Fordøjeligheden af fosfor i foderfosfater og kødbenmel bestemt efter regressionsmetoden

I bestræbelserne på at fastlægge grisenes behov for fosfor og dermed mulighederne for at begrænse fosforudledningen fra svineproduktionen er det nødvendigt at kende tilgængeligheden af fosfor ikke alene i foderkomponenterne men også i de fosfatkilder, der bruges, når foderets grundindhold er for lille til at dække grisenes fosforbehov. Tidligere undersøgelser har vist, at fosforfordøjeligheden varierer for de forskellige kilder (Grimbergen et al., 1985; Jongbloed, 1987; Oksbjerg & Fernandez, 1987; Dellaert et al., 1990; Cromwell, 1989, 1992; Jongbloed et al., 1991; Walz & Pallauf, 1993; Coffey et al., 1994).

Formålet med det gennemførte forsøg var ved hjælp af regressionsmetoden at beskrive fordøjeligheden af fosfor i en række af foderfosfater på det danske marked.

Forsøgsdesign

Der blev i forsøget anvendt 7 uorganiske foderfosfater og én type kødbenmel, i alt 8 kilder, således at forsøget omfattede i alt 8 delforsøg. De 8 undersøgte kilders type, sammensætning, fabrikat og deklarerede indhold er vist i tabel 1.

I hvert af de 8 delforsøg blev der anvendt 6 kuld á 5 sogrise, som blev foderet med et grundfoder der var sammensat så indholdet af fosfor var lavt (1,5 g/kg). Grundfoderets procentvise sammensætning er vist i tabel 2. Foderet blev sammensat således, at grisenes behov for alle næringsstoffer undtagen calcium og fosfor blev opfyldt.

I hvert delforsøg fik grisene indenfor kuld stigende tilskud af den undersøgte fosfatkilde. Ved tilsætningen af de enkelte kilder blev calciumindholdet justeret v.h.a. kridt til 6 g/kg foder uanset fosforniveau. Fosfortildelingen blev tilstræbt primært at ligge indenfor det doseringsområde, hvor fosfataflejringen er stigende. Grisene indgik i forsøget ved en vægt på 40 kg og blev opstaldet i opsamlingsbure, hvor de fik tildelt forsøgsfoderet i en tilpasningsperiode på 5 dage. Herefter blev isat urin katetre, og gødning og urin blev opsamlet i 7 dage. For at undgå foderester blev grisene fodret restriktivt (1400 g/dag). De daglige tildelte mængder af fosfor og calcium er angivet i tabel 3.

Registreringer og analyser

Grisenes vægt ved start og slutning af opsamlingsperioden blev registreret. Mængden af produceret gødning og urin blev ligeledes registreret, og der blev udtaget repræsentative prøver til analyse.

Grundfoderet blev analyseret for tørstof, aske, kvælstof, fedt, energi, calcium og fosfor, fytatbundet fosfor samt fytaseaktivitet, og fosforkilderne blev analyseret for indhold af fosfor og calcium.

Foder og gødning blev analyseret for tørstof, aske, kvælstof, træstof, energi, calcium og fosfor. Endvidere blev indholdet af fytatbundet fosfor og aktiviteten af fytase i foderblandingen bestemt. Urin blev analyseret for kvælstof, calcium og fosfor.

På basis af analyseresultaterne blev der for fosfor og calcium bestemt en række specifikke egenskaber: daglig aflejring, udskillelse og nettoabsorption (=tilsyneladende fordøjet mængde =  aflejring + udskillelse med urin).

Statistiske metoder

Den statistiske analyse blev gennemført ved hjælp af standardprogrammer (SAS, 1989). Beregning af fosforfordøjeligheden blev gennemført ved hjælp af regressionsanalyser efter følgende model:

Y_ijk = b_ojk + b_ljk × X_ijk + e_ijk, hvor

Denne analyse gav ét sæt af b0 og b1 estimater for hvert kuld, i alt 48 sæt. På grundlag af de opnåede estimater for b1 blev fosfors fordøjelighed bestemt for hver fosforkilde v.h.a. følgende model.

b_ljk = kilde_k + e_jk, hvor

Desuden blev de tilpassede 8 regressionsligninger - én for hver fosforkilde - testet for lack of fit (Weisberg, 1985). Denne test viste, at for alle 8 kilder kunne de opnåede estimater for nettoabsorberet fosfor beskrives som en lineær funktion af fosforindtaget inden for det aktuelle doseringsområde.

De undersøgte fosfatkilders analyserede indhold af fosfor og calcium er vist i tabel 4, hvoraf det fremgår, at det analyserede indhold stort set var ens i overensstemmelse med de deklarerede værdier.

I tabel 5 er angivet grundfoderets kemiske sammensætning, og det fremgår, at grundfoderets indhold af fosfor og calcium som planlagt var lille. Endvidere fremgår det, at der ikke kunne påvises fytaseaktivitet i blandingen.

Forsøgsgrisene vejede ved forsøgets start 41,0 kg (std.=2,3 kg) og ved afslutning 48,1 kg (std.=2,7 kg), og foderets energikoncentration blev forsøgsmæssigt bestemt til 1,28 FEs/kg (std.=0,01 FEs/kg), hvilket er i overenstemmelse med det beregnede indhold.

Resultaterne for nettoabsorberet fosfor, aflejret fosfor og udskilt fosfor med urinen er vist særskilt for kilderne i figur 1.

Figur 1. Nettoabsorption, udskillelse med urin og aflejring af fosfor, g/dag for de 8 fosfatkilder

Figuren viser, at fosforudskillelsen er meget lav i det doseringsinterval, hvor fosfortildelingen med foderet ikke dækker grisenes behov. Derfor er kurverne for nettoabsorption og aflejring af fosfor sammenfaldende ved de laveste fosfordoseringer. Det fremgår endvidere, at fosforaflejringen topper  i intervallet 2,5-3,0 g/dag, hvorefter yderligere stigning i fosforindtaget ikke resulterer i øget aflejring. Ligeledes sker der ikke væsentlig ændring i stigningstaksten for nettoabsorptionen, hvorimod fosforudskillelsen med urinen øges markant. Figurerne viser således, at opretholdelsen af et konstant fosforindhold i kroppen primært sker via regulering af udskillelsen af fosfor med urinen og ikke via absorptionsprocesserne i tarmen.

På baggrund af de fundne værdier for nettoabsorberet fosfor blev fordøjeligheden af fosfor beregnet v.h.a. regressionsanalyser. Fordøjelighedskoefficienterne for de 8 undersøgte kilder er anført i tabel 6. Fosfortilgængeligheden lå mellem 50 og 79% for de undersøgte kilder. Det fremgår endvidere, at variationen på bestemmelsen af fordøjelighedskoefficienten lå på 5 procentenheder, hvorfor fordøjelighedskoefficienterne skal vurderes med denne usikkerhed.

Forsøget viste, at Ca-Na-phosphate (kilde 2), BOLIFOR DCP (kilde 5) og kødbenmel (kilde 8) havde den laveste fosfor-fordøjelighed, som lå på omkring 50%. De blev efterfulgt af DICAL 18 (kilde 3), MOCALPHOS (kilde 4), og BOLIFOR DCPG (kilde 1), hvor fordøjeligheden lå på omkring 60-65%. I MODICAL 21.8 (kilde 7) lå fordøjeligheden på godt 70% og i BOLIFOR MSP på knap 80%.

Det gennemførte forsøg viser, at grisenes mulighed for at udnytte det fosfor, der findes i de 8 undersøgte kilder, ikke er ens. Dette bekræfter tidligere resultater, som viser, at foderfosfaters biologiske værdi varierer (Grimbergen et al., 1985; Jongbloed, 1987; Oksbjerg & Fernandez, 1987; Dellaert et al., 1990; Cromwell, 1992; Walz & Pallauf, 1993). Der er dog ikke talmæssige overensstemmelse mellem de opnåede resultater, idet disse afhænger af den anvendte responsegenskab og fremgangsmåde i forsøgene. Dellaert et al., 1990 sammenfatter, at måling af den tilsyneladende fordøjeligehed af fosfor er mere præcis til bestemmelse af en eksakt værdi for fosfortilgængeligheden end andre anvendte responsmål som knoglestyrke, mineralkoncentration m.v. i blod eller knogler.

I tabel 7 er derfor opført en række resultater over fosfors tilgængelighed i foderfosfater baseret på den tilsyneladende fordøjelighed. Nogle af resultaterne er bestemt ved differensmetoden (Waltz & Pallauf, 1993), mens andre er fremkommet ved regressionsmetoden (Grimbergen et al., 1985; Oksbjerg & Fernandez, 1987; Fernandez, 1992). De øvrige resultater er fremkommet ved anvendelse primært af differensmetoden men også i få tilfælde ved regressionsmetoden (Jongbloed, 1987; Dellaert et al., 1990), hvorved en række af resultaterne er anført som gennemsnit af de opnåede resultater (efter Jongbloed et al., 1991). En del af de refererede resultater er gengangere og kan være nævnt i flere referencer. Tabel 7 viser, at der er forskel i resultaterne, selv om det grundlæggende er de samme principper, der anvendes. Dette forhold kan skyldes forskelle i grundblandingernes sammensætning og indhold af f.eks. fosfor, kildernes oprindelse, deres fremstillingsmåde, partikelstørrelse og form, som hver især kan bidrage til de fundne forskelle i tilgængelighed. Dette vanskeliggør sammenligningen af de forskellige resultater, hvilket også konkluderes af Jongbloed, 1987.

Et af de mest centrale forhold er sammensætningen af de anvendte grundblandinger, hvor en række forsøg har taget udgangspunkt i praktiske blandinger, hvor det naturlige fosforindhold generelt er ret højt. Herved levnes der ikke plads til mange doseringsniveauer, uden at grisen overforsynes med fosfor (Jongbloed, 1987). Derfor er der i flere forsøg, hvor regressionsmetoden er anvendt, blevet fodret med en semi-syntetisk foderblanding med et lavt fosforindhold (Jongbloed, 1987; Oksbjerg & Fernandez, 1987; Dellaert et al., 1990; Fernandez, 1992). Anvendelsen af et semi-syntetisk foder har desuden den fordel, at indholdet af fytatbundet fosfor bliver reduceret (evt. fjernet). Dette kan have betydning ved vurderingen af bl.a. calciums effekt på fosforudnyttelsen (se senere).

I det aktuelle forsøg blev der anvendt et semi-syntetisk foder (1,5 g fosfor/kg foder), som blev tilført stigende mængder af den undersøgte fosforkilde, hvorved der inden for hver kilde fremkom 5 doseringsniveauer. Fosfors fordøjelighed blev derfor fastlagt ved at bestemme hældningskoefficienten for regressionslinien for nettoabsorptionen som funktion af fosforindtaget i det undersøgte doseringsområde. Dette sker under antagelse af, at fosforfordøjeligheden i grundblandingen er ens for alle doseringsniveauer, og at nettoabsorptionen inden for samme foderkilde er proportional med fosforindtaget. Ved at bestemme tilgængeligheden, her defineret som fordøjelighedskoefficienten bestemt ved regression over 5 doseringsniveauer, blev det fundet, at fosfortilgængligheden i de undersøgte kilder lå mellem 50 og 80%. Standardafvigelsen på estimaterne var 5.

Generelt var indholdet af fordøjeligt fosfor bestemt i det aktuelle forsøg noget lavere end tidligere offentliggjorte værdier (tabel 7). Dog var fordøjeligheden i mononatriumfosfat (kilde 6) - 79% - noget højere end bestemt af Oksbjerg & Fernandez, 1987; Fernandez, 1992, som fandt henholdsvis 59 og 61%. Årsagen til denne forskel kan ikke umiddelbart forklares, men kan måske skyldes forskelle i de anvendte kilder. Jongbloed, 1987 fandt derimod en tilgængelighed på 70%, og ifølge Boliforum, 1994 blev tilgængeligheden i mononatriumfosfot (BOLIFOR MSP svarende til kilde 6 i det aktuelle forsøg) bestemt af den hollandske forskergruppe på ID-DLO (IVVO) til 87%.

Monodicalciumfosfat (kilde 7) havde en tilgængelighed på 72%. Beers et al., 1993 fandt i to undersøgte monodicalciumfosfater, (Kynofos og 21 Kynoch Europa) en tilgængelig på 75 henholdsvis 72%, hvilket er i overensstemmelse med det aktuelle resultat.

Kilde 1, som angives at være en monodicaciumfosfat, men hvor fremstillingsmetoden er identisk med metoden for monocalciumsfosfat (Kemira kemi, 1995, personlig meddelse), havde i forsøget en tilgængelighed på 65%. Denne værdi var i det aktuelle forsøg lavere end værdien for monodicalciumfosfat (kilde 7), men på niveau med monocalciumfosfat (kilde 4). Andre publicerede resultater vedrørende dette produkt kendes ikke.

Moncalciumfosfat (kilde 4) havde en tilgængelighed på (64%), som var lavere end monodicalciumfosfat (72%). Generelt var de opnåede værdier for monocalciumfosfat lavere end de i tabel 7 refererede værdier, 75-84% (Jongbloed et al., 1991), 86% (Grimbergen et al., 1985), 91% (Walz & Pallauf, 1993), 84% (Beers et al., 1990), 84% (Boliforum, 1994), men i overensstemmelse med det seneste hollandske resultat på 69% (Beers et al., 1993). Beers et al., 1990 fandt i det samme produkt som i det aktuelle forsøg (Mocalphos Hydro Agri) en fordøjelighed på 72%.

De to undersøgte typer af dicalciumfosfat (dihydrat, kilde 3 og 5) havde en tilgængelighed på 59 og 52%. Disse værdier er noget lavere end anført af Grimbergen et al., 1985 (71%) og Jongbloed et al., 1991 (69%), men i overensstemmelse med Oksbjerg & Fernandez, 1987 (54%). Den Hollandske forskergruppe fandt ifølge Kemira, 1994, at fosfortilgængeligheden i dicalciumfosfat svarende til kilde 5 er 71%. Der er ikke umiddelbart nogen forklaring på, hvorfor tilgængeligheden er 59% i det ene produkt og 52% i det andet produkt, for ifølge produktoplysningerne ser de to typer meget ens ud. Hvis ikke der er reel forskel i de to produkters fremstillingsmåde og fysiske/kemiske form, kan forskellen måske skyldes udslag af tilfældigheder eller begrænsninger i det anvendte forsøgsdesign (i.e. antal replikater). Det fremgår af tabel 7, at der også tidligere er fundet forskel mellem tilsyneladende ens produkter.

Den laveste fosfortilgængelighed blandt de undersøgte foderfosfater fandtes i Na-Ca-fosfat med 50%, hvilket er markant lavere end de i tabel 7 refererede værdier, 84 og 86% (Jongbloed et al., 1991), 86% (Beers et al., 1990) og 73 og 74% (Beers et al., 1993).

Fosforfordøjeligheden i askerigt kødbenmel blev bestemt til 54%, som også er lavere end de publicerede værdier, 80% (cvb, 1990; Beers et al., 1990) og 69% (Beers et al., 1993), men i overensstemmelse med de 55%, som blev fundet af Oksbjerg & Fernandez, 1987.

Det bør fremhæves, at bestemmelsen af fosforfordøjeligheden i den enkelte kilde er sket ved anvendelsen af 6 kuld (6 replikater) i det aktuelle forsøg. Dette medførte en standardafvigelse på estimatet for fordøjeligheden på 5 procentenheder, hvorfor talværdien for de enkelte kilders fosforfordøjelighed skal vurderes herefter.

Som nævnt er værdierne for fosfortilgængeligheden generelt laverer end de refererede værdier. Årsagen hertil kan, som det også er fremført, skyldes mange forhold. Udover de allerede anførte usikkerhedspunkter, er der tegn på, at blandingernes indhold af calcium kan have indflydelse på fosfors udnyttelsesgrad, hvilket er beskrevet af bl.a. Sandberg et al., 1993, som undersøgte effekten af calcium på nedbrydningen af fytat. Mroz et al., 1994 fandt endvidere, at fosforfordøjeligheden  i en foderblanding faldt, når indholdet af calcium steg. Dette kan især være et problem, hvor der er tale om differensforsøg, idet bestemmelsen af fordøjeligheden i testkilden er meget afhængig af fordøjeligheden bestemt i grundblandingen. Dette forhold nævnes også af Beers et al., 1993, som påpeger, at den påviste lavere fordøjelighed i den medtagne kontrolkilde (6-15 procentenheder sammenlignet med tilsvarende bestemmelser i de tidligere hollandske forsøg) måske skyldes, at calciumindholdet i grundblandingen var blevet reduceret i forhold til de tidligere forsøg. Herved blev fosforfordøjeligheden i grundblandingen øget, hvorved differencen mellem grundblanding og testblanding blev mindre, og fosforfordøjeligheden i den undersøgte kilde reduceret. Disse resultater tyder på, at calciumindholdet i foderblandingen påvirker udnyttelsesgraden af fosfor, hvorved et højt calciumindhold i grundfoderet kan betyde, at foderfosfaternes fordøjelighed overvurderes ved brug af differensmetoden. Calciumindholdet anses således også primært at have betydning for fosforudnyttelsen, når foderets fosforindhold er lille og bundet i fytatsalte (Pointillart et al., 1985). For at undgå en eventuel uheldig indflydelse af calcium blev indholdet i blandingerne i det aktuelle forsøg holdt konstant på 6g/kg. Dette skete til trods for, at bestemmelsen af fosfors fordøjelighed baseret på regressionsmetoden ikke forventes at være så følsom overfor grundfoderets indhold af calcium, som ved bestemmelse efter differensmetoden.

Resultaterne i det aktuelle forsøg er fremkommet på basis af totalopsamling af gødning og urin over en 7 dages periode og uden anvendelse af markører. I de hollandske forsøg er derimod anvendt krom som markør, idet det antages, at den mængde krom der tilsættes foderet, ikke absorberes men udskilles med gødningen. På basis af koncentrationen af krom og fosfor i foder henholdsvis den opsamlede gødning blev fosforfordøjeligheden i de enkelte foderblandinger bestemt (metodebeskrivelse: se f.eks. Dellaert et al., 1990). Hvorvidt denne metodeforskel har indflydelse på de opnåede resultater, er vanskeligt at afgøre, men det vurderes, at en total opsamlingsperiode på 7 dage som i det aktuelle forsøg er tilstrækkeligt.

Sammenfattende må det fremføres, at ved sammenligning af de forskellige resultater skal man være meget opmærksom på den valgte metode og på grundfoderets sammensætning. Umiddelbart er der stor forskel mellem anvendelsen af differensmetoden (baseret på to-punktbestemmelse) og regressionsmetoden (baseret på flerpunktbestemmelse). De nyeste hollandske resultater beskrevet af Beers et al., 1993 og Mroz et al., 1994 tyder på, at grundfoderets indhold af calcium og af fytatbundet fosfor er medvirkende til den store forskel, der ses mellem de ældste hollandske og de aktuelle danske resultater. Det tyder derfor på, at fosforfordøjeligheden i grundblandingen undervurderes i de ældre hollandske forsøg, hvorved fordøjeligheden i de undersøgte foderfosfater tilsvarende overvurderes i forhold til de nyeste resultater fremkommet med et lavere calciumind­hold i grundfoderet. Der bør arbejdes videre for at klarlægge disse forhold og opnå større sikkerhed i bestemmelsen af fosfors fordøjelighed i foderfosfater.

Forsøget viser, at udover forskelle i totalindholdet af fosfor i de undersøgte fosforsuppleringskilder, er der også forskel på, hvor godt grise kan fordøje og dermed udnytte det fosfor, der findes i de pågældende kilder. Fosforfordøjeligheden blev bestemt særskilt i 8 kilder v.h.a. regressionsmetoden med følgende resultat: BOLIFOR DCPG, KEMIRA 65%, Ca-Na-PHOSPHATE, MONSANTO 50%, DICAL 18, TESSENEDERLO 59%, MOCALPHOS, WINDMILL 64%, BOLIFOR DCP, KEMIRA 52%. BOLIFOR MSP, KEMIRA 79%, modical 21.8 TESSENDERLO 72% og kødbenmel, DAKA 54%. Spredningen på fordøjelighedskoefficienterne lå på 5 procentenheder. De fundne værdier afviger generelt i forhold til især de ældre hollandske undersøgelser af andre danske forsøgsresultater. Årsagen til forskellen i de opnåede resultater skal formentlig søges i forsøgsopbyningen og valget af grundfoder.

Anerkendelser

Søren Højsgaard og Erik Jørgensen, Afdeling for Biometri og Informatik, takkes for bistand i forbindelse med den statistiske bearbejning af datamaterialet. Landsudvalget for svin / Danske Slagterier takkes for den økonomiske støtte til det gennemførte projekt. Endvidere takkes leverendører til de gennemførte foderfosfater og kødbenmel.

Beers, S. Dellaert, B.M. Jongbloed, A.W., 1990. The digestibility of phosphorus in some feed phosphates. Rapport IVVO nr. 222, Lelystad, The Netherlands, 32 pp.

Beers, S., Kemme, P.A., Jongbloed, A.W. & Horsting, V.B.J. 1993. P-digestibility in feed phosphates and products of animal origin: results of several trials. Rapport IVVO-DLO nr. 249, Lelystad, The Netherlands, 65pp.

Boisen, S., 1987. Fytinsyre og fytaseaktivitet i foderstoffer. Meddelse nr. 675, Statens Husdyrbrugsforsøg, 4pp.

Boliforum. News and information about mineral supplements. 1994. November, 8 pp.

Centraal Veevoederbureau (cvb), 1990. Herziene tabel verteerbaar fosfor veevoerdergrondstoffen voor varkens. cvb-reeks nr. 4, 13 pp.

Cromwell, G.L. 1989. Requirements, biological availability of calcium, phosphorus for swine evaluated. Feedstuffs 60, 16-20.

Cromwell, G.L. 1992. Thre biological availability of phosphorus in feedstuffs for pigs. Pig News and Information 13, 75N-78N.

Coffey, R.D., Mooney, K.W., Cromwell, G.L. & Aaron, D.K. 1994. Biological availability of phosphorus in defluorinated phosphates with different solubilities in neutral ammonium citrate for chicks and pigs. J. Anim.Sci. 72, 2653-2660.

Dellaert, B.M., Van der Peet, G.F.V., Jongbloed, A.W. & Beers, S. 1990. A comparison of different techniques to assess the biological availability of feed phosphates in pig feeding,. Neth. J.Agric. Sci. 38, 555-566.

Fernandez, J.A. 1992. Calcium and phosphorus metabolism in growing pigs studied by the balance technique and simultanous radiocalcium and radiophosphorus kinetics. Ph.D. Thesis, The Royal Veterinary and Agricultural University, Copenhagen, 148 pp.

Grimbergen, A.H.M., Cornelissen, J.P. & Stappers, H.P., 1985. The relative availability of phosphorus in inorganic feed phosphates for young turkeys and pigs. Anim. Feed Sci. and Techn. 13, 117-130.

Jongbloed, A.W. 1987. Phosphorus in the feeding of pigs. Effect of diet on the absorption and retention of phosphorus by growing pigs. Ph.D Thesis, Rapport IVVO nr. 179, Lelystad, The Netherlands, 343 pp.

Jongbloed, A.W., Everts, H. & Kemme, P.A. 1991. Phosphorus availability and requirements in pigs. In: Haresign, W. & Cole, D.J.A. (Eds.), Recent advances in animal nutrition. Butterworth-Heinemann Ltd., 65-80.

Mroz, Z., Jongbloed, A.W. & Kemme, P.A. 1994. The influence of graded calcium supply on microbial phytase efficacy in starter diets for pigs. 45th Annual Meeting of the European Association for Animal Production, 5-8 September, Edinburgh, UK, 31 pp.

Oksbjerg, N. & Fernandez, J.A. 1987. The effect of increasing dietary levels of phosphorus on the excretion of calcium and phosphorus in growing pigs fed a synthetic diet. 38th Annual Meeting of the European Association for Animal Production, 28 September-1 October, Lisbon, Portugal, 4 pp.

Pointillart, A., Fontaine, N., Thomasset, M. & Jay, M.E. 1985. Phosphorus utilisation, intestinal phosphatases and hormonal control of calcium metabolism in pigs fed phytic phosphorus: soybean or rapeseed diets,. Nutr. Rep. Int. 32, 155-167.

Sandberg, A.S., Larsen, T. & Sandström, B. 1993. High dietary calcium level decreases colonic phytate degradation in pigs fed a rape seed diet. J. Nutr. 123, 559-566.

SAS Institute Inc. 1989. SAS/STAT User’s guide, Version 6, Fourth Edition. Volume 2. Cary, NC: SAS Inst. Inc., 864 pp.

Walz, O.P. & Pallauf, J. 1993. Apparent digestibility of feed phosphates and the use of chromic  oxide as an indicator for determination of P digestibility. Agribiol. Res. 46, 208-217.

Weisberg, S. 1985. Applied linear regression. Second Edition. Wiley & Sons. Inc., 324 pp.