Ensilagesaft til slagterisvin

Sammendrag

Saft fra ensileret sukkerroetop er i en orienterende undersøgelse anvendt som foder til fire slagterisvin i perioden 25-90 kg. 

Saften blev straks efter opsamling tilsat saltsyre og natriumdisulfit og opbevaredes derefter i ca. 2 mdr., før opfodringen begyndte. Grisene ville ikke drikke mere end ca. 1 l saft pr. kg foder, men tålte tilsyneledende saften udmærket. 

Resultaterne viser, at de grise, der fik saft, fortærede større mængder foderblanding end normalholdet for at nå slagtevægten. Slagtekvaliteten var lidt ringere for grisene, der fik ensilagesaft, end for de normaltfodrede grise. Saften påvirkede ikke spækkets farve, og der fremkom ingen afsmag i kødet. 

Indledning

Ved ensilering af grøntafgrøder er der normalt et tørstof- og proteintab med saftafløbet. Ved en passende konservering af saften kunne denne evt. anvendes som foder til slagterisvin, hvorved også nogle af problemerne med bortskafning af saften ville kunne undgås. Saften, anvendt i nærværende forsøg, er stillet til rådighed af forsøgsleder Sv. Oien, Alstedgård, Fjenneslev. Ensileringstidspunktet var sidst i november 1975. 

Ensilagesaftens opsamling

Saften fra ensileret sukkerroetop blev opsamlet i tank og tilsat saltsyre til pH 1,0 samt 0,15 pct. natriumdisulfit. Den blev derefter opbevaret i en åben tank i hele forsøgsperioden. Analyser viste, at saften indeholdt 3,8 pct. tørstof, 1,3 pct. aske og 0,9 pct. råprotein. Tørstoffet indeholdt 6,24 pct. mælkesyre, 4,80 pct. eddikesyre, 0,64 pct. smørsyre og 0,46 pct. ammoniak-N.

Forsøgsplan

Den benyttede forsøgsplan er vist i tabel 1. Efter planen skulle grisene drikke ca. 2 l saft pr. kg foderblanding, og 1 l saft skulle erstatte ca. 40 g foderblanding.

Undersøgelsens gennemførelse

Til forsøget anvendtes 4 sogrise + 4 galte, som alle var fra samme kuld. Sundhedstilstanden var god for alle grisene, men det viste sig umuligt at få dem til at drikke så store mængder som forudsat i forsøgsplanen. Denne måtte derfor ændres således, at grisene fra en vægt af 35 kg fik samme mængde foderblanding som normalholdet og derudover saft, hvilket bevirkede, at foderstyrken blev lidt højere for de grise, der fik saft. Da saften var meget sur (pH = 1,0), blev der i en periode på 4 uger tilsat kridt, hvorved pH blev hævet til ca. 3. Dette havde tilsyneladende ingen indflydelse på grisenes drikkelyst. 

Dagen efter slagtning blev der udtaget prøver til undersøgelse på Slagteriernes Forskningsinstitut. Rygspækket fra midterstykket blev udtaget og benyttet dels til en subjektiv vurdering af farven og dels til en måling af Iyshed ved hjæIp af Elrepho remissionsfotometer. Desuden blev der udtaget en prøve af kammen samt en prøve af slaget til smagsbedømmelse af henholdsvis stegte koteletter og bacon. 

Resultater

Tilvækst, foderforbrug og slagtekvalitet

De vigtigste resultater fremgår af tabel 2. Det ses, at både tilvækst, foderforbrug og slagtekvalitet har været bedst for normalholdet, samt at saftforbruget har været ca. 1 l pr. kg foder. Tabellen viser, at de grise, der fik saft, har fortæret mere foderblanding end kontrolgrisene. Årsagen hertil kendes ikke, men bør undersøges, før man kan tage stilling til, om ensilagesaft kan anbefales til slagterisvin. 

Slagtekvaliteten var lidt ringere for grisene, der fik ensilagesaft, end for de normaltfodrede grise. 

Kødets smag og spækkets farve

Fodring af svin med ensilagesaft påvirkede ikke spækkets farve, og der fremkom ingen afsmag i kødet, hverken når det blev tilberedt som stegte koteletter eller som bacon. 

Konklusion

Da nævnte undersøgelse kun har omfattet 4 grise pr. hold, bør den gentages på et større materiale, såfremt man af miljømæssige årsager ønsker ensilagesaft bortskaffet gennem fodring af grise. Tørstoffets værdi og egnethed iøvrigt afhænger utvivlsomt også af den anvendte opsamlings- og opbevaringsteknik.