Afdelingen for forsøg med svin og heste har siden 1983 anbefalet som foder til slagtesvin at anvende to foderblandinger, der indeholder 24 pct. sojaskrå før 50 kg og 18 pct. efter, eller tilsvarende mængder protein og aminosyrer fra andre foderstoffer. Mange forhold i svineproduktionen er ændret siden ovennævnte normer er taget i anvendelse. Der er derfor bl.a. udført en forsøgsrække med 380 individuelt normfodrede grise, der fik foder indeholdende henholdsvis 13,0, 20,5, 28,0 eller 35,5 pct. sojaskrå. De fire blandinger blev anvendt såvel før som efter 50 kg i et 4 × 4 faktorielt forsøg, hvorved samtlige kombinationer blev undersøgt. Blandingerne indeholdt henholdsvis 5,5, 6,9, 8,4 eller 9,8 g fordøjeligt lysin pr. FEs.
Resultaterne viste, at når sojaskråindholdet kun var 13 pct., blev tilvækst, foderforbrug og kødindhold påvirket stærkt i negativ retning. For de øvrige sojaskråmængder var der derimod kun mindre forskelle. Dog var der en tendens til en mindre daglig tilvækst og et større foderforbrug, når der blev anvendt 35,5 pct. sojaskrå i hele vækstperioden.
En regressionsanalyse viste, at den største daglige tilvækst blev opnået ved et sojaksråindhold på 27 pct. af foderet i hele vækstperioden, mens det laveste foderforbrug pr. kg tilvækst blev opnået ved 24 og 26 pct., henholdsvis før og efter 50 kg. Det største kødindhold fandtes derimod ved et indhold på 36 pct. sojaskrå før og 25 pct. efter 50 kg.
Ved de nuværende prisforhold, hvor der er en prisforskel mellem sojaskrå og byg på 29 kr. pr. 100 kg, fandtes det største dækningsbidrag, når sojaskråindholdet var 26 pct. i hele vækstperioden, hvilket var ca. 8 pct. større end der fandtes ved de tidligere anbefalede mængder sojaskrå. Bliver prisforskellen større, viser tabel 4.9, at det ikke betaler sig at anvende så store mængder sojaskrå, og at det især er i perioden efter 50 kg, indholdet skal sænkes.
Indledning
Som omtalt i 627 beretning fra Statens Husdyrbrugsforsøg er der iværksat en forsøgsrække for at belyse slagtesvins behov for enkelte aminosyrer. Resultater viser, at ca. 20 pct. af sojaskråen i en normal sojaskrå-bygblanding kan erstattes med de syntetiske aminosyrer lysin og methionin samt med byg (Madsen, Mortensen & Hall, 1987).
Nærværende beretning omhandler forsøg, hvor sojaskrå og byg er givet i forskellige forhold, dels før, dels efter 50 kg levende vægt. Sojaskråen har således udgjort henholdsvis 13,0, 20,5, 28,0 og 35,5 pct. i de fire foderblandinger, der er kombineret på forskellige måder i de to vækstperioder. Der er altså væsentlige afvigelser fra det hidtil anbefalede; 24 pct. sojaskrå indtil 50 kg og derefter 18 pct.
Der er i 1986 kommet en rettelse til Cirkulære fra Statens Foderstofkontrol (1982), hvoraf det fremgår, at proteinindholdet er blevet lavere i den sojaskrå, der anvendes i Danmark. Indholdet af lysin og treonin er også blevet lavere, og det kan derfor give anledning til at ændre på de tidligere anvendte mængder sojaskrå.
Som nævnt i 627 beretning, er det i praksis vanskeligt at undgå at give mere protein end nødvendigt, hvis behovet for de mest begrænsende aminosyrer skal tilgodeses ved hjælp af naturlige proteintilskudsfodermidler, altså uden brug af syntetiske aminosyrer. Der foreligger imidlertid ikke tilstrækkelige undersøgelser over hvor meget overskudsprotein, der kan gives, før kurverne vender for den daglige tilvækst og foderforbruget pr. kg tilvækst.
Mortensen et al. (1980) fandt, at en forøgelse af sojaskråindholdet, samtidig med at foderblandingens indhold blev reguleret kontinuerligt, forbedrede produktionsresultaterne og dækningsbidraget sammenlignet med normalindholdet.
Selv om der findes mange udenlandske forsøg vedrørende aminosyrebehovet hos voksende grise, er der kun få til belysning af behovet efter 50 kg. Årsagen hertil er ifølge Yen et al. (1986), dels at mindre dyr er billigere at arbejde med, dels at de aflejrer forholdsvis mere kød end de større dyr. Til trods for at grisenes aminosyrebehov pr. FEs er faldende med stigende legemsvægt, der det i udenlandske fodringsforsøg almindeligt at benytte samme foderblanding i hele vækstperioden fra ca. 25 til 100 kg. I det følgende skal henvises til nogle udenlandske undersøgelser, hvis resultater vil blive diskuteret senere i denne beretning i relation til resultaterne fra egne forsøg. De er alle udført med voksende svin, der har fået foder indeholdende stigende mængder sojaskrå.
I en svensk forsøgsrække anvendtes samme foderblanding i perioden 21-103 kg. Lysinindholdet varierede fra 0,79 til 0,89 pct. De stigende mængder lysin opnåedes ved at ombytte byg i normalholdets foderblanding med henholdsvis 1,5, 3,0 og 4,5 pct. sojaskrå (Andersson et al., 1983). Denne ombytning har altså været langt mindre omfattende end i den danske forsøgsrække. Tyler et al. (1983) gav 7 foderblandinger indeholdende fra 11 til 45 pct. sojaskrå til orner i vækstperioden 25-90 kg.
Campbell et al. (1984) gav 8 niveauer af sojaskrå (fra 12,6 til 34,0 pct. ) sammen med hvede. De fortyndede dog blandingerne med hvedestivelse for at opnå et ensartet forhold mellem de essentielle aminosyrer. Der blev givet 2,5 eller 3,2 gange vedligeholdelsesbehovet til orner i perioden 45-90 kg.
I en norsk undersøgelse sammenlignedes tre foderblandinger indeholdende 12,5, 21,0 og 25,5 pct. sojaskrå i perioden 26-60 kg. Derefter fik alle hold foder, der indeholdt 12,5 pct. sojaskrå indtil slagtning ved 100 kg (Homb & Matre, 1985).
Giles et al. (1986) anvendte en blanding indeholdende 17,5 pct. sojaskrå i perioden 20-50 kg, og 10,5 pct. i perioden 50-85 kg. De sammenlignede orner og sogrise ved fodring såvel efter norm som efter ædelyst og gav tilskud af op til 80 pct. syntetisk lysin og andre essentielle aminosyrer, således at balancen mellem de essentielle aminosyrer svarede til det af ARC (1981) anbefalede.
Hale og Utley (1986) udførte et 3x3 faktorielt forsøg med galte i perioden 21-100 kg. Ved 55 kg reduceredes indholdet af råprotein med 3 procentenheder. Foderet bestod hovedsageligt af sojaskrå, majs og fedt i forskellige forhold, hvorved der opnåedes 9 blandinger (tre proteinniveauer og tre energiniveauer).
Stahly og Cromwell (1987) gav samme majs-sojaskråblanding efter ædelyst i perioden 26-92 kg. Foderet til fire hold indeholdt 0,50, 0,65, 0,80 og 0,95 pct. Forsøget gennemførtes dels ved 10 grader celcius dels ved 22,5 °C.
Taverner et al. (1977) udførte to forsøg med orner, sogrise og galte. Det ene forsøg i perioden 20-70 kg, hvor proteinindholdet varierede fra 14,6 til 22,7 pct., og det andet forsøg i perioden 20-80 kg, hvor proteinindholdet varierede fra 18,2 til 23,0 pct.
Formålet med nærværende undersøgelse var at finde den optimale mængde sojaskrå, der før og efter 50 kg levende vægt bør være i en foderblanding, når sojaskrå er eneste proteintilskudsfodermiddel, og der ikke gives tilskud af aminosyrer. Indflydelsen er målt på den daglige tilvækst og kødindholdet hos normfodrede grise.
Dette dokument indeholder kun sammendrag og indledning
Hvis du ønsker hele beretningens tekst, kan det ske ved henvendelse til Statens Husdyrbrugsforsøg, Forskningscenter Foulum, Postboks 39, 8830 Tjele. Eller til biblioteket på Den Kgl. Veterinær - og Landbohøjskole, Bülowsvej 13, 1870 Frederiksberg C.