Tilsviningsgradens betydning for indhold af skatol og indol i spæk (ornelugt) hos slagtesvin

Et tidligere sommerforsøg viste, at det på en uge var muligt at ændre skatolniveauet hos hangrise med ca. 100%, når der ændredes tilsvinings- og belægningsgrad, og temperaturen i gødningen var mindst 30 °C (Hansen et al., 1993). Havde grisene mulighed for at holde sig rene ved lav belægningsgrad, faldt niveauet, og tilsvarende steg det, hvis de var tilsvinede ved høj belægningsgrad (0,6 m²/gris). Indholdet af indol varierede ligeledes kraftigt med tilsvinings- og belægningsgraden, idet de rene næsten intet indol havde i spækket, mens der var et meget højt indolniveau i de beskidte. Dette forsøg i kombination med andre praktiske undersøgelser pegede på, at det først og fremmest var tilsviningen med gødning og urin samt temperaturen i gødningen i stien, der var afgørende for skatol- og indolniveauerne i spæk, mens belægningsgraden og temperaturen var uden betydning hos rene grise (Hansen et al., 1993; Kjeldsen, 1993; Udesen, 1992).

Mål

Målet med dette forsøg er at vise, at hvis grise holdes rene f.eks. på fuldspaltegulv ved høj belægningsgrad samt høje staldtemperaturer, og der er et velfungerende ventilationsanlæg til at fjerne staldens eventuelle dårlige lugt, så har grisene et lavt skatol- og indolniveau svarende til et tidligere forsøgs resultater (Hansen et al., 1993).

Desuden ønskes det atter bekræftet, at ændring af tilsvining med gødning og urin kun en uge før levering til slagteriet kan sænke skatol- og indolniveauet i spæk for de rene grise på fuldspaltegulv og øge skatol- og indolniveauet for de beskidte, selv om begge forsøgsbehandlinger udsættes for høj belægningsgrad (0,6 m²/gris) og høje staldtemperaturer.

Grisene blev ved forsøgets påbegyndelse fordelt efter kuld, (køn) og vægt på de to gulvtyper (fast gulv og fuldspaltegulv). Stier med fast gulv havde kun fast gulv i lejearealet, mens der var spaltegulv i rensegangen. Grisene med fuldspaltegulv havde spaltegulv både i "lejearealet" og i "rensegangen". Udover gulvtypen var stierne ens indrettet, og belægningsgraden (0,6 m²/gris) var ligeledes ens. I alt benyttedes 158 grise (74 hangrise, 24 galte og 58 sogrise) plus et mindre antal "reserver". Disse reserver blev benyttet til at fylde stierne op til ens belægningsgrad i forbindelse med sidste levering. De største grise, der formodedes at blive leveret først, placeredes i labyrintstorstierne med 48 grise i hver sti, mens de mindre placeredes i 6 normalstier med 16 grise i hver ved forsøgets start.

Fra 14 dage før første levering til slagteriet blev der ikke længere holdt rent i stierne med fast gulv i lejearealet for at sikre, at grisene blev meget beskidte.

Grisene i stier med fuldspaltegulv (10 cm brede betonbjælker med en varierende spaltebredde på 22-23 mm) holdtes omhyggeligt rene den sidste uge før levering. Gødning og urin fra de 0,64 m dybe gødningskanaler under fuldspaltegulvet blev dagligt fjernet fra stalden for at undgå at eventuelle lugtstoffer afgivet fra gødning og urin skulle påvirke de rene grise.

Ugen før første levering flyttedes halvdelen af de leveringsklare plus supplerende mindre stifæller fra samme flok grise over på den modsatte gulvtype. Der blev ved første slagtning leveret 6 grise som havde været konstant beskidte, 6 som havde været konstant rene, 6 som havde været beskidte den sidste uge før slagtning og 6 som havde været rene den sidste uge før slagtning) (se tabel 1).

Umiddelbart efter første, anden og tredje levering flyttedes de resterende grise over på den modsatte gulvtype. De største grise samledes i stier med 0,6 m²/gris den sidste uge før levering for at sikre flest mulige gentagelser inden for samme forsøgsbehandling (se tabel 1).

Grisene leveredes ved en levende vægt omkring 95-100 kg, og der blev leveret lige mange grise fra de to gulvtyper ved hver af de fire slagtedatoer (se tabel 1).

Fra tørfoderautomater selvfodredes grisene med en energirig foderblanding (1,14 FEs per kg foder og indeholdende 6% animalsk fedt) for at hæve skatolindholdet i spæk hos grise med arvelige anlæg for højt skatolniveau (Vestergaard, 1989; Mortensen et al., 1989; Mortensen, 1990). Grisene havde, når de befandt sig i labyrint-storstierne, én selvfodringsautomat med 2 ædepladser per 6 grise, mens der var én automat med 2 ædepladser per 8 grise, når de befandt sig i normalstier med 16 grise.

For begge forsøgsholds vedkommende havde grisene ens adgang til minimum 2 drikkenipler per flok og én drikkenippel per 8 grise. (Normalstier med 16 grise havde 2 drikkenipler i "rensegangen" over spaltegulvet, mens labyrintstorstierne med 48 grise havde 6 drikkenipler, der ligeledes var placeret i "rensegangen" over spaltegulvet).

Typen af ventilationsanlæg i stalden (Fristamat Disko) og stiernes lukkede skillevægge med højden 0,65 meter betingede samtidig, at lugtgenerne fra de beskidte stier ikke i væsentligt omfang kunne brede sig til de rene stiers grise.

Staldtermostaten sattes 14 dage før første levering til slagteriet (13. juli) på 22 °C for at sikre en høj temperatur.

Temperatur og luftfugtighed (vådt/tørt termometer) måltes klokken 8 og klokken 15 i grisenes nærmiljø 30 cm over gulvet i samtlige stier fra en uge før første levering. Rumtemperaturen i højden 1,8 meter over gulvet i staldens midtergang blev også registreret. Desuden måltes temperaturen på grisenes hudoverflade på ryg og bug med en termovisionspistol ("Thermopoint 80") i samtlige stier fra en uge før de første leveredes, og til de sidste blev slagtet. Samtidig blev også temperaturen på gulvet i grisenes liggeområde registreret med termovisionspistolen (Rasmussen og Andersen, 1987; Gariepy et al., 1989; Hansen et al., 1993).

Ligeledes forsøgtes skatol- og indolkoncentrationer i staldluften målt (Jens Hansen-Møller, 1992b).

På slagtedagen blev der udtaget spækprøver i nakkeregionen af samtlige slagtede grise. Prøverne blev samme dag sendt til henholdsvis Steff-Houlberg i Ringsted og til Slagteriernes Forskningsinstitut i Roskilde. På Steff-Houlberg analyseredes for skatol-ækvivalenter med den automatiserede spektrofotometriske metode (Mortensen & Sørensen, 1982; 1984). På Slagteriernes Forskningsinstitut analyseredes for skatol og indol i spæk ved hjælp af en HPLC-metode (Hansen-Møller, 1992a).

Statistiske metoder

Der blev benyttet forskellige statistiske analysemetoder til behandling af datamaterialet. Følgende SAS GLM-model blev benyttet til beskrivelse af forskelle i skatol- og indolniveauer i spæk mellem forsøgbehandlinger (beskidte i mindst en uge kontra rene i mindst en uge), køn og stigentagelser på forskellige slagtedatoer inden for forsøgsbehandling samt vekselvirkningen køn × forsøgsbehandling (se model).

Model (sommerforsøg):

Y sommerforsøg =  µ + a_behandling + b_køn + (ab)_{behandling×køn} +  sti_(behandling) + e_restvarians

Ud over ovennævnte statistiske model anvendtes en udvidet statistisk model til belysning af fædres (orners) indflydelse på skatol i spæk:

Y sommerforsøg =  µ + a_behandling + b_køn + (ab)_{behandling×køn} + sti_(behandling) + c_far + e_restvarians

c_far = 6 orner inden for racerne Landrace, Yorkshire og Duroc er fædre (f = 5)

De beregnede korrelationer mellem de forskellige skatol- og indoltal i spæk er fænotypiske og ukorrigerede og beregnet på logaritmisk transformerede data.

Alle klimaregistreringer i tabeller og bilag er gennemsnitstal for forsøgsbehandlinger og perioder, og der kan ikke udføres statistiske analyser på disse data.

Sammenhængen mellem forsøgsbehandlinger og skatol og indol i spæk

Resultaterne fra sommerforsøget viste, at der var signifikant forskel i skatol- og indolniveauer i spæk mellem rene og beskidte grise, når de havde været udsat for forsøgsbehandlingerne i mindst en uge (P<0,0001) (se tabel 2). Dette resultat gjorde sig gældende uanset målemetode, og uanset om skatol- og indoldata var logaritmisk transformerede eller ikke.

Sammenhængen mellem køn og forsøgsbehandlinger for skatol og indol i spæk

Sogrisenes skatolniveau i spæk var tenderende lavere end hangrisenes (P=0,09) målt ved den spektrofotometriske metode og signifikant lavere for skatolniveau (P=0,0036) og indolniveau (P<0,0083) målt ved HPLC-metoden, men kun når data var logaritmisk transformerede. Der var ingen signifikant vekselvirkning mellem køn og forsøgsbehandlinger for skatol- og indolniveau i spæk, men de beskidte sogrise og galte havde forbavsende høje skatolniveauer i spæk i forhold til hangrisene (se tabel 2 og bilag 4).

Antallet af grise, som efter første april 1994 burde blive frasorteret (skatol i spæk spektrofotometriske metode > 0,20 ppm), var ligeledes højere hos de beskidte grise i sommerforsøget, men det ses samtidig, at over halvdelen af de frasorteringsberettigede beskidte grise var enten so- eller galtgrise, hvor der normalt ikke måles skatol i spæk (se tabel 3).

Skatol og indol i spæk i relation til fædre

Ved hjælp af en udvidelse af den statistiske model med fædre (orner) konstateredes forskel i skatolniveau i spæk mellem orner. En landraceorne (nr. 39) gav afkom, som gennemsnitlig havde højere skatolniveau både ved den spektrofotometriske (P<0,0032) såvel som ved HPLC-metoden (P<0,0007) på tværs af køn og behandling. Samtidig var der, som i det tidligere forsøg (Hansen et al., 1993), en meget stor spredning på skatolniveauer mellem individer efter denne orne. Fire af de fem rene hangrise med skatolniveau i spæk over 0,20 ppm havde orne nr. 39 som fader (se tabel 3). Heraf var de 3 stykker afkom kuldsøskende. Blandt de beskidte grise var der derimod flere fædres afkom med skatolniveau i spæk over 0,20 ppm foruden afkom af begge køn (so- og hangrise) efter orne nr. 39. I alt medvirkede 28 stk. afkom efter orne nr. 39 med 5 forskellige søer, men kun noget af afkommet efter to af søerne havde høje skatoltal (over 0,20 ppm).

I modsætning til skatolniveau i spæk blev der ikke konstateret forskel i indolniveau mellem fædre. Imidlertid havde de 5 rene frasorterede hangrise et gennemsnitligt indolniveau på 0,10 ppm, hvilket er betydeligt over det gennemsnitlige indolniveau for alle rene hangrise (0,03 ppm) (se tabel 2).

Det skal for en ordens skyld bemærkes, at forskellen i skatolniveauer i spæk mellem forsøgsbehandlinger ikke påvirkedes af den nævnte udvidede model.

Forskel i skatol- og indol i spæk mellem stigentagelser

Som det fremgår af bilag 1, var der ingen tegn på forskel for skatol- og indolniveau i spæk, om grisene havde været konstant beskidte eller kun beskidte den sidste uge før slagtning, og tilsvarende om grisene havde været konstant rene eller kun rene den sidste uge før slagtning. For skatol i spæk bestemt ved HPLC-metoden blev der konstateret forskel mellem stigentagelser inden for forsøgsbehandlingerne (P=0,0416), og for den spektrofotometriske metode blev der konstateret meget klar forskel mellem stigentagelser inden for forsøgsbehandlingerne (P<0,0032).

For indols vedkommende blev der ligeledes konstateret meget klar forskel mellem stigentagelser inden for forsøgsbehandlingerne (P<0,0001).

Forskelle i skatolniveau mellem leveringer (slagtedatoer)

Der blev konstateret forskel i skatolniveau mellem leveringer (P<0,01) for den spektrofotometriske metode, men ingen forskel ved HPLC-metoden. Samtidig blev der ikke konstateret vekselvirkning mellem leveringer (slagtedatoer) og forsøgsbehandlinger for skatol uanset forskellige målemetoder (se bilag 2).

Korrelationer mellem skatol- og indolværdier målt i spæk i sommerforsøget

Der blev fundet en høj korrelation mellem skatol målt ved den spektrofotometriske metode og HPLC-metoden (r = 0,85; P<0,0001) (se figur 1 og bilag 3). Derudover blev der fundet korrelationer mellem skatol og indol målt ved hjælp af HPLC på (r = 0,73; P<0,0001), mens der konstateredes en korrelation mellem indol (HPLC) og skatol målt ved den spektrofotometriske metode på (r = 0,82).

Grisenes nærklima og hudtemperaturer

Forsøget blev udført i en sommerperiode med usædvanligt høje udendørs-temperaturer, hvorfor temperaturerne generelt var højere i stalden end de 22 °C (se tabel 4 og bilag 5 og 6). Som det ses af tabel 4 og bilag 5 og 6 var de lokale klimaforhold ens for de to forsøgsbehandlinger.

Sammenhængen mellem forsøgsbehandlinger og skatol og indol i spæk i de tre køn

Forsøget bekræftede hypotesen, at rene grise på fuldspaltegulv ved høj belægningsgrad og høj staldtemperatur havde et lavt skatolniveau i spæk i forhold til tilsvinede grise ved samme belægningsgrad og temperatur i stier med fastgulv og spaltegulv i rensegangen. Desuden viste forsøget, at det var muligt på en uge at hæve og sænke skatolniveauet med ca. 100% afhængig af tilsviningsgraden den sidste uge før slagtning. Det samme resultat ses for alle tre køn (hangrise, sogrise og galte) (Pedersen & Mortensen, 1987; Hansen et al., 1991 & 1993). Tilsvarende fandtes indol i meget høj koncentration hos alle beskidte grise af alle tre køn i dette forsøg ligesom Hansen et al. (1993), mens indolindholdet i alle de rene grise af alle tre køn var meget lavt. Det meget lave indolniveau hos de rene grise på fuldspaltegulv med høj belægningsgrad svarede således helt til det tidligere fundne lave indolniveau hos rene grise med lav belægningsgrad og fast gulv (Hansen et al., 1993), hvilket indicerer, at det er tilsviningen med gødning og urin, der er afgørende for et højt indol- såvel som skatolniveau og ikke belægningsgrad eller gulvtype.

De beskidte galt- og sogrises forhøjede skatol- og indolniveau er i overensstemmelse med tidligere forsøg, hvor det også viste sig, at skatol- og indolniveauet forhøjedes for de to køns vedkommende ligesom hangrisenes, når grisene var svinet til med gødning og urin (Pedersen & Mortensen, 1987; Nonboe, 1991; Hansen et al., 1991 & 1993). I nærværende forsøg kunne det måske endda se ud til, at beskidte galt- og sogrises skatol- og indolniveau var relativt for højt i forhold til de beskidte hangrises eller, at hangrisenes var relativt for lavt. Her må imidlertid tages i betragtning, at der kun medvirkede få beskidte galt- og sogrise og for den sags skyld også hangrise, hvorfor genetiske forhold meget let kan tænkes at spille ind og være udslaggivende for gennemsnitsniveauet for hvert af de tre køn (se tabel 2 og bilag 4) og se også (Friis, 1993b). Fra tidligere samt nærværende forsøg er der meget, der taler for, at grisenes skatolniveau i spæk er afhængig af genetik og delvist uafhængig af køn (Hansen et al., 1993; Hansen & Larsen, 1993). De høje skatolværdier målt hos en del beskidte galte og sogrise ved begge målemetoder understreger, at det ikke bare er det høje indolniveau i spækket, som skaber problemerne ved at indgå for ca. en fjerdedels vedkommende i skatolværdi-resultatet ved den spektrofotometriske målemetode.

Varmestress og skatol og indol i spæk

Forsøget har bekræftet hypotesen om, at høje sommertemperaturer og høj belægningsgrad (0,6 m²/gris) er uden væsentlig betydning for et forhøjet skatolniveau i spæk, når grisene kan holde sig rene på fuldspaltegulv (og gødning og urin under fuldspaltegulvet bliver fjernet fra stalden) (Hansen et al., 1993). Dette understøttedes af Sloth & Pedersen (1993) og indirekte af Danske Slagteriers Landsdækkende Hangrisedatabases resultater med gulvtyper (Sloth & Udesen, 1993). Hudoverfladetemperaturen, stitemperaturen såvel som den relative luftfugtighed ved målinger i dette forsøg pegede iøvrigt på ens problemer med "varmestress" hos beskidte og rene grise (se tabel 5 og bilag 5 og 6). Hudtemperaturen var i sommerforsøget omkring 35 °C for begge behandlinger. Når de beskidte grise ikke havde højere hudtemperaturer, skyldtes det sandsynligvis, at de blev afkølet af den gødning og urin, de lå i.

Stress og skatol i spæk

Stress i bred forstand har man ment havde en øgende indflydelse på skatolniveauet. Det har tidligere vist sig, at aggressive grises slagsmål (galte og sogrise) ikke havde negativ indflydelse på skatolniveauet, når de var opstaldet på slagteriet i en time før slagtning, mens andre kødkvalitetsparametre var påvirket (højere pH2, lavere sondetal, mere DFD og flere sværbeskadigelser) for yderligere uddybning af problematikken se Hansen et al., (1993).

Langtids-stress/kroniskstress kan heller ikke have den store betydning, når man både i dette og tidligere forsøg kan ændre på grisenes skatol- og indolniveau fra uge til uge ved at ændre på tilsviningsgraden (Hansen et al., 1993).

Vandoptagelse og skatol i spæk

Dette forsøg viste klart, at rene grise med høj belægningsgrad på fuldspaltegulv havde et generelt meget lavt skatol- og indolniveau i spæk og meget lavere end beskidte grise med fast gulv i lejet og samme høje belægningsgrad. Begge forsøgsbehandlinger havde 1 drikkenippel pr. 8 grise og minimum 2 drikkenipler pr. sti. Derfor havde vandforsyningen sandsynligvis ingen negativ effekt på skatolniveauet i det tidligere udførte forsøg med beskidte grise, idet stiernes indretning og antallet af drikkenipler til de beskidte grise og klimaet var identisk (Hansen et al., 1993). Dette understøttes på det seneste af Danske Slagteriers Landsdækkende Hangrisedatabases resultater (Sloth & Udesen, 1993), som samtidig sætter spørgsmålstegn ved tidligere resultater, som syntes at vise, at ekstra vandforsyning sænker skatolniveauet (Ambrosen, 1993; Kjeldsen, 1993; Kjeldsen et al., 1993). Den tilsyneladende effekt af den ekstra vandforsyning i nogle af de tidligere undersøgelser kunne imidlertid være den ekstra drikkeforsynings placering over spaltegulvsarealet i stier med delvis spaltegulv (Ambrosen, 1993; Kjeldsen, 1993; Kjeldsen et al., 1993), idet en sådan placering kan bevirke en bedre renholdelse af fastgulvs-arealet for gødning og urin. Grise urinerer og gøder ofte i forbindelse med drikkeaktivitet fra korrekt placerede drikkenipler, og hvor der i forvejen er vådt (Hansen et al., 1979; Olsson, 1982). Når Sloth & Udesen (1993) ikke finder effekt af ekstra drikkeforsyning via Danske Slagteriers Landsdækkende Hangrisedatabase, kunne det skyldes, at materialet er blevet statistisk korrigeret for effekten af gulvtype.

Optagelse af skatol og indol fra tarmen til spæk

Skatol i fæces målt på slagtedagen var uafhængig af forsøgsbehandlinger, køn og årstid i det tidligere forsøg med beskidte og rene grise (Hansen et al., 1993), hvorfor måling af skatol i fæces blev undladt i dette forsøg. Det måtte formodes, at der heller ikke ville have været nogen korrelation mellem skatol i fæces og i spæk i nærværende forsøg, da grisene blev fodret med samme energi-rige foderblanding som i det tidligere forsøg, og når forsøgsresultatet iøvrigt blev det samme, hvad angår skatol- og indolniveau i spæk. En helt analog konklusion kan sandsynligvis drages med hensyn til den manglende sammenhæng, som også blev fundet mellem indol i spæk og fæces (Hansen et al., 1993).

Der er derfor ingen grund til at tro, at der skulle være blevet produceret mere skatol og indol i tyktarmen hos de beskidte grise med deraf følgende større optagelse til blodet og tilsvarende større aflejring i fedtvæv. Iøvrigt har Friis (1993b) vist, at radioaktivt skatol og skatols nedbrydningsprodukter ikke vender tilbage til gødningen (fæces), men udskiltes efter nedbrydning i leveren via urinen og i mindre omfang i lungerne.

Fækalieædning anses ligeledes for uvæsentlig som årsag til øget skatolniveau i spæk. For yderligere argumenter imod fækalie-ædningens betydning henvises til Hawe & Walker (1991) og Hansen et al. (1993).

Optagelse af skatol og indol fra gødningen gennem huden

Hidtil har der været megen diskussion omkring muligheden af, at skatol plus indol optages gennem huden (Hansen et al., 1993). Friis (1993b) har med radioaktivt mærket skatol påført bugregionen på en gris kunnet påvise, at skatol trængte ind gennem huden i betydeligt omfang (40 %). Derimod optages skatol stort set ikke igennem den tykke hud på ryggen (6 %), helt svarende til resultater af Hansen et al. (1993). Optagelse af skatol og (indol) gennem bugen kombineret med en øget skatol- og indolproduktion ved blanding af gødning og urin ved høje temperaturer (Jensen, 1993) synes med nuværende viden at være den mest bidragende årsag til forhøjet skatol- og indolniveau i spæk.

Optagelse af skatol og indol fra gødningen gennem lungerne

Til trods for at Travis & Elliot (1977) ikke konstaterede skatol i luften i en svinestald, vides det nu, at der ved sommertemperaturer findes skatol i luften over gødning. Hvor meget af stofferne der findes i blandingen af gødning plus urin, der går over i dampfasen og indåndes af grisene ved forskellige temperaturer, vides imidlertid ikke.

Til afklaring af dette spørgsmål er der udviklet en foreløbig målemetode til staldluft, der har vist, at der er skatol og indol i luften over gødningen (Hansen-Møller, 1992b).

Skatolindholdet i luften lige over 2-3 dage gammel gødning og urin har foreløbigt vist sig at være på 0,06 mg/m³ luft, mens indolindholdet var helt oppe på 0,31 mg/m³ luft ¹.

Temperaturen i det lag gødning og urin, der lå på gulvet i selve forsøgsperioden, var sandsynligvis ofte betydeligt højere end de målte 30 °C. Dette må ikke mindst have været tilfældet, mens grisene lå oven på gødningen, og må i disse perioder have skabt lokale temperaturer på mindst 34 °C i gødningen. (Gulv-/gødningsstemperaturen må antages at være en minimumstemperatur, idet den altid blev målt, hvor der ingen grise lå i grisenes aktivitetsperioder klokken 8.00 og klokken 15.00).

Dannelsen af skatol og indol ud fra bl.a. tryptofan i den rigelige mængde gødning og urin havde derfor meget gode betingelser ved de høje temperaturer (Spoelstra, 1977; Nonboe, 1991; Jensen, 1993). Nonboe (1991) konstaterede, at der ved 38 °C dannedes mere skatol i prøver af tarmindhold (gødning), end der var, og det uanset om tarmindholdet var anaerobt eller aerobt opbevaret. Jensen (1993) har i et in vitro-forsøg vist, at tilsætning af urin i stigende mængde (max. 20% urin tilsat) til en fæces-suspension medførte en stigende produktion af både skatol og indol ved 38 °C.

Optagelse af skatol og måske især indol via lungerne synes derfor at være en muligt medvirkende forklaring til de høje indolniveauer i spæk ikke mindst ved høje temperaturer på grund af luftens indhold af skatol og indol.

Ammoniak og skatolnedbrydning i leveren

En hidtil upåagtet faktor omkring skatol- og indolniveauet i spæk er ammoniaks mulige giftvirkning på leveren, således at leverens evne til nedbrydning af skatol og indol kan tænkes reduceret i stier, som er beskidte med gødning og urin. Hos rotter er påvist, at enzymaktiviteter i P450 systemet i leveren forringes, hvis rotterne holdes beskidte med deres egen gødning og urin i en uge (Vesell et al., 1973).

Skatol i spæk i relation til fædre

En Dansk Landrace ornes (nr. 39) afkom med LY-søer havde, som i et tidligere forsøg, gennemsnitlig højere skatolværdier end afkom efter andre orner (Hansen et al., 1993). Samtidig ser det ud til, at en del af afkommet efter denne Landrace-orne og tildels uafhængigt af køn har et generelt højt skatolniveau i spæk, idet spredningen på ukorrigerede data er meget stor.

Afkom efter enkelte andre Dansk Landrace-orner har udvist samme mønster og tildels uafhængigt af køn (Hansen et al., 1993; Hansen & Larsen, 1993). Den store spredning mellem kuldsøskende for skatol i spæk, både når de er rene og beskidte efter disse Dansk Landraceorner, kunne pege på, at der findes et majorgen - ud over flere andre gener - for et højt skatolniveau (Hansen et al., 1993; Hansen & Larsen, 1993; Lundström & Malmfors, 1993a). Resultater fra bl.a. dette forsøg kunne pege på, at der er tale om recessiv nedarvning delvis uafhængig af køn, men som næsten udelukkende manifesterer sig ved skatoltal større end 0,20 ppm blandt handyr, når grisene holdes rene.

Resultater af Friis (1993a+b) og Laue et al. (1993) peger på, at enkelte grise - med et højt skatolniveau - i modsætning til de "normale" grise - med et lavt skatolniveau - er længere tid om at nedbryde skatol i leveren, og at dette må skyldes genetik. Årsagen til den dårlige nedbrydning i leveren ser ud til at skyldes en brist i enzymsystemet P450 (Friis, 1993b).

Samtidig vides det, at Dansk Landrace har et racegennemsnit på 0,14 ppm, mens Yorkshire-racen har et gennemsnit på 0,08 (og Duroc-racen et gennemsnit på ca. 0,10) (Maribo og Sandersen, 1992). Resultater viser, at der er en arvbarhed på (H2=0,34) for skatol i spæk. Desuden er konstateret en ikke-additiv-genetisk variation på 8,9% (Sorensen & Pedersen, 1994).

Forsøget bekræftede hypotesen, at grise, som er stærkt tilsvinede i mindst en uge før slagtning med varm gødning og urin ved høj belægningsgrad (0,6 m²/gris) og høje staldtemperaturer, har et højere skatol- og indolniveau i spæk - d.v.s. højere frekvens med ornelugt - end grise, som er holdt rene i mindst en uge på fuldspaltegulv ved høj belægningsgrad og høje staldtemperaturer.

Forsøget viste desuden, at det var muligt at sænke eller hæve skatol- og indolniveauet i spæk afhængig af forsøgsbehandlingen den sidste uge før slagtning.

Forsøgsbehandlingerne påvirkede alle tre køns skatol- og indolkoncentration i spæk ens. Sogrisenes og galtenes skatol- og indolindhold i spæk var lidt lavere end hangrisenes.

Kombinationen af høj belægningsgrad og høje staldtemperaturer har i dette forsøg vist sig ikke at have negativ indflydelse på ornelugt (skatol og indol i spæk), når grisene er i stand til at holde sig rene på fuldspaltegulv, og stalden er udstyret med et velfungerende ventilationsanlæg.

Højt skatolniveau synes at have en væsentlig arvelig komponent.

I forbindelse med tolkningen af dette forsøgs resultater er fremført den hypotese, at i den gødning plus urin, der ligger i stierne, produceres der ved høje temperaturer yderligere skatol og indol, som overføres i betydelig mængde til grisenes blod og spæklag gennem huden i bugregionen og i gasfasen måske også gennem lungerne.

Ambrosen, K., 1993. Erfaringer fra den rullende afprøvning. Vandforsyningens indflydelse på skatolniveau og frasortering af hangrise. Landsudvalget for Svin. Danske Slagterier, Axelborg, 1-6.

Friis, C., 1993a. Distribution, metabolic fate and elimination of skatole in the pig. Measurement and Prevention of Boar Taint in Entire Male Pigs. Roskilde, Denmark, 12-14 October, 1992, Ed. M. Bonneau, INRA, Paris 1993, pp. 113-115.

Friis, C., 1993b. Skatols omsætning hos so- og hangrise. DS nyt nr. 7, juli 1993, 11-13.

Gariepy, C., J. Amiot & S. Nadai, 1989. Ante-Mortem Detection of PSE and DFD by Infrared Thermography of Pigs Before Stunning. Meat Science 25, 37-41.

Hansen, L.L., A.M. Hagelsø & A. Madsen, 1979. Undersøgelse af adfærds- og produktionsresultater hos slagtesvin, der er fodret efter ædelyst fra henholdsvis en eller flere automater. 483. Beretning fra Statens Husdyrbrugsforsøg, 51 p.

Hansen, L.L., P. Barton-Gade & P. Vorup, 1991. Effect of mixing "peaceful" or "aggressive" pigs at abattoirs on their behaviour and meat quality. Proc. of the Int. Congress Edingburgh 1991 of the The Society for Veterinary Ethology. Applied Animal Behaviour. Edited by M.C. Appleby, R.I. Horrell, J.C. Petherick & S.M. Rutter. Universities Federation for Animal Welfare. p. 88.

Hansen, L.L., A.E. Larsen, B.B. Jensen, J. Hansen-Møller, & P. Barton-Gade, 1993. Belægningsgradens og temperaturens indflydelse på tilsvining med gødning og konsekvensen heraf for ornelugt. Statens Husdyrbrugsforsøg. Forskningsrapport nr. 2, 39 p.

Hansen L.L. & A.E. Larsen, 1993. Vækstfremmende antibiotikas indflydelse på ornelugt hos hangrise. Statens Husdyrbrugsforsøg (NIAS). Forskningsrapport nr. 13, 14 pp.

Hansen-Møller, J., 1992a. Determination of indoliccompounds in pig backfat by means of solid phase extraction and gradient HPLC with special emphasis on the boar taint compound skatole. J. Chromatogr. 624, 479-490.

Hansen-Møller, J., 1992a. HPLC methods for determination of indole, skatole and related indoles in pig backfat. Meeting of the EAAP Working Group "Production and Utilization of Meat from Entire Male Pigs", Roskilde 12 - 14 October, 1992, 5 p.

Hansen-Møller, J., 1992b. Måling af skatol og indol i luft. Upublicerede resultater.

Hawe, S.M. & N. Walker, 1991. The effects of involuntary coprophagy on the production of skatole in growing pigs. Anim. Prod. 53, 105-109.

Jensen, B.B., 1993. Skatol i mave-og tarmkanalen. DS Nyt nr. 7 juli 1993, 16-18.

Jensen, B.B., 1994. Personlig meddelelse.

Kjeldsen, N., 1993. Practical experience with production and slaughter of entire male pigs. Measurement and Prevention of Boar Taint in Entire Male Pigs. Roskilde, Denmark, 12-14 October, 1992, Ed. M. Bonneau, INRA, Paris 1993, pp. 137-144.

Kjeldsen, N., A.F. Smed & F. Udesen, 1993. Praticial testings concerning skatole level in entire male pigs. 44th Annual Meeting of the EAAP, 16-19 august, Aarhus, Denmark. Commission on Pig Production. Session: II. Meat production with entire males. P 2.12, Vol. II, pp. 344-345.

Laue, A., N. Agergaard & E. Kalm, 1993. Plasma profiles of skatole in male slaughter pigs related to the absorption patterns and liver metabolization of microbial produced as well as administered synthetic 3-methyl-indole. 44th Annual Meeting of the European Association for Animal Production Aarhus, Denmark 16-19 August 1993 - P.2.14.

Lundström, K. & B. Malmfors, 1993. Genetic influence on skatole deposition in entire male pigs. Measurement and Prevention of Boar Taint in Entire Male Pigs. Roskilde, Denmark, 12-14 October, 1992, Ed. M. Bonneau, INRA, Paris 1993, pp. 159-165.

Maribo, H. & B. Sandersen, 1992. Hvorfor lugter visse hangrise? DS Nyt nr. 4. April 1992, s. 4-6.

Mortensen, A.B. & S.E. Sørensen, 1982. Metode til påvisning af ornelugt i slagtekroppe. SF-rapport nr. 17.170-Rapport.

Mortensen, A.B. and Sørensen, S.E., 1984. Relationship between boar taint and skatole determined with a new analysis method. Proc. 30th European Meeting of Meat Research Workers, Bristol, pp. 394-396.

Mortensen, A.B. & H.P. Mortensen, 1990. EAAP. Proc. EAAP-working group, Spain 1989. Livestock Prod. Sci. 26, 319-326.

Mortensen, H.P., C. Bejerholm, P. Barton & O.K. Pedersen, 1989. Indflydelsen af foderets protein- og energiindhold på kød- og spækkvaliteten, hos han-, galt- og sogrise. Arbejde nr. 38.124 - Rapport (22. februar 1989, svin - kødkvalitet). Slagteriernes forskningsinstitut, Roskilde.

Mortensen, H.P., 1990. The influence of breed, energy and protein in the feed on skatole content in female pigs, castrates and entire male pigs. Proc. EAAP-working group, Spain 1989. Livestock Prod. Sci. 26, 319-326.

Mortensen, H.P. & A. Madsen, 1990. Skatolindhold i hangrise fodret med malt eller flydende gær af forskellig oprindelse. Arbejde nr. 01.708 - Rapport (28. december, Hangrise-produktion). Slagteriernes forskningsinstitut, Roskilde.

Nonboe, U., 1991. Afklaring af biologiske mekanismer bag forekomsten af skatol (3-methylindol) i spæk hos svin. DJVB/KVL nr. 1991-497.

Olsson, O., 1983. Valve drinking systems for growing-finishing pigs. Sveriges Lantbruksuniversitet. Institutionen for husdjurenes utfodring och vård. Rapport 111. Uppsala.

Pedersen, J.K. & A.B. Mortensen, 1987. Relationship between skatole concentration in backfat of gilts and entire male pigs from the same herds. Proc. European Meeting of Meat Research Workers, Helsinki.

Rasmussen, A.A. & J.R. Andersen, 1987. Indledende undersøgelse af varmeudstråling fra svin før slagtning ved hjælp af infrarød thermografi. Arbejde nr. 02.508 - Rapport. Slagteriernes Forskningsinstitut.

Sloth, N.M. & P. Pedersen, 1993. Erfaringer fra den rullende afprøvning. Staldklimaets indflydelse på skatoltallet hos hangrise. Landsudvalget for Svin. Danske Slagterier, Axelborg, 1-6.

Sloth, N.M. & F.K. Udesen, 1993. Erfaringer fra den rullende afprøvning. Foreløbige resultater fra den landsdækkende hangrisedatabase. Landsudvalget for Svin. Danske Slagterier, Axelborg, 14 pp.

Sorensen, D. & B. Pedersen, 1994. Skatoltallets arvelighed. Landsudvalget for svin. Danske Slagterier, Axelborg. Rapport, 5 pp.

Spoelstra S.F., 1977. Simple Phenols and Indoles in Anaerobically Stored Piggery Wastes. J. Sci. Fd. Agric. 28, 415-423.

Travis, T.A. & L.F. Elliott, 1977. Quantitation of indole and skatole in a housed swine unit. J. Environ. Qual. 6, 4, 407-410.

Udesen, F.K., 1992. Hangriseproduktion med lav frasorteringsprocent. Kongres for svineproducenter 20.-21. oktober, Herning, 31-1 -31-4.

Vesell, E.S., C.M. Lang, W.J. White, G.T. Passananti & S.L. Tripp, 1973. Hepatic Drug Metabolism in rats: Impairment in a Dirty Environment. Science 179, 896-897.

Vestergaard, T., 1989. The influence of breed, energi and protein in the feed on skatole content in female pigs, castrates and entire male pigs. Personlig meddelelse.