Korttidsvirkning af antibiotika samt tilsviningsgradens betydning for hangriselugt hos hangrise med et højt eller lavt grundniveau for skatol i blod

Undersøgelser har vist, at nogle antibiotika givet i foderet i vækstperioden i visse tilfælde reducerede skatol i spæk (Jensen, 1990), mens andre undersøgelser ikke viste nogen virkning (Staun & Mortensen, 1992; Hawe et al., 1992; Hansen & Larsen, 1993).

Grunden til, at antibiotika i nogle tilfælde ikke virkede, kunne være, at der ved dosering med antibiotika over længere tid, vil opformeres resistente skatolproducerende bakteriestammer. Såfremt antibiotika derimod kun gives kort tid før slagtning, kan udvikling af resistens muligvis undgås. Derimod vil der kunne ske en inhibering af bakterieaktiviteten og dermed af skatolproduktionen.

Den samlede virkning af et antibiotikum vil hos beskidte grise ikke kun være afhængig af, hvor mange skatolproducerende bakterier der er i tyktarmen, og dermed hvor megen skatol der produceres i tyktarmen; men også af, hvor megen skatol der yderligere produceres i gødning plus urin i stien (Spoelstra, 1977; Nonboe, 1991; Jensen & Jensen, 1993a), idet der finder en optagelse sted gennem huden i bugregionen og måske også via gasfasen gennem lungerne (Hansen et al., 1993; 1994; Friis, 1993b).

Hvor meget skatol og indol der er i gødning plus urin i stien afhænger bl.a. af mængden af og temperaturen i gødning plus urin, idet produktionen stiger med stigende temperatur (Spoelstra, 1977; Nonboe, 1991). Dannelsen af skatol og indol finder bl.a. sted ud fra tryptofan i gødningen (fæces); og Nonboe (1991) konstaterede, at der ved 38 °C dannedes skatol i prøver af tarmindhold (gødning) uanset om tarmindholdet var anaerobt eller aerobt opbevaret. Jensen & Jensen (1993a) har i et in vitro-forsøg vist, at tilsætning af urin i stigende mængde (max. 20% urin tilsat) til en fæces-suspension medførte en stigende produktion af både skatol og indol ved 38 °C.

Jensen (1994) formodede, at skatols og indols nedbrydningsprodukter i urinen kan gendannes til skatol og indol ved hjælp af bakterier i gødningen. Stien med megen gødning plus urin, især ved høje temperaturer og uden et eventuelt hæmmende antibiotikum i gødningen, kan i den forbindelse opfattes som en trigger-faktor for opnåelse af høje skatol- og indoltal i spæk (orne-/svinelugt) (Hansen et al., 1993; 1994).

Resultater fra danske og svenske forsøg har vist, at en væsentlig del af variationen i grisepopulationens skatolniveau i spæk og (blod) skyldes, at nogle grise har et arveligt højt grundniveau (Mortensen et al., 1989; Mortensen, 1990; Hansen et al., 1993; Hansen & Larsen, 1993; Lundström & Malmfors, 1993a,b; Lundström et al., 1994; Sorensen & Pedersen, 1994).

Det er samtidig hypotesen, at grise, som har et højt grundniveau af skatol i spæk og blod har en lever, der er dårligere til at nedbryde skatol (Friis, 1993a,b; Laue et al., 1993; Agergaard & Laue, 1994) og sandsynligvis også indol. Derfor vil øget tilførsel af skatol og sandsynligvis også indol enten via den mikrobielle produktion i tarmen eller via gødning plus urin til grise med højt grundniveau sandsynligvis medføre relativt større problemer ved nedbrydningen af disse stoffer, hvorfor disse grise må formodes at opnå relativt højere skatolniveauer i blod og spæk under uheldige miljøforhold (Lundström & Malmfors, 1993a,b; Hansen et al., 1993 & 1994).

Grise med nedsat kapacitet for skatolnedbrydning må også formodes at være længere tid om at reducere skatol i spæk og blod efter, at store skatolaflejringer er ophørt. Det er derfor muligt, at grise med nedsat kapacitet for skatolnedbrydning i leveren reagerer relativt langsommere og måske også mindre på et antibiotikum, der reducerer skatolproduktionen i blind og tyktarmen. Det sidste må imidlertid også være stærkt afhængigt af det pågældende antibiotikums evne til - i en given koncentration i foderet - at reducere skatolproduktionen.

Denne eventuelle forskel i tidsafhængighed og effekt - af både et antibiotikum og tilsvining med gødning og urin - vil kunne undersøges ved hjælp af spækbiopsier taget med relativt korte tidsintervaller. Denne metode er dog af forskellige grunde ikke ønskværdig. Helt nye forskningsresultater har imidlertid åbnet for en anden mulighed, som bl.a. er langt mindre arbejdskrævende og samtidig sandsynligvis også mere præcis. Hansen-Møller (1993) har via en skatolbestemmelse i blod fra halsvenen (vena jugularis) fundet en meget høj korrelation mellem skatol i spæk og blod på "samtidigt" udtagne prøver (r = 0,98). Det betyder, hvis korrelationen er konsistent, at blodprøver i denne sammenhæng helt kan erstatte spækbiopsier, med bl.a. store fordele i forsøgsmæssig sammenhæng til følge.

Mål

Målet med nærværende forsøg er at få bekræftet, om korttidstildeling af zinkbacitracin kan reducere mængden af skatol i fæces, blod og spæk dels hos rene grise dels hos grise der ligger stærkt tilsvinet i deres egen gødning og urin ved høje staldtemperaturer.

Desuden er det målet at undersøge om effekten af forsøgsbehandlingerne (antibiotikum og tilsvining) er forskellig hos grise med henholdsvis et lavt og højt grundniveau af skatol i blod ved forsøgets påbegyndelse.

Endelig er det målet at få konstateret hvordan skatolniveauet udvikler sig i perioden 80-100 kg levende vægt hos hangrise på kontrolholdet (rene minus zinkbacitracin).

Der anvendtes 24 kuld à 4 hangrise = 96 hangrise til de 4 forsøgsbehandlinger, idet forsøget blev gentaget ialt 4 gange (tabel 1). Første gentagelse af forsøget blev udført i august/september og fjerde og sidste i november/december 1993. Kuldene var efter 8 fædre (3 Dansk Landrace, 3 Yorkshire og 2 Duroc orner), og de blev udvalgt dels efter fædre, som havde givet afkom med høje skatolniveauer i spæk (>0,25 mg/kg), og dels efter kuldenes vægt for at opnå så ens slagtevægt som muligt for de 24 samtidigt slagtede grise i én forsøgsgentagelse (4 forsøgsbehandlinger = 4 stier à 6 grise) (se tabel 1).

Atten kuld à 4 hangrise fordelt over de 4 forsøgs-gentagelser var bevidst lagt til efter en KS-landrace orne nr. 1212, som i et tidligere forsøg havde givet 50% afkom med højt skatolniveau i spæk inden for ét kuld bestående af 6 hangrise (Hansen & Larsen, 1993).

Fra aller senest en måned før slagtning, og dermed 14 dage før forsøgets påbegyndelse, holdtes 32-36 hangrise fra egnede kuld til en forsøgsgentagelse omhyggeligt rene i en storflok i en labyrintstorsti beregnet til 36 grise à 0,8 m² pr. gris. Herved havde grisene etableret en indbyrdes rangorden længe inden forsøgets påbegyndelse (Nielsen & Hansen, 1992), hvorved slagsmål og rangordensdannelse ved forsøgets påbegyndelse kunne undgås, hvilket måske kunne have forsinket tidspunktet for kønsmodenhed på grund af nedsat sundhed, foderoptagelse og tilvækst (Jonsson, 1985; Claus et al., 1994).

Hangrisene blev ved forsøgets påbegyndelse 14 dage før slagtning i hver af 4 gentagelser fordelt efter kuld og vægt på 4 forsøgsbehandlinger* (i 4 stier). To stier à 6 hangrise pr. gulvtype (fast gulv og fuldspaltegulv).

På fuldspaltegulv holdtes grisene for de 2 rene forsøgsbehandlingers vedkommende meget rene de sidste 14 dage før slagtning, idet 6 grise pr. gentagelse blev placeret i fuldspaltegulvsstier à 1,5 x 2,3 m = (0,6 m²/gris) i stald Sb36A (tabel 1). Der var en tom sti imellem forsøgsbehandlingerne.

For de 2 beskidte forsøgsbehandlingers vedkommende holdtes grisene stærkt tilsvinede med gødning og urin på fast betongulv de sidste 14 dage før slagtning ved, at 6 grise pr. gentagelse blev placeret i stier à 1,5 x 2,3 m = (0,6 m²/gris) i nabostalden Sb36B (tabel 1)**. Der var, som for de rene forsøgsbehandlingers vedkommende, en tom sti imellem forsøgsbehandlingerne.

Inden for hver gulvtype tildeltes grisene i halvdelen af stierne i hver forsøgsgentagelse 50 ppm zinkbacitracin i foderet, men kun den sidste uge før slagtning. Når zinkbacitracin anvendtes i en koncentration på 50 ppm i foderet skyldtes det et pilotforsøg, som viste, at en 20 ppm dosis ikke havde nogen signifikant indflydelse på skatolkoncentrationen i fæces, og derfor muligvis heller ikke kunne forventes at have det på skatol i spæk, mens 50 ppm zinkbacitracin reducerede koncentrationen af skatol i fæces og samtidig øgede indolkoncentrationen i fæces signifikant i en periode på godt og vel en uge, hvorefter effekten af 50 ppm zinkbacitracin igen forsvandt (se figur 1 og 2). (Pilotforsøget omfattede en forperiode på 4 dage uden anvendelse af zinkbacitracin eller andre antibiotika, en forsøgsperiode, hvor 4 individuelt opstaldede hangrise fik henholdsvis 20 og 50 ppm zinkbacitracin i foderet i 20 dage og en efterperiode på 4 dage uden anvendelse af antibiotika til de 8 grise) (se figur 1 og 2).

Der søgtes dispensation i Plantedirektoratet for at få tilladelse til brug af 50 ppm zinkbacitracin i nærværende forsøg. Dispensationen blev givet.

Koncentrationen 50 mg zinkbacitracin pr. kg foder har en annex 2 godkendelse inden for EU (Europæiske Union) fra 1. september 1994 indtil 30. november 1995, men denne koncentration er imidlertid endnu ikke tilladt i Danmark. Det er derimod i Danmark tilladt med max. 20 ppm zinkbacitracin til slagtesvin (annex 1 godkendelse).

Handelsnavnet på det anvendte zinkbacitracin er Albac Granulated 15 % Feed Supplement lot nummer 111831, og det er produceret af Apothekernes Laboratorium A/S, Oslo.

For fortsat tilladelse til brug af koncentrationen 50 ppm zinkbacitracin i foderet efter 30. november 1995 kræves udført forsøg, der dokumenterer bedre virkning(er) af 50 ppm koncentrationen end 20 ppm.

Fra tørfoderautomater selvfodredes grisene fra 45 kg levende vægt på de fire forsøgsbehandlinger indtil slagtning med en energirig foderblanding (1,15 FEs per kg foder og indeholdende 6% animalsk fedt og 140 ford. protein pr. kg foder) for at sikre højt skatolindhold i spæk hos 100 kg's grise med (arvelige) anlæg for højt grundskatolniveau (Mortensen et al., 1989; Mortensen, 1990). Grundfoderet til samtlige grise i perioden 45 til 100 kg bestod af 52,5 pct. byg, 20,4 pct. hvede, 18,0 pct. sojaskrå, 6,0% animalsk fedt, 1,0 pct. dicalciumfosfat, 0,7 pct. kridt, 0,4 pct. salt, 0,2 pct. vitamin- og mikromineralblanding, 0,6 pct. lysinblanding og 0,2 pct. methioninblanding.

De 6 grise pr. sti havde adgang til en drikkenippel i rensegangsarealet. Desuden havde grisene adgang til halm fra en halmautomat.

Alle blodprøver til bestemmelse af skatol og indol i plasma blev udtaget i vena jugularis mellem klokken 10.30 og 12.00. Undtaget fra denne regel var på slagtedagen, hvor blodprøverne blev udtaget om morgenen mellem klokken 7.30 og 8.30.

En "kontrol" blodprøve blev taget 1 uge før forsøgets begyndelse, og der blev igen udtaget en "kontrol" blodprøve lige inden grisene fordeltes på de 4 forsøgsbehandlinger ved forsøgets påbegyndelse. Grisene havde indtil da været holdt omhyggeligt rene i henholdsvis mindst 7 og 14 dage i storflokke for at opnå, at forsøgsbehandlingernes grise skulle have samme gennemsnitlige grundniveau for skatol og indol i blodplasma ved de 2 blodprøvetagninger inden forsøgets påbegyndelse.

Formålet med disse "kontrol" analyser for skatol og indol i blod var at undersøge spredningen i "grundskatolniveauet" i blod før forsøgets påbegyndelse, bl.a. for at klarlægge hvordan grise med forskelligt "grundniveau" for skatol i blod reagerer på forsøgsbehandlingerne, men naturligvis også for at måle udviklingen i skatolniveau over tid (3 uger) for grisene på kontrolholdet (rene minus zinkbacitracin) i vægtintervallet 80-100 kg levende vægt. Kontrolblodprøverne før forsøgets begyndelse benyttedes desuden som kovarianter i de statistiske modeller til optimering af behandlingseffekterne.

7 døgn før slagtning blev udtaget en blodprøve til skatol og indolbestemmelse af samtlige grise på de 4 forsøgsbehandlinger. Halvdelen af grisene havde i ugen forud været tilsvinede med gødning og urin. Derefter fodredes halvdelen af grisene på henholdsvis de rene og beskidte forsøgsbehandlinger de sidste 7 døgn før slagtning med 50 ppm zinkbacitracin i foderet (tabel 1).

Indholdet af det vækstfremmende antibiotikum zinkbacitracin blev bestemt i 10 forskellige foderprøver med zinkbacitracin i hver af de 4 forsøgsgentagelser, idet der fremstilledes en foderportion med og uden zinkbacitracin pr. forsøgsgentagelse. Desuden testedes kontrolfoderet uden antibiotikum for indhold af vækstfremmeren i hver af de 4 gentagelser. Analyserne blev foretaget på Apothekernes Laboratorium A.S., Oslo, Norge. Gennemsnitsresultaterne af 10 prøver fra hver af de 4 gentagelser var 45,1 ppm, 42,9 ppm, 52,9 ppm og 53,6 ppm zinkbacitracin. Gennemsnit for hele forsøget 48,6 ppm. De analyserede mængder må betragtes som særdeles tilfredsstillende. Desuden indeholdt kontrolfoderet ikke i nogen af gentagelserne zinkbacitracin, og der var iøvrigt heller ikke tilsat andre vækstfremmende stoffer i foderblandingerne på noget tidspunkt i grisenes liv.

Seks og tre døgn før slagtning og ved udvejning til slagtningen ca. 1,5-2,5 timer før slagtetidspunktet (klokken 10.00) blev udtaget blodprøver til skatol og indolbestemmelse.

Alle grise fra de 4 forsøgsbehandlinger i en gentagelse slagtedes samtidig, d.v.s. 24 grise på én gang. Grisene blev bevidst ikke fastet før slagtning, idet faste i 12 timer har en svagt reducerende indflydelse på skatolindholdet i spæk hos tørfodrede grise (Sloth & Udesen, 1993). Grisene blev transporteret i 1 time til slagteriet i to adskilte flokke, beskidte og rene, og blev ved ankomst til slagteriet blandet og umiddelbart derefter slagtet.

45 minutter efter slagtning blev udtaget 2 spækprøver i nakkeregionen af samtlige grise. Spækprøverne blev analyseret med en HPLC-metode for skatol, indol og androstenon, mens blodprøverne analyseredes for skatol og indol (Hansen-Møller, 1994; 1993). Desuden blev skatol i spæk analyseret ved slagteriets automatiske spektrofotometriske metode (Mortensen & Sørensen, 1982; 1984). Grise som ved HPLC-metoden fik analyseret et skatol- og indolniveau i spæk under 0,03 ppm, som er analysemetodens kvantifikationsgrænse, blev tildelt skatol- og indolniveauet 0,015 ppm.

Samtidig med, at alle blodprøverne blev udtaget indsamledes fæcesprøver (gødningsprøver) fra samtlige grise til analyse for skatol og indol (Jensen & Jensen, 1993b). Fæcesprøverne blev taget, når de fleste grise frivilligt afgav en prøve som følge af aktiviteten, der opstod i forbindelse med blodprøvetagningen. For et mindretals vedkommende blev grisen hjulpet hertil ved, at man med en finger i endetarmen stimulerede afgangen af fæces. Dog blev undladt indsamling af fæcesprøver ved aller første blodprøvetagning ugen før forsøget påbegyndtes.

Der blev i de to sidste gentagelser af forsøget udtaget 4 stk. gødningsprøver pr. gang (fæces plus urin og halm) på stigulvet i hver af de beskidte stier på følgende tidspunkter: Efter en uge med tilsvining og 0 dage med zinkbacitracin, efter 10 dage med tilsvining og plus/minus 3 dage med zinkbacitracin og efter 14 dage med tilsvining og plus/minus 7 dage med zinkbacitracin. Antallet af registreringer og usikkerheden i måden prøverne kunne udtages på gør materialet uegnet til statistisk behandling.

Grisene blev udover vejning ved forsøgets påbegyndelse vejet på 7. dagen lige før halvdelen af grisene fik 50 ppm zinkbacitracin i foderet, og endelig på slagtedagen 14 dage efter forsøgets påbegyndelse.

Ved forsøgets start blev termostaterne i de to ens naboforsøgsstalde Sb36A (2 rene stier) og Sb36B (2 beskidte stier) sat på 22 °C for at sikre en høj staldtemperatur (sommerklima). Temperaturen måltes dagligt klokken 8.00 og klokken 15.00 i grisenes nærmiljø 30 cm over gulvet i samtlige stier. Desuden måltes temperaturen på grises hudoverflade på ryg og bug med en termovisionspistol ("Thermopoint 80") i samtlige stier. Samtidig blev også temperaturen på gulvet/gødningen i grisenes liggeområde registreret med termovisionspistolen (Rasmussen & Andersen, 1987; Gariepy et al., 1989; Hansen et al., 1993).

Ved hjælp af et Dräger-måleudstyr (gassporepumpe) og Dräger-prøverør CH 20501 (Drägerwerk Aktiengesellschaft Lübeck, 1992) blev ammoniakkoncentrationen ligeledes registreret regelmæssigt i alle forsøgsbehandlinger efter samme metode som i tidligere undersøgelser (Madsen et al., 1970).

Statistiske metoder

Der blev benyttet flere forskellige statistiske analysemetoder til behandling af datamaterialet.

Følgende SAS GLM-model blev benyttet til beskrivelse af evt. forskelle i skatol- og indolniveauer i fæces og blod mellem beskidte og rene grise, plus/minus 50 ppm zinkbacitracin i foderet, forskelle mellem gentagelser af forsøget samt til beskrivelse af evt. vekselvirkninger både før forsøgets påbegyndelse og igennem forsøgsperioden. Desuden blev modellen benyttet til beskrivelse af forskelle i skatol, indol og androstenon i spæk ved slagtning mellem diverse forsøgsbehandlinger (se model 1).

Y = µ + abeskidte + bzinkbac. + cgentagelse + (ab)beskidte×zinkbac. + acbeskidte×gentagelse + bczinkbac.×gentagelse + erestvarians.

Ud over ovennævnte statistiske model anvendtes en udvidet GLM-kovariansanalyse model (model 2) med skatolniveau i blod ved de 2 "kontrol" målinger før forsøgets begyndelse som kovarianter, idet der fandtes signifikante korrelationer mellem skatol i blod ved de indledende skatolmålinger og skatol i blod i forsøgsperioden samt skatol og androstenon i spæk ved slagtning. En helt analog model for indol i blod og spæk i forsøgsperioden blev også udført med indol i blod inden forsøgets påbegyndelse som kovarianter.

Model 2:

Y = µ+ abeskidte + bzinkbac. + cgentagelse + (ab)beskidte×zinkbac. + acbeskidte×gentagelse + bczinkbac.×gentagelse + by0/x0(Xskatol0-Xmean) + by1/x1(Xskatol1 Xmean) + erestvarians.

Til yderligere beskrivelse af specifikt zinkbacitracins effekt på skatol- og indolniveau i blod og spæk inden for den sidste uge før slagtning anvendtes en udvidelse af kovariansanalysen i model 2. Udvidelsen bestod i tilføjelse af kovarianten skatol eller indol i blod efter 7 dage med ± tilsvining til model 2:

Kovariansanalyse modeller - udbygget fra model 1 med henholdsvis kovarianterne begyndelsesvægt (vægt hos ensbehandlede rene grise ved forsøgets påbegyndelse 14 dage før slagtning) og varm slagtevægt - blev benyttet til beskrivelse af forsøgsbehandlingernes indflydelse på beregnet daglig tilvækst og foderenheder pr. kg tilvækst (den sidste uge før slagtning) og kødprocent ved slagtning.

Den beregnede daglige tilvæksts resultater er kalkuleret ud fra den beregnede slagtevægt = varmvægt af slagtekroppen x 1,33.

Foruden ovennævnte GLM-kovariansanalyse modeller (model 2 m.fl.), udførtes kontrast-analyse-modeller med enten skatol eller indol i blod én uge før forsøgets begyndelse eller skatol eller indol i blod ved forsøgets påbegyndelse som kontrast i GLM-analysen (model 1), til belysning af behandlingseffekter på skatol og indol i blod og spæk i forsøgsperioden.

Derudover udførtes en kontrast-analyse inden for hver forsøgsbehandling for sig for test af om der skete signifikante ændring af skatol og indolindholdet i blodplasma og fæces i løbet af forsøgsperioden og om en sådan ændring var afhængig af gentagelse af forsøget eller ikke.

Til belysning af fædres (orners) indflydelse på skatol i fæces, blod og spæk anvendtes en udvidet statistisk model (model 3):

Model 3:

Y = µ + abeskidte + bzinkbac. + cgentagelse + (ab)beskidte×zinkbac. + acbeskidte×gentagelse + bczinkbac.×gentagelse + dfar + erestvarians.

En statistisk model til at belyse udviklingen i skatol- og indolniveau i blod, spæk og fæces hos grise med højt eller lavt grundskatolniveau i blod hos rene grise før forsøgets begyndelse er blevet benyttet (model 4).

Model 4:

Y = µ+ abeskidte + bzinkbac. + cgentagelse + dhøj/lav + (ab)beskidte×zinkbac. + acbeskidte×gentagelse + bczinkbac.×gentagelse + erestvarians.

De beregnede korrelationer mellem de forskellige skatol-, indol- og androstenontal i fæces blod og spæk er på individniveau, fænotypiske og ukorrigerede.

Gennemsnitsresultaterne fra målinger af skatol og indol i gødningsprøver fra stigulvet er vist i tabeller og der kan ikke udføres statistiske analyser på disse data.

Alle klimaregistreringer er gennemsnitstal for forsøgsbehandlinger og perioder, og der kan ikke udføres statistiske analyser på disse data.

Skatol og indol i fæces.

Skatol og indol i fæcesprøver lige før forsøgets påbegyndelse
I forbindelse med blodprøveudtagning lige før forsøgets påbegyndelse indsamledes en fæcesprøve pr. gris til skatol- og indolbestemmelse. Analyseresultaterne viste, at skatol- og indolindholdet i fæces var ens for alle 4 forsøgsbehandlinger (tabel 2 og 3). Samtidig konstateredes ingen signifikante forskelle mellem forsøgsgentagelser, hverken for skatols eller indols vedkommende.

Ændringer i skatolindholdet i fæces i forsøgsperioden hos kontrolholdet (rene grise minus zinkbacitracin)
I modsætning til uændret indolindhold i fæces (tabel 3) ændrede skatolindholdet i fæces sig signifikant i løbet af forsøgsperioden for kontrolholdet, idet indholdet steg signifikant efter, at grisene havde været 7 dage (P<0,01), 8 dage (P<0,001) og 10 dage i forsøg (P<0,0001), hvorpå skatolindholdet igen faldt på slagtedagen (14 dage i forsøg) til et ikke signifikant afvigende skatolniveau fra forsøgets begyndelse (se tabel 2). Imidlertid konstateredes ved 7. dagen i forsøg en vekselvirkning for skatolniveau mellem gentagelser i forhold til skatolniveauet i gentagelserne ved forsøgets påbegyndelse. Ved kontrastanalysen, hvor skatolniveau ved forsøgets start analyseredes mod de øvrige skatolmålingstidspunkter under et, viste sig samlet, dels et øget skatolniveau i forsøgsperioden (P<0,01), og dels en vekselvirkning mellem gentagelser over tid for skatolniveau (P<0,01), hvilket ikke pegede på systematisk stigning i skatolniveauet midt i forsøgsperioden.

Tilsviningsgradens betydning for skatol og indol i fæces
Forsøget kunne se ud til at vise at tilsvining af grise i henholdsvis 7 og 8 dage med gødning plus urin reducerede skatolniveauet i fæces (P<0,001). Imidlertid konstateredes samtidig vekselvirkning mellem beskidte x gentagelse (P<0,001) og vekselvirkning mellem beskidte x zinkbacitracin (P<0,05) (se tabel 2).

Ved endnu længere tids tilsvining i henholdsvis 10 og 14 dage forsvandt den tilsyneladende effekt af tilsvining gradvist, idet fæceskoncentrationen igen steg til niveauet fra før forsøgets påbegyndelse (se tabel 2). Samtidig forsvandt de uforklarlige vekselvirkninger.

Ved sidste skatolmåling i fæces lige før slagtning konstateredes signifikant forskel mellem gentagelser.

Tilsvining af grisene havde på intet tidspunkt indflydelse på indolniveauet i fæces (se tabel 3). Kun ved en enkelt af fæcesindsamlingerne måltes en signifikant forskel mellem gentagelser nemlig efter 8 dage i forsøg.

Korttidsvirkning af zinkbacitracin (50 ppm) i foderet på skatol- og indolniveau i fæces
Der syntes at være signifikant effekt af tildeling af 50 ppm zinkbacitracin i kun et døgn på skatol i fæces (P<0,001) (tabel 2), men samtidig konstateredes vekselvirkning mellem de to forsøgsbehandlinger (P<0,05). Ved nærlæsning af tabel 2 er der meget, der kunne pege på, at resultatet var tilfældigt, beroende på en uforklarlig stigning af skatolindholdet i fæces hos rene grise uden tildeling af zinkbacitracin.

Derimod reducerede tildeling af 50 ppm zinkbacitracin i foderet klart skatolniveauet i fæces både hos rene og beskidte grise når zinkbacitracin var blevet tildelt i henholdsvis 3 dage (P<0,001) og en uge (P<0,001) (se tabel 2).

Anvendelse af 50 ppm zinkbacitracin i foderet i 3 og 7 dage øgede signifikant indolindholdet i fæces (P<0,001), mens et døgn ikke var nok tid til en stigning i indolniveauet (se tabel 3).

Skatol og indol i blod

Skatol og indol i blod én uge før og ved forsøgets påbegyndelse
Én uge før og lige før forsøgets påbegyndelse konstateredes, at skatol- og indolindholdet i blod var gennemsnitlig ens for alle 4 forsøgsbehandlingers grise (P = NS) (se tabel 4 og 5).

Grisene havde været holdt rene i henholdsvis én og to uger inden blodprøverne blev taget, hvorfor disse 2 skatol- og indolniveauer opfattedes, som den individuelle gris' grundskatolniveau i det givne fodringsregi. Skatol- og indolniveauerne var derfor forventeligt først og fremmest betinget af grisenes arvelige anlæg og sandsynligvis (lidt) påvirket af grisenes forskellige grad af kønsmodenhed ved en levende vægt omkring 80 og 85 kg.

Ved kontrastanalyse konstateredes da heller ikke forskel i hverken skatol- eller indolniveau i blodplasma mellem én uge før og lige før forsøgets påbegyndelse (se tabel 4 og 5).

Grundniveauer for skatol og indol i blod blev benyttet som kovarianter og "kontraster" i statistiske modeller til mere præcis beskrivelse af effekten af forsøgsbehandlingernes indflydelse på skatol og indol i blod og spæk, idet der var signifikante korrelationer mellem de to indledende skatol- og indolniveauer og skatol og indolniveauerne i blod i løbet af forsøgsperioden og i blod og spæk ved slagtning.

Derudover blev "grundskatolniveauet" brugt til sortering af grise i 2 kategorier, nemlig grise med henholdsvis "højt" og "lavt" grundniveau for skatol i blod og spæk.

Korrelation mellem skatol og indol i blod før forsøgets begyndelse og skatol og indol i blod og spæk i forsøgsperioden og ved slagtning
For hele forsøgsmaterialet - på tværs af forsøgsbehandlinger - konstateredes meget signifikante korrelationer mellem skatol i blod ved de to målinger før og ved forsøgets påbegyndelse og de 4 målinger i forsøgsperioden såvel som korrelationer til skatol i spæk ved slagtning (se bilag 1). Tilsvarende konstateredes svagere korrelationer for indols vedkommende, hvilket kunne pege på, at indol i blod og spæk lader sig mere influere af forsøgets behandling(er) (se bilag 1).

Svag stigning i skatolindholdet i blod igennem forsøgsperioden hos kontrolholdet (rene grise minus zinkbacitracin)
I modsætning til stort set uændret gennemsnitligt indolindhold i blod på kontrolholdet i løbet af forsøgsperioden (se tabel 5) steg skatolindholdet i blod svagt, men signifikant, idet indholdet steg gradvist fra forsøgets begyndelse, og det var signifikant højere efter 10 dage i forsøg (P<0,05), hvorpå skatolniveauet i blod stabilicerede sig på dette niveau (ved 14 dage i forsøg/slagtning) (se tabel 4). Korrelationen mellem skatol i blod ved de 2 sidste målinger før slagtning var da også meget høj (r=0,98; n=23; P<0,0001), mens korrelationen mellem skatol i blod én uge før forsøgets påbegyndelse og ved slagtning var den lavest (r= 0,50; n=23; P<0,05). Allerede korrelationen mellem skatol i blod ved forsøgets påbegyndelse og ved slagtning var noget højere (r=0,68; n=23; P<0,001).

Én enkelt hangris med meget højt skatolniveau i blod og spæk ved slagtning havde meget højt skatolniveau ved samtlige 6 blodprøver før og i forsøgsperioden. Én anden hangris med højt skatolniveau i blod og spæk ved slagtning havde endnu kun middelhøjt grundniveau ved de 2 indledende skatolmålinger før forsøgets påbegyndelse, og derefter kraftigt stigende skatolniveau indtil de 2 sidste skatolmålinger før slagtning, hvor niveauet var ens. To andre hangrise, med højt skatolniveau i spæk ved slagtning, havde endnu ikke højt skatolniveau ved første skatolmåling før forsøgets begyndelse, men derefter kraftigt stigende skatolniveau indtil de 2 sidste skatolmålinger før slagtning. Endelig havde en gris, med skatolniveau lige under frasorteringsgrænsen på slagtetidspunktet, et middelhøjt skatolniveau ved første måling, og det var derefter stigende til et konstant niveau i blod lige omkring frasorteringsgrænsen.

Tilsviningsgradens betydning for skatol og indol i blod

Tilsviningsgradens betydning for skatol i blod
Forsøget viste, at grise beskidte i 7 dage eller mere havde stærkt øget skatolniveau i blod (P<0,001), og det gjorde sig gældende uanset om grisene fik tildelt zinkbacitracin eller ikke (se tabel 4). Der konstateredes til enkelte tidspunkter en vekselvirkning mellem beskidte x forsøgsgentagelse (P£0,05), idet grisene ved første gentagelse af forsøget var knapt så beskidte som ved senere gentagelser (se tabel 4 og fodnote ** i materialer og metoder).

Tilsviningsgradens betydning for indol i blod
Grise beskidte i en uge eller mere havde meget stærkt øget indolniveau i blod i forhold til de rene (P<0,001), og det var tilfældet uanset om grisene fik tildelt zinkbacitracin eller ikke (se tabel 5). Forsøget viste også yderligere øget indolniveau i blod ved fortsat tilsvining efter den første uge (se tabel 5). Samtidig kunne det konstateres, at beskidte grise i forskellige stier kunne opnå ret forskellige indolniveauer i blod, hvilket kom til udtryk i form af vekselvirkningerne beskidte x forsøgsgentagelse (P<0,001) og beskidte x zinkbacitracin (P<0,05-0,01) (se tabel 5). Grisene i første gentagelse af forsøget var knapt så beskidte som i senere gentagelser (se tabel 5 og fodnote ** i materialer og metoder).

Zinkbacitracins indflydelse på skatol- og indolniveau i blod

Korttidsvirkning af zinkbacitracin (50 ppm) i foderet på skatolniveau i blod
Tildeling af 50 ppm zinkbacitracin i foderet reducerede klart skatolniveauet i blod både hos rene og beskidte grise når zinkbacitracin var tildelt i henholdsvis 3 dage (P£0,001) og en uge (P£0,01). Derimod var der ikke signifikant effekt af tildeling af zinkbacitracin i kun et døgn (se tabel 4).

Korttidsvirkning af zinkbacitracin (50 ppm) i foderet på indolniveau i blod
Tildeling af zinkbacitracin i foderet havde ingen (sikker) indflydelse på indolniveauet i blod til trods for øget indolkoncentration i fæces. Med indol i blod efter 7 dage med ± tilsvining som 3. kovariant (korrektionsfaktor) i den statistiske model konstateredes ingen effekt af tildeling af zinkbacitracin på indolniveauet i blod (se tabel 5 og fodnote 5 i tabellen).

Korttidsvirkning af zinkbacitracin (50 ppm) i foderet samt tilsviningsgradens betydning for skatol, indol og androstenon i spæk ved slagtning

Tilsviningsgradens betydning for skatol i spæk ved slagtning
Forsøget har klart vist, at grise beskidte i 14 dage havde stærkt øget skatolniveau i spæk (P<0,0001), og det gjorde sig gældende, uanset om grisene fik tildelt zinkbacitracin eller ikke (se tabel 6). Samtidig ses i tabel 6, at skatolniveauet måltes relativt for højt ved den spektrofotometriske metode (skatol-ækvivalenter = 75% skatol plus 44% indol) hos de beskidte i forhold til HPLC-metoden. Dette har afgørende indflydelse på antallet af frasorterede, idet frasorteringen på slagterierne foretages ved hjælp af den automatiske spektrofotometriske metode. Var HPLC-metoden, der specifikt måler skatolet i spæk, blevet benyttet som frasorteringsmetode, ville antallet af frasorterede beskidte grise ikke have været nær så højt, og antallet af frasorterede hos forsøgsholdet beskidte plus zinkbacitracin ikke langt fra antallet, som blev frasorteret hos forsøgsholdet rene grise uden brug af zinkbacitracin (se tabel 6).

Tilsviningsgradens betydning for indol i spæk ved slagtning
Grise beskidte i 14 dage havde stærkt øget indolniveau i spæk (P<0,0001), uanset om grisene fik tildelt zinkbacitracin eller ikke (se tabel 6). Samtidig konstateredes vekselvirkninger af forskellig karakter, som kunne pege på, at bl.a. tilsviningsgraden var afgørende for indolniveauets koncentration.

Der konstateredes en høj korrelation mellem indol i blod og indol i spæk (HPLC) på slagtedagen (r=0,95; P<0,0001). Derimod fandtes ingen signifikante korrelationer mellem indol i fæces og indol i blod og spæk.

Tilsviningsgradens betydning for androstenon i spæk ved slagtning
Tilsvining med gødning plus urin havde ikke signifikant indflydelse på androstenon i spæk ved slagtning (se tabel 7).

Virkningen af en uges tildeling af zinkbacitracin (50 ppm) i foderet på skatol i spæk ved slagtning
Tildeling af 50 ppm zinkbacitracin i foderet i en uge reducerede klart skatolniveauet i spæk både hos rene og beskidte grise og det uanset målemetode (P<0,001-0,0001) (se tabel 6).

Ikke mindre end 12 grise ud af 24 rene grise, som fik tildelt zinkbacitracin havde et skatolniveau i spæk (HPLC-metoden) under analysemetodens kvantifikationsgrænse på 0,03 ppm. Til sammenligning havde kun 2 ud af 24 rene grise uden zinkbacitracin i foderet et skatolniveau under 0,03 ppm. Samtidig kunne det konstateres, at ingen rene som fik zinkbacitracin havde skatol over frasorteringsgrænsen på 0,20 ppm skatol i spæk, hvilket der burde have været efter de indledende kontrol blodanalyser, idet minimum 2 stk. hangrise havde højt grundniveau af skatol i blod.

Virkningen af en uges tildeling af zinkbacitracin (50 ppm) i foderet på indol i spæk ved slagtning
Zinkbacitracin havde uanset grisenes renhed ingen tydelig indflydelse på indolkoncentrationen i spæk - analogt til indolniveauet i blod - trods en øget indolkoncentration i fæces (se tabel 6).

Virkningen af en uges tildeling af zinkbacitracin (50 ppm) i foderet på androstenon i spæk ved slagtning
Zinkbacitracin havde ingen indflydelse på androstenon i spæk (se tabel 7).

Korrelationer mellem skatol og indol målt i fæces på den ene side og i blod og spæk på den anden side til forskellige tider før og i forsøgsperioden

Der var ingen væsentlige eller systematiske signifikante positive eller negative korrelationer mellem skatolindhold i fæces og i blod ved samtidige prøveudtagninger (5 gange i løbet af forsøget). Dette gjaldt for alle forsøgsbehandlinger set under et (se bilag 1). En frasortering af grise med højt grundniveau for skatol i blod skabte heller ikke signifikante korrelationer mellem skatol i fæces og i blod. Tilsvarende var der ingen væsentlige signifikante korrelationer mellem skatol i fæces og skatol i spæk på slagtedagen (se bilag 1). Helt analoge resultater sås for indols vedkommende (se bilag 1).

Skatol og indol i blod og spæk i relation til fædre

Ved en udvidelse af den statistiske model med fædre (8 stykker) konstateredes forskel i skatol- og indolniveau i blod ved samtlige målinger mellem afkom efter forskellige fædre (P<0,001). Tilsvarende forskel konstateredes for indol og skatol i spæk ved slagtning (P<0,0001), mens fædre ingen indflydelse havde på skatol- og indolniveauet i fæces.

Ikke mindre end 18 kuld à 4 hangrise fordelt over de 4 forsøgsgentagelser var bevidst lagt til efter en KS-landrace orne nr. 1212, som i et tidligere forsøg havde givet 50% afkom med højt skatolniveau i spæk inden for ét kuld bestående af 6 hangrise. KS-landrace orne nr. 1212 viste sig senere at have et lavt skatolniveau i blod.

Orne nr. 1212's mulige heterozygotiske status for højt skatolniveau indebar, at frekvensen af afkom med højt skatolniveau måtte forventes at være begrænset, hvilket viste sig at holde stik. Orne nr. 1212 gav kun 8 stk. afkom med højt skatolniveau ud af 24 stk. afkom med 6 søer. Samtidig gav ornen med ingen af de 6 søer 100% af afkommet med højt skatolniveau. Afkommet efter nr. 1212 med de resterende 12 søer (48 stk. afkom) havde alle lavt skatolniveau ved forsøgets start, hvilket kunne indicere at de fleste af disse søer  ikke var bærere af arveanlægget for højt skatolniveau.

Udover Dansk Landraceorne nr. 1212 viste 2 orner (1 Dansk Landrace og 1 Duroc orne) sig at få til sammen 4 stykker afkom med højt skatolniveau. Begge orner havde givet afkom med højt skatolniveau i andre undersøgelser.

Udviklingen i skatol- og indolniveau i blod, spæk og fæces hos grise med højt eller lavt grundskatolniveau i blod (rene grise) før forsøgets begyndelse

Tolv grise, på tværs af de 4 forsøgsbehandlinger, som blev defineret som havende et højt grundskatolniveau ved hjælp af analyser for skatol i plasma hos rene grise ved første eller  anden blodprøve inden forsøgets påbegyndelse (>0,0059 ppm skatol i blodplasma), viste sig ved alle senere blodprøver vedvarende at have et meget signifikant højere skatolniveau i blod, når der blev korrigeret for forsøgsbehandlingernes signifikante indflydelse på skatolniveauet hos begge kategorier af grise (P<0,0001) (se tabel 8).

Hangrisene med det høje grundskatolniveau i blod havde naturligvis også et signifikant højere skatolniveau i spæk ved slagtning (P<0,0001) (se tabel 8).

Indolindholdet i blod var også signifikant højere hos grise med højt skatolniveau, men det influeredes kraftigt af tilsvining (se tabel 9).

I modsætning til ovenstående havde grise med højt grundniveau for skatol i blod ikke højere skatol- og indolniveau i fæces (se tabel 10 og 11).

De 8 af 12 grise med højt grundskatolniveau var efter Dansk Landrace orne nr. 1212.

Forskel i androstenonniveau i spæk ved slagtning mellem grise med højt og lavt grundskatolniveau i blod

Hangrisene med det høje grundskatolniveau i blod havde også et signifikant højere androstenonniveau i spæk ved slagtning (P<0,0001) (se tabel 8). Dette resultat indebar dog ikke, at enkelte grise med lavt skatolniveau ikke havde højere androstenonniveauer.

Korrelationer mellem androstenonniveau i spæk ved slagtning og skatol- og indolniveauer i blod før forsøgets begyndelse hos grise med enten højt eller lavt grundskatolniveau i blod

Betragtes hele forsøgsmaterialet under et fandtes signifikante korrelationer mellem skatol i blodplasma før forsøgets begyndelse og androstenon i spæk ved slagtning (r=0,680,54, n=93; P<,0001). Tilsvarende fandtes signifikante korrelationer mellem indol i blodplasma før forsøgets begyndelse og androstenon i spæk ved slagtning (r=0,85-0,72, n=91; P<,0001). Som forsøget skred fremad og 3/4 af grisene blev påvirket af forsøgsbehandlingerne faldt korrelationerne til ikke signifikante størrelser.

Deles forsøgsmaterialet op i de 12 grise med højt grundskatolniveau og de resterende med lavt grundskatolniveau kan det konstateres, at der stadig var signifikante korrelationer mellem skatol i blodplasma før forsøgets begyndelse og androstenon i spæk ved slagtning for de 12 grise med højt grundskatolniveau (r=0,68-0,45, n=12;P<,05), mens der ingen sammenhæng var mellem skatol- og androstenonniveau for gruppen af grise (81 stk.) med lavt grundskatolniveau (r=0,06 - -0,09, n=81; P=NS).

Tilsvarende fandtes meget signifikante korrelationer mellem indol i blodplasma før forsøgets begyndelse og androstenon i spæk ved slagtning for de 12 grise med højt grundskatolniveau (r=0,96-0,78, n=12; P<,001), mens der ingen sammenhæng var mellem indol- og androstenonniveau for gruppen af grise med lavt grund skatolniveau (r=0,16 - -0,03, n=79; P=NS).

Som forsøget skred fremad og 3/4 af grisene med højt grundskatolniveau blev påvirket af forsøgsbehandlingerne faldt korrelationerne mellem skatol- og indolniveauer i plasma på den ene side og androstenon i spæk på den anden til ikke signifikante størrelser.

Indhold af skatol og indol i gødning fra beskidte stier med og uden tildeling af zinkbacitracin (50 ppm) i foderet

Variationen i gødningsprøvernes indhold af skatol og indol var ofte meget stor selv inden for samme sti udtaget på samme tidspunkt. Imidlertid syntes skatolindholdet i gødningsprøver udtaget i de beskidte stier i de to sidste gentagelser af forsøget at vise, at skatolindholdet i gødningen faldt når grisene fik tildelt zinkbacitracin (se tabel 12).

I modsætning til skatolindholdet i gødningsprøver fra stierne, der på ingen måde var højere end i fæces, syntes indolindholdet i gødningen fra stierne at være stigende jo mere beskidte grisene blev, og det syntes at være betydeligt højere end i grisenes fæces (se tabel 13). Samtidig så zinkbacitracin ikke umiddelbart ud til at have stigende indflydelse på indolindholdet i gødningsprøverne fra stierne, hvilket man kunne have troet efter som indolindholdet var højere i fæces.

Den daglige tilvækst i den sidste uge var signifikant påvirket både af tilsvining (P<0,01) og af tildeling af zinkbacitracin (P<0,01) (se tabel 7). De tilsvinede opnåede mindre daglig tilvækst, hvad de iøvrigt også opnåede i forsøgets første uge, mens anvendelse af zinkbacitracin øgede den daglige tilvækst, uanset om grisene var tilsvinede eller ikke. Derimod var antallet af foderenheder pr. kg tilvækst ikke signifikant påvirket af forsøgsbehandlingerne på den ene uge (se tabel 7).

Zinkbacitracin medførte, at grisenes kødprocent mindskedes på én uge (P<0,01), mens tilsviningen ikke viste sig at påvirke slagtekvaliteten signifikant (se tabel 7).

Der blev udsat 2 grise på det beskidte hold uden anvendelse af zinkbacitracin, mens der ikke blev udsat grise af forsøget på de 3 andre hold. Den ene blev udsat på grund af benproblemer, mens den anden blev udsat på grund af feber og behandling med antibiotika.

Kun én gris på de beskidte forsøgshold fik bemærkning om lungehindear, og ingen grise blev kasseret på grund af sygdom herunder lungesygdomme på slagteriet.

Grisenes nærklima og hudtemperaturer

De to ens nabostalde Sb36A og Sb36B blev i forsøgsperioden opvarmet via et velfungerende klimaanlæg til minimum 22 °C. Forsøget blev bevidst udført som et "sommerforsøg" i de 2 ens og sammenbyggede stalde. I stald 36A for de renes vedkommende og i stald 36B for de beskidtes vedkommende i perioden august til december 1993. Temperaturerne var generelt højere i stierne end de 22 °C (se tabel 14).

Som det ses af tabel 14 var de lokale klimaforhold ens for de fire forsøgsbehandlinger både i første og anden forsøgsuge. Desuden var der ikke store ændringer i klimaet igennem de 4 gentagelser af forsøget.

Temperaturen målt 30 cm over lejearealet var omkring 23 °C og gulvtemperaturen var omkring 25 °C (se tabel 14).

Ammoniakkoncentrationen blev målt regelmæssigt på alle forsøgsbehandlinger, og som forventet var koncentrationen højere i luften lige over gødning plus urin i de beskidte stier i forhold til ammoniakkoncentrationen i gulvhøjde i de rene stier, uanset om grisene fik tildelt zinkbacitracin eller ikke. De rene grise på fuldspaltegulv havde en ammoniakkoncentration på i gennemsnit 20 ppm varierende fra 10-30 ppm, mens de beskidte havde en gennemsnitskoncentration på 40 ppm varierende fra 20-65 ppm.

Skatol og indol i blodplasma som alternativ til skatol og indol målt i spæk

Der konstateredes for hele forsøgsmaterialet en meget høj korrelation mellem skatol i blodplasma og skatol i spæk (HPLC-metoden) på slagtedagen (r = 0,98; n=92; P<0,0001). Desuden konstateredes samme sikkerhed i de statistiske modeller. Dette peger på, at skatol målt i blodplasma er særdeles anvendeligt, som alternativ til skatol i spæk målt ved HPLC-metoden. Derimod var korrelationen mellem skatol i blodplasma og skatol i spæk målt ved den spektrofotometriske metode naturligvis betydeligt lavere, idet indol fra halvdelen - de beskidte grise - indgik i det spektrofotometriske skatolækvivalentmål (r=0,82; n=93; P<0,0001). Holdtes grisene derimod rene, som det var tilfældet for halvdelen af forsøgets grise, var korrelationen betydeligt højere mellem skatol i blod og i spæk målt ved den spektrofotometriske metode (r=0,96, n=47; P<0,0001). Konklusionen af ovenstående resultater må derfor være, at skatol i blodplasma er en lige så god måleparameter som skatol i spæk til karakterisering af en væsentlig del af hangriselugtsproblematikken, hvilket er i overensstemmelse med tidligere resultater (Hansen-Møller, 1993).

Som for skatols vedkommende konstateredes for hele forsøgsmaterialet en høj korrelation mellem indol i blodplasma og indol i spæk (HPLC) på slagtedagen (r = 0,95, n=93; P<0,0001), hvilket klart peger på at indol i blod er anvendeligt, som alternativ til indol i spæk målt ved HPLC-metoden. Konklusionen af ovenstående resultat er derfor, som for skatols vedkommende, at indol i blodplasma er en lige så sigende måleparameter som indol i spæk.

Skatol og indol i blod før forsøgets påbegyndelse

Som forventet viste en kontrastanalyse, at der ikke var forskel i skatol- og indolniveauet ved blodprøverne foretaget 7 dage før forsøgets påbegyndelse i forhold til ved forsøgets begyndelse (se tabel 4 og 5). Samtidig konstateredes en høj korrelation især for skatols vedkommende (r = 0,91, n=96; P<0,0001), og en pænt høj for indols vedkommende (r= 0,77, n=90; P<0,0001) mellem de to tidspunkter.

Korrelationer mellem skatol i blod før forsøgets begyndelse og skatol i blod i forsøgsperioden

De signifikante korrelationer mellem skatol i blod før forsøgets påbegyndelse og i forsøgsperioden for hele materialet set under et kunne pege på et forholdsvis konstant skatolniveau for hvert enkelt individ, forudsat grisene ikke blev udsat for alvorlige miljøpåvirkninger, som f.eks. forsøgsbehandlingernes indflydelse i dette forsøg, og hangrisene med (arveligt) højt skatolniveau ellers var nået at blive kønsmodne.

Stigning i skatolindholdet i blod igennem forsøgperioden set i relation til kønsmodenhedens indtræden hos kontrolholdet (rene grise minus zinkbacitracin)

I løbet af forsøgsperioden (ialt 14 dage) fra 85-100 kg levende vægt steg skatolindholdet i blod svagt, men signifikant på kontrolholdet (rene minus zinkbacitracin). Måske kunne "tidspunktet" for hangrisenes "kønsmodenhed" og intensiteten i deres kønsmodenhed (koncentrationen af hankønshormoner) være afgørende for, hvornår grise med anlæg for (arveligt) højt skatolniveau begyndte at udvise et sådant højt til meget højt skatolniveau, idet 4 ud af 5 hangrise på kontrolholdet (rene minus zinkbacitracin) - med højt skatolniveau i blod og spæk ved slagtning - endnu havde (lavere) eller middelhøjt grundskatolniveau ved den første indledende skatolmåling 7 dage før forsøgets begyndelse (3 stk.), og én enkelt af disse hangrise havde middelhøjt ved de to indledende målinger, mens alle 4 havde højt og for de 3's vedkommende stadig stigende skatolniveau indtil de 2 sidste skatolmålinger i blod før slagtning og tilsvarende højt skatolniveau i spæk ved slagtning. Kun én hangris på kontrolholdet havde meget højt skatolniveau ved alle 6 blodprøver.

En forsøgsmæssig bekræftelse af, om der sker en stigning i skatolniveauet, hos grise med arvelige anlæg for højt skatolniveau ved kønsmodenhedens indtræden mangler. Imidlertid har Hennessy et al. (1994) fået resultater, der kunne pege i samme retning, idet koncentrationen af hankønshormoner kunne se ud til at influere på skatolniveauet, idet Hennessy et al. (1994) fandt, at vaccination med LHRH ikke bare hæmmede hangrisenes kønsudvikling med en drastisk nedgang i produktionen af testosteron og androstenon til følge, men også samtidig sænkede skatolniveauet drastisk hos grise med forventet højt skatolniveau, hvilket peger på en sammenhæng mellem kønsmodenhed og højt skatolniveau hos grise med arvelige anlæg herfor.

Udviklingen i skatol- og indolniveau i blod, spæk og fæces hos grise med højt eller lavt grundskatolniveau (hos rene grise) ved forsøgets begyndelse

Tolv grise ligeligt fordelt på tværs af de 4 forsøgsbehandlinger, som blev defineret som havende et højt grundskatolniveau (>0,0059 ppm skatol i blodplasma), viste sig ved alle senere blodprøver vedvarende at have et meget signifikant højere skatolniveau i blod, når der blev korrigeret for forsøgsbehandlingernes signifikante indflydelse på skatolniveauet hos begge kategorier af grise. Desuden havde grisene med det høje grundskatolniveau i blod også et meget signifikant højere skatol- og androstenonniveau i spæk ved slagtning.

Disse resultater taler for at en kønsmoden hangris' skatolniveau i blod og spæk vil være relativt konstant i et "konstant" miljø samt, at der er en sammenhæng mellem højt skatol og højt androstenonniveau.

Indol i blod var også signifikant højere hos grise med højt skatolniveau, men som det tydeligt ses influeredes indolniveauet som i tidligere forsøg kraftigt af tilsvining hos begge kategorier af grise (Hansen et al., 1993; 1994). Derimod havde grise med højt grundniveau for skatol i blod ikke højere skatol- og indolniveau i fæces, hvilket iøvrigt er i overensstemmelse med tidligere iagttagelser (Hansen et al., 1993).

Sammenhæng mellem højt skatol-, indol- og androstenonniveau?

Der konstateredes i dette forsøg positive signifikante korrelationer mellem de indledende skatol og indolmålinger før forsøgets begyndelse og androstenon i spæk ved slagtning. Hansson et al. (1980) og Hansen-Møller (1994) fandt ligeledes signifikante positive korrelationer mellem skatol og androstenon i spæk. Men reelt fandtes der i dette forsøg (måske) kun en positiv korrelation hos de tolv grise registreret og defineret som havende højt grundskatolniveau ved mindst én af to målinger hos renholdte grise inden forsøgets begyndelse. En mulig årsag er, at både skatol, indol og androstenon hos de fleste hangrise med arveligt højt skatolniveau ophobes i større mængder, fordi disse stoffer tvinges til, at nedbrydes via et defekt enzymsystem med begrænset kapacitet. Resultater af Friis (1993a+b), Laue et al. (1993) og Agergaard & Laue (1994) peger på, at grise - med et højt skatolniveau - i modsætning til de "normale" grise - med et lavt skatolniveau - er længere tid om at nedbryde skatol i leveren. Årsagen til den dårlige nedbrydning i leveren ser ud til at skyldes en gendefekt i P450-enzymsystemet (Friis, 1993b).

Hos mennesket er der beskrevet flere recessivt nedarvede defekter (poor metabolizers) i P450-enzymsystemet (Cholerton et al., 1992; Forrester et al., 1992).

Nedarvning af højt skatolniveau

Der var bevidst lagt ikke mindre end 18 ud af 24 kuld à 4 hangrise fordelt over de 4 forsøgsgentagelser til efter en KS-landrace orne nr. 1212, som i et tidligere forsøg havde givet 50% afkom med højt skatolniveau i spæk inden for ét kuld bestående af 6 hangrise (Hansen & Larsen, 1993). På insemineringstidspunktet var det endnu ikke muligt at tage en blodprøve fra KS-orne nr. 1212 og få den analyseret for skatolniveau, efter den senere udviklede og i dette forsøg benyttede metode (Hansen-Møller, 1993).

KS-landrace orne nr. 1212 viste sig "desværre" ved senere kemisk analyse af blodplasmaprøver at have et lavt skatolniveau (Agergaard & Laue, 1993). Det måtte derfor formodes, at hvis denne orne nedarvede højt skatolniveau til noget af sit afkom, så skyldtes det sandsynligvis, at ornen var heterozygot for højt skatolniveau og, at søerne den fik afkom med højt skatolniveau sammen med var enten heterozygoter, hvor forventeligt 1/4 af afkommet ville få højt skatolniveau eller homozygoter for højt skatolniveau, hvor ½ af afkommet ville få højt skatolniveau. Højt skatolniveau ansås i forvejen for sandsynligvis at være recessivt nedarvet (Hansen et al., 1993 & 1994; Hansen & Larsen, 1994; Lundström & Malmfors, 1993a,b; Lundström et al., 1994).

Dansk Landrace orne nr. 1212's mulige heterozygotiske status for højt skatolniveau indebar desværre, at frekvensen af afkom med højt skatolniveau måtte forventes at være relativt begrænset, hvilket viste sig at holde stik. Af tolv grise med højt grundskatolniveau i blod var forventeligt de fleste efter Dansk Landrace orner nr. 1212 (8 stk.), men et meget begrænset antal i forhold til det ønskede.

Sammenhængen mellem forsøgsbehandlinger og skatol og indol i blod og spæk hos hangrise

Tilsviningens betydning for skatol- og indolniveau i blod og spæk
Forsøget bekræftede en tidligere undersøgelses resultater, at rene grise på fuldspaltegulv ved høj belægningsgrad og høj staldtemperatur havde et meget lavt skatol- og indolniveau i blod og spæk i forhold til tilsvinede grise ved samme belægningsgrad og temperatur i stier med fastgulv både i lejeareal og rensegang (Hansen et al., 1994).

Optagelse af skatol og indol gennem grisens bug (Friis, 1993b) fra ekstraordinært kraftigt tilsvinede stier, kombineret med en øget skatol- og indolproduktion ved højere temperaturer i gødning (Spoelstra, 1977; Nonbo, 1991) og især ved tilblanding af urin til gødningen (Jensen & Jensen, 1993a), synes med nuværende viden at være den mest bidragende årsag til stærkt forhøjet skatol- og indolniveau i blod og spæk hos beskidte grise i dette som i tidligere forsøg (Hansen et al., 1993; 1994). Specielt det meget høje og stadig stigende indolniveau i blod hos beskidte grise igennem forsøgsperioden forklares mest overbevisende med det høje og stadig stigende indolniveau i stiernes gødning.

I første gentagelse af forsøget var de beskidte grise relativt mindre tilsvinede med gødning og ikke mindst urin end i de tre sidste gentagelser, hvor spaltegulvet var blevet overdækket af et lag støbt beton. Dette førte til relativt lavere koncentrationer af skatol og indol i blod og spæk sammenlignet med de tre sidste gentagelser. Derved opstod nogle af de signifikante vekselvirkninger mellem tilsvining og gentagelser for skatol- og indolniveauer i blod. Koncentrationen af skatol og indol i blod og spæk hos første gentagelses beskidte grise var dog langt over niveauet hos de rene grise.

Det meget høje indolniveau i spæk hos de beskidte grise efter 14 dages tilsvining var med til at øge antallet af frasorterede grise, hvilket skyldtes, at den automatiske spektrofotometriske metodes skatoltal inkalkulerer 1/4 indol i målet i forhold til HPLC-metoden (Mortensen & Sørensen, 1982; 1984; Hansen-Møller, 1994). Derfor er den spektrofotometriske metode ikke retfærdig i forhold til især meget beskidte grise, hvis indol er uden væsentlig betydning for smagsindtrykket, hvad der imidlertid ikke er enighed om (Claus et al., 1994).

Hypotesen om, at grise med (arveligt) højt grundskatolniveau ville få forholdsmæssigt endnu højere skatolniveau i blod og spæk som tilsvinede, sammenlignet med grise med lavt grundskatolniveau, kan ikke bekræftes statistisk i dette forsøg på grund af det lille antal hangrise, som både havde højt grundskatolniveau og senere blev tilsvinede; men iagttages de få tilfælde på forsøgsholdet beskidte minus zinkbacitracin (3 stk.), så var det åbenlyst, at deres skatolniveau steg numerisk langt mere, end tilsvinede som havde lavt grundniveau for skatol i blod.

Betydning af zinkbacitracin (50 ppm) i foderet for skatol- og indolniveauet i fæces, blod og spæk
Tildeling af 50 ppm zinkbacitracin i foderet reducerede klart skatolniveauet i fæces, blod og spæk både hos rene og beskidte grise, når zinkbacitracin var tildelt i henholdsvis 3 dage og en uge.

Zinkbacitracin viste sig ikke at have indflydelse på indolniveauet i blod og spæk, hverken hos rene eller beskidte grise til trods for, at indolniveauet steg signifikant i fæces. Årsagen kunne være, at leveren lettere kunne klare nedbrydningen af den ekstra mængde indol, når der blev optaget mindre skatol fra tarmen.

Korttidsvirkning af zinkbacitracin (50 ppm) i foderet samt tilsviningsgradens betydning for androstenon i spæk ved slagtning

Zinkbacitracin havde ingen indflydelse på androstenon i spæk i modsætning til skatol i spæk. Dette bevirkede set fra svineproducentens afregningssynspunkt et passende lavt skatolniveau i spæk (<0,21 ppm) hos rene grise med anlæg for højt skatol- og androstenonniveau, når de fik zinkbacitracin; men for enkelte grises vedkommende stadigvæk for højt skatol- og androstenonniveau, idet 10% især yngre forbrugere er i stand til at registrere dårlig lugt/smag fra kød med højere skatoltal end 0,15 ppm i kombination med androstenontal højere end 0,50 ppm (Sandersen & Godt, 1994). Derfor er hangriselugtsproblemet ikke blevet løst (i forhold til de mest kritiske forbrugere) med 50 ppm zinkbacitracin i foderet, idet 2 rene hangrise der fik zinkbacitracin havde henholdsvis 0,19 og 0,20 ppm skatol i spæk.

Det skal bemærkes, at der også blandt grise med lavt grundskatolniveau fandtes enkelte grise med højere androstenonniveau, men i følge Sandersen & Godt (1994) skulle et højere androstenonniveau være (næsten) uden betydning for smagsindtrykket, hvis skatolniveauet er under 0,16 ppm i spæk, hvilket peger på skatols væsentlige aromaforstærkende indflydelse.

Optagelse af skatol og indol fra gødningen gennem lungerne

Koncentrationerne af skatol og indol i luften anses ikke for at være høje nok til at have afgørende indflydelse på skatol- og indolkoncentrationerne i spæk, men helt eksakte målinger mangler. For yderligere diskussion af emnet henvises til Hansen et al. (1994).

Ammoniak og skatolnedbrydning i leveren

En tildels upåagtet faktor omkring skatol- og indolniveauet i spæk er ammoniaks mulige giftvirkning på leveren, således at leverens evne til nedbrydning af skatol og indol kan tænkes reduceret i stier beskidte med gødning og urin. Hos rotter er påvist, at enzymaktiviteter i P450-systemet i leveren forringes, hvis rotterne holdes beskidte med deres egen gødning og urin i en uge (Vesell et al., 1973).

Ammoniakkoncentrationen var ganske rigtigt højere i de meget stærkt tilsvinede stier i dette forsøg i forhold til de rene, men koncentrationen var i gennemsnit kun 20 ppm højere i beskidte stier og helt uafhængig af anvendelsen af zinkbacitracin. Forklaringen på den relativt lille forskel i ammoniakkoncentration, til trods for betongulv både i lejeareal og rensegang og dermed tilbageholdelse af ikke mindst megen urin, må være staldens velfungerende ventilationsanlæg, dens lave belægningsgrad og det store luftrumfang.

Med den forskel i ammoniakkoncentration mellem behandlinger er det svært at tro på, at ammoniak for leveren skulle være hovedansvarlig for de meget højere skatol- og indolkoncentrationer i blod og spæk hos stærkt tilsvinede grise. Tankevækkende er det da også i denne forbindelse, at konstatere et langt lavere skatolniveau målt ved den spektrofotometriske metode hos beskidte grise i et vinterforsøg i forhold til i et sommerforsøg, til trods for, at vintergrisene var betydeligt mere våde som følge af urin end i sommerforsøget, hvilket skyldtes overdækning af spaltegulvsarealet i vinterforsøget, men ikke i sommerforsøget (Hansen et al., 1993).

Det meget høje indolindhold i blod og spæk hos de beskidte grise passer meget bedre sammen med, at der tilsyneladende dannes mere indol i gødning plus urin i beskidte stier end hvad angår skatol ved den pågældende gødningstemperatur på 25 grader C, og at indolen såvel som skatolen fra gødningen optages især via bugen til det perifere blodkredsløb og spæklaget. Hvor meget der optages fra gødningen gennem huden i forhold til fra tarmregionen vides ikke med sikkerhed. Ligeledes vides ikke noget om eventuelt andre giftige gasarters f.eks. svovlbrintes indflydelse på leverens funktion og dermed på skatolindholdet i blod og spæk.

Sundhed og produktion

Kun én gris på de beskidte forsøgshold fik bemærkning om lungehindear, som iøvrigt sandsynligvis skyldtes besætningens MS-status; og ingen grise på de beskidte forsøghold blev kasseret på grund af sygdom herunder lungesygdomme på slagteriet.

Længere tids tilsvining kunne derimod tænkes at få negativ indflydelse ikke mindst på lungesygdomme, idet skatol og måske også andre giftstoffer i miljøet sandsynligvis kan ødelægge lungevævet, som hos andre dyrearter og mennesket (Bray et al., 1994).

Det er vanskeligt at tage stilling til de overraskende store og signifikante forskelle hvad angår daglig tilvækst mellem beskidte og rene grise, og mellem grise med plus/minus zinkbacitracin, når forsøgsperioden kun er på én uge. Tilsvarende gælder for forskellen i kødprocent mellem grisene, der fik plus/minus zinkbacitracin. Almindeligvis anses det ikke for muligt at påvirke disse produktionsegenskaber så meget på kun én uge. Kun gentagelse af forsøget vil kunne be- eller afkræfte disse resultater.

Skatols betydning som lugt- og smagsstof og/eller som smags- og duftforstærker

Et spørgsmål, der umiddelbart melder sig, er hvordan grise uden eller næsten uden skatol i spæk smager. Skatol, som mange oplever som griselugt når det præsenteres i væskeform, indgår sandsynligvis som et vigtigt karakteristisk lugt- og smagsstof og/eller som duft- og smagsforstærker i grisekød, der i kombination med andre aromatiske stoffer - især i fedtfraktionen - er karakteristisk for grisekød uden, at det på nogen måde opleves som ubehageligt, bare koncentrationen ikke bliver for høj (Sandersen & Godt, 1994). Det er nu påvist, at skatol i en koncentration over 0,15 ppm fungerer som duft- og smagsforstærker for androstenon i koncentrationer over 0,50 ppm, foruden som selvstændigt ildelugtende/smagende stof ved skatolkoncentrationer over ca. 0,20 ppm (Sandersen & Godt, 1994).

Spørgsmålet er derfor, om en flæskesteg under stegning ikke lugter som en sådan, hvis der ikke er skatol eller andre "artskarakteristiske" aromastoffer i fedtfraktionen, og vil smagsindtrykket tilsvarende blive ukarakteristisk og/eller vagt for grisekød (papgris)? De aromatiske stoffer, som produceres mikrobielt i grisens blind- og tyktarm, f.eks. skatol (griselugt), indol, p-cresol m.m., og som aflejres i spæk, er højest sandsynligt væsentlige bestanddele i vores opfattelse af begrebet god lugt- og smagskvalitet i svinekød, ligesom det er påvist, at tarmfloraens sammensætning hos kyllinger er væsentlig for en god lugt- og smagskvalitet (Harris et al., 1968; Sheldon & Essary, 1982; Mead, 1983). Ændringer i tarmfloraen hos kyllinger - bl.a. ved hjælp af høje koncentrationer af forskellige antibiotika (bl.a. bacitracin givet sammen ned 2 andre antibiotika i en cocktail), kimfri opdrætning af kyllinger og fodring med visse korsblomstrede planter - har en væsentlig indflydelse på kyllingekødets smag og smagsintensitet (Harris et al., 1968; Sheldon & Essary, 1982; Mead, 1983). Forøgelse af tarmfloraen hvad angår Streptococcus faecium og Escherichia coli med en faktor 10-100, som følge af fodring med 13 % rosenkål af den samlede fodermængde, medførte ved smagsbedømmelse af kyllingekød højere karakterer for smagen, som blev beskrevet som kraftigere, mere kødfuld og sødligere (Mead, 1983). Shrimpton & Grey (1965) har da også ud af 23 flygtige aromakomponenter identificeret i kyllingernes blindtarme genfundet 16 i kyllingers brystkød.

En præcis viden om hvilke duft- og smagsstoffer, og i hvilke koncentrationer de behøves i spæk og kød, for at give svinekød en god og karakteristisk smag er meget ønskeligt at få fastslået. Dernæst er det vigtigt at få afklaret hvor og hvordan disse smags- og duftstoffer eller deres forstadier produceres. Med nuværende viden synes de fleste smags- og duftstoffer, at produceres i blind- og tyktarm af forskellige mikroorganismer, og der synes flere muligheder for ad fodringmæssig vej at manipulere med mikrofloraens sammensætning (Harris et al., 1968; Sheldon & Essary, 1982; Mead, 1983; Jensen et al., 1994a+b).

Forsøget viste klart, at grise, der var beskidte i en uge  eller mere, havde stærkt øget skatol- og indolniveau i blod og spæk; mens tildeling af 50 ppm zinkbacitracin i foderet klart reducerede skatolniveauet i fæces, blod og spæk både hos rene og beskidte grise, når zinkbacitracin var tildelt i henholdsvis 3 dage og en uge. Derimod var der ikke signifikant effekt af tildeling af zinkbacitracin i kun et døgn på skatol i blod.

Ikke mindre end 12 grise ud af 24 rene grise, som fik tildelt zinkbacitracin havde et skatolniveau (HPLC-metoden) under analysemetodens kvantifikationsgrænse på 0,03 ppm. Til sammenligning havde kun 2 ud af 24 rene grise uden zinkbacitracin i foderet et skatolniveau under analysemetodens kvantifikationsgrænse. Samtidig kunne det konstateres, at ingen rene, som fik zinkbacitracin, havde skatol over frasorteringsgrænsen på 0,20 ppm skatol i spæk, hvilket der burde have været efter kontrol blodanalyser før forsøgets påbegyndelse at dømme, og ved sammenligning med 17 procent frasorterede på kontrolholdet.

Der konstateredes en høj korrelation mellem skatol i blod og skatol i spæk (HPLC) på slagtedagen (r=0,98). Den tilsvarende korrelation mellem indol i blod og spæk var også høj (r=0,95). Skatol og indol målt i blodplasma fra vena jugularis kan derfor fuldt ud erstatte skatol og indol målt i spæk.

Zinkbacitracin hævede indolniveauet i fæces, men havde ikke indflydelse på indolniveauet i blod og spæk.

Tilsvining med gødning plus urin såvel som tilskud af zinkbacitracin havde ikke signifikant indflydelse på androstenon i spæk. Der var derfor heller ingen signifikant korrelation mellem skatol i blod og spæk på slagtedagen på den ene side og androstenon i spæk på slagtedagen.

Koncentrationen af skatol i blod steg svagt, men signifikant hos kontrolgrisene (rene minus zinkbacitracin) i løbet af forsøgsperioden.

Tolv grise på tværs af de 4 forsøgsbehandlinger, som blev defineret som havende et højt grundskatolniveau ved hjælp af analyser for skatol i plasma hos rene grise ved første eller anden blodprøve inden forsøgets påbegyndelse (>0,0059 ppm skatol i blodplasma), viste sig ved alle senere blod- og spækprøver vedvarende at have et signifikant højere skatolniveau, når der blev korrigeret for forsøgsbehandlingernes signifikante indflydelse på skatolniveauet hos begge kategorier af grise og højere androstenonindhold i spæk på slagtetidspunktet.

Grise med højt grundniveau for skatol i blod havde også signifikant højere indolniveau ved alle blod- og spækprøver, når der blev korrigeret for forsøgsbehandlingernes signifikante indflydelse på indolniveauet hos begge kategorier af grise. Derimod havde grise med højt grundniveau for skatol og (indol) i blod ikke højere skatol- og indolniveau i fæces.

Der konstateredes signifikant forskel i skatolniveau i blod og spæk mellem fædre, mens fædre ingen indflydelse havde på skatolniveauet i fæces. Dansk Landrace-orne nr. 1212, som var fader til 18 kuld grise, syntes at nedarve højt skatolniveau til 8 stk. hangrise faldet i kuld efter 6 forskellige søer. Det kunne pege på, at orne nr. 1212 var heterozygot for højt skatolniveau, og at de 8 grise var homozygotisk recessive i deres arveanlæg for højt skatolniveau.

Der var ingen væsentlige signifikante korrelationer mellem grisenes skatolindhold i fæces og i blod ved samtidige prøveudtagninger (5 gange i løbet af forsøget). Dette gjaldt for alle forsøgsbehandlinger set under et såvel som for forsøgsbehandlingerne hver for sig. Tilsvarende var der ingen væsentlige korrelationer mellem skatol i fæces og skatol i spæk på slagtedagen.

Anerkendelser

Forsker, Ph.D. studerende Flemming Skjøth Afd. for Biometri og Informatik takkes for værdifuld statistisk vejledning både ved forsøgets planlægning og ved den statistiske opgørelse af data.

Slagtemester Mogens Rasmussen og overdyrlæge Svend Otte, Danish Crown, Bjerringbro Slagteri takkes for megen hjælpsomhed i forbindelse med korrekt håndtering af forsøgsbetingelserne og indsamling af diverse prøver og data. Desuden takkes alle øvrige medarbejdere ved Danish Crown, Bjerringbro Slagteri, der har været involveret i forsøget, for stor hjælpsomhed i forbindelse med forsøgets udførelse.

EDB-medarbejder Ole H. Olsen takkes for udførelse af et stort arbejde i forbindelse med indsamling og samkøring af data samt kørsel af de mange statistiske modeller.

Forsøgsteknikkerne Svend Møller Pedersen og Hugo Christensen takkes for deres store og omhyggelige arbejdsindsats i forbindelse med indsamling de mange blod- og fæcesprøver. Desuden takkes alle øvrige medarbejdere, der har medvirket i forsøget, for stor hjælpsomhed i forbindelse med forsøgets udførelse. For opsætning af manuskript til trykning takkes assistent Tove Børsting.

Agergaard, N. & Laue, A., 1993. Personlig meddelelse.

Agergaard, N. & Laue, A., 1994. A physiological study of skatole, a major component of boar taint in male pigs. Proceedings of the 13th IPVS Congress, Bangkok, Thailand, 26-30 june 1994, pp. 495.

Bray, T.M. & Emmerson, K.S., 1994. Putative mechanisms of toxicity of 3-methylindole: From free radical to pneumotoxicosis. Ann. Rev. Pharmacol. Toxicol. 34, 91-115.

Cholerton, S., Daly, A.K. & Idle, J.R., 1992. The role of individual human cytochromes P450 in drug metabolism and clinical response. Trends in pharmacol. Sci. 13, 434-439.

Claus, R., Dehnhard, M., Herzog, A., Bernal-Barragan. H. & Giménez, T., 1993. Parallel measurements of indole and skatole (3-methylindole) in feces and blood plasma of pigs by HPLC. Livest. Prod. Sci., 34, 115-126.

Claus, R., Weiler, U. & Herzog, A., 1994. Physiological aspects of androstenone and skatole formation in the boar - A review with experimental data. Meat Science 38, 289-305.

Drägerwerk Aktiengesellschaft Lübeck, 1992. Dräger Prøverørshåndbog. Jord-, vand- og luftundersøgelser. 8. udgave, 321 pp.

Forrester, L.M., Henderson, C.J., Glancey, M.J., Back, D.J., Park, B.K., Ball, S.E., Kitteringham, N.R., McLaren, A.W., Miles, J.S., Skett, P. & Wolf, C.R., 1992. Relative expression of cyto-chrome P450 isoenzymes in human liver and association with the metabolism of drugs an xenobiotics. Biochem. J. 281, 359-368.

Friis, C. 1993a. Distribution, metabolic fate and elimination of skatole in the pig. Measurement and Prevention of Boar Taint in Entire Male Pigs. Roskilde, Denmark, 12-14 October, 1992, Ed. M. Bonneau, INRA, Paris 1993, pp. 113-115.

Friis, C. 1993b. Skatols omsætning hos so- og hangrise. DS nyt nr. 7 juli 1993, pp. 11-13.

Gariepy, C., Amiot, J., & Nadai, S., 1989. Ante-Mortem Detection of PSE and DFD by Infrared Thermography of Pigs Before Stunning. Meat Science 25, 37-41.

Hansen, L.L., Barton-Gade, P. &  Vorup, P., 1991. Effect of mixing "peaceful" or "aggressive" pigs at abattoirs on their behaviour and meat quality. Proc. of the Int. Congress Edingburgh 1991 of the The Society for Veterinary Ethology. Applied Animal Behaviour. Edited by M.C. Appleby, R.I. Horrell, J.C. Petherick & S.M. Rutter. Universities Federation for Animal Welfare. p. 88.

Hansen, L.L. & Larsen, A.E., 1993. Vækstfremmende antibiotikas indflydelse på ornelugt hos hangrise. Statens Husdyrbrugsforsøg (NIAS). Forskningsrapport nr. 13, 14 pp.

Hansen, L.L., Larsen, A.E., Jensen, B.B., Hansen-Møller, J. & Barton-Gade, P., 1993. Belægningsgradens og temperaturens indflydelse på tilsvining med gødning og konsekvensen heraf for ornelugt. Statens Husdyrbrugsforsøg. Forskningsrapport No. 2, 39 pp.

Hansen, L.L. & Larsen, A.E., 1994. Effect of antibiotic feed additives on the level of skatole in fat of male pigs. Livest. Prod. Sci., 39, 269-274.

Hansen, L.L., Larsen, A.E., Jensen, B.B., Hansen-Møller, J. & Barton-Gade, P., 1994. Influence of stocking rate and faeces deposition in the pen at different temperatures on skatole concentration (boar taint) in subcutaneous fat. Anim. Prod. 59, 1, 99-110.

Hansen, L.L., Larsen, A.E. & Hansen-Møller, J., 1994. Tilsviningsgradens betydning for indhold af skatol og indol i spæk (ornelugt) hos slagtesvin. Statens Husdyrbrugsforsøg (NIAS). Forskningsrapport nr. 20, 22 pp.

Hansen-Møller, J. 1993. Måling af skatol og indol i blod. Upublicerede resultater.

Hansen-Møller, J. 1994. Rapid high-performance liquid chromatografic method for simualtanious determination of androstenone, skatole, and indole in backfat from pigs. Journal of Chromatography B 661, 219-230.

Hansson, K.-E., Lundström, K., Fjelkner-Modig, S. & Persson, J. 1980. The Importance of Androstenone and Skatole for Boar Taint. Swedish Journal Agricultural Research 10, 167-173.

Harris, N.D., Strong, D.H. & Sunde, M.L. 1968. Intestinal flora and chicken flavor. J. Food Sci. 33, 543.

Hawe, S.M. & Walker, N., 1991. The effects of involuntary coprophagy on the production of skatole in growing pigs. Anim. Prod. 53, 105-109.

Hawe, S.M., Walker, N. &  Moss, B.W., 1992. The effects of dietary fibre, lactose and antibiotic on the levels of skatole and indole in faeces and subcutaneous fat in growing pigs. Anim. Prod. 54, 413-419.

Hennessy, D.P., McColl, M., McNamara, M., Mosbey, J., Wan, S.S., Salvatore, L., Sali, L. & Waldron, D.L., 1994. Simple and effective control of boar taint by vaccination against LHRH. Proceedings of the 13th IPVS Congress, Bangkok, Thailand, 26-30 june 1994, pp. 487.

Jensen, B.B. 1990. Skatol (ornelugt), mikrobiel produktion af skatol i mave-tarmkanalen hos grise. Statens Husdyrbrugsforsøg. Meddelelse nr. 772, 4 pp.

Jensen, B.B. & Jensen, M.T., 1993a. Skatol i mave-/tarmkanalen. DS nyt nr. 7 juli 1993, pp. 16-18.

Jensen, B.B. & Jensen, M.T., 1993b. In vitro measurement of microbial production of skatole in the digestive tract of pigs. Measurement and Prevention of Boar Taint in Entire Male Pigs. Roskilde, Denmark, 12-14 October, 1992, Ed. M. Bonneau, INRA, Paris 1993, pp. 99-105.

Jensen, B.B., 1994. Personlig meddelelse.

Jensen, M.T., Cox, R.P. & Jensen, B.B., 1994a. Microbial production of skatole in the hindgute of pigs fed different diets and its relation to skatole deposition in backfat. Anim. Prod. (accepted for publication).

Jensen, M.T., Cox, R.P. & Jensen, B.B., 1994b. 3-methylindole (skatole) and indole production by mixed populations of pig fecal bacteria. Applied and Environmental Microbiology (submitted).

Jonsson, P., 1985. Gene action and maternal effects on social ranking and its relationship with production traits in pigs. Zeitschrift für Tierzüchtung und Züchtungsbiologie 102, 3, 208-220.

Laue, A., Agergaard, N. & Kalm, E., 1993. Plasma profiles of skatole in male slaughter pigs related to the absorption patterns and liver metabolization of microbial produced as well as administered synthetic 3-methyl-indole. 44'th Annual Meeting of the European Association for Animal Production, Aarhus, Denmark 16-19 August 1993. Commission on Pig Production. Session: II. Meat production with entire males. P.2.14., Vol. II, pp. 348-349.

Lundström, K. & Malmfors, B., 1993a. Genetic influence on skatole deposition in entire male pigs. Measurement and Prevention of Boar Taint in Entire Male Pigs. Roskilde, Denmark, 12-14 October, 1992, Ed. M. Bonneau, INRA, Paris 1993, pp. 159-165.

Lundström, K. & Malmfors, B., 1993b. Skatole levels as affected by inheritance and season. 39th International Congress of Meat Science and Technology, Calgary, 7 pp.

Lundström, K., Malmfors, B., Stern, S., Rydhmer, L., Eliasson-Selling, L., Mortensen, A.B. & Mortensen, H.P., 1994. Skatole levels in pigs selected for high lean tissue growth rate on different dietary protein levels. Livest. Prod. Sci., 38, 125-132.

Madsen, A., Nielsen, E.K., Christiansen, P. & Jensen, P.H., 1970. Forskellige staldtyper til slagtesvin. 378. Beretning fra Forsøgslaboratoriet, 92 pp.

Maribo, H. & Sandersen, B., 1992. Hvorfor lugter visse hangrise? DS-Nyt nr. 4. April 1992, pp. 4-6.

Mead, G.C., 1983. Significance of the intestinal microflora in relation to meat quality in poultry. In: Quality of Poultry Meat, WPSA, Federation of European Branches, Working Group no. 5, Ploufragan, France, Ed. Lahellec, C. Ricard, F.H. and Colin, P. pp. 107-122.

Mortensen, A.B. & Sørensen, S.E., 1982. Metode til påvisning af ornelugt i slagtekroppe. SF-rapport nr. 17.170-Rapport.

Mortensen, A.B. & Sørensen, S.E., 1984. Relationship between boar taint and skatole determined with a new analysis method. Proc. 30th European Meeting of Meat Research Workers, Bristol, pp. 394-396.

Mortensen, H.P., Bejerholm. C., Barton, P. & Pedersen, O.K., 1989. Indflydelsen af foderets protein- og energiindhold på kød- og spækkvaliteten hos han-, galt- og sogrise. Arbejde nr. 38.124 - Rapport (22. februar 1989, svin - kødkvalitet). Slagteriernes forskningsinstitut, Roskilde.

Mortensen, H.P., 1990. The influence of breed, energy and protein in the feed on skatole content in female pigs, castrates and entire male pigs. Proc. EAAP-working group, Spain 1989. Livestock Prod. Sci. 26, 319-326.

Mortensen, H.P. & Madsen, A., 1990. Skatolindhold i hangrise fodret med malt eller flydende gær af forskellig oprindelse. Arbejde nr. 01.708 - Rapport (28. december, Hangrise-produktion). Slagteriernes forskningsinstitut, Roskilde.

Nielsen E.K. & Hansen, L.L., 1992. Stityper (labyrintstorsti) og gulvtyper til slagtesvin. Medd. nr. 827, 6 pp.

Nonboe, U., 1991. Afklaring af biologiske mekanismer bag forekomsten af skatol (3-methylin-dol) i spæk hos svin. DJVB/KVL nr. 1991-497.

Rasmussen, A.A. & Andersen, J.R., 1987. Indledende undersøgelse af varmeudstråling fra svin før slagtning ved hjælp af infrarød thermografi. Arbejde nr. 02.508 - Rapport. Slagteriernes Forskningsinstitut.

Sandersen, B. & Godt, J., 1994. Hangrise - forbrugerundersøgelse. Sammenfattende rapport. Projekt nr. 28.352/06 - Rapport. Slagteriernes Forskningsinstitut.

SAS, 1985. SAS User' Guide, Version 5 Ed., Statistical Analysis Institute Inc., Cary, NC.

Sheldon, B.W. & Essary, E.O., 1982. Effect of antibiotics on intestinal microflora and flavor of broiler meat. Poultry Sci. 61, 280-287.

Shrimpton, D.H. & Grey, T.C., 1965. Speculation on the origen and nature of flavour precursors in chicken meat. World's Poultry Sci. J. 21, 180.

Sloth, N.M. & Pedersen, P., 1993. Erfaringer fra den rullende afprøvning. Staldklimaets indflydelse på skatoltallet hos hangrise. Landsudvalget for svin. Danske Slagterier, Axelborg, pp. 1-6.

Sloth, N.M. & Udesen, F.K., 1993. Erfaringer fra Den Rullende Afprøvning. Foreløbige resultater fra den landsdækkende hangrisedatabase. Landsudvalget for Svin. Danske Slagterier, Axelborg, 14 pp.

Sorensen, D. & Pedersen, B., 1994. Skatoltallets arvelighed. Landsudvalget for Svin. Danske Slagterier, Axelborg. Rapport, 5 pp.

Spoelstra S.F., 1977. Simple Phenols and Indoles in Anaerobically Stored Piggery Wastes. J. Sci. Fd. Agric. 28, 415-423.

Staun, H. & Mortensen, H.P., 1992. Tilsætningsstoffer til hangrise. Statens Husdyrbrugsforsøg 838. Meddelelse, 4 pp.

Vesell, E.S., Lang, C.M., White, W.J., Passananti, G.T. & Tripp, S.L., 1973. Hepatic  Drug Metabolism in rats: Impairment in a Dirty Environment. Science 179, 896-897.

Denne udgave af forskningsrapport nr. 32 fra Statens Husdurbrugsforsøg indeholder ikke bilag 1. der henvises i stedet til den trykte udgave af forskningsrapporten.