Ærter til slagtesvin

Interessen for dyrkning af ærter til modenhed har været stigende i de senere år. Omkring 1980 udgjorde arealet med ærter ca. 4000 ha. Dette areal er i de sidste 3 år øget fra 5000 ha i 1982 til 24000 ha i 1983 og ca. 57000 ha i 1984 (Flengmark, 1984c). Årsagen hertil skal dels søges i dyrkningsmæssige grunde, bl.a. i sædskiftefordele, dels i EF's markedsordning for ærter til foderbrug. Ved tilskud søger man at gøre ærterne konkurrencedygtige med de råvarer, de skal substituere, navnlig sojaskrå. Foderstofindustrien far udbetalt 45 pct. af forskellen mellem en nærmere fastsat udløsningspris og verdensmarkedsprisen mod til gengæld at betale avlerne en garanteret mindstepris. Siden ordningens start i 1978 har følgende priser været gældende pr. 100 kg ærter af en standardkvalitet:

Støttebeløbet har naturligvis betydning for foderstofindustriens interesse for ærtedyrkning. Vedrørende muligheden for udbetaling af EF-tilskuddet direkte til landmænd, der ønsker at opfodre ærterne i egen besætning, henvises til Ullerup (1984).

Det skal endelig nævnes, at interesse for ærtedyrkning også har været stor i de andre nordiske lande. Der kan i denne forbindelse henvises til seminar nr. 62, der afholdtes af Nordiske Jordbrugsforskeres Forening ved "Sveriges lantbrugsuniversitet", Uppsala 11.-12. april 1984. De 38 foredrag er publiceret som "NJF-Utredning/rapport nr. 15: Ärtodling".

Dyrkning af ærter

Markærter (Pisum saltivum L. (partim)) til modenhed kan deles i kogeærter og foderærter. Kogeærter har hvide blomster og gule eller grønne frø. Foderærter har derimod farvede blomster og brune eller marmorerede frø. Kogeærter blomstrer og afmodner i almindelighed før foderærter. Kogeærterne har i de senere år givet det største udbytte, og det er da også ærter af denne type (sorten Bodil), der har været anvendt i den foreliggende undersøgelse. Ved valget af ærtesort lægges der vægt på, at sorten er tidlig. En for lav sort kan være vanskelig at mejetærske. Der er nu fremkommet ærtesorter, hvor småbladene er omdannet til slyngtråde, hvilket betyder, at ærteplanterne lettere holder sig oprejst. Det vil i øvrigt være af interesse at hæve proteinindholdet og sænke træstofindholdet i ærter.

Tabel 1.1. viser, hvilke ærtesorter der efter afprøvning ved Statens Planteavlsforsøg er godkendt til optagelse på den danske sortsliste (Flengmark, 1985). For hver sort er anført i hvilken periode, sorten er afprøvet, publikationens nummer i meddelelser fra Statens Planteavlsforsøg samt frøfarve.

Sorten Bodils oprindelse er reselektion i Birte (Mansholt 361 × Mansholt 452). Bodils sortsejer er RJM (Dr. R.J. Mansholt's Veredelingsbedrijf BV, Westpolder, Holland) og dansk repræsentant er Pajbjerg (Pajbjergfonden, Pajbjerggården, Dyngby, Odder).

Ifølge afprøvningerne varierer udbyttet meget stærkt fra år til år bl.a. på grund af nedbøren, idet ærter er tørkefølsomme (Flengmark, 1984a).

Vedrørende dyrkning og afregning i øvrigt henvises til et hefte som produktion af ærter (Kisselhegn & Jørgensen, 1983).

Ærter indeholder visse på svin væksthæmmende (antinutritionelle) faktorer bl.a. tannin (garvesyre) og cyanbrinte (HCN-glukosider). Hvidblomstrede sorter skulle have det laveste indhold af tannin. Thomke (1984) angiver f.eks., at tanninindholdet ofte er 2-3 gange mindre i de hvidblomstrede ærter end i ærter med farvede blomster. Flengmark (1984b) anfører, at kogeærter har en skalprocent, der er ca. 2 procentenheder lavere end foderærter, og da tannin og cyanbrinte navnlig findes i skallen, skulle de hvidblomstrede sorter altså have det laveste indhold af nævnte stoffer.

Ærter til svin

Statens Husdyrbrugsforsøg udsendte i 1972 en beretning om ærter til slagtesvin (Hansen og Wulff, 1972). Den gang anvendtes ærter af sorterne Flavanda, Glænø og Trifolium Elite 1. Ærterne udgjorde henholdsvis 0, 10, 20 eller 30 pct. af foderblandingerne. Konklusionen var, at der kan anvendes 10-20 pct. ærter uden nævneværdig indflydelse på tilvækst og foderforbrug, mens ærterne havde en mindre gunstig indflydelse på grisenes sundhedstilstand. Der var ingen forskel på de  hold, der fik foderet sat i støb, og de hold, der fik foderet tørt. Derimod var der en tendens til, at toastning og pelletering havde en gunstig indflydelse. Forsøgene gav ikke noget helt klart svar på, om der bør gives tilskud af methionin ved fodring med ærter. Afskallede ærter havde større foderværdi end uafskallede, men forfatterne mener ikke, at afskalningen kan betale sig i praksis.

Linnemann et al. (1975) anvendte foderblandinger med henholdsvis 0, 10 og 20 pct. ærter af sorten Flavanda til drægtige og diegivende søer. Ved fravænning var der på de tre hold henholdsvis 9,6 8,8 og 8,6 grise pr. kuld.

Thomke (1984) har givet en oversigt over nordiske forsøg med ærter til svin, fjerkræ og kvæg. En række af disse forsøg samt andre nyere udenlandske forsøg med ærter til voksne svin vil blive omtalt nærmere under pkt. 4: Diskussion.

Formålet med den foreliggende undersøgelse har været alene at afprøve kogeærter i modsætning til de tidligere danske forsøg med ærter. Ærterne er givet i stigende mængder, og ved den største mængde er al proteintilskudsfoder (sojaskrå) ombyttet med ærter. Det er endvidere undersøgt, om ærternes foderværdi kan søges ved tilskud af visse aminosyrer, navnlig methionin. Endelig er det undersøgt, om kogning eller afskalning har en gunstig indflydelse ved at reducere indholdet af de væksthæmmende stoffer.

Dette dokument indeholder kun sammendrag og indledning

Hvis du ønsker hele beretningens tekst, kan det ske ved henvendelse til Statens Husdyrbrugsforsøg, Forskningscenter Foulum, Postboks 39, 8830 Tjele. Eller til biblioteket på Den Kgl. Veterinær - og Landbohøjskole, Bülowsvej 13, 1870 Frederiksberg C.