Belægningsgradens og temperaturens indflydelse på tilsvining med gødning og konsekvensen heraf for ornelugt

Høj belægningsgrad/tilsvining med gødning i lejearealet og forhøjede skatoltal i spæk

Resultaterne fra et tidligere forsøg (Hansen et al., 1991) med galte og sogrise pegede på, at tilsvining af stiens lejeareal med gødning og urin ved høj belægningsgrad (0,6 m²/gris) kunne have en uheldig indflydelse på skatolindholdet i spæk (se tabel 1). Grisene med højere skatolindhold blev alle leveret til slagteriet ved den første af 4 leveringer. Det forhøjede skatolindhold i spæk kom især til udtryk hos grisene i de to sommerforsøg, hvor der var meget varmt.

Ændring af belægningsgrad fra 0,6 m²/gris til 0,8 m²/gris

En beskeden ændring af belægningsgraden fra 0,6 m²/gris til 0,8 m²/gris, ved levering af 1/4 af grisene til slagteriet, medførte et fald i skatolniveauet i spæk allerede èn uge senere ved 2. levering (se tabel 1). I løbet af en uge havde grisene igen mulighed for at holde sig rene og var således ikke længere i nærkontakt med gødningen.

Optagelse af skatol gennem lungerne og/eller gennem huden

Lugten af "gris" fra gødningen (skatol, indol m.m) var ikke nær så kraftig ved de lavere temperaturer i vinterforsøgene sammenlignet med sommerforsøgene. Dette kunne skyldes både mindre gødning i lejerarealet og/eller mindre skatol og indol i dampfasen fra gødningen på grund af lavere temperatur (Spoelstra, 1977).

En optagelse af skatol og indol gennem lungerne og deponering i fedtvæv kunne i en vis udstræknig forklare årstids- og besætningsvariationer samt den kendsgerning, at sogrise og galte i besætninger med høj skatolniveau også har forhøjede skatoltal i spæk lige som hangrisene (Pedersen & Mortensen, 1987; Nonboe, 1991). Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at årstidsvariationen også fandtes i ovennævnte forsøg som udførtes med sogrise og galte (se tabel 2).

I en enkelt undersøgelse af lugten i en svinestald har man ikke kunnet påvise skatol i luften ved en lufttemperatur på 21 °C.

Gødningen i stalden var imidlertid placeret i en sandsynligvis kold gødningskanal påvirket af jordtemperaturen. (Travis & Elliott, 1977). Spørgsmålet er derfor hvor realistisk forsøgsbetingelserne var set i relation til nærværende og tidligere forsøgsbetingelser, hvor gødningen lå i lejearealet ved betydeligt højere temperaturer end i en gødningskanal.

Spoelstra (1977) har desuden vist, at der under anaerobe betingelser dannedes mere skatol og indol i gødningen ved højere temperaturer (25 °C), mens der ingenting dannedes ved 15 °C. Nonboe (1991) og Jensen (1991) viste at skatol dannedes i gødning både under aerobe såvel som anaerobe forhold ved 38 °C. Når aerobe forhold medførte lige så stor dannelse af skatol i gødningen som anaerobe skyldtes det formentlig at diffusionen af ilt i gødningen var lav og at den ilt der diffuderede ind i gødningen blev omsat af de fakultativt aerobe bakterier i gødningen, således at der i praksis herskede anaerobe forhold i gødningen.

Nonboe (1991) fandt i et in vitro forsøg, at skatol kunne optages igennem huden. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget der kan optages på denne måde.

Den af Udesen (1988) fundne ændring i skatolniveau på op til 40% i løbet af 12 timer kunne skyldes drastiske ændringer i nærmiljøet, idet halveringstiden for skatol i blod er på ca. 60 minutter hos de fleste grise (Agergaard & Laue, 1992; Friis, 1992a), og i følge meget foreløbige resultater er der en halveringstid på ca. 12 timer for skatol i spæk (Friis, 1992b), ligesom det også er tilfældet hos kaniner (Bray & Carlson, 1980).

I en enkelt undersøgelse af lugten i en svinestald har man ikke kunnet påvise skatol i luften ved en lufttemperatur på 21 °C.

Gødningen i stalden var imidlertid placeret i en sandsynligvis kold gødningskanal påvirket af jordtemperaturen. (Travis & Elliott, 1977). Spørgsmålet er derfor hvor realistisk forsøgsbetingelserne var set i relation til nærværende og tidligere forsøgsbetingelser, hvor gødningen lå i lejearealet ved betydeligt højere temperaturer end i en gødningskanal.

Spoelstra (1977) har desuden vist, at der under anaerobe betingelser dannedes mere skatol og indol i gødningen ved højere temperaturer (25 °C), mens der ingenting dannedes ved 15 °C. Nonboe (1991) og Jensen (1991) viste at skatol dannedes i gødning både under aerobe såvel som anerobe forhold ved 38 °C. Når aerobe forhold medførte lige så stor dannelse af skatol i gødningen som anaerobe skyldtes det formentlig at diffusionen af ilt i gødningen var lav og at den ilt der diffunderede ind i gødningen blev omsat af de fakultativt aerobe bakterier i gødningen, således at der ik praksis herskede anaerobe forhold i gødningen.

Nonboe (1991) fandt i et in vitro forsøg, at skatol kunne optages igennem huden. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget der kan optages på denne måde.

Fækalie-ædning

Det vides, at høj koncentration af stoffet skatol i foderet medførte et højere skatolindhold i spæk (Pedersen et al., 1986). Imidlertid har et helt nyt forsøg, hvor man direkte har fodret grisene med gødning i store mængder (500 g/dag); vist, at det ikke var muligt at påvirke skatolindholdet hverken i spæk eller i fæces, mens indholdet i begyndelsen af tyktarmen var højere (Hawe & Walker, 1991). I øvrigt er det næsten altid muligt for grise i flok, selv på fuldspaltegulv, at æde så meget gødning, som det måtte ønske, eftersom denne oftest ligger et stykke tid, inden den bliver trådt ned igennem spalterne.

Stress og skatol i spæk

Forsøget, der gav ideen til dette forsøg, modsagde hypotesen om, at kortvarigt akut stress skulle have væsentlig indflydelse på skatolniveauet. Det viste sig nemlig, at de mest aggressive grise fra stimiljøerne - som også klart var de mest aggressive på slagteriet med flere sværbeskadigelser og mere DFD-kød til følge - ikke havde højere skatolniveau (se tabel 3) og (Hansen et al., 1991) Lundström et al., (1987) fandt et helt tilsvarende resultat med hangrise, idet man ikke fandt forskel i skatolniveau mellem hangrise, der blev slagtet umiddelbart efter ankomst til slagteriet, og grise, der havde været oppe at slås under opstaldningen i 2 timer på slagteriet.

Havde kroniskstress som følge af høj belægningsgrad og høje temperaturer i forening haft indflydelse på det høje skatolniveau i storstierne med 0,6 m²/gris ved 1. levering, burde skatolnivauet ikke være faldet ved at sænke belægningsgraden i storstierne til 0,8 m²/gris i en uge op til 2. levering. Dvs. til samme niveau som i normalstierne ved 1. levering.

Sammenfatning af sandsynlige årsager til øget skatolindhold i spæk fra grise i beskidte stier med høj belægningsgrad

Der er sandsynligvis tale om uheldige følger af grisenes nærkontakt med gødning og urin ved høj belægningsgrad især ved høje temperaturer. Dvs. tilsvining af huden med skatol og indol fra gødningen samt indånding af samme produkter i større mængder især ved høje temperaturer (den meget dårlige lugt af "gris" i tilsvinede stier ved høje temperaturer).

Mål

Det er forsøgets mål at få afklaret, om høj belægningsgrad (= 0,6 m²/gris) og deraf følgende tilsvining med gødning i stier med fast gulv i lejearealet vil medføre et højere skatolniveau i spæk end lavere belægningsgrader (1,2 m²/gris eller mere), hvor grisene omhyggeligt bliver holdt rene.

Forsøget blev udført dels som et sommerforsøg dels som et vinterforsøg for at teste, om temperaturen/årstiden havde en effekt. Temperaturefaktoren er ikke hidtil blevet inddraget i forsøg med ornelugt (skatol), til trods for at grise om sommeren generelt har et højere skatolindhold i spæk end grise resten af året.

Desuden ønskes det undersøgt, om det er muligt at sænke og formentlig også hæve skatolniveauet i spæk med en uges varsel ved at ændre på stiernes belægnings- og tilsviningsgrad i op og nedadgående retning fra uge til uge, dvs. fra levering til levering.

Samtidig søges det belyst om en høj eller lav belægningsgrad har indflydelse på skatolniveauet i fæces samt om ændring i belægningsgrad/tilsvining i kun en uge er nok til at ændre skatolniveauet i udtagne fæcesprøver hos den enkelte gris på slagtedagen.

Til forsøget benyttedes - i både et sommer og et vinterforsøg - 144 grise plus nogle reservegrise i tilfælde af dødsfald. Der indgik i begge forsøg så mange hangrise, som der af aldersmæssige grunde kunne skaffes; resten var sogrise. I sommerforsgøget blev der taget spækprøve på slagteriet af 81 hangrise og 60 sogrise; i vinterforsøget 81 hangrise og 63 sogrise.

Grisene fordeltes, så vidt det var parktisk muligt, efter kuld, køn og vægt på følgende måde:

I de 2 labyrint-storstier (sti 1 og 2) placeredes i hver sti 48 grise med en belægningsgrad på 0,6 m²/gris. I 4 normalstier (sti 3,4,5 og 6) placeres i hver sti 6 grise med en belægningsgrad på 1,6 m²/gris. I yderligere 2 normalstier (sti 7 og sti 8) placeredes 2 gange 12 grise, der svarede i alder til den yngste halvdel af grisene i de to storstier. Endelig placeredes reservegrise i sti 9.

De 24 grise i stierne 3, 4, 5 og 6 var vægtmæssigt lige så store som de 24 største grise i de 2 storstier. Herved kunne sikres optimal fordeling ved 1. levering (se figur 1 og bilag 1).

Umiddelbart efter første levering, dvs. en uge før 2. levering ændredes belægningsgrad og tilsvining for halvdelen af de beskidte grise, således at de blev holdt rene den sidste uge i en sti med lav belægningsgrad. Den anden halvdel beskidte forblev beskidte i ugen før 2. levering (se figur 1 og bilag 1).

Efter 2. og 3. levering, dvs. en uge før de følgende leveringer til slagteriet, ændredes forsøgsbehandlingerne til det modsatte. Derved var grisene ved de to sidste leveringer kun udsat for den afsluttende forsøgsbehandling den sidste uge før slagtning (se figur 1 og bilag 1).

I de beskidte stier med 0,6 m²/gris blev der ikke gjort rent i hele ugen før levering til slagteriet. Specielt i vinterforsøget blev der lagt plader over spaltegulvet i rensegangen for at sikre, at grisene med høj belægningsgrad var mindst lige så beskidte som de tilsvarende sommergrise. Når temperaturen er 16-17 °C holder grise med 0,6 m²/gris sig bedre rene end ved høje temperaturer (>22 °C).

I de rene stier med mindst 1,2 m²/gris blev der gjort omhyggeligt rent mindst 2 gange dagligt, således at grisene var meget lidt tilsmudsede med gødning og havde tør hud.

Grisene var selvfodrede fra tørfoderautomater med en energirig foderblanding (1,14 FEs per kg foder indeholdende 6% animalsk fedt for at hæve skatolindholdet i spæk (Vestergaard, 1989, Mortensen et al., 1989; Mortensen, 1990)). Grisene med 0,6 m²/gris havde, når de befandt sig i labyrint-storstierne én selvfodringsautomat med 2 ædepladser per 6 grise, mens der vear én automat med 2 ædepladser per 8 grise, når de befandt sig i normalstier. Grisene ved lav belægningsgrad havde relativt mere ædeplads per antal grise i stien.

Grisene i stier med 0,6 m²/gris havde adgang til minimum 2 drikkenipler per flok og én drikkenippel per 8 gris. (Normalstier med 16 grise havde 2 drikkenipler i rensegangen over spaltegulvet, mens labyrintstorstierne havde 6 drikkenipler, der ligeledes var placeret med afstand i rensegangen over spaltegulvet).

I stier med lav belægningsgrad var der færre grise per drikkenippel end i stiern med høj belægningsgrad.

Drikkeniplerne havde en gns. ydelse på 1,2 liter per minut og var placeret med passende afstand i rensegangen med spaltegulv, således at grisene kunne drikke uden at genere hinanden. Derved skulle konkurrencen mellem grisene selv i flokke med 0,6 m²/gris være minimal.

Grisene tildeltes på begge forsøgsbehandlinger halm fra halmhække.

To uger før første levering blev termostaten sat på 22 °C i første forsøg, der var et forsøg i sommerperioden. Denne temperatur blev som minimumstemperatur holdt hele leveringsperioden igennem.

I andet forsøg, der var et forsøg i vinterperioden, blev termostaten sat på 16 °C senest to uger før første levering, og den målte temperatur blev holdt konstant på 17 °C hele leveringsperioden igennem.

Temperaturen og luftfugtigheden (vådt/tørt termometer) måltes klokken 8 og klokken 15 i grisenes nærmiljø i liggeområdet 30 cm over gulvet i samtlige stier fra minimum en uge før første levering til slagteriet.

Da det ar nødvendigt at beskytte vådtermometrene mod grisenes gnaven mm., kunne man, pga. den nedsatte lufthastighed omkring termometret, ikke være sikker på, at målingen var korrekt. Det blev senere bekræftet, at det våde beskyttede termometer viste mindst en grad for meget. Derfor må de beregnede relative luftfugtigheder ikke tages som korrekte - de er mindst 4 pct. for høje - men kan til gengæld bruges til sammenligning mellem forsøgsbehandliner, idet forholdene temperaturerne blev målt under var ens fra sti til sti.

Desuden måltes temperaturen på grisenes hudoverflade på ryg og bug med en termovisionspistol af fabrikatet "Thermopoint 80" hver dag 2 gange henholdsvis klokken 8 og klokken 15 i samtlige stier, fra en uge før de første leveredes, og til de sidste var blevet slagtet. Samtidig blev også temperaturen på gulvet i grisenes liggeområde registreret med termovisisonspistolen. Emissionen (i termovisionspistolen) var indstillet på 0,95 for at måle en korrekt hudtmperatur hos grisene (Rasmussen og Andersen, 1987; Gariepy et al., 1989). Rumtemperaturen i højden 1,8 meter oer gulvet i staldens midtergang blev også registreret 2 gange daglig med termovisionspistolen.

Fæcesprøver (gødningsprøver) fra enkeltindivider til bestemmelse af skatol blev udtaget første gang 1 uge før første levering til salgteriet og dernæst på leveringsdagen i forbindelse med udvejningen til salgteriet både af de grise, som blev leveret, og de grise som forblev i stalden, men forventedes leveret den følgende uge. Dvs. at gødningsprøver blev udtaget fra hvert enkelt gris minimum ugen før levering til slagteriet og på slagtedagen. Undtagelsen var grisene ved 4. levering, der blev slagtet 14 dage efter 3. levering, hvorfor der var 14 dage mellem 1. og 2. gødningsprøve.

Alle fæcesprøver fra enkeltindivider blev udtaget om morgenen. herved skulle det være muligt at se om skatolproduktioenn i tarmen svingede hos det enkelte individ afhængig af belægningsgrad/tilsvining, samt om der var en sammenhæng mellem skatol i gødning og spæk.

Ud over fæcesprøver fra enkeltindivider blev der i sommerforsøget også forsøgsvis udtaget gødningsprøver fra lejearealet til belysning af svingninger i skatolproduktionen uden for grisene.

På slagtedagen blev udtaget spækprøver i nakkeregionen af samtlige slagtede grise. Prøverne blev samme dag sendt til henholdsvis Steff-Houlberg i Ringsted og til Slagteriernes Forskningsinstitut i Roskilde og blev i smmerforsøget analysreet for skatol begge steder. På Steff-Houlberg analyseredes for skatol med den automatiserede spektrofotometriske metode (Mortensen & Sørensen, 1982). På Slagteriernes Forskningsinstitut analyseredes for skatol og indol i spæk ved hjælp af en HPLCmetode både lige under huden og længst væk fra hudoverlfladen ind mod kødet (Hansen-Møller, 1992a).

I vinterforsøget blev spækprverne kun analyseret for skatol med den automatiserede spektrofotometriske metode på Steff-Houlberg på grund af den fine korrelation, der fandtes mellem de to analysemetoder i sommerforsøget. Derfor mangler analyser for vintergrisenes indolniveau i spæk.

Statistiske metoder

Der blev brugt forskellige statistiske analysemetoder til behandling af datamaterialet.

SAS's GLM-modeller blev benyttet til beskrivelse af forskelle i skatol- og indolniveau både i spæk og fæces mellem såvel forsøgsbehandlinger, køn, stigentagelser (datosti) på forskellige slagtedatoer inden for forsøgsbehandling som vekselvirkningen køn × forsøgsbehandling (se model a1).

Dernæst en udvidet model til beskrivelse af de to gentagne forsøg på èn gang dvs. en model til også at beskrive forskelle mellem forsøg (sommer og vinter) og vekselvirkningen mellem forsøg * forsøgsbehandling og stigentagelse (datosti) på forskellige slagtedatoer inden for forsøgsbehandlinger og forsøg (se model a2).

Model a1 (sommer- eller vinterforsøget):

Ya1=sommer- eller vinterforsøg = µ + ab_ehandling + b_køn + (ab)_{behandling×køn} + dato_{sti(behandling)}.

Model a2 (sommer- + vinterforsøg):

Ya2 = 2 forsøg = µ + a_behandling + b_køn + c_forsøg + (ac)_{behandling×forsøg} + (ab)_{behandling×køn} + datosti_{(behandling×forsøg)}.

I sommerforsøget blev ved hjælp af SAS's parvis T-test testet for forskel mellem skatol og indol i inderste og i yderste spæklag.

Ud over ovennævnte statistiske modeller anvendtes udvidede statistiske modeller til belysning af henholdsvis kulds og fædres (orners) indflydelse på skatol i spæk.

De beregnede korrelationer mellem de forskellige skatol- og indoltal i spæk og gødning er fænotypiske og ukorrigerede og beregnet både på logaritmisk transformerede såvel som på angivne data. Korrelationerne er næsten ens, uanset om data er transformerede eller ikke.

Sommerforsøget

Sammenhængen mellem forsøgsbehandlinger og skatol og indol i spæk.

Resultaterne fra første forsøg (sommerforsøget med høje staldtemperaturer) viste, at der var forskel i skaltol- og indolniveauer i spæk mellem rene og beskidte grise, når de havde været udsat for forsøgsbehandlingerne i mindst en uge (P<= 0,001) (se tabel 4a, 4b, 5a, 5b og bilag 2a, 2b og 2c). Dette resultat gjorde sig gældende, uanset om skatol- og indoldata var logaritmisk transformerede eller ikke. Antal frasorterede grise og frasorteringsprocenten var tilsvarende meget højere hos de beskidte grise i sommerforsøget (se tabel 4c).

Sammenhængen mellem køn og forsøgsbehandlinger for skatol og indol i spæk.

Sogrisenes skatol- og indolindhold i spæk var signifikant lavere end hangrisenes (P<0,001), og forskellen mellem forsøgsbehandlinger gjorde sig ens gældende for begge køn (se tabel 4b og 5b).

Skatol og indol i inderste og yderste spæklag i sommerforsøget.

Der blev i sommerforsøget konstateret forskel i både indol- og skatolniveau mellem yderste og inderste spæklag i nakken, således at det inderste spæklag havde det højeste niveau (P< 0,001) (se tabel 5a). Dette gjorde sig ens gældende for begge forsøgsbehandlinger og begge køn (se tabel 5b).

Datosti

For skatol i spæk bestemt i yderste og inderste spæklag ved HPLC-metoden blev der ikke konstateret forskel mellem datostier; hvilket der derimod blev for skatol bestemt ved den spektrofotometriske metode, og for indol i yderste og inderste spæklag (P< 0,001). Dvs. at enkelte stigentagelser, specielt blandt de rene grise, der for flere stigentagelsers vedkommende bestod af få grise (2-4 grise/stigentagelser), havde et skatolniveau (spektrofotometrisk) og indol-niveauer forskellige fra andre stigentagelser inden for den samme forsøgsbehandling. Enkelte meget afvigende grises måske arveligt høje skatol- og indolniveauer i spæk i en sådan stigentagelse kunne bevirke ovenstående resultat.

Forskelle i skatolniveau mellem leveringer (slagtedatoer)

Der blev ikke konstateret vekselvirkning mellem leverings-/slagtedato og forsøgsbehandling for skatol og indol i spæk i sommerforsøget uanset forskellige kemiske målemetoder, og uanset om

skatol og indol blev målt i yderste eller inderste spæklag (se bilag 2a, 2b og 2c).

Korrelationer mellem forskellige skatol- og indolværdier målt i spæk i sommerforsøget

Der blev, som forventet, fundet pæne korrelationer mellem skatol i spæk målt ved den spektrofotometriske metode (Steff-Houlberg) og katol målt i spæk ved HPLC-metoden (r = ca. 0,85; P<= 0,0001) (se tabel 7). Desuden blev der fundet pæne korrelationer mellem skatol og indol i spæk (r = 0,8; P<= 0,0001), uanset kemisk målemetoder (se tabel 6).

Vinterforsøg

Sammenhæng mellem forsøgsbehandlinger og skatol i spæk

Vinterforsøget viste, at det også lod sig gøre at sænke skatolniveauet i spæk ved at holde grisene rene i en uge ved lavere temperaturer lige som i sommerforsøget (P<= 0,01) (se tabel 4a).

Samtidig viste det sig, som forventet, at skatolniveauet i spæk var udpræget højere om sommeren ved en staldtemperatur på mindst 22 °C i forhold til vinterforsøget med en staldtemperatur på 16-18 °C. Dette gjorde sig gældende uanset forsøgsbehandling (P< 0,001) (se tabel 4a).

Specielt bemærkelsesværdigt viste vinterforsøget, at de stærkt tilsvinede grise slet ikke i samme grad fik øget skatolindholdet i spæk som i sommerforsøget (P<=0,001) (se tabel 4a). Dette bevirkede en lav frasorteringsprocent for de beskidte grise i vinterforsøget, og en frasorteringsprocent som ikke vare højere end for de rene grise, selv om de havde et gennemsnitligt signifikant højere skatolniveau i spæk (se tabel 4c).

Sammenhæng mellem køn og forsøgsbehanlinger for skatol i spæk

Sogrisenes skatolindhold i spæk var knapt signifikant lavere end hangrisenes (P<= 0,10). Forskellen mellem forsøgsbehandlinger gjorde sig ens gældende for begge køn (se tabel 4b).

Datosti

Som i sommerforsøget med den spektrofotometriske bestemmelsesmetode for skatol blev der konstateret forskel mellem datostier (P<= 0,001).

Forskelle i skatolniveau mellem leveringer (slagtedatoer)

I vinterforsøget blev i modsætning til sommerforsøget konstateret tendens til en vekselvirkning mellem leverings-/slagtedato og forsøgshold for skatol i spæk. Ved 3. levering til slagteriet blev skatolniveauet tilsyneladende ikke hævet hos de beskidte grise, efter de havde ligget i en meget våd gødning i en uge (se bilag 2a). Den meget våde gødning fandtes normalt ikke hos de beskidte ved de andre leveringer, hvilket formentlig skyldtes, at urinen normalt i et passende omfang kunne komme til at løbe ned i gyllekanalen, selvom der var lagt plader over spaltegulvet i vinterforsøget (se bilag 2a).

Forskelle mellem forsøgsbehandlinger og forsøg for skatol i spæk målt ved den spektrofotometriske metode

For begge forsøg under et vistes en forskel i skatolniveau mellem forsøgsbehandlinger (beskidte og rene) (P<= 0,001), såvel som en forskel mellem forsøg (P<= 0,001) (se tabel 4a). Desuden viste forsøget, at sogrisenes skatolindhold i spæk var signifikant lavere end hangrisenes (P< 0,05), men ikke lavere end at 5 sogrise burde have været frasorteret på grund af ornelugt (> 0,25 ppm skatol) (se tabel 4b og 4c). Forskellen mellem forsøgsbehandlinger gjorde sig derfor ens gældende for begge køn (se tabel 4b).

Datosti

Der konstateredes for skatol i spæk målt ved den spektrofotometriske metode forskel mellem datostier inden for forsøg×forsøgsbehandling (P< 0,01) (se bodel a2). Forskellen mellem datostier udtrykte en forskel mellem stigentagelser inden for samme forsøgsbehandling, hvor stigentagelserne omfattede grise med forskellig genetisk baggrund og forskellige slagtedatoer. Enkelte stigentagelser specielt blandt de rene grise bestod af få grise (2-4 grise/stigentagelse), hvorfor enkelte meget afvigende grise kunne bevirke ovenstående resultat.

Forskel i skatolniveau mellem leveringer (slagtedatoer)

Der blev ikke konstateret vekselvirkning mellem levering og forsøgsbehandling for skatol i spæk målt ved den spektrofotometriske metode for hele forsøget set under et (se bilag 2a).

Derfor kan det konstateres, at det var muligt i meget væsentlig grad at ændre på skatolindholdet i spæk på én uge i både nedadgående retning ved at holde dem rene ved lav belægningsgrad, og modsat øge skatolindholdet i spæk på èn uge ved at holde grisene tilsvinede med gødning ved høj belægningsgrad.

Forskelle mellem kuld og mellem fædre

Ved hjælp af en udvidelse af den statistiske model A2 med kuld (inden for forsøg) kunne der mellem kuld konstateres forskel i skatolniveau i spæk (P< 0,01).

Ligeledes kunne der ved hjælp af en udvidelse af den statistiske model A2 med fædre/orne (inden for race×forsøg) konstateres forskel i skatolniveau i spæk mellem orner (P< 0,01).

Et par Dansk Landrace orner kunne se ud til at forhøje deres krydsningsafkoms skatolniveau. Disse orners afkom havde forhøjede skatolniveauer uanset forsøgsbehandlinger og øvrige statistiske faktorer.

Det skal for en ordens skyld bemærkes, at forskellen mellem forsøgsbehandlinger ikke påvirkedes af de netop nævnte udvidede modeller.

Sammenhæng mellem skatolniveau i fæces og forsøgsbehandlinger, køn og årstid/temperatur (sommer- og vinterforsøg)

Skatolniveauet i fæces fra de individuelle grise var ikke forskelligt hverken mellem forsøgsbehandlinger, mellem køn eller mellem sommer- og vinterforsøg. Dette fremgik af analysen af de gødningsprøver, som blev udtaget fra de invividuelle grise om morgenen, i forbindelse med vejningen samme dag, som de blev slagtet om formiddagen (se tabel 7a og 7b).

Datosti

er blev fundet forskel i skatol i fæces mellem datostier (P< 0,01).

Korrelationer mellem skatol i fæces og spæk

Der var ikke nogen korrelation mellem grisenes skatolindhold i fæces og deres skatolniveau i spæk for hele materialet set under et (r = -0,086; P = ns) eller for de 2 køn eller de 2 forsøg betraget hver for sig.

Korrelationerne mellem skatol i fæces og i spæk var for de rene grise i sommerforsøget mellem (r = -0,12 og -0,16; P = ns) afhængig af hvilken kemisk metode skatol i spæk blev analyseret. De tilsvarende korrelationer var for de beskidte grise (r = -0,02 og -0,03; P = ns). Dvs. at selv hos de rene grise var der ingen individuel positiv sammenhæng mellem indholdet i fæces og i spæk.

Helt tilsvarende fandtes i vinterforsøget.

Der var heller ikke nogen forskel på skatolindholdet i gødningen fra beskidte henholdsvis rene grise, ugen før de blev leveret. Til gengæld var der en svag korrelation mellem den enkeltes skatolindhold i fæces ugen før og på slagtedagen (r = 0,29; P< 0,001), hvilket kunne indikere en i nogen grad konstant skatolproduktion i tyktarmen over tid for det samme individ.

Indol i fæces

Indolindholdet i fæces var heller ikke forskelligt hverken mellem forsøgsbehandlinger, mellem køn eller mellem forsøg, og der var ingen vekselvirkning mellem forsøg og forsøgsbehandling. I sommerforsøget analyseret alene syntes det imidlertid, som om der var en tendens til, at de rene grises indolindhold i fæces var en smule højere end de beskidtes (se tabel 7a).

Der var heller ikke nogen forskel mellem beskidtes og renes indolindhold i fæces, ugen før de blev leveret. Derimod var der en korrelation mellem den enkeltes indolindhold ugen før og på slagtedagen (r = 0,39; P< 0,001).

Ud over fæcesprøver fra enkeltindivider blev der i sommerforsøget forsøgsvis også udtaget gødningsprøver fra lejearealet til belysning af svingninger i skatolproduktionen uden for grisene. Det blev forsøgt at indsamle gammel gødning fra stierne, men det var i praksis umuligt at vide, hvor gammel gødningen reelt var! Indholdet af skatol og indol i disse prøver var meget lig indholdet i fæces.

Grisenes nærklima og hudtemperaturer

Grissenes hudtemperatur (temperaturudstrålingen fra huden), såvel som den relative luftfugtighed ved målinger i dette forsøg påviste ikke større problemer i sommerforsøget for de beskidtes vedkommende sammenlignet med de rene grise, som blev holdt helt rene for urin og gødning (se tabel 8 og bilag 3 og 6).

Den gennemsnitlige hudtemperatur målt kl. 8 og 15 på en tilfældig gris' ryg og bug, når den befandt sig i lejearealet, var i sommerforsøget helt ens - omkring 34-35 °C - for de to forsøgsbehandlinger (se tabel 8 og bilag 3).

De beskidte grise med høj belægningsgrad havde som forventet lidt højere sti- og gulvtemperatur (se tabel 8 og bilag 4 og 5).

De beskidte grise blev åbenbart afkølet af den urin og gødning de lå i, ved at have øget fordampning fra hudoverfladen, da de ellers ikke skulle have haft samme hudtemperatur som de rene grise.

Afkølingen med gødning og urin gjorde sig i øvrigt nogenlunde ens gældende både i sommer- og vinterforsøget (se tabel 8 og bilag 3).

Sammenhæng mellem forsøgsbehandling og skatol i spæk

Forsøget bekræftede hypotesen, at tilsvinede grise med høj belægningsgrad havde et højere skatolniveau end rene grise med lav belægningsgrad, samt at det generelt var muligt på en uge at hæve og sænke skatolniveauet afhængig af forsøgsbehandlingen den sidste uge.

Forsøget viste også, at dette resultat gjorde sig ens gældende for begge køn, idet sogrisenes skatol i spæk var signifikant parallelforskudt på begge forsøgsbehandlinger i nedadgående retning.

Staldtemperaturen/årstiden havde imdilertid en afgørende indflydelse på skatolniveauet ikke mindst hos de beskidte grise.

Vinterforsøget viste, at de stærkt tilsvinede grise slet ikke i samme grad fik øget skatolindholdet i spæk som i sommerforsøget ved høje temperaturer til trods for, at de lå i lige så megen gødning som om sommeren. Dette resultat er i overensstemmelse med et tidligere forsøg (Hansen et al., 1990), idet skatolniveauet i spæk var udpræget højere om sommeren ved høj staldtemperatur, og især højt hos de beskidte grise med 0,6m²/gris i forhold til skatolniveauet i spæk i vinterforsøget (se tabel 1,2 og 4a). Tilsvarende årstidsvariationen for skatolniveau i spæk er blevet konstateret via "Hangrise Databasen" når grisene blev leveret fra stier med fast gulv eller delvis spaltegulv, mens der næsten ingen årstidsvariation er konstateret hos (rene) grise fra fuldspaltegulv (Kjeldsen, 1992). Et endnu upubliceret forsøg har iøvrigt bekræftet at høje sommertemperaturer og høj belægningsgrad (0,6 m²/gris) ikke har negativ indflydelse på skatolniveauet i spæk, når grisene kan holde sig rene på fuldspaltegulv og staldluften er "fri" for griselugt (Larsen & Hansen, 1992). Erfaringerne fra "Hangrise Databasen" bekræfter ovenstående (Udesen, 1992b).

Indol, som kemisk set afviger fra skatol ved at mangle en metylgruppe og lige som skatol forekom i rigelig mængde i grisenes fæces, fandtes ligeledes i meget stor koncentration i spæk hos de beskidte grise af begge køn i sommerforsøget, mens indolindholdet i de rene grise var meget lavt. (Indol i spæk blev ikke målt i vinterforsøget). Når indol ligesom skatol i spæk var højt uanset køn, kunne det være en hupotese at antage, at indol i spækket fra de beskidte grise måtte stamme fra gødningen lige som de forehøjede skatolniveau, og at det var kommet ind i spækket ved enten at passere gennem lungerne og/eller gennem huden og/eller måske via fækalieædning og optagelse fra maven. D.v.s. uden om den sædvanlige optagelsesvej fra blind- og tyktarmen.

Det stærkt forhøjede skatolniveau hos de beskidte sogrise var helt i modstrid med vekselvirkningen mellem race og køn i det store fodrings-vekselvirknigsforsøg (Vestergaard, 1989). Disse grise var opstaldet individuelt. I dette forsøg var det kun Dansk Landraces hangrise, der havde et meget højere skatolindhold end for de to andre racers vedkommende (Yorkshire og Duroc), men sogrisene ikke havde et væsentligt højere skatolniveau, hvilket førte til en signifikant vekselvirkning mellem race og køn (Mortensen et al. 1989).

Varmestress?

Beskidte grise ved høj belægningsgrad tænktes ved dette forsøgs planlægning at have større problemer med at komme af med varmen ved høje temperaturer i sommerforsøgene, hvorfor stress som følge af varme ved høj belægningsgrad formodedes at være en væsentlig årsag til det forhøjede skatolindhold i spæk. Hudoverflade-temperaturen såvel som den relative luftfugtighed ved målinger i dette forsøg pegede imidlertid ikke på større problemer sammenlignet med grisene med lav belægningsgrad (se tabel 8 og bilag 3). Hudtemperaturen var i sommerforsøget helt ens omkring 34-35 °C for de to forsøgsbehandlinger.

Når de beskidte grise ikke havde højere hudtemperaturer, skyldtes det sandsynligvis, at de - selv om de havde højere sti- og gulvtemperaturer (se tabel 8) - i stedet blev afkølet af den gødning og urin, de lå i, idet de sandsynligvis havde øget fordampning fra hudoverfladen takket være bl.a. den kontinuerlige ventilation.

Derfor må høje temperaturer og deraf følgende varmestress forkastes som den væsentligste årsag til øget skatolindhold i spæk. Dette understøttedes af Danske Slagteriers Hangrise Databases resultater med fuldspaltegulv, hvor belægningsgraden traditionelt var meget høj, og hvor grisene ikke kunne blive afkølet i gødning og urin (Kjeldsen, 1992). Alligevel havde de generelt lavere skatolniveau end i stier med fast gulv. Det skal dog bemærkes, at Hangrise Databasens resultater kan være confounded med andre miljøfaktorer, som f.eks. ventilationsanlægs funktion og type samt specielle fodringsmetoder som f.eks. vådfodring m.m. Endnu upublicerede resultater fra Statens Husdyrbrugsforsøg understøtter imidlertid klart at rene grise med høj belægningsgrad på fuldspaltegulv har klart lavere skatolniveau i spæk end beskidte grise med fast gulv i lejet og samme belægningsgrad, når de har været udsat for forsøgsbehandlingerne i mindst en uge ved høje temperaturer i sommeren 1992 (Larsen & Hansen, 1992).

Derfor må der stilles spørgsmålstegn ved hvor meget belægningsgraden i kombination med temperaturen betyder for skatolniveauet i stier med fast gulv i lejet; når der ses bort fra, at det er langt lettest at holde grisene rene, når der er lav belægningsgrad og beskidte ved høj belægningsgrad i stier med fast gulv i hele eller dele af stien.

Indolniveauet var meget lavt i spæk hos de rene, men meget varme sommergrise, mens det var forbavsende højt og højere end skatolniveauet i spæk hos de beskidte. Dette giver grund til at formode, at gødningens indolindhold gik over i dampfasen lettere end skatol ved høje temperaturer. Dette er blevet bekræftet i sommeren 1992, idet det først nu har været teknisk muligt at måle luftens indhold af skatol og indol lige over gødningen ved tilsvarende forhold (høj temperatur og tilsvining med gødning som i sommerforsøget). Indholdet af skatol er målt til 0,06 mg pr. m³ luft 1), mens indolindholdet blev målt til 0,31 mg pr m³ luft ¹). Koncentrationerne i luften er helt omvendt koncentrationerne i den faste gødning.

¹) Koncentrationen skal dog tages med forbehold, idet metoden endnu ikke er færdigudviklet

Desværre har der ikke været råd til at få spækprøverne analyseret for indol i vinterforsøget, hvorfor det ikke kan afgøres, om indolindholdet i spæk hos de beskidte vintergrise ville være lavere end i de tilsvarende sommergrises spæk, ligesom skatolniveauet var lavere. Lavere temperaturer i gødningen og derfor mindre skatol og indol i dampfasen ville være en god forklaring.

Manglende vandoptagelse ved høj belægningsgrad (0,6m²/gris)?

Udesen (1992a+b), Smed (1992a+b) og Kjeldsen (1992) er inde på, at rigelig vandforsyning (vådfodring/vallefodring) kunne se ud til at sænke skatolniveauet i spæk.

Spørgsmålet er imidlertid, om vandforsyningen overhovedet var et problem for grisene med høj belægningsgrad i dette forsøg, hvor antal drikkenipler og drikkeniplernes vandydelse burde opfylde grisenes behov (én drikkenippel per 8 grise og altid mindst 2 drikkenipler per sti). Grisene i stier med høj belægningsgrad (0,6m²/gris) havde fri adgang til minimum 2 drikkenipler i stien og én drikkenippel per 8 grise, hvorfor der ikke skulle kunne opstå væsentlig konkurrence om indtagelsen af vand. I stier med lav belægningsgrad var der færre grise per drikkenippel.

Drikkeniplerne havde en ydelse på 1,2 liter pr. minut, hvorfor vandforsyningen umiddelbart synes at skulle være helt i orden i stier med høj belægningsgrad. Vi ved imidlertid ikke, om grisene nedsatte vandoptagelsen ved høj belægningsgrad. En kendsgerning var det imidlertid, at grisene ved høj belægningsgrad tilsvinede lejearealet med gødning og urin meget især om sommeren, hvilket de ikke gjorde ved lavere belægningsgrad, men tværtimod gik ud på spaltegulvet i rensegangen, hvor drikkeniplerne er placeret, dels for at urinere og gøde og dels for at drikke.

De allerede nævnte upublicerede resultater fra Statens Husdyrbrugsforsøg understøtter imidlertid klart at rene grise med høj belægningsgrad (0,6 m²/gris) på fuldspaltegulv har klart lavere skatolniveau i spæk end beskidte grise med fast gulv i lejet og samme belægningsgrad ved høje sommertemperaturer i 1992, når begge forsøgsbehandlinger kun har 1 drikkenippel pr. 8 grise og minimum 2 drikkenipler pr. sti (Larsen & Hansen, 1992). D.v.s. helt ens forsøgsbetingelser hvad angår vandforsyning med nærværende forsøgs beskidte grise med høj belægningsgrad.

Dette understøttes indirekte også af Danske Slagteriers Databases resultater med fuldspaltegulv, hvor belægningsgraden traditionelt var meget høj, og hvor grisene ikke kunne blive afkølet i gødning og urin. Alligevel havde de generelt lavere skatolniveau end i stier med fast gulv om sommeren (Kjeldsen, 1992).

Umiddelbart betragtet er det også vanskeligt at forklare, hvorfor de beskidte sommergrise med høj belægningsgrad skulle have et langt højere skatolniveau end de beskidte vintergrise, hvis det udelukkende drejede sig om vandoptagelse, idet der næsten aldrig sås konkurrence under vandoptagelsen i stier med 0,6m²/gris, når f.eks. 48 grise drak vand fra 6 drikkenipler i en storsti. Dette gjalt både sommer og vinter.

Imidlertid, hvis vandoptagelsen havde en indflydelse på skatolniveauet i spæk, kan indflydelse af evt. nedsat vandoptagelse sletikke forklare, at hele 39% af de beskidte hangrise blev frasorteret som ornelugtende (> 0,25 ppm), og at sogrisenes skatolniveau i gns. var på 0,17 ppm i sommerforsøget.

Hanson et al. (1980) fik i øvrigt resultater, som næppe kan forklares med forskellig vandforsyning mellem stier, men snarere med at grisene i visse stier (hjørnestier) på grund af dårlig ventilation var tilsvinede med gødning.

Akut stress?

Stress i bred forstand har man også ment havde en øgende indflydelse på skatolniveauet. Imidlertid har det vist sig, at aggressive grises slagsmål (galte og sogrise) ikke havde negativ indflydelse på skatolniveauet, når de var opstaldet på slagteriet i en time, mens alle andre forventede kødkvalitetsparametre var påvirket (højere pH2, lavere sondetal, mere DFD og flere sværbeskadigelser) (se tabel 3) (Hansen et al., 1991; Hansen, 1990).

Til dette billede af stress' manglende betydning skal føjes et nyligt udført pilotforsøg med titlen "Skatolgennemtrængning af huden", hvor der inden for en uge blev udtaget et antal spækbiopsier af de samme grise, uden det påvirkede skatol eller indolniveauet igennem prøveudtagningsperioden.

For en ordens skyld skal det samtidig konstateres, at de forskellige kategorier af grise (meget aggressive, aggressive og fredelige), uanset om de befandt sig i en selekteret eller en tilfældigt sammensat flok af grise i staldmiljøet, havde et skatolniveau, der udelukkende beroede på belægningsgraden/tilsviningsgraden på slagtetidspunktet og årstiden (Hansen et al., 1991).

Kroniskstress?

Langtids-stress/kronisk stress kan heller ikke have den store betydning, når man kan ændre på grisenes skatolniveau fra uge til uge ved at ændre på tilsviningsgraden/belægningsgraden.

Når årsagen til det stærkt øgede skatol- og indolindhold i spæk i de beskidte grise - med en minimums-gødningstemperatur omkring 30 °C - ikke kunne forklares med væsentlig mere varmestress eller andre former for stress, hvad kunne så være årsagen til det stærkt øgede skatolniveau i spæk hos de beskidte sommergrise?

Her var det meget interessant at konstatere, at de rene grise faktisk næsten ingen indol havde i spækket, mens de beskidte havde et højt niveau i sommerforsøget. De beskidte sogrise havde i øvrigt også bemærkelsesværdigt høje skatolniveauer lige som hangrisene. Dette svarede udmærket til litteraturen, der påpegede, at besætninger med høje skatolniveauer har høje niveauer for både hangrise, sogrise og galte (Pedersen & Mortensen, 1987; Mortensen & Mortensen, 1989).

Dette kunne tolkes på den måde, at sogrise, galte og hangrise optog forholdsvis lige meget skatol og indol til (blod) og spæk ad den eller de veje, som betingede det øgede niveau i blod og spæk (Agergaard & Laue, 1992; Friis, 1992a).

Optagelse af skatol fra tarmen til spæk?

Skatol i fæces var uafhængig af forsøgsbehandlinger, køn og årstid. Grisene blev fodret med samme energirige blanding både i sommer- og vinterforsøget. Formentlig derfor fandtes der i dette forsøg ingen sammenhæng mellem skatolindholdet i fæces og skatolindholdet i spæk. Der var heller ingen korrelationer mellem skatol i fæces og i spæk, når materialet blev analyseret for de to forsøgsbehandlinger eller for de to køn hver for sig. Derfor var der ikke noget, der tydede på, at årsagen til et øget skatolindhold hos de beskidte grise skyldtes et øget skatolindhold i blind- og tyktarm.

Hawe & Walker (1990), Hawe et al., 1992, Mortensen & Madsen (1990) og Nonboe (1991) fandt, ligesom i dette forsøg, ingen samlede signifikante korrelationer mellem skatolindholdet i gødning og i spæk. I modsætning hertil fandt Jensen (1990), Nonboe (1990) og Jensen (1992) en korrelation mellem skatol i tarm og i spæk. Disse sidste resultater plus Mortensen & Madsen's (1990) resultater pegede på, at der under bestemte forhold med visse fodermidler f.eks gærfløde fra ølproduktionen kunne være en sammenhæng mellem skatol i tarm og spæk, når grisene var individuelt opstaldede. En konklusion som Nonboe (1991) også var inde på.

Specielt syntes forholdet, om hvorvidt grisene er individuelt opstaldet eller gruppeholdt, at påvirke sammenhængen mellem skatolindholdet i tarm og i spæk; men også forskellig sandsynligvis genetisk betinget nedbrydningshastighed af skatol i leveren, kan påvirke korrelationen mellem skatol i spæk, i blod og i tarm (Agergaard & Laue, 1992; Friis, 1992a). Det må således konkluderes, at skatolindholdet i tarmen ikke er den eneste faktor, der påvirker deponeringsgraden af skatol i spæk.

Optagelse af skatol via fækalieædning?

Pedersen et al. (1986) fandt, at grise, der åd foder tilsat en meget høj koncentration af stoffet skatol, også fik et højere indhold af skatol i spæk (en meget kunstig situation, der svarer til, at grisene skal æde 15-25 kg gødning om dagen).

Imidlertid er forestillingen om, at grise kan øge skatol- og indolindholdet i spæk ved at æde gødning med skatol og indol i, ikke sandsynlig, når man tager i betragtning, at ½ kilo gødning tilsat foderet om dagen ikke kunne ændre på grisenes skatolindhold i spæk (Hawe og Walker, 1991). Det blev iøvrigt konstateret, at det var overordentligt vanskeligt, at få grise til at æde ½ kilo gødning, hvorfor det må antages at være en mængde, der ligger langt over, hvad grise kunne finde på at æde under normale omstændigheder. Derfor må den mulighed for på naturlig måde at øge skatolindholdet i spæk efter alt at dømme fornægtes.

En yderligere kendsgerning, som også kunne drage fækalie-ædningens betydning i tvivl, var, at de beskidte grise i vinterforsøget var i stand til at æde al den gødning, de ønskede lige som i sommerforsøget, men havde et langt lavere skatolindhold i spæk end de beskidte sommergrise. Endelig skal det også bemærkes, at de rene grise i et vist omfang havde adgang til gødning, der lå tilgængelig for dem bl.a. i rensegangen med spaltegulv, indtil gødningen blev fjernet.

Desuden havde de beskidte grise ud over ad libitum fodring mulighed for at æde halm fra halmhække således, at lysten til at æde fæces måtte formodes at være reduceret.

Endelig er der den forklaring mulig, at optagelsen af skatol og indol skete via indånding og/eller gennem hud helt uafhængigt af køn.

Optagelse af skatol og indol fra gødningen gennem huden?

Når man betragter den lille forskel i hudtemperaturer mellem beskidte grise sommer og vinter (se tabel 8 og bilag 3) er det vanskeligt at forestille sig, at der ikke kunne være trængt mere skatol ind gennem huden i vinterforsøget hos de beskidte grise, end der reelt gjorde. Desuden var skatolkoncentrationen i gødningen (fæces), uanset årstid, mere end 100 gange højere end indholdet i spæk hos de beskidte grise (ved vinterforsøget 19,8 ppm). Derfor skulle der have været mere end rigeligt, hvis optagelsen af skatol i væsentligst omfang skete gennem huden. Hvis skatol (19 ppm) og indol (7 ppm) i gødningen var blevet optaget fra gødningen gennem huden burde de 2 stoffer sandsynligvis være blevet optaget i nogenlunde samme forhold, hvilket ikke er tilfældet, idet indolindholdet i spæk er højere end skatolindholdet. Imidlertid skal det bemærkes at eventuel forskellig diffusion og forskellig diffusionshastighed gennem hud ikke kendes og derfor ikke kan udelukkes for de 2 stoffer, men ikke synes særlig sandsynlig.

I et pilotforsøg med individuelt opstaldede grise - hvor både skatol- og indolniveauer var meget lave hos de omhyggeligt renholdte hangrise - lykkedes det ikke på det meget lille forsøgsmateriale at påvise, at skatol i en creme kunne trænge ind i spækket gennem huden.

Når det ikke lykkedes, kunne det måske skyldes forsøgets betingelser. Bl.a. kunne man ikke helt udelukke, at skatolen trængte så hurtigt ind gennem huden og blev fordelt så hurtigt via blodet, således at de 20 gram creme med 50 ppm skatol i cremen ikke kunne måles, når den blev påsmurt 400 cm² af ryggen). En anden måske mere sandsynlig årsag kunne være, at der trængte meget lidt skatol ind gennem huden i nakke/rygregionen, fordi huden der er specielt tyk hos orner på godt 100 kg. Gennemtrængeligheden kunne udmærket tænkes at være større i bugregionen, hvor huden er tyndere. Bugregionen vil samtidig være mest i kontakt med gødningen, når de ligger ned.

Optagelse af skatol og indol fra gødningen gennem lungerne?

Temperaturen i gødningen, der lå på gulvet, var sandsynligvis ofte betydeligt højere end de målte 30 °C i sommerperioden (se tabel 8). Dette må ikke mindst have været tilfældet, mens grisene lå oven på gødningen, og må i disse perioder have skabt lokale temperaturer på mindst 34 °C i gødningen. (Gulv-/gødningstemperaturen må antages at være en minimumstemperatur, idet den altid blev målt, hvor der ingen grise lå i grisenes aktivitetsperioder klokken 8.00 og klokken 15.00). Gødningens temperatur i vinterforsøget antages gennemsnitlig at have været ca. 5 °C lavere end i sommerforsøget med deraf følgende mindre mikrobielle aktivitet og dannelse af skatol og indol i lejearealet.

Dannelsen af skatol og indol ud fra tryptofan i den rigelige mængde gødning havde derfor meget gode betingelser ved de høje temperaturer (Spoelstra, 1977; Nonboe, 1991). Den producerede skatol og indol gik sandsynligvis samtidig let over i dampfasen og kunne derfor indåndes. Produktionen af skatol og indol var imidlertid både afhængig af mængden (megen frisk gødning) med tryptofan i og en høj temperatur i gødningen for maksimal mikrobiel produktion af skatol og indol (Spoelstra, 1977; Nonboe, 1991).

Grise ved høj belægningsgrad opfyldte kravet om megen produktion af gødning på et lille areal, som de oven i købet blev tvunget til at ligge og opvarme og indånde lugten af.

Nonboe (1991) konstaterede, at der ved 38 °C dannedes mere skatol i prøve af tarmindhold (gødning), end der var, og det uanset om tarmindholdet var anaerobt eller aerobt opbevaret.

Samtidig kunne det registreres, at megen skatol og indol sandsynligvis gik over i dampfasen ved disse høje temperaturer. Lugten af forrådnet grisegødning inde i de beskidte stier var ualmindeligt dårlig i sommerforsøget, mens lugtgenerne var mere begrænsede og nok især skyldtes ammoniaklugt i vinterforsøget i de beskidte stier, selvom der var lige så megen gødning i stierne som i sommerforsøget eller snarere mere (i vinterforsøget var spaltegulvet i rensegangen dækket til). Denne stank bestod uden tvivl af skatol og indol m.m., der var gået over i dampfasen (Spoelstra, 1977).

Først nu i foråret og sommeren 1992 har det rent teknisk været muligt at få udviklet en foreløbig metode således, at det har kunnet fastslås, om der reelt er skatol og indol i luften over gødningen (Hansen-Møller, 1992b). Det har ved måling af indholdet af skatol og indol i luften lige over 2-3 dage gammel gødning vist sig, at indholdet af skatol lige over gødningen var på 0,06 mg/m³ luft 1), mens indolindholdet var oppe på 0,31 mg/m³ luft ¹). Gødningens temperatur svingede mellem 28 og 30 °C og grisenes belægningsgrad var 0,6 m²/gris svarende til de beskidte sommergrises.

¹) Koncentrationen skal dog tages med forbehold, idet metoden endnu ikke er færdigudviklet.

Uanset den faktiske koncentration af skatol og indol i luft over gødningen fra en hel uges produktion, synes megen skatol og indol at gå i dampfasen ved disse høje temperaturer i sommerforsøget (minimum 30 °C i gødningen), idet disse 2 kemiske produkter plus et par stykker mere netop er i stand til at skabe kraftige lugtgener fra grisestalde ved højere temperaturer (Spoelstra, 1977).

Typen af ventilationsanlæg i stalden (Fristamat Disko) og stiernes lukkede skillevægge med højden 0,65 meter betingede samtidig, at lugtgenerne fra de beskidte stier ikke i væsentligt omfang kunne brede sig til de rene stiers grise.

Optagelse af megen skatol og indol via lungerne til spæk syntes derfor at være en meget sandsynlig forklaring i sommerforsøget med høje temperaturer på grund af luftens høje indhold af skatol og indol i dampfasen.

Erfaringer fra en række produktionsbesætninger med utilstrækkelig ventilationskapacitet bekræfter ovenstående, idet resultater fra disse besætninger har vist, at åbne/udtagede vinduer i slagtesvinestalden i sommerperioden reducerer frasorteringsprocenten (Udesen, 1992b). Kraftig ventilation ville ligeledes nedsætte luftens koncentration i stimiljøet og ville ofte også virke temperatursænkende til skade for mikrofloraens produktion af skatol m.m. Derfor anbefales det, at der ikke må lugte af gris i stalden, hvilket kræver en effektiv og oftest dyr ventilation i hele slagtesvinestalden (Udesen, 1992b).

Imidlertid viser dette forsøg, at der kun er brug for rene grise og effektiv ventilation m.m. den sidste uge før slagtning. D.v.s. at hvis stierne og ventilationen i udleveringsrummet, der som oftest står tomt i en uge, indrettes hensigtsmæssigt til produktion af rene han- og sogrise i et lugtfrit nærmiljø den sidste uge før levering til slagteriet, så kan der spares på dyr ventilation og mange andre tiltag i slagtesvinestalden. Samtidig kan der opnås en økonomisk set bedre udnyttelse af slagtesvinestalden (Jensen, 1992).

Gasarterne (lugtstofferne skatol og indol) blev sandsynligvis effektivt optaget via lungerne og bl.a. aflejret i spækket, ligesom det er blevet vist med kaniner (Bray & Carlson, 1980).

Hvis ovenstående er korrekt, kunne man godt forestille sig, at beskidte grise ved lavere temperaturer ikke nødvendigvis havde væsentligt højere skatol- og indolindhold i spæk sammenlignet med rene grise (luftens koncentration af skatol og indol bliver ikke særlig høj).

I modsætning til sommerforsøget var lugtgenerne i vinterforsøgets beskidte stier mere begrænset og måske især begrænset til ammoniaklugt, selvom der var lige så megen gødning i stierne som i sommerforsøget. Årsagen til den mindre griselugt i vinterforsøget skulle sikkert søges i dels lavere mikrobiel aktivitet og dels mindre tilbøjelighed for skatol og indol m.m. til at gå over i dampfasen. Denne forskel i lugt i de beskidte stier mellem sommer- og vinterforsøget kunne derfor tænkes at forklare den store forskel i skatolniveau i spæk, der blev fundet mellem de 2 årstider inden for samme forsøgsbehandling, hvis skatol optages i spækket via lungerne.

Korrelationerne mellem skatol og indol i spæk i sommerforsøget var pænt høje (r = 0,8; P<= 0,0001), og det gjalt, uanset på hvilken kemisk målemetode skatol i spæk var bestemt (se tabel 6). Dette kunne pege på, at den øgede mængde skatol og indol i spæk hos de beskidte grise havde en fælles indgang fra gødningen i stien f.eks. via skatol- og indoldampe, som blev indåndet. (Indol i spæk blev desværre ikke målt i vinterforsøget). Sådanne målinger kunne have været med til at afgøre, om skatol og indol først og fremmest optages gennem luften eller gennem huden, idet indol og skatol i fæces var det samme uanset årstid, hvorfor optagelse gennem huden skulle være god uanset årstid, mens optagelsen gennem luften skulle være mindre om vinteren på grund af lavere temperaturer).

Til trods for at Travis & Elliot (1977) ikke konstaterede skatol i luften i den eneste undersøgelse i en svinestald - sandsynligvis fordi de målte ved en temperatur i gødningen på 21 °C eller lavere - vides nu at der ved sommertemperaturer findes skatol i luften over gødning.

Sandsynligheden for, at indol og skatol kom ind gennem lungerne, var måske også størst, når man tog i betragtning, at både rene og beskidte grise havde det højeste skatol og indolniveau i det inderste lag spæk nærmest kødet. Havde de beskidte grise haft et relativt højere indhold af skatol og indol i det yderste spæklag, havde troen på, at væsentlige mængder af lugtstofferne blev optaget gennem huden, været forøget. Hertil skal dog bemærkes, at beskidte grise nok er mindst beskidte og mindst i nærkontakt med gødningen fra stien i nakkeregionen.

Desuden vides, at fedtsyresammensætningen er forskellig mellem yderste og inderste fedtlag, således at det inderste fedtlag har flere mættede fedtsyrer (Madsen et al., 1992). Om skatol og indol lettere binder sig til det inderste fedtlag med flere mættede fedtsyrer, vides ikke.

Skatol i spæk i relation til race/genetik

Til alle kommende forsøg burde måske anvendes kuld dels efter (Dansk Landrace) orner, som har bevist, at de nedarver høje skatolværdier og dels kuld efter (Dansk Yorkshire) orner, der har vist, at de nedarver anlæg for lavt skatolniveau.

Begrundelsen er, at datamaterialet kunne se ud til at pege på to ting:

Hvis det kunne bekræftes, at det var lettere at opnå behandlingsforskelle med (Dansk Landrace) grise, der havde arvelige anlæg for høje skatolværdier, ville det fremover være hensigtsmæssigt kun at anvende dem i eksperimentelle forsøg.

Andre dårlige lugt/smagsstoffer i gødning

Hvis det øgede skatol- og indolniveau i spæk stammer fra gødningen i stierne hos de beskidte grise, kunne det tænkes, at der også kunne være kommet andre dårligt lugtende stoffer over i spækket i sommergrisene i modsætning til beskidte grise ved vintertide, hvis disse stoffer først og fremmest passerer via lungerne f.eks. andre indoler, (phenol), p-cresol og 4-ethylphenol (Spoelstra, 1977). Helt nye forsøg har iøvrigt interessant nok påpeget, at dårlig smag/lugt fra hangriskød bedømt af smagspaneler ikke i alle tilfælde kunne relateres til skatol og androstenon (Stamer et al., 1992; Vries & Walstra, 1992).

Nogle af de ovennævnte lugtstoffer dannes ligesom indol også i gødningen plus urin ved vintertide ved 15 °C i modsætning til skatol, hvorfor de, hvis de trænger gennem huden, også skulle være i spækket om vinteren i relativt større mængde end skatol. Modsat gælder det sikkert, hvis de optages gennem åndedrætet, idet stofferne sandsynligvis har mindre tilbøjelighed til at befinde sig på luftform ved 16 °C end ved høje temperaturer.

Hudtemperaturen var i gennemsnit kun 2,2 °C mindre hos de beskidte vintergrise sammenlignet med de tilsvarende sommergrise (se tabel 8). Derfor skulle gennemblødningen af huden ikke formodes at have været væsentligt reduceret, hvorfor en eventuel optagelse af skatol gennem huden også nemt skulle kunne finde sted ved vintertide, da indholdet af skatol i frisk fæces var mere end 100 gange højere end i spæk (se tabel 8). Derfor burde de meget beskidte vintergrise have haft højere skatolniveauer i spæk, hvis optagelsen gennem huden havde haft væsentlig betydning.

Optagelse af skatol gennem huden syntes derfor af mindre betydning for mængden af skatol i spæk, hvilket i nogen grad også bekræftedes indirekte af, at skatolniveauet var højest i inderste spæklag mod kødet uanset forsøgsbehandling (se tabel 5a og 5b).

Forsøget bekræftede hypotesen om, at tilsvinede grise med høj belægningsgrad (0,6 m²/gris) havde et højere skatol- og indolniveau i spæk dvs. højere frekvens med ornelugt end rene grise med lav belægningsgrad.

Forsøget viste generelt, at det var muligt at sænke eller hæve skatol- og indolniveauet i spæk afhængig af forsøgsbehandlingen den sidste uge forud for grisenes levering til slagteriet.

Staldtemperaturen/årstiden havde også en afgørende indflydelse på skatolniveauet ikke mindst hos de beskidte grise. Skatolniveauet var signifikant højere ved høje sommertemperaturer sammenlignet med skatolniveauet i spæk ved vintertemperaturer til trods for, at grisene var lige så beskidte med gødning i vinterforsøget.

Med temperaturer på mindst 30 °C i gødningen på gulvet hos de beskidte grise kunne det i sommerforsøget konstateres, at det var muligt i meget væsentlig grad at ændre på skatol- og indolindholdet i spæk på én uge i både nedadgående retning ved at holde dem rene ved lav belægningsgrad, og modsat øge skatol-og indolindholdet i spæk på én uge ved at holde grisene tilsvinede med gødning ved høj belægningsgrad.

Vinterforsøget med temperaturer på ca. 25 °C i gødningen på gulvet hos de beskidte grise viste generelt, at det også lod sig gøre at sænke skatolniveauet ved lavere temperaturer ved at holde grisene rene i en uge ligesom i sommerforsøget.

Samtidig viste vinterforsøget imidlertid, at de stærkt tilsvinede grise slet ikke i samme grad fik forøget skatolindholdet i spæk som i sommerforsøget ved høje temperaturer i gødningen, til trods for, at de blev tvunget til at ligge i ligeså megen gødning som om sommeren. (Indol i spæk måltes ikke i vinterforsøget).

I sommerforsøget blev konstateret forskel i både indol- og skatolniveau mellem yderste og inderste spæklag i nakken, således at det inderste spæklag mod kødet havde det højeste niveau. Dette gjorde sig gældende både for de beskidte og de rene grise.

Sogrisenes skatol- og indolindhold i spæk var signifikant lavere end hangrisenes, men ikke lavere end at 5 sogrise burde have været frasorteret p.g.a. ornelugt (skatol i spæk => 0,25 ppm). Forskellen mellem forsøgsbehandlinger gjorde sig ens gældende for begge køn.

På trods af de tydelige forskelle i skatol- og indolniveau i spæk mellem forsøgsbehandlinger og mellem årstider blev der ikke konstateret forskelle i indholdet i frisk gødning (fæces), hverken mellem forsøgsbehandlinger eller mellem årstider. Der var heller ikke signifikante korrelationer mellem grisenes indol- og skatolindhold i fæces og skatol- og indolniveau i spæk.

Der er fremført den hypotese, at skatol (19 ppm) og indol (7 ppm) fra gødningen (fæces), der ligger i stierne, især ved høje temperaturer i gødningen (30 °C eller mere), kan overføres til grisenes spæklag enten gennem huden og/eller i gasfasen gennem lungerne. Foreløbige undersøgelser (bl.a. pilotforsøg med titlen "Skatolgennemtrængning af huden", og senest målinger af skatol og indol i luften i stier med gødning og urin) taler mest for til fordel for, at optagelse af skatol og indol i spæk sker mest effektivt gennem lungerne. Dog kan der også være tale om, at skatol og indol optages lettere gennem huden ved høje temperaturer, idet grisenes hudtemperatur om sommeren var 2,2 °C højere end om vinteren.

Agergaard, N. & A. Laue, 1992. Absorption from the gastrointestinal tract and liver turnover of skatole. Meeting of the EAAP Working Group "Production and Utilization of Meat from Entire Male Pigs", Roskilde 12 - 14 October, 1992, 5p.

Bray T.M. & J.R. Carlson, 1980. Tissue and subcellular distribution and excretion of 3-(14C)Methylindole in Rabbits after intracheal infusion. J. Can. Phys. Pharm. 58, 12, 1399-1405.

Friis, C. 1992a. Distribution, metabolic fate and elimination of skatole in the pig. Meeting of the EAAP Working Group "Production and Utilization of Meat from Entire Male Pigs", Roskilde 12 - 14 October, 1992, 3p.

Friis, C. 1992b. Personlig meddelelse.

Gariepy, C., J. Amiot & S. Nadai, 1989. Ante-Mortem Detection of PSE and DFD by Infrared Thermography of Pigs Before Stunning. Meat Science 25, 37-41.

Hansen, L.L. 1990. Sammenblanding af fredelige og aggressive grise på Slagterier. Årsmøde d. 16/5-1990Statens Husdyrbrugsforsøg Afd. for Forsøg med Svin og Heste. p. 13-15.

Hansen, L.L., P. Barton-Gade & P. Vorup, 1991. Effect of mixing "peaceful" or "aggressive" pigs at abattoirs on their behaviour and meat quality. Proc. of the Int. Congress Edingburgh 1991 of the The Society for Veterinary Ethology. Applied Animal Behaviour. Edited by M.C. Appleby,

R.I. Horrell, J.C. Petherick & S.M. Rutter. Universities Federation for Animal Welfare. p. 88.

Hansen-Møller, J. 1992a. Determination of indolic compounds in pig back fat by means of solid phase extraction and gradient HPLC with special emphasis on the boar taint compound skatole. J. Chromatogr. 624, 479-490.

Hansen-Møller, J. 1992a. HPLC methods for determination of indole, skatole and related indoles in pig backfat. Meeting of the EAAP Working Group "Production and Utilization of Meat from Entire Male Pigs", Roskilde 12 - 14 October, 1992, 5p.

Hansen-Møller, J. 1992b. Måling af skatol og indol i luft. Upublicerede resultater.

Hansson, K.-E., K. Lundström, S. Fjelkner-Modig & J. Persson, 1980. The Importance of Androstenone and Skatole for Boar Taint. Swedish J. Agric. Res. 10, 167-173.

Hawe, S.M. & N. Walker. 1990. Effect of diet on skatole concentrations in the intestine and adipose tissue of growing pigs. Anim. Prod. 50, 551.

Hawe, S.M. & N. Walker. 1991. The effects of involuntary copro-phagy on the production of skatole in growing pigs. Anim. Prod. 53, 105-109.

Hawe, S.M., N. Walker & B.W. Moss. 1992. The effects of dietary fibre, lactose and antibiotic on the levels of skatole and indole in faeces and subcutaneous fat in growing pigs. Anim. Prod. 54, 413-419.

Jensen, B.B. 1990. Skatol (ornelugt), mikrobiel produktion af skatol i mave-tarmkanalen hos grise. Statens Husdyrbrugsforsøg. Meddelelse nr. 772, 4p.

Jensen, B.B. 1992. Personlig meddelelse.

Jensen, H. 1992. Bedre udnyttelse af slagtesvinestalden. Hyologisk Tidsskrift for Svineproducenter. Nr. 8, s. 37-38.

Jensen, M.T. 1992. Personlig meddelelse.

Kjeldsen, N. 1992. Practical experience with production and slaughter of entire male pigs. Meeting of the EAAP Working Group "Production and Utilization of Meat from Entire Male Pigs", Roskilde 12 - 14 October, 1992, 6p.

Larsen, A.E. 1990. Upublicerede resultater fra pilotforsøg.

Larsen, A.E. & L.L. Hansen 1992. Indflydelsen af tilsviningsgraden (med gødning og urin) samt indflydelsen af ændring i tilsviningsgrad fra uge til uge på ornelugt ved hæj belægningsgrad (0,6 m²/gris) og høje staldtemperaturer (sommer). Upubliceret.

Lundström, K., B. Malmfors, G. Malmfors & S. Stern. 1987. Meat Quality in Boars and Gilts after Immediate Slaughter or Lairage for Two Hours. Swedish J. Agric. Res. 17, 51-56.

Lundström, K., B. Malmfors, 1992. Genetic influence on skatole deposition in entire male pigs. Meeting of the EAAP Working Group "Production and Utilization of Meat from Entire Male Pigs", Roskilde 12 - 14 October, 1992, 5p.

Madsen, A., K. Jakobsen & H.P. Mortensen. 1992. Influence of Dietary Fat on Carcass Fat Quality in Pigs. A Review. Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci. 42, 220-225.

Maribo, H. & B. Sandersen, 1992. Hvorfor lugter visse hangrise? DS-Nyt nr. 4. April 1992, s. 4-6.

Mortensen, A.B. & S.E. Sørensen, 1982. Metode til påvisning af ornelugt i slagtekroppe. SF-rapport nr. 17.170-Rapport. "Proc. 30th European Meeting of Meat Research Workers", Bristol, 9-14 sept. 1984, pp 397.

Mortensen, A.B. & H.P. Mortensen, 1990. EAAP. Proc. EAAP-working group, Spain 1989. Livestock Prod. Sci. 26, 319-326.

Mortensen, H.P., C. Bejerholm, P. Barton & O.K. Pedersen. 1989. Indflydelsen af foderets protein- og energiindhold på kød- og spækkvaliteten, hos han-, galt- og sogrise. Arbejde nr. 38.124 - Rapport (22. februar 1989, svin - kødkvalitet). Slagteriernes forskningsinstitut, Roskilde.

Mortensen, H.P., 1990. The influence of breed, energy and protein in the feed on skatole content in female pigs, castrates and entire male pigs. Proc. EAAP-working group, Spain 1989. Livestock Prod. Sci. 26, 319-326.

Mortensen, H.P. & A. Madsen, 1990. Skatolindhold i hangrise fodret med malt eller flydende gær af forskellig oprindelse. Arbejde nr. 01.708 - Rapport (28. december, Hangrise-produktion). Slagteriernes forskningsinstitut, Roskilde.

Nonboe, U., 1990. Conditions in the gastrointestinal tract and development of boar taint - Some aspects. Proceedings EAAP-working group, spain 1989. Livestock Production Science 26, 319-326.

Nonboe, U., 1991. Afklaring af biologiske mekanismer bag forekomsten af skatol (3-methylindol) i spæk hos svin. DJVB/KVL nr. 1991-497.

Pedersen, J.K., A.B. Mortensen, A. Madsen, H.P. Mortensen & J. Hyldgaard-Jensen, 1986. Foderets indflydelse på ornelugt i svinekød. Statens Husdyrbrugsforsøg. Meddelelse nr. 636, 4pp.

Pedersen, J.K. & A.B. Mortensen, 1987. Relationship between skatole concentration in backfat of gilts and entire male pigs from the same herds. Proc. European Meeting of Meat Reseaech Workers, Helsinki.

Rasmussen, A.A. & J.R. Andersen, 1987. Indledende undersøgelse af varmeudstråling fra svin før slagtning ved hjælp af infrarød thermografi. Arbejde nr. 02.508 - Rapport. Slagteriernes Forskningsinstitut.

Smed, A.F., 1992a. Sådan skal hangrise fodres. DS-Nyt nr. 4. April 1992, s. 10-11.

Smed, A.F., 1992b. Fodringens indflydelse på frasorteringsprocenten. Kongres for svineproducenter 20.-21. oktober, Herning.

Spoelstra S.F. 1977. Simple Phenols and Indoles in Anaerobically Stored Piggery Wastes. J. Sci. Fd. Agric. 28, 415-423.

Stamer, S., K. Nürnberg, W. Kanitz & E. Kalm. 1992. Assessment of boar taint by androstenone and skatole levels and organoleptic tests. Meeting of the EAAP Working Group "Production and Utilization of Meat from Entire Male Pigs", Roskilde 12 - 14 October, 1992, 6p.

Travis, T.A. & L.F. Elliott, 1977. Quantitation of indole and skatole in a housed swine unit. J. Environ. Qual. 6, 4, 407-410.

Udesen, F.K. 1988. Ornegriseproduktion. Medd. 139 Landsudvalget for svin. Danske Slagterier, 1-9.

Udesen, F.K. 1992a. Frasortering af hangrise. DS-Nyt nr. 4. April 1992, s. 8-9.

Udesen, F.K. 1992b. Hangriseproduktion med lav frasorteringsprocent. Kongres for svineproducenter 20.-21. oktober, Herning.

Vestergaard, T. 1989. The influence of breed, energi and protein in the feed on skatole content in female pigs, castrates and entire male pigs. Personlig meddelelse.

Vries, A.W. de & P. Walstra. 1992. Aroma Profiles. Meeting of the EAAP Working Group "Production and Utilization of Meat from Entire Male Pigs", Roskilde 12 - 14 October, 1992, 3p.

Forsøgsbehandlinger den sidste uge før levering til slagteriet

I de 2 labyrint-storstier (sti 1 og 2) placeredes i hver sti 48 grise med en belægningsgrad på 0,6 m²/gris. I 4 normalstier (sti 3, 4, 5 og 6) placeres i hver sti 6 grise med en belægningsgrad på 1,6 m²/gris. I yderligere 2 normalstier (sti 7 og sti 8) placeredes 2 gange 12 grise, der svarede i alder til den yngste halvdel af grisene i de to storstier. Endelig placeredes reservegrise i sti 9.

De 24 grise i stierne 3, 4, 5 og 6 var vægtmæssigt lige så store som de 24 største grise i de 2 storstier. Herved kunne sikres optimal fordeling ved 1. levering (se bilag 1).

Efter at de 48 grise var blevet leveret ved 1. levering, var der 36 grise tilbage i hver af storstierne. Fra hver af storstierne fjernedes de 12 mindste grise. Disse placeredes i 3 normalstier med 6 grise i stierne 4 og 6 fra sti 2. I sti 3 placeredes 12 grise fra sti 1. Den ene storsti (sti 1) reduceredes nu til halv størrelse, således at de 24 grise fik en høj belægningsgrad (0,6 m²/gris). De 24 grise i den anden storsti (sti 2) beholdt hele stien og havde dermed 1,2 m²/gris. Anden levering fandt sted ugen efter første, og der leveredes 12 grise fra hver af storstierne (se bilag 1).

Ved 2. levering havde de rene grise kun i ugen før leveringen været udsat for forsøgsbehandlingen (ren). Ugen før havde de rene grise opfyldt betingelsen om at have været udsat for den modsatte forsøgsbehandling nemlig tilsvining og 0,6 m²/gris. Derimod havde de beskidte grise ved 2. levering aldrig været andet end beskidte med høj belægningsgrad (0,6 m²/gris).

Efter 2. levering var der 12 grise i hver af storstierne og 6 grise i sti 4 og 6 samt 12 grise i sti 3. Grisene fra disse 3 normalstier førtes tilbage til den storstiflok, de kom fra, og nu øgedes belægningsgraden igen i storstien (sti 2) med den lave belægningsgrad til 0,6 m²/gris ved at dele storstien i 2 halvdele og placere de 12 fjernede sammen med de 12 tilbageblevne i den ene halvdel af storstien i en uge før 3. levering. I den anden storsti (sti 1), hvor grisene havde været udsat for høj belægning, fik de 12 tilbageværende nu adgang til hele storstien, men samtidig førtes deres tidligere 12 stikammerater fra normalstierne tilbage til storstien, således at der blev en belægningsgrad på 1,2 m²/gris.

Samtidig fjernedes fra sti 7 2 gange 4 grise, som placeredes i sti 3 og 5. I sti 8, hvor der allerede var 12 grise, sattes yderligere 4 grise ind for at hæve belægningsgraden til 0,6 m²/gris. Disse 4 grise blev taget blandt restgrisene i sti 9.

Fra sti 1 og 2 leveredes 12 grise ved 3. levering. Fra normalstierne 3, 5 og 7 med lav belægningsgrad leveredes 8 grise, og fra sti 8 med høj belægningsgrad (0,6 m²/gris) leveredes ligeledes 8 (se bilag 1).

En uge efter 3. levering blev de 12 resterende grise fra storstien (sti 1) sat sammen med yderligere 4 grise fra normalstierne  med lav belægningsgrad (stierne 3, 5 og 7) i sti 3. Grisene var blevet sat sammen umiddelbart efter 3. levering i sti 1 for at undgå enhver form for slagsmål inden for ugen før 4. levering. Derved opnåede de 16 grise en belægningsgrad på 0,6 m²/gris. De 12 grise i sti 2 fik nu hele storstien, og de 8 grise i sti 8 placeredes ligeligt i stierne 4, 6 og 8 (se bilag 1).

Ved 4. levering en uge senere leveredes 16 grise med høj belægningsgrad og mindst 16 grise med meget lav belægningsgrad (se bilag 1).

Alle grise, der blev leveret ved 3. og 4. levering, havde højst i en uge før leveringen været udsat for forsøgsbehandlingen (tilsvinet eller ren).