Protein og aminosyrer til slagtesvin. 5

Der er fornylig udsendt fire beretninger fra Statens Husdyrbrugsforsøg (Madsen et al., 1987; Hall et al., 1988 samt Mortensen et al., 1988a,b) vedrørende protein og aminosyrer til slagtesvin. Nævnte forsøg er alle udført med normfodrede grise, og energikilden har hovedsagelig været byg. Som tilskudsfoder er anvendt sojaskrå, hvorved der særligt er blevet mangel på lysin, treonin og methionin.

Formålet har bl.a. været, at belyse:

1. Udslaget for enkelte aminosyrer
2. Det rette forhold mellem visse aminosyrer
3. Om proteinindholdet kan reduceres, når der tilsættes aminosyrer.

Da byg med højt indhold af lysin og treonin ikke foreløbig vil være på markedet, skal der i nærværende beretning kun omtales forsøg med byg, indeholdende "normale mængder" af essentielle aminosyrer.

Forsøg publiceret af Madsen og Mortensen (1979) viser, at byg skal suppleres med tilskudsfoder eller visse aminosyrer, navnlig lysin, methionin og treonin (se tabel 1).

Oversigter over tilsvarende undersøgelser er i nyere tid publiceret af Baker og Speer (1983), Madsen (1986), Seerley (1986), Lewis (1987), Oslage et al. (1987), Ewan (1988) samt Homb og Matre (1988).

Det fremgår bl.a. af en litteraturoversigt i NRC (1988), at der er udført en lang række forsøg med indflydelsen af enkelte aminosyrer på tilvækst, foderforbrug, og i et færre antal tilfælde på slagtekvaliteten. En væsentlig del er imidlertid kun udført i en begrænset del af vækstperioden fra 20 til ca. 100 kg. Det skal også bemærkes, at der ikke i nærværende beretning vil blive refereret til forsøg med grise i perioden fra fødsel til ca. 20 kg.

For at undgå overlapning vil der så vidt muligt ikke blive refereret til litteratur, der er omtalt i de fire tidligere udsendte beretninger. Vedrørende principielle forhold i forbindelse med proteinvurdering kan henvises til Henry (1985a).

Tidligere forsøg viser, at foderets indhold af ikke essentielle aminosyrer kan reduceres, hvis indholdet af de mest begrænsende aminosyrer som lysin, treonin og methionin holdes konstant eller forøges. Dette kan dog være svært i praksis uden anvendelse af krystallinske aminosyrer. Hvilke aminosyrer, der kan blive tale om at tilsætte, afhænger f.eks. af grundfoderet, som her i landet væsentligst er byg og hvede, men i USA majs. Tryptofanindholdet er nemlig 1,4, 1,3 og 0,7 g pr. kg henholdsvis byg, hvede og majs. Når op til halvdelen af proteinet i en svinefoderblanding består af byg, kan det naturligvis få indflydelse på behovet for andre aminosyrer end lysin, treonin og methionin, hvis byg i fremtiden ombyttes med kulhydrater eller fedt. En stigende teknisk behandling af visse fodermidler kan reducere indholdet af antinutritionelle faktorer, der måske har en hæmmende indflydelse på udnyttelsen af visse aminosyrer (Mortensen & Larsen, 1988).

Et "naturligt" overskud af visse aminosyrer synes dog ikke at skade dyrene direkte, men giver tab ved stigende kvælstofindhold i urinen (Hall et al., 1988). Resultater fra tidligere forsøg viser, at en dårlig aminosyrebalance kan reducere grisenes ædelyst, hvilket naturligvis giver større afvigelse fra en normal foderblanding i forsøg, hvor der fodres efter ædelyst (Henry, 1985b).

Der skal også gøres opmærksom på, at protein i fodermidler først skal nedbrydes, inden aminosyrerne kan resorberes, hvilket tager længere tid, end hvis de tilsættes fodret i form af krystallinske aminosyrer. Forsøg tyder dog på, at dette kun får betydning, når der fodres én gang i døgnet (Batterham, 1984).

Endelig skal det bemærkes, at vor nuværende viden om de enkelte aminosyrers fordøjelighed kan ændre sig, efterhånden som der udføres flere forsøg med fistulerede grise, hvor fordøjeligheden beregnes på tarmsaft udtaget ved enden af tyndtarmen i stedet for som hidtil på prøver af gødningen, dvs. efter at mikroorganismer i blind- og tyktarm har påvirket sammensætningen af "foderresterne".

Så længe svinets aminosyreforsyning baseres på byg og tilskudsfoder, vil det under praktiske forhold være vanskeligt at undgå at give mere protein end nødvendigt, hvis behovet for de mest begrænsende aminosyrer skal tilgodeses. Det må dog forudses, at den tekniske fremstilling af aminosyrer intensiveres stærkt i de kommende år bl.a. ved biotekonolgiens hjælp. Der er derfor grund til at tro, at svinefoderets proteinindhold kan reduceres i de kommende år, jo mere det i sammensætning nærmer sig det ideelle proteinindhold. Herved forstås, at det tilførte protein indeholder de forskellige aminosyrer i netop det forhold, der svarer til dyrenes behov. (Se  f.eks. Fuller et al., 1988).

Som omtalt af Hall et al. (1988) er der udført balanceforsøg med 12 foderblandinger indeholdende tre forskellige lysinmængder, hvoraf den midterste nogenlunde har svaret til den danske norm. Ved hvert lysinniveau har et af de fire hold fået byg + sojaskrå uden aminosyretilskud, mens tre hold har fået tilskud af aminosyrerne lysin, treonin og methionin. Forholdet treonin:lysin har været henholdsvis 0,50, 0,65 og 0,80. Forholdet methionin:lysin er holdt på 0,35 i alle foderblandinger.

Resultaterne viser, at foderets indhold af treonin bør udgøre 65 pct. af lysinindholdet, hvilket er højere end angivet i udenlandsk litteratur (se f.eks. ARC, 1981 og NRC, 1988).

Ombytning af sojaskrå med lysin, treonin og byg bevirkede, at kvælstofindholdet i svinegyllen faldt, hvilket har betydning for miljøet.

Formålet med nærværende undersøgelse har været at belyse indflydelsen af ovennævnte 12 foderblandinger på daglig tilvækst, foderforbrug og slagtekvalitet hos slagtesvin.

Dette dokument indeholder kun sammendrag og indledning

Hvis du ønsker hele beretningens tekst, kan det ske ved henvendelse til Statens Husdyrbrugsforsøg, Forskningscenter Foulum, Postboks 39, 8830 Tjele. Eller til biblioteket på Den Kgl. Veterinær - og Landbohøjskole, Bülowsvej 13, 1870 Frederiksberg C.