Udbyttet pr. ha af FEs, fordøjeligt råprotein, fordøjeligt lysin og protein aflejret i grisene var statistisk sikkert påvirket af kornart, jordtype og med undtagelse af FEs af ekstra kvælstofgødning. I forhold til vårbyg udgjorde merudbyttet pr. ha 1139 FEs (25 pct.) samt 1.67 kg fordøjeligt lysin (13 pct.) for vinterhvede og 1573 FEs (35 pct.) samt 3.62 kg fordøjeligt lysin (28 pct.) for vinterbyg.
Sammenhængen mellem forskellige let målelige egenskaber ved kornet som rumvægt, kernestørrelse, kemiske bestanddele mm. og foderværdien blev belyst ved korrelations- og regressionsanalyser. De fundne sammenhænge var forholdsvis lave, hvilket betyder, at mulighederne for at forudsige korns foderværdi udfra disse egenskaber er begrænsede, medmindre der inddrages et meget stort antal egenskaber i analysen.
Indledning
Vårbyg har hidtil været den mest dyrkede kornart i Danmark. Årsagerne hertil er, at vårbyg er meget dyrkningssikker og hidtil har været en forholdsvis højtydende kornart, ligesom den traditionelt betragtes som et velegnet kornfoder til svin (Just et al. 1983a). Forædlingsarbejdet med korn har imidlertid resulteret i nye mere frost- og sygdomsresistente typer af vinterhvede og vinterbyg, der ifølge afprøvninger ved Statens Planteavlsforsøg også giver større kerneudbytter end vårbyg.
Højere kerneudbytter er meget ønskværdige, men korns værdi som svinefoder afhænger primært af dets indhold af fordøjelige næringsstoffer, dvs. FEs, fordøjeligt råprotein/aminosyrer, mineraler og vitaminer. Større kerneudbytter indebærer en tendens til et fald i indholdet af råprotein, fordi råproteinet fordeles på en større tørstofmængde (Andersen 1980). I de senere år er kornets indhold af råprotein imidlertid blevet forøget samtidig med, at kerneudbyttet er steget. Forklaringerne herpå er navnlig anvendelse af større mængder kvælstofgødning, der resulterer i et højere indhold af råprotein og en lidt dårligere aminosyresammensætning (Eggum 1970; Schiller og Oslage 1970; Schiller 1971; Thomke 1972, 1976; Madsen et al. 1974; Stølen og Viuf 1978; Andersen 1980). Madsen og Mortensen (1974), Madsen et al. (1974) samt Thomke (1976) fandt dog positive udslag for ekstra tilførsel af kvælstofgødning på tilvækst, foderforbrug og kødindhold hos slagtesvin, og Just et al. (1983a) fandt, at tilførsel af ekstra kvælstofgødning forøgede proteinaflejringen pr. FEs med 7 pct. Forringelsen af amninosyresammensætningen skyldes, at en øget gødskning med kvælstof bevirker en større vækst af proteinfraktionen prolamin end af albumin-, globulin- og glutelinfraktionerne i byg og hvede. De tre sidstnævnte proteinfraktioner har en god aminosyresammensætning, hvorimod prolamin bl.a. er fattig på lysin.
I hvede udgør prolamin en større procentdel af råproteinet end i byg, og derfor er aminosyresammensætningen også dårligere. Aminosyren lysin er derfor mere begrænsende for proteinudnyttelsen i hvede end i byg. Ivan og Farrel (1975), Ivan et al. (1975ab) og Patience et al. (1977a) viste, at den første, anden og tredje mest begrænsende aminosyre var henholdsvis lysin, treonin og methionin, hvilket er samme rækkefølge som fundet for byg. Hvedeprotein har en højere fordøjelighed end bygprotein, men forsøg med tyndtarmsfistulerede svin har vist, at lysin fra hvede har en forholdsvis lav fordøjelighed i tyndtarmen (Sauer et al. 1977, 1981; Zebrowska et al. 1981; Jørgensen og Sauer 1982; Just et al. 1983b) og en større fordøjelighed i blind-tyktarm. Den del af lysinet, der fordøjes i blind-tyktarmen, har imidlertid næsten ingen værdi for svin (Just et al. 1981, 1982a). En del af forklaringen på hvedelysinets forholdsvis lave fordøjelighed i tyndtarmen er, at en stor del af det findes i aleuroncellerne, der har en forholdsvis lav fordøjelighed (Saunders et al. 1969). Undersøgelser af Rerát et al. (1978) tyder på, at aminosyrer fra hvede absorberes hurtigere fra tyndtarmen end aminosyrer fra byg, hvilket teoretisk vil bevirke en dårligere udnyttelse af hvedeproteinet.
Der er udført et betydeligt forædlingsarbejde med korn for at fremavle nye typer med et højere indhold af livsnødvendige aminosyrer specielt lysin (Munck og Wettstein 1974; Munck et al. 1974; Munck 1976), men kerneudbyttet af de hidtil fremavlede lysinrige korntyper er lavere end af de almindelige korntyper.
Hvede- og bygkerner har forskellig morfologi, hvilket blandt andet påvirker den kemiske sammensætning. Hvede indeholder eksempelvis mindre træstof og mere stivelse end byg. Energi i hvede har derfor en højere fordøjelighed end energi i byg, og den omsættelige energi fra hvede udnyttes også bedre, fordi en større del af energien fra hvede fordøjes i tyndtarmen (Just et al. 1983b). Udførte undersøgelser (Kromann et al. 1976; Patience et al. 1977b; Wu og Evan 1979; Batterham et al. 1980; Hansen et al. 1976; Jørgensen et al. 1977) viser, at hvedes energiværdi er 10-17 pct. højere end bygs. Nielsen et al. (1971) fandt, at smågrise foretrak hvede fremfor byg, og Madsen et al. (1978) viste ved forsøg med slagtesvin, at hvede giver lige så gode produktionsresultater som byg. Just et al. (1983a) undersøgte sortens, jordtypens og kvælstofgødskningens betydning for vårbygs foderværdi til svin.
Det foreliggende projekt har til formål at belyse forskellige kornarters (to sorter af henholdsvis vårbyg, vinterbyg og vinterhvede) foderværdi til svin samt jordtypens og kvælstofgødskningens indflydelse på foderværdien. Et videre mål med projektet var at undersøge, om kemiske analyser, rumvægt, kernestørrelse m.m. kan forudsige noget om kornets indhold af fordøjelige næringsstoffer og FEs.
Projektet er gennemført med økonomisk støtte fra Landbrugets Samråd for forskning og forsøg.
Dette dokument indeholder kun sammendrag og indledning
Hvis du ønsker hele beretningens tekst, kan det ske ved henvendelse til Statens Husdyrbrugsforsøg, Forskningscenter Foulum, Postboks 39, 8830 Tjele. Eller til biblioteket på Den Kgl. Veterinær - og Landbohøjskole, Bülowsvej 13, 1870 Frederiksberg C.