Virkning på vækst, mælkeydelse, reproduktion, benstyrke og holdbarhed

Foderstyrken under opvæksten kan have afgørende betydning for de senere produktions- og reproduktionsresultater hos drøvtyggere. Foldager og Sejrsen (1991) har således vist, at høj foderstyrke før kønsmodenhed til kvier reducerer deres evne til, som køer, at producere mælk.

Nielsen et al. (1972a) har i et tidligere forsøg ikke kunnet påvise, at foderstyrken under opvæksten har indflydelse på antallet af fødte eller fravænnede grise. I forsøget blev det ikke undersøgt, om søernes mælkeydelse var påvirket. I samme forsøg blev benstyrken undersøgt på et begrænset antal af dyrene, men materialet var dog for lille til, at der kunne drages sikre konklusioner m.h.t. virkningen af foderstyrken (Nielsen et al., 1972b).

Formålet med nærværende forsøg var at undersøge, om foderstyrken til sopolte indtil løbning har indflydelse på deres senere mælkeproduktion og dermed evne til at ernære deres grise. Endvidere var det formålet at undersøge opdrætningsintensitetens indflydelse på vækst, reproduktionsforhold, benstyrke og holdbarhed.

I alt 72 sogrise (alternerende LY-krydsninger) blev fordelt på tre forsøgshold efter et balanceret ukomplet blok design (appendiks A). Grisene blev indsat i blokke à 4 kuldsøskende. Designet afspejler, at der ud over opdrætningsintensitet også blev taget hensyn til en anden forsøgsfaktor (kostfibre). Grisene var fravænnet ved 4 uger og blev fodret efter ædelyst, indtil de indgik i forsøget 6 uger gamle. Fra 6 ugers alderen til løbning blev de fodret på tre forskellige energinormer. Det ene hold, normholdet, fik tildelt de mængder, der er anført i tabel 1. Et andet hold fik 75% af denne norm. Et tredje hold fik foder efter ædelyst indtil 10 ugers alderen og derefter, hvad de kunne æde på 30 minutter ved hver af de to daglige fodringer (semi ad lib.-holdet). Fodersammensætningen fremgår af tabel 2.

Poltene blev flyttet til en løbeafdeling med ornekontakt ved 6 måneders alderen og løbet ved 1. brunst efter 6½ måneders alderen. Efter løbning og indtil fravænning af det 4.læg blev alle dyr fodret efter normen anført i tabel 3.

Dyrene blev ultralydscannet ved bagerste ribben ved 10 ugers og 6 måneders alderen, samt umiddelbart efter hver faring og fravænning. Både spæktykkelsen og muskeltykkelsen (kammen) blev målt, hvor den var størst, omkring musklens midte.

I gold- og drægtighedsperioden anvendtes tre forskellige blandinger med varierende indhold af kostfibre. Tildeling af disse blandinger var ligeligt fordelt på de tre hold ifølge designet i appendix A. I diegivningsperioden blev alle søer fodret med en blanding indeholdende 1,09 FEs pr. kg og 123 g fordøjeligt råprotein pr. FEs.

Pattegrisene blev fravænnet ved 4 ugers alderen. De havde fri adgang til drikkevand under hele dieperioden og til tørfoder fra 14 dages alderen. Antal grise i kuldet og kuldets vægt blev registreret ved fødsel og fravænning.

Søernes vægt blev registreret ved løbning, dag 28, 56, 84 og 112 under drægtighed, umiddelbart efter faring samt hver uge i diegivningsperioden.

Mælkeydelsen blev målt ved “veje-die-veje”-metoden henholdsvis 4, 11 og 18 dage efter faring. På måledagen blev grisene holdt adskilt fra soen undtagen under diegivning. Seks gange med 70 minutters mellemrum blev grisene derefter sat til soen for at die. Grisene blev vejet før og efter diening. Den akkumulerede forskel mellem vægten før og efter diening, korrigeret forholdsmæssigt til 24 timer, er den beregnede daglige mælkeydelse.

På dag 11 efter faring blev der desuden taget en mælkeprøve til analyse for fedt og råprotein (Nx6,38). Ca. 1 timer efter sidste diegivning i ydelsesregistreringen fik soen en injektion af oxytocin i en ørevene, og i alt ca. 50 ml mælk blev håndmalket fra alle kirtler til denne analyse.

Den gennemsnitlige ydelse på dag 4, 11 og 18 samt analyseresultaterne fra dag 11 er anvendt som udtryk for mælkeydelsen. For at få sammenlignelige tal blev ydelsen korrigeret til 7,0% fedt og 5,0% protein (=Energi Korrigeret Mælk = EKM). Mælkens energiindhold blev beregnet efter formlen:

kJ/kg mælk = 38,3 × g fedt pr. kg + 24,2 × g protein pr. kg + 783,2 (Sjaunja et al., 1990),

og derefter omsat til EKM, idet det fra samme formel beregnes, at 1 kg EKM indeholder 4674 kJ.

Alle dyrene blev klinisk bedømt for ben- og bevægelsesfejl samt lange klove ved 6 måneders alderen og sidst i hver drægtighed (mellem dag 70 og 100). Der blev anvendt en skala fra 1 (normal) til 4 (meget svære forandringer). Bedømmelserne blev foretaget af samme person uden kendskab til dyrenes opdrætningsintensitet. Eksempler på forskellige kliniske symptomer på bensvaghed kan ses hos Jørgensen (1987). Alder ved udsættelse er anvendt som udtryk for holdbarheden. Udsætterårsag blev registreret. I de tilfælde, hvor flere årsager lå til grund for udsættelse, blev primær og sekundær årsag angivet. Beslutning om udsættelse blev ikke påvirket af bedømmeren.

Med undtagelse af udsætterårsag og -alder ophørte indsamling af data efter fravænning af det 4. læg.

Statistiske analyser

Egenskaber, der blev målt i hver af de første fire reproduktionscykler, blev analyseret efter følgende generelle model for gentagne målinger:

hvor Y_ijklm er den n,te observation af egenskaben for den m,te so på opdrætningsintensitet i og kostfiber j i drægtighed k fra blok l ; µ er gennemsnit; ai er den systematiske effekt af opdrætningsintensitet (i er semi ad lib, norm eller 75% af norm; b_j er den systematiske effekt af kostfibre, som vil blive beskrevet i en anden rapport; ck er den systematiske effekt af reproduktionscyklus (læg) (k er 1, 2, 3 eller 4); L_l er den tilfældige effekt af blok; S_ijlm er den tilfældige effekt af so inden for opdrætningsintensitet, kostfibre og kuld; e_ijklm er den tilfældige er den tilfældige restvariation, N(o,sigma²). Effekten af opdrætningsintensitet er testet mod so-variationen. Proceduren PROC GLM i SAS er anvendt (SAS, 1989).

Egenskaberne mælkeydelse pr. pattegris samt levendefødte og fravænnede grise blev analyseret efter model (1), som den står beskrevet. I analysen af daglig mælkeydelse blev antal grise i kuldet inkluderet som kovariabel. I analysen af bensvaghedssymptomer blev målingerne fra polteperioden også inddraget i den systematiske effekt af reproduktionscyklus.

Indledende analyser inkluderede vekselvirkninger mellem opdrætningsintensitet og reproduktionscyklus samt opdrætningsintensitet og kostfibre. Da vekselvirkningerne ikke var signifikante, blev de ikke inkluderet i de endelige analyser.

Egenskaber, som kun blev målt én gang i opdrætningsperioden (anført i tabel 4), blev analyseret efter følgende model:

hvor symbolerne betyder det samme som for model (1).

Parvise forskelle mellem de tre opdrætningsintensiteter blev afsløret med PDIFF-metoden i SAS.

Goldperioden indtil første brunst efter fravænning blev analyseret i en overlevelsesanalyse (analyse af tidsafhængige data) efter følgende model:

hvor lambda(t) er sandsynligheden for brunst »t« dage efter fravænning; lambdao er en antaget underliggende lognormal-fordeling; ai er den i,te effekt af opdrætningsintensitet; b_j er den j,te effekt af kostfibre;L_l er den l,te effekt af blok. Proceduren PROC LIFEREG i SAS blev anvendt. Data fra forskellige reproduktionscykler blev analyseret separat. Proceduren kan tage hensyn til en kategori af ekstreme værdier. I dette tilfælde blev alle værdier over 21 dage defineret i denne kategori, idet større værdier måske skyldes, at en tidligere brunst er overset.

Virkningen af opdrætningsintensitet på holdbarhed blev ligeledes analyseret efter model (3), hvor lambda(t) imidlertid er sandsynligheden for, at en so udsættes på grund af benproblemer ved alderen

»t«, og lambdao(t) er en antaget underliggende Weibull fordeling. De andre symboler er som ovenfor beskrevet. I analysen er inkluderet søer, hvor benproblemer er enten primær eller sekundær årsag til udsættelse. I figur 3 er anvendt Kaplan-Meier estimater (S(t)) for overlevelse i de enkelte behandlingsgrupper. Proceduren PROC LIFETEST i SAS blev anvendt.

Som tidligere nævnt, var der ingen vekselvirkning mellem opdrætningsintensitet og reproduktionscyklus. Det betyder, at virkningen af opdrætningsintensitet var ens, uanset om dataene blev opsamlet i første eller senere læg. Da det primære formål med forsøget var virkningen af opdrætningsintensitet og ikke læg, vil kun gennemsnitsresultater fra alle læg blive præsenteret.

Den forskellige fodring påvirkede sopoltenes vækst (tabel 4 og figur 1). Semi ad lib.-holdet voksede 8% (52 g/dag) hurtigere, mens 75% norm-holdet voksede 19% (130 g/dag) langsommere end normholdet i perioden 42 til 180 dage. Alderen ved løbning var 221-225 dage og upåvirket af forsøgsbehandlingen. Den forskellige vækst har derfor betydet, at vægten ved løbning var forskellig. Foderforbruget fra 6 uger til løbning var for semi ad lib.-holdet 14% (55 FEs) højere  og for 75%-holdet 29% (115 FEs) lavere end normholdet.

Som det fremgår af figur 2 afspejlede opdrætningsintensiteten sig i spæk- og muskeltykkelsen. Forskellen i muskeltykkelse fandtes allerede ved 10 ugers alderen, mens forskellen i spæktykkelse viste sig senere. Disse forskelle blev udjævnet over de fire reproduktionscykler, hvor energitilførslen var uafhængig af opdrætningsintensiteten.

Resultater vedrørende mælkeydelse er vist i tabel 5. Det fremgår, at den daglige ydelse var mellem 7,0 og 7,5 kg energikorrigeret mælk. Ydelsen var ikke påvirket af opdrætningsintensiteten. Den daglige mængde mælk, der var til rådighed pr. gris, var heller ikke påvirket af opdrætningsintensiteten.

Pattegrisene fortærede meget små mængder af tørfoder. I gennemsnit 0,3 FEs pr. kuld fra 14 til 21 dages alderen og 0,6 FEs pr. kuld fra de var 21 dage til fravænning ved 28 dage.

Resultaterne vedrørende kuldstørrelse og -vægt fremgår af tabel 6. Det ses, at der ikke var forskelle mellem behandlinger.

Tabel 7 viser, at normholdet havde den laveste tilvækst i drægtighedsperioden. Det skyldes især, at tilvæksten under 4. drægtighed af ukendte årsager var relativ lav. Hverken vægttabet under laktation eller goldtiden var signifikant påvirket af opdrætningsintensiteten.

Resultaterne fra analysen af bensvaghedssymptomer ses i tabel 8. Blandt de 16 forskellige bensvaghedssymptomer fik semi ad lib.-holdet den dårligste karakter for »bjørnefodet på bagben« og for »lange biklove på forben«. For flere bensvaghedssymptomer fandtes den samme tendens i resultaterne, nemlig at søer opdrættet på semi ad libitum havde mere udtalte problemer end søer på norm-holdet, mens søer på 75% norm-holdet ikke afveg fra norm-holdet. For en sum af alle symptomer var effekten af opdrætningsintensitet stærk signifikant.

I tabel 9 er angivet frekvensen af udsatte søer opdelt på udsætterårsag, opdrætningsintensitet og tidspunkt for udsættelse p.g.a. benproblemer på hele materialet. To søer levede endnu på opgørelsestidspunktet - begge fra 75% norm-holdet (10. hhv. 11. læg).

Frekvensen af søer, der blev udsat på grund af benproblemer, var ikke forskellig indtil 4.læg (tabel 9). I en analyse af alder ved udsættelse på grund af benproblemer på hele materialet var frekvensen af udsatte søer signifikant højere på semi ad lib.-holdet end på de to andre hold (figur 3).

Som forventet blev poltenes vækst påvirket af den forskellige fodringsintensitet. Forskellen mellem norm-holdet og semi ad lib.-holdet var dog ikke så stor som forskellen mellem normholdet og 75%-norm-holdet. Det er imidlertid ikke sandsynligt, at forskellen mellem norm- og semi ad lib.-holdene ville have været væsentlig anderledes, selvom de stærkt fodrede dyr var blevet fodret ad libitum. Således viste Madsen et al. (1989), at sogrise fodret ad libitum i intervallet 25-100 kg levende vægt kun voksede 5% hurtigere end normfodrede sogrise. I forlængelse heraf er det ligeledes sandsynligt, at resultaterne fra semi ad lib.-holdet også gælder for sogrise fodret ad libitum.

Alderen ved løbning var ens for alle hold. Hvorvidt opdrætningsintensiteten påvirker alderen ved 1.brunst og dermed kønsmodenhedens indtræden kan de foreliggende resultater ikke afsløre. Flytning til løbeafdeling og ornekontakt vil generelt fremskynde brunst og dermed udviske en eventuel behandlingseffekt.

Den tidlige udvikling af behandlingsforskelle for muskeltykkelse, dvs. allerede ved 10 ugers alderen, og den senere udvikling af behandlingsforskelle for fedttykkelse, hænger meget godt sammen med aflejringshastighederne i disse væv. Mens der er en omfattende proteinaflejring i musklerne i hele vækstperioden, accelererer fedtaflejringen nogen tid efter 10 ugers alderen (ved 50-60 kg levende vægt).

Opdrætningsintensiteten påvirkede ikke mælkeydelsen i nogen af de fire laktationer. Gennemsnittene er anført i tabel 5. Dette resultat er forskellig fra situationen hos kvæg, hvor høj fodringsintensitet før kønsmodenhed medfører permanent reduktion af ydelseskapaciteten som følge af færre mælkeproducerende celler, er sandsynligvis, at væksthormonniveauet i blodet sænkes ved høj fodringsintensitet (Foldager og Sejrsen, 1991). Tilsvarende mekanismer gør sig altså sandsynligvis ikke gældende hos svin.

Det bør erindres, at opdrætningsintensiteten var forskellig fra 6 ugers alderen til løbning. Det kan ikke udelukkes, at forskellig fodring før eller efter denne periode har en virkning på den senere mælkeydelse. Således fandt Head og Williams (1991), at første lægs søer, der under drægtigheden  blev fodret, så de blev fede, producerede mindre mælk end søer, der blev fodret, så de ikke blev fede, men dog opnåede samme vægt.

Det kan indvendes, at pattegrisenes tørfoderoptagelse vil påvirke mælkeydelsen. Dette er dog ikke sandsynligt. Dels kan kun mælkeydelsen registreret ved 18 dage være påvirket, idet grisene først fik tilbudt tørfoder fra 14-dages alderen. Dels optog pattegrisene kun ca. 0,3 FEs pr. kuld fra de var 14 dage til de var 21 dage gamle. Dette svarer til 2316kJ (Just, 1982) eller 331 kJ pr. dag. Nettoenergiværdien af 1 kg EKM beregnet efter metoden anført af Just (1982) er 3138 kJ. Den daglige tørstofoptagelse svarer derfor til nettoenergiværdien af kun ca. 0,1 kg EKM.

Der var ingen sikker påvirkning af opdrætningsintensiteten på kuldstørrelsen (tabel 6). Det er i overensstemmelse med tidligere forsøg, hvor der heller ikke var en sikker tendens mht. kuldstørrelse (Nielsen et al, 1972a); Hartog, 1984). Til trods for at der i ingen af de nævnte forsøg var signifikante virkninger af opdrætningsintensiteten, var tendensen den samme, nemlig at kuldstørrelsen i første læg var mindst ved lav opdrætningsintensitet.

Under drægtighed og laktation blev alle dyrene fodret ens efter normen. Det var derfor ikke forventet, at der var forskel i tilvæksten under drægtighed. Når tilvæksten i normgruppen alligevel  er mindre end i de to andre grupper (tabel 7), er der ingen klar biologisk forklaring. En forskellig mælkeydelse under diegivningsperioden kunne have resulteret i en forskellig mobilisering af kropsvæv, men da mælkeydelsen var ens, er det ens vægttab under laktation forventet (tabel 7).

Som det fremgår af figur 2, havde dyrene på 75% norm-holdet en mindre fedttykkelse end de to andre hold, specielt indtil fravænning af 2.læg. Uanset dette var goldperioden ikke forskellig for de tre hold (tabel 7). Disse resultater tyder altså på, at søer kan have ret små fedtdepoter, uden at goldperioden bliver unormal lang.

Forskellen i tilvækst i opdrætningsperioden medførte forskel i bensvaghedssymptomerne (tabel 8) - en effekt der fortsatte gennem flere læg. Mens udsætterfrekvensen ikke var forskellig i de første 4 læg (tabel 9), var holdbarheden (alderen ved udsættelse) signifikant kortere for søer opdrættet på højt energiniveau i en analyse omfattende hele materialet (figur 3). Frekvensen af søer, der blev udsat på grund af benproblemer i løbet af de første fire læg, er sandsynligvis underestimeret på grund af de givne forsøgsomstændigheder, der krævede, at så mange søer som muligt skulle have fire læg.

Hos slagtesvin er disposition for bensvaghed ved ad libitum fodring rapporteret af bl.a. Grøndalen (1974) og Wilson et al. (1980). Imidlertid fandt Nakano et al. (1979), Calabotta et al. (1982) og Piedrafita et al. (1991) ingen virkning af fodringsniveau (ad libitum og restriktiv) på forekomsten af bensvaghed hos grise ved 100 kg. Resultaterne vedrørende søernes holdbarhed i nærværende forsøg understøttes af resultater fundet af Jongbloed et al. (1984) (c. fra Brake, 1986) og af Kirchgessner et al. (1984). Sidstnævnte konkluderer, at et energiniveau over 2,1 gange vedligeholdelsesniveau er skadelig for poltes senere holdbarhed. Derimod har Arthur et al. (1983) og Barczewski et al. (1990) ikke fundet nogen virkning af opdrætningsintensitet på ben- og bevægelsesproblemer eller på frekvensen af udsættelse i de 3 første læg.

På grundlag af nærværende og andre forsøg konkluderes, at høj foderstyrke til sopolte

• kræver flere FEs i opdrætningsperioden indtil løbning
• ikke fører til nedsat mælkeydelse hos søer
• ikke påvirker kuldstørrelsen signifikant
• ikke påvirker goldperioden
• medfører flere benproblemer og kortere holdbarhed hos søer.

Lav foderstyrke (75% af norm) påvirker tilsyneladende ikke reproduktionsforhold og holdbarhed i signifikant omfang.

Arthur, S.R., Kornegay, E.T., Thomas, H.R., Veit, H.P., Notter, D.R. & Barczewlevski, R.A., 1983. Restricted energy intake and elevated calcium and phosphorus intake during growth. III. Characterization of feet and limbs and soundness scores of sows during three parities. J.Anim.Sci. 56, 876-886.

Barczewski, R.A., Kornegay, E.T., Notter, D.R., Veit, H.P. & Wright, M.E. 1990. Effects of feeding restricted energy and elevated calcium and phosphorus during growth on gait characteristics  of culled sows and those surviving three parities. J.Anim.Sci.68, 3046-3055.

Brake, J.H.A.te.1986. Culling of sows and the profitability of piglet production. Netherlands J.Agric.Sci.34, 427-435.

Calabotta, D.F., Kornegay, E.T., Thomas, H.R., Knight, J.W., Notter, D.R. & Veit, H.P. 1982. Restricted energy intake and elevated calcium and phosphorus intake for gilts during growth. I. Feedlot performance and foot and leg measurements and scores during growth. J.Anim.Sci.54, 565-575.

Foldager, J. & Sejrsen, K. 1991. Opdrætningsintensitetens indflydelse på den senere mælkeproduktion hos RDM- og SDM-kvier. 693. Beretning fra Statens Husdyrbrugsforsøg. 131 pp.

Grøndalen, T. 1974. Leg weakness in pigs. I. Incidence and relationship to skeletal lesions, feed level and exterior conformation. Acta.Vet.Scand. 15, 555-573.

Hartog, L.A. den. 1984. The effect of energy intake on development and reproduction of gilts and sows. Ph.D. Thesis. University of Agriculture, Wageningen, Holland. 117 pp.

Head, R.H. & Williams, I.H. 1991. Mammogenesis is influenced by pregnancy nutrition. I: Batterham, E.S. (Red.) Manipulating pig production III. Australasian Pig Science Association p.33.

Jongbloed, A.W., Diepen, J.T.M. & Hopman, L.C.C. 1984. De invloed van het energieniveau tijdens de opfok van fokzeugen op de levensduur en levensproduktie. Intern rapport 169. IVVO ’Hoorn’, Lelystad. 31 pp. 

Just, A. 1982. The net energy value of balanced diets for growing pigs. Livestock Prod.Sci.8, 541-555.

Jørgensen, B. 1987. Genetisk analyse af bensvaghed hos orner på avlsforsøgsstationerne. 631. Beretning fra Statens Husdyrbrugsforsøg. 35 pp.

Kirchgessner, M., Roth-Maier, D.A. & Neumann, F.J. 1984. Zum Einfluss der Aufzuchtintensität  auf die spätere Reproduktionsleistung von Sauen. Züchtungskunde 56, 176-189.

Madsen, A., Mortensen, H.P. & Jacobsen, B. 1989. Protein og aminosyrer til slagtesvin fodret efter ædelyst. 753. Meddelelse fra Statens Husdyrbrugsforsøg. 4 pp.

Nakano, T., Aherne, F.X. & Thompson, J.R. 1979. Effects of feed restriction, sex and diethylstilbestrol on the occurence of joint lesions with some histological and biochemical studies  of the articular cartilage of growing-finishing swine. Can.J.Anim.Sci.59, 491-502.

Nielsen, H.E., Laursen, B. & Linnemann, F. 1972a. Foder- og proteinnormer til sopolte i opdrætningsperioden. Landøkonomisk Forsøgslaboratorium, Årbog 1972, 31-38.

Nielsen, N.C., Nielsen, H.E. og Laursen, B., 1972b. Undersøgelser over benholdbarheden ved forskellige foder- og proteinnormer til sopolte i opdrætningsperioden. Landøkonomisk Forsøgslaboratorium, Årbog 1972, 38-43.

Piedrafita, J., Rothschild, M.F. & Christian L.L. 1991. Differential response to restricted feeding in two divergent lines of Duroc swine selected for front-leg structure. J.Anim.Breed.Genet. 108, 139-146.

SAS Institute Inc. 1989. SAS/STAT^TM User´s Guide, Version 6, Forth Edition. Cary, N.C: SAS Institute Inc.

Sjaunja, L.O., Baevre, L., Junkkarinen, L., Pedersen, J. & Setälä, J. 1990. A Nordic proposal for an energy corrected milk (ECM) formula. 27th session of the International Committee for Recording the Productivity of Milk Animals, July 2-6, 1990, Paris, France. 4 pp.

Wilson, R.D., Christian, L.L. & Schneider, J.F. 1980. The effects of sire soundness classification and feed restriction on performance and leg scores of pigs. J.Anim.Sci. 51 Suppl.1, 132 (Abstr.).