I årene 1981 og 1982 blev der i begyndelsen af august høstet byg med henholdsvis 18 og 21 pct. vand på Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskoles forsøgsgård, Højbakkegård.
Byggen blev straks efter høst delt i fire partier, som henholdsvis forblev ubehandlet, blev nedtørret, opbevaret i gastæt silo eller ammoniakbeluftet. Beluftningen, som her er betegnelsen for en tørring ved lav luftmængde, blev foretaget i en træsilo indeholdende 100 hkg byg. Der blev tilsat 0,05 pct. ammoniak pr. uge.
Temperaturen i byggen var lidt højere end udetemperaturen, bortset fra den ubehandlede byg, hvori temperaturen steg til ca. 40 grader celcius efter ca. 1 uge. Vandindholdet i den nedtørrede byg steg med 1-2 procentenheder i lagringsperioden, hvorimod det i ubehandlet og ammoniakbeluftet byg faldt med 2 til 4 henholdsvis 3 til 5 procentenheder. I den gastæt opbevarede byg faldt vandindholdet med ca. 1 procentenhed det første år, men steg det andet år med ca. 2 procentenheder. Tørstoftabet varierede fra 0,2 til 1,6 pct. og var størst i det ubehandlede parti. Spireevnen for det nedtørrede parti var i de to høstår henholdsvis 96 og 98, i det ubehandlede parti 50 og 8, i det gastæt opbevarede parti 55 og 0 og i det ammoniakbeluftede parti 97 og 21. Kornvægten var ens for de fire partier, og var for de to høstår henholdsvis 33 og 40 g.
Svampefloraen i det nedtørrede parti bestod hovedsagelig af marksvampe, hvorimod der i de tre andre partier var et større indhold af lagersvampe, specielt i det ubehandlede bygparti. Der kunne ikke påvises svampetoksiner i de fire partier.
Tørstoffets kemiske sammensætning var ikke påvirket af lagringsmetoden, bortset fra at lysinindholdet i den ubehandlede byg i andet høstår efter 10 måneders lagring var ca. 10 pct. lavere end ved høst.
Resultaterne fra forsøgene med 216 individuelt fodrede slagtesvin på Sjælland II viste, at der i første høstår ingen forskel var mellem de fire opbevarings-metoder, men i andet høstår havde grisene på den ubehandlede byg 5 pct. lavere tilvækst og 6 pct. højere foderforbrug sammenlignet med grisene, der fik den nedtørrede byg.
Indledning
Der er ved Statens Husdyrbrugsforsøg i årenes løb udført en lang række forsøg på kornkvalitetsområdet. Det er ofte sket i samarbeJde med andre forsøgsinstitutioner her i landet og i de nordiske lande (Eggum et al.,1969 og Madsen et al., 1972, 1973).
Muggent korn
Det er velkendt, at korn, der høstes ved for højt vandindhold, ikke er lagerfast. Jo højere, luftens temperatur og fugtighed er lige efter høst, desto hurtigere vil der indtræde svampevækst. Muggent korn har været kendt i århundreder, ligesom erfaringerne viser, at problemet varierer fra år til år, ja fra egn til egn. Risikoen for, at store partier korn skulle mugne, øgedes stærkt, da man gik over til mejetærskning. Muggent korn kan i visse tilfælde anvendes til svin, i andre ikke, uden at man tidligere kunne forklare dette (Madsen et al., 1967).
I 1965 dyrkede man i et laboratorium i Sydafrika en skimmelsvamp, Aspergillus ochraceus, på majs. Ved fodringsforsøg fandt man hos rotter, ællinger og mus en giftvirkning, der stammede fra ochratoksin A (OA), som er et stofskifteprodukt, der dannes af ovennævnte svamp. Først i 1969 lykkedes det dog at finde OA produceret under naturlige forhold i Peoria, Illinois, USA. Dette toksin er senere fundet i flere lande, bl.a. her i landet i 1971.
En række indkøbte bygpartier indeholdende OA er benyttet i fodringsforsøg på Svineforsøgsstationen Sjælland II. Resultaterne, der er publiceret af Madsen et al. (1979a, 1980a,b og 1981b) viser den uheldige indflydelse af OA på slagtesvins drikke- og ædelyst, daglige tilvækst og foderforbrug samt på toksinindholdet i blod, organer og slagtekrop.
Undersøgelser vedrørende afgiftning af OA-holdig byg er omtalt af Madsen et al. (1979b, 1981a, 1982a, 1983b). Ingen af de anvendte metoder har dog haft tilstrækkelig virkning til, at de kan anbefales i praksis. Det er derfor nødvendigt at opbevare kornet, så det ikke mugner. Den mest benyttede metode er nedtørring.
Nedtørring
Tørring af korn volder set ud fra en gennemsnitsbetragtning ikke væsentlige problemer under de klimatiske forhold, som vi kender til. Problemerne opstår imidlertid i de såkaldte "vade høstår", hvor praktisk taget alt høstet korn skal nedtørres og ofte fra høje vandindhold.
De tørrerier, der anvendes i landbruget, kan inddeles i gennemløbs-, portions- og lagertørrerier, hvoraf sidstnævnte er langt de mest udbredte. I gennemløbs- og portionsstørrerier anvendes altid opvarmet luft, hvilket giver en væsentlig forøgelse af kapaciteten, sammenlignet med tørring med kold luft. Opvarmet luft kan imidlertid ikke anvendes ved lagertørring, specielt ikke hvis der er tale om meget vådt korn, idet man herved risikerer, at luften kondenserer og danner vade lag, inden den har forladt kornet. Dette er uden betydning, blot tørringen forløber over relativt få timer, men i et lagertørringsanlæg, hvor tørringen forløber over 5-10 dage, vil der blive risiko for, at der i de vade lag vil komme en kraftig svampevækst.
Ved anvendelse af lagertørringsanlæg er det derfor kun muligt at anvende koldlufttørring, d.v.s. uopvarmet eller svagt opvarmet luft, hvilket giver nogle kapacitetsmæssige begrænsninger.
Da tørringen under normale forhold skal være gennemført indenfor 8-10 dage for at undgå svampevækst, vil man i de "våde høstår" ofte have kapacitetsmæssige problemer ved anvendelse af lagertørringsanlæg, idet den eneste mulige vej til øget kapacitet er at øge luftmængden, der tørres med. En forøgelse af luftmængden betyder imidlertid, at også lufthastigheden skal øges, og dette medfører en eksponentiel stigning i modtrykket. For at klare tørringsopgaven er man således nødt til at investere i en mere kostbar blæser, der dels kan klare en større luftmængde, dels kan klare det eksponentielt højere modtryk. Dette kunne maske accepteres, men oftest vil en sådan større blæser kræve nye el-installationer, idet de gamle sjældent er dimensionerede til de store effektbehov, som store blæsere kræver.
Da de ugunstige vejrforhold "kun" forekommer hvert 5.-6. år, bliver ræsonnementet, at man ma acceptere den begrænsede tørringskapacitet. Dette betyder, at meget korn bliver utilstrækkeligt eller for sent tørret, hvilket igen betyder risiko for svampevækst og dannelse af mykotoksiner.
TAP-metoden
På grund af ovennævnte forhold har det stor interesse at kunne forlænge tørretiden og samtidig hindre vækst af lagersvampe. Det var derfor af stor interesse, at man i USA (Anonymous, 1979) fandt frem til den såkaldte TAP-metode (Trickle Ammonia Process). Denne metode består i, at man kontinuerlig eller portionsvis, d.v.s. 1-2 gange om ugen, tilsætter en ammoniakmængde svarende til 0,05 pct. (våd vægtbasis) pr. uge over 10 uger. I de amerikanske forsøg har man tørret på beluftningsniveau, d.v.s. ca. 100 m³/ton/h i modsætning til de 400-500 m³/ton/h, der anvendes ved almindelig koldlufttørring. Ved TAP-metoden kan tørreperioden herved udstrækkes til 1-2 måneder i modsætning til de ca. 10 dage, man ellers har til rådighed, med deraf følgende lempelige krav til tørreri og blæser.
Ammoniaktilsætningen bevirker, at kornets spireevne nedsættes, og metoden finder derfor kun anvendelse til konservering af foderkorn.
Da tilsætning af ammoniak i gasform under selve tørringen giver den mest fleksible og nuancerede anvendelse af metoden, samtidig med at arbejdet foregår under stationære forhold, og der antagelig opnås den bedste fordeling af ammoniakken ved denne metode, har man ønsket at afprøve denne under danske forhold.
Det skal i denne forbindelse bemærkes, at i denne beretning anvendes betegnelsen: "beluftning" dækkende over en langsom nedtørring med en luftmængde svarende til den, der normalt anvendes til beluftning. Normalt dækker betegnelsen "beluftning" kun over en proces, hvor kornet ventileres ved en lav luftmængde for at undgå varmedannelse, og der sker, i kraft af den korte tid der ventileres, ingen nedtørring.
Sammenligning af fire opbevaringsmetoder
Nærværende beretning omfatter undersøgelser med byg høstet ved ca. 20 pct. vand i 1981 og 1982. Byggen er lige efter høst delt i fire partier. Det ene parti er opbevaret utørret i en plansilo og kaldes i beretningen for det ubehandlede parti. Til sammenligning er et andet parti nedtørret og ligeledes opbevaret i en plansilo. Et tredje parti er opbevaret i en gastæt silo, mens det fjerde parti er ammoniakbeluftet i en træsilo i de første uger efter høst, indtil vandindholdet var så lavt, at byggen var lagerfast.
De fire bygpartiers kvalitet er fulgt i ca. 10 mdr. efter høst. Der er bl.a. undersøgt for tørstoftab og spireevne, ligesom der er udført kemiske analyser, svampe- og toksinanalyser samt fodringsforsøg med slagtesvin.
Formålet med nærværende undersøgelse har altså været at sammenligne virkningen på byg høstet ved ca. 20 pct. vand af fire opbevaringsmetoder: 1. Nedtørring, 2. Ingen behandling, 3. Gastæt opbevaring og 4. Ammoniakbeluftning.
Dette dokument indeholder kun sammendrag og indledning
Hvis du ønsker hele beretningens tekst, kan det ske ved henvendelse til Statens Husdyrbrugsforsøg, Forskningscenter Foulum, Postboks 39, 8830 Tjele. Eller til biblioteket på Den Kgl. Veterinær - og Landbohøjskole, Bülowsvej 13, 1870 Frederiksberg C.