Varmebehandlet korn til smågrise

Projektets formål var ved forsøg med fravænnede grise at undersøge indflydelsen af varmebehandlet korn i foderet på grisenes produktionsresultater. Desuden var det målet ved hjælp af rotter at undersøge fordøjeligheden af protein og energi i det varmebehandlede korn. Endelig var det formålet at karakterisere varmebehandlingens effekt på kornet.

Projektet blev gennemført i fem delforsøg. Det første forsøg omfattede en sammenligning af fem forskellige varmebehandlingsmetoder (ekstrudering, dampkogning, trykkogning, tromleopvarmning og mikronisering) anvendt på byg. De næste tre forsøg omhandlede varmebehandling af henholdsvis hvede, rug og byg på en tromletørrer ved forskellige temperaturer. Det sidste forsøg omfattede tildeling af ekstruderet korn til grise fravænnet ved forskellig alder.

I forsøg 1 blev de varmebehandlede bygpartier anvendt i et produktionsforsøg med grise i alderen 3-7 uger. Fordøjeligheden af energi og protein i partierne blev undersøgt ved rotteforsøg. Varmebehandlingens effekt på kornet blev analyseret.

I forsøgene 2, 3 og 4 blev henholdsvis hvede, rug og byg, der var behandlet på en tromletørrer, anvendt til grise fra 3-7 uger. Dette korn var varmebehandlet ved stigende temperaturer, og halvdelen af partierne blev tilsat beskyttet fedt i umiddelbar forlængelse af opvarmningen. Varmebehandlingens effekt på kornet blev analyseret, og grisenes produktionsresultater registreret.

I forsøg 5 blev ekstruderet foderkorn anvendt til grise, der var fravænnet ved enten 2, 3, 4 eller 5 uger. Grisenes produktionsresultater ved fodring med henholdsvis ekstruderet eller ubehandlet korn blev sammenlignet fra 2 indtil 7 ugers alderen.

Resultaterne viste, at stivelsens forklistringsgrad kunne hæves til nær 100 pct. ved både ekstrudering og varmebehandling på en tromletørrer. Der blev imidlertid ikke fundet nogen sammenhæng mellem forklistringsgrad og grisenes produktionsresultater.

Forsøg 1 viste en tendens til højere daglig tilvækst hos grise, der fik varmebehandlet korn - med undtagelse af ekstruderet byg. Forbedringen var dog kun signifikant for holdet, der fik trykkkogt korn. Foderoptagelsen var ligeledes størst for holdene, der fik varmebehandlet byg (dog mindre end kontrolholdets for ekstruderet byg). Derfor havde varmebehandlingen ingen signifikant betydning for foderudnyttelsen. Balanceforsøg med rotter viste generelt en mindre reduktion af proteinkvaliteten i byg efter varmebehandling. Forringelsen var dog ikke signifikant for byggen, der var trykkogt.

I de tre forsøg, hvor varmebehandling på tromletørrer ved forskellige temperaturer samt med eller uden tilsætning af beskyttet fedt blev anvendt på hvede, rug og byg, blev der ikke opnået forbedringer af grisenes produktionsresultater. For alle tre kornarters vedkommende var resultaterne bedst hos de grise, der fik uopvarmet korn. Der blev iagttaget en udtalt tendens til harskning af varmebehandlet korn, som ikke blev tilsat beskyttet fedt. Der blev dog ikke fundet nogen positiv effekt på grisenes produktionsresultater ved tilsætning af beskyttet fedt til kornet i forlængelse af varmebehandlingen.

I det sidste forsøg blev der ikke opnået nogen fordel ved tildeling af ekstruderet foderkorn fra 2-7 ugers alderen uanset grisenes fravænningsalder.

Fodringsforsøgene med smågrise viste således ikke nogen generelle fordele ved fodring med varmebehandlet korn. I adskillige tilfælde blev foderudnyttelsen forringet ved anvendelsen.

Indledning

Korn udgør hovedkilden til energiforsyningen i svinefoder. Ligeledes stammer en ikke ubetydelig del af forsyningen med protein og aminosyrer til grise fra korn. Derfor er det vigtigt at undersøge, om definerede behandlinger af korn kan forøge næringsværdien, altså forbedre grisenes produktionsresultater. I de efterfølgende fem forsøg beskrives resultaterne af anvendelsen af varmebehandlet korn til smågrise. De første forsøg omfatter sammenligning af fem forskellige varmebehandlingsmetoder anvendt på byg.

De tre næste forsøg beskriver resultater med varmebehandling af hvede, rug og byg efter den samme metoder, men ved forskellige temperaturer. Det sidste forsøg omfatter tildeling af varmebehandlet korn til grise fravænnet ved forskellig alder.

Det er velkendt, at korns værdi som foder til nogle enmavede dyr øges, hvis kornet stivelse forklistres. Stivelsen forefindes normalt som regelmæssige kornpartikler omgivet af en proteinskal. I dyrets fordøjelsessystem nedbrydes stivelsen enzymatisk til lettere nedbrydelige sukkerstoffer. Foregår denne nedbrydning ikke tilstrækkeligt hurtigt, får dyret ikke det fulde udbytte af stivelsen.

Manglende nedbrydning af stivelse er især et aktuelt problem hos dyr med kort tarmkanal, såsom rovdyr (mink, katte, hunde o.l.) eller hos unge dyr, f.eks. smågrise og kalve, som endnu ikke har udviklet deres fordøjelsessystem.

Kemisk består stivelsen af de to polysakkarider amylose og amylopektin (Greenwood, 1970; Lehninger, 1970; Barker, 1971). Amylosen er sammensat af ugrenede kæder, hvor alle D-glukoseenhederne er sammenkoblede ved alfa(1-4)-bindinger. Kæderne varierer i molekylevægt fra få tusinde til 500.000. amylosen vil danne helixformede strukturer ved indlejring i stivelseskornene.

Amylopektin er et stærkt forgrenet molykyle, der består af gennemsnitlig 24-40 glukoseenheder pr. forgrening. I basiskæderne består glukosekoblingerne af alfa(1-4)-bindinger. I forgreningspunkterne mellem kæderne dannes koblingen af alfa(1-6)-bindinger.

Amylosen kan spaltes af enzymet alfa-amylase til glukose og maltose. alfa-amylase findes i spyt og frigøres også fra bugspytkirtlen. Amylopektin angribes også af alfa-amylase, der kun kan nedbryde alfa(1-4)bindinger, hvilket betyder, at der resterer et polysakkarid med intermediær kædelængde benævnt et dextrin. Dextrinet kan kun viderenedbrydes af enzymet alfa(1-6)-glukosidase til glukose og maltose. Maltosen fra både amylose og amylopektin nedbrydes af maltaseenzymet til glukose, som derefter aktivt kan optages gennem tarmepitelet til blodbanen ved hjælp af den såkaldte Na-gradientkobling (Skadehauge, 1989).

Stivelseskornene varierer i størrelse og procentvise forhold mellem amylose og amylopektin i de forskellige plantearter, samt indenfor arter imellem sorter. Disse variationer er genetisk betingede. Eksempler på variationen i stivelsens opbygning og forskelle i egenskaber er vist i tabel 1.1. Disse forskelle anvendes bl.a. af Statens Foderstofkontrol til mikroskopisk undersøgelse af, om foderet indeholder de deklarerede fodermidler.

Det fremgår af tabellen, at størrelsen af stivelseskornene varierer både mellem forskellige plantearter og indenfor den enkelte art, hvor der er avlet efter forskellige genetiske egenskaber. Derfor ses også stor variation i det procentvise indhold af amylose indenfor planteartene, hvilket er illustreret i tabellen for henholdsvis majs og ærter. Plantens udviklingsgrad er ligeledes afgørende for det procentvise indhold af amylose i stivelsen, idet amyloseindholdet øges med stigende modenhed af planten (Greenwood, 1970). Forklistringstemperaturen varierer for stivelsen dels indenfor den enkelte plante dels imellem plantearterne. For den enkelte stivelsesopslæmning vil de største korn forklistre før de mindste, og mellem plantearter opstår forskellene i forklistringstemperatur på basis af forskelle i krystallinsk struktur samt forskelle i amyloseindhold (Greenwood, 1970).

Tabel 1.1. Beskrivelse af egenskaber ved stivelseskorn fra forskellige planter (Greenwood, 1970)
Stivelse fra	Kornenes form	Kornenes størrelse (µm)	Procent amylose	Forklistringstemp.(grader celcius)
Byg	rund	20	22	59 - 64
Hvede	rund	30	26	65 - 67
Majs, amylosetype	rund	25	52	85 - 87
Majs, amylopektintype	rund	15	1	66 - 69
Ærter, glatfrøede	oval	30	35	98
Ærter, rynkede frø	varierende	40	66	98
Kartofler	oval	40	23	62 - 65

Dette dokument indeholder kun sammendrag og indledning

Hvis du ønsker hele beretningens tekst, kan det ske ved henvendelse til Statens Husdyrbrugsforsøg, Forskningscenter Foulum, Postboks 39, 8830 Tjele. Eller til biblioteket på Den Kgl. Veterinær - og Landbohøjskole, Bülowsvej 13, 1870 Frederiksberg C.