Driftsformens og arealets indflydelse på husdyrgødningens udnyttelse og værdi samt arbejdsprofilen i husdyrbedriften

En hensigtsmæssig miljøbeskyttelse i de specialiserede og husdyrtunge bedrifter går primært via en strukturtilpasning, der fører til arealmæssige større bedrifter. Denne arealharmonisering åbner mulighed for en øget forårsudbringning og anvendelse af udbringningsmetoder, der giver en højere udnyttelse af især kvælstoffet i husdyrgødningen. Dette er hovedkonklusionen af det studium, der er omtalt nærmere nedenfor og er gennemført i forbindelse med Regeringens beslutning om at udarbejde en handlingsplan for et bæredygtigt landbrug.

Driftsformen i dansk landbrug har ændret sig markant i de seneste årtier. Herved er en betydelig del af bedrifterne blevet specialiserede, og fortsætter udviklingen, peger prognosen på, at 20.000 heltidsbrug i år 2000 fordeler sig omtrentlig således: Planteavl: 5000, malkekvæg: 10.000 og svineavl: 5000. Udviklingen har også medført en regional omfordeling af husdyrene ved, at kvæg- og svinebestanden er relativt koncentreret, for kvægets vedkommende især på de lette jorde i Jylland. Denne udvikling har i mange bedrifter medført væsentligt flere dyr pr. ha end tidligere, hvorfor det i disse er blevet vanskeligere at opnå en miljømæssig og økonomisk god anvendelse af husdyrgødningen.

Nogle biologiske, tekniske og økonomiske aspekter er derfor analyseret for husdyrbedrifter, der er forskellige mht.:

1. Husdyrhold, dvs. kvæg og/eller svin.
2. Sædskifteareal for regelmæssig tildeling af husdyrgødning.
3. Sædskifte, dvs. afgrødevalg.
4. Husdyrgødningens udbringningsmåde, dvs. teknik.
5. Opbevaringskapacitet og udbringningstidspunkt.
6. Gødningsart, gylle eller fast fødning og ajle.

For disse punkter kan følgende konklusioner drages af analyserne, der er baseret på kendt viden (forsøgsdata m.m.) og gennemført på bedriftsniveau v.h.a. beslutningsstøttesystemet ADAM-H, hvorved mark og besætning betragtes samtidigt som en helhed og ud fra en økonomisk synsvinkel:

1. I såvel kvæg- som svineavlsbedriften kan de ved højt styringsniveau opnåes omtrentlig samme høje udnyttelse af gyllens kvælstofindhold ab lager, således ca. 50-60 pct. Men det forudsætter, at gødningen udbringes på mindst 0,6 ha sædskifteareal pr. årsko inkl. opdræt og pr. årsso inkl. slagtesvin. Desuden må der anvendes effektive udbringningsmåder, primært nedfældning i kvægbedriften og udbringning på voksende afgrøder i svineavlsbedriften (jf. tabel A og B). Disse ideelle forhold er endnu ikke tilstede i alle landbrug.
   
   Fosfor er i underskud i kvægbedriften fra 0,4 ha pr. årsko, men derimod i overskud i svineavlsbedriften op til ca. 1,1 ha pr. årsso (tabel A og B). Den alsidige bedrift med omtrentlig samme antal køer og søer vil derfor også opnå en god fosforudnyttelse, når sædskiftearealet er mindst 0,6 ha pr. årsko og -so.
2. Udnyttelsen af husdyrgødningens kvælstof er stærkt afhængig af det areal, der faktisk udbringes på. For kvægbedriften ses af tabel A, at udnyttelsen stiger stærkere, når der anvendes en mere avanceret teknik, som nedfældning. Herved opnås højeste nyttevirkning, 57-58 pct., i arealintervallet 0,6-0,9 ha pr. årsko. Ved 9 mdr.'s lagerkapacitet ligger procenttallene ca. 5-6 enheder højere.
   
   For svineavlsbedriften ses af tabel B, at udnyttelsen er væsentlig højere, når udbringningsmåden er udbragt på voksende afgrøde eller virkningsprocenter ca. 50 og derover, kan opnås, når det gyllemodtagende areal er mindst 0,6 ha pr. årsso inkl. slagtesvin.
   
   I mange bedrifter er der arealer, som af forskellige grunde (f.eks. fjerntliggende) ikke modtager husdyrgødning regelmæssigt.
   
   Alsidig drift med både kvæg og svin medfører normalt, at N-udnyttelsen bliver gennemsnittet af tallene i A og B.
3. Ændres afgrødevalget mod en mindre andel med f.eks. roer og vinterraps reduceres N-udnyttelsen op til ca. 5 procentenheder. Derimod kan silomajs i svinebedriftens sædskifte hæve N-udnyttelsen tilsvarende.
4. Udbringes gyllen på voksende afgrøde om foråret eller nedfældes den i videst mulige omfang i stedet for 6 timers henliggetid ved nedpløjning/nedharvning, vil udnyttelsen af N sammenlignet med nedpløjning stige ca. 20 procentenheder i svinebedriften med ca. 0,9 ha pr. årsso. I kvægbedriften med ca. 0,9 ha pr. årsko og i den alsidige bedrift opnås en mindre stigning. Anvendte udbringningstidspunkter er de økonomisk optimale ved 6-9 mdr.'s opbevaringskapacitet (tabel A og B).
5. En forøget opbevaringskapacitet fra 6 til 9 mdr. giver med de alsidige sædskifter en begrænset forøgelse af N-udnyttelsen på 2-6 procentenheder ved 0,6-0,9 ha pr. årsko eller pr. årsso, men kræver for at opnå en øget forårsudbringning en stærk forøget udbringningskapacitet pga. ofte få brugbare arbejdsdage i foråret (fig. 18-21).
6. Anvendelsen af fast gødning og ajle i stedet for gylle vil i de fleste situationer reducere N-udnyttelsen nogle få procentenheder og mest i svineavlsbedriften.

7. Vurdering af økonomien: Den merværdi af N i husdyrgødningen, der kan opnås ved øget lagerkapacitet udover 6 mdr. og ved nedfældning, er ved gældende N-priser så begrænset, at meromkostningerne ved de nødvendige ekstra investeringer og arbejdstimer ikke dækkes fuldt ud. Ny teknik for udlægning med slanger i voksende afgrøder er en lovende mulighed.

Den store variation i nyttevirkningsprocenterne, afhængig af areal, sædskifte, udbringningsteknik m.m., afspejler i væsentlig omfang den variation, der i øjeblikket kan findes i landbrugets forskelligartede bedrifter. Dog findes der bedrifter, hvor det høje styringsniveau, der er forudsat i nærværende analyse, ikke kan gennemføres, og dette medfører lavere nyttevirkningsprocenter end fundet her (tabel A og B). Grundlaget for afhjælpning heraf antages at kunne opnås gennem forskning, uddannelse og rådgivning.

I de husdyrbedrifter, der har lille areal pr. dyreenhed er marginalværdien af eet ton gylle eller tilsvarende husdyrgødning tæt på nul ved 1989-90 priser, hvorimod denne værdi nærmer sig 30 kr. pr. ton, når arealet er ca. 1,0 ha pr. årsko + opdræt og pr. årsso + slagtesvin. Dette betyder, at der i en sådan situation er ca. 25 kr. pr. ton til dækning af omkostninger ved overførsel til bedrifter med stort areal pr. dyreenhed eller ingen husdyr, såfremt eget areal ikke kan forøges.

Det skal understreges, at de økonomiske forudsætninger for en miljømæssig optimal udnyttelse af husdyrgødningens næringsstoffer fortsat må antages at være en afgørende faktor for beslutning og handling i den enkelte bedrift, hvor målet er indtjening, miljøbeskyttelse samt velfærd hos mennesker og dyr.

Dette dokument indeholder kun sammendrag

Hvis du ønsker hele beretningens tekst, kan det ske ved henvendelse til Statens Husdyrbrugsforsøg, Forskningscenter Foulum, Postboks 39, 8830 Tjele. Eller til biblioteket på Den Kgl. Veterinær - og Landbohøjskole, Bülowsvej 13, 1870 Frederiksberg C.