Der er udført fire forsøg med i alt 768 holdfodrede grise. I det ene forsøg blev der anvendt valle, mens der i de tre andre forsøg blev anvendt permeat. Valle og permeat var enten ubehandlet eller hydrolyseret. Tørstofindholdet i permeatet var i de tre forsøg henholdsvis 20 og 97 pct. Vallen udgjorde 25 pct. af foderet, mens permeatet udgjorde 20, 40 eller 60 pct. Foderblandingerne blev reguleret til samme indhold af fordøjeligt lysin pr. FEs. Ca:P forholdet var i alle foderblandinger 1,2, men indholdet var størst, når der anvendtes store mængder permeat. Foderet blev ikke tilsat kogsalt, når der blev anvendt valle eller permeat. Natrium- og kaliumindholdet var højt, når der anvendtes store mængder permeat. Fodringen blev foretaget dels med hånd, dels via vådfodringsanlæg.
Resultaterne viser, at 25 pct. af foderet kan udgøres af såvel ubehandlet som hydrolyseret valle, uden at grisenes tilvækst, foderforbrug og slagtekvalitet påvirkes i uheldig retning. Større vallemængder er ikke afprøvet.
Permeat kan udgøre indtil 20 pct. af foderet uden negative påvirkninger af produktionsresultaterne, men gives der større mængder, falder tilvæksten og foderforbruget stiger.
Der var ingen udslag for hydrolyse hverken for valle eller permeat.
Smagskaraktererne i bacon og koteletter var påvirket i negativ retning af hydrolyse, når fodringen skete via vådfodringsanlæg.
Indledning
Landbrugets Samråd for forskning og forsøg vedtog i 1981 at gennemføre et forskningsprogram vedrørende "Håndtering og udnyttelse at affaldsstoffer i jordbruget" Målet var at forbedre grundlaget for en miljømæssig og økonomisk forsvarlig behandling og anvendelse af affaldsstoffer i jordbruget for derved at fremme en effektiv forureningsbekæmpelse og ressourceudnyttelse
Et af programmets projekter var at belyse anvendelsen af laktasehydrolyseret valle og permeat til slagtesvin Valle og permeat forekommer i store mængder, og fælles for disse biprodukter er det store indhold af laktose Forskellige hydrolyseprocesser er omtalt af Harju (1982 og 1984) Nogle forsøg tyder på, at en forudgående hydrolyse af laktosen til glukose og galaktose skulle forbedre foderværdien til slagtesvin (Alaviuhkola et al , 1980 og Alaviuhkola, 1984) Formålet med den foreliggende undersøgelse har derfor været at undersøge, om enzymatisk nedbrydning af laktose forøger den mængde valle og permeat, der kan finde økonomisk anvendelse til et slagtesvin Sammensætningen af de anvendte partier valle og permeat, hydrolysegraden samt den bakteriologiske kvalitet er fulgt nøje.
Under fodringsforsøgene har man iagttaget grisenes sundhedstilstand og målt indflydelsen på tilvækst, foderforbrug og slagtekvalitet Ved slagtning blev der udtaget prøver af kam og slag til smagsbedømmelse.
En stærkt stigende osteproduktion har resulteret i, at der er øgede vallemængder til disposition for bl.a. opfodring. I nogen grad bestemmes vallens sammensætning af, hvilken ostetype der produceres, men der kan almindeligvis regnes med et tørstofindhold mellem 5 og 6 pct. Omkring 3/4 af vallens tørstof udgøres af laktose, mens den resterende del væsentlig består af serumproteiner og mineraler.
Ved ostenes fremstilling benyttes i stadig større omfang en fremgangsmåde, som indebærer, at alle mælkens proteiner koncentreres ved ultrafiltrering forud for ostningen. Biproduktet fra denne proces benævnes permeat. Tørstoffet i permeat udgøres af omkring 85 pct. laktose, ca. 1 pct. mineraler og ganske få procent proteinbestanddele, der består af lavmolekylære kvælstofforbindelser.
I det omfang osteproduktionen resulterer i permeat i stedet for i valle, vil der skulle regnes med, at biproduktet herfra har en tørstofsammensætning, der har 7-75 pct. mindre protein. Ultrafiltrering anvendes også til koncentrering af proteindelen i ret betydelige mængder valle, og der forekommer herved en permeatdel med en tørstofsammensætning, der svarer til den, der fremkommer ved ultrafiltrering af ostemælk.
I 1984 udgjorde de samlede valle- og permeatmængder ca. 1,9 mia. kg, hvoraf det skønnes, at op mod en tredjedel var permeat.
En meget væsentlig del af valle- og permeatproduktionen anvendes som foder, og det er i stigende grad således, at landmanden får disse produkter leveret i form af koncentrater med ca. 2 pct. tørstof.
Denne udvikling er nødvendiggjort af den omfattende produktionskoncentrering og produktionsspecialisering bade i landbruget og i mejeribruget, hvilket bl.a. har øget transportafstandene og stillet ændrede krav til produkternes håndtering og standardisering.
Svineproducenter er traditionelle aftagere af valle til opfodring af slagtesvin, idet det tidligt ved forsøg blev vist, at svin med godt udbytte kan udnytte dette biprodukt, når det indgår i foderet med afstemte mængder.
Tidligere forsøg af Jespersen (1949) viste, at 2,8 l skummetmælk kunne erstattes af 1 l valle. Vallen er i årenes løb ofte blevet betragtet som et affaldsprodukt, der gik i kloakken, fordi den kunne være stærkt fortyndet med vand.
Edin og Nordfeldt (1941) samt Homb og Haarr (1958) anvendte store vallemængder. Sidstnævnte fandt, at slagtesvin efter en tilvænningsperiode kunne omsætte store mængder, men udnyttelsen faldt ca. 2 pct, når de drak 3 l valle om dagen.
Olafsson (1952) fandt, at vallens foderværdi svarede til tabelværdierne, indtil grisenes væskebehov var dækket, og var derefter faldende. Becker et al. (1957) fandt, at store svin talte op til 4 pct. vallepulver, mens 6 pct. gav diarre. Clausen (1961) fandt, at det kunne knibe for de små grise at tåle store vallemængder. Vallen udgjorde i hele vækstperioden ca. 35 pct. af energien.
Barber et al. (1978) lod vallen udgøre 3 eller 5 pct. af tørstoffet og fandt, at tilvækst og foderforbrug var påvirket i negativ retning, når der anvendtes 5 pct. valle.
Larsen et al. (198) ombyttede 2-25 pct. af foderet med valle og fandt ingen uheldig indflydelse på sundhedstilstand, tilvækst og foderforbrug.
I en undersøgelse udført af Landsudvalget for Svin (1984) fandt man en større daglig tilvækst, når valle udgjorde 16 pct. af energien, sammenlignet med en blanding, hvor valle, kolbemaJs og gærfløde udgjorde 46 pct. af energien.
Flere forfattere har observeret, at store vallemængder let giver diarre. Valletørstoffet består som omtalt hovedsagelig af laktose, der må spaltes til glukose og galaktose for at kunne absorberes i tyndtarmen. Sker dette ikke, vil laktosen angribes af mikroorganismer i blind- og tyktarm. En- spaltning af laktosen ved hjælp af enzymet laktase før opfodring skulle derfor kunne påvirke udnyttelsen af valle og permeat i gunstig retning, og det har derfor været af interesse at undersøge, hvorvidt der herved kan opnås en forøgelse af den mængde valle og permeat, der kan finde økonomisk anvendelse til slagtesvin.
I 302. Meddelelse fra Statens Husdyrbrugsforsøg (Larsen et al., 1980) fandt man, at der var 6,6 FEs i 1 l valle, hvilket svarer til den officielle værdi af valle, der indeholder 5,5 pct. tørstof. Der sammenlignedes i dette forsøg to vallekvaliteter, der leveredes fra Statens Mejeriforsøg. Den ene vallekvalitet blev varmebehandlet ved 92 grader celcius i 15 sekunder og derpå afkølet til 5 grader celcius, mens den anden ikke varmebehandledes, men blev afkølet til 18-22 grader celcius. Vallen havde en gunstig indflydelse på den daglige tilvækst, og grisenes sundhedstilstand påvirkedes ikke forskelligt af de to kvaliteter.
Foderværdien af valle og permeat til svin afhænger af tørstof og proteinindholdet. Sættes 8 g valletørstof = 1 FEs, når tørstoffet indeholder 15 pct. protein, kan man beregne indholdet af foderenheder i valle, når proteinprocenten i tørstoffet er kendt:
g valletørstof til 1 FEs = 860 ÷ 4 × proteinprocent i tørstof.
Foderværdien af permeat er undersøgt i samarbejde med Statens Mejeriforsøg. Resultaterne fra et balanceforsøg med voksende svin publiceret i 439. Meddelelse fra Statens Husdyrbrugsforsøg (Larsen et al., 1982) viser, at der er 1,3 FEs pr. kg permeattørstof, dvs. at permeat har en lavere foderenhedsværdi end valle. Der blev tillige udført forsøg med permeat til søer, mens der ikke blev udført egentlige fodringsforsøg med slagtesvin.
Dette dokument indeholder kun sammendrag og indledning
Hvis du ønsker hele beretningens tekst, kan det ske ved henvendelse til Statens Husdyrbrugsforsøg, Forskningscenter Foulum, Postboks 39, 8830 Tjele. Eller til biblioteket på Den Kgl. Veterinær - og Landbohøjskole, Bülowsvej 13, 1870 Frederiksberg C.