Forskellig fodring af sopolte og gylte efterfulgt af tidlig fravænning og slagtning af søerne

Sammendrag

En stærk fodring af sopolte gav en større tilvækst og en dårligere foderudnyttelse end moderat fodring.

Stærk eller moderat fodring af sopolte gav ingen forskel i alderen ved første brunst. Antal levendefødte grise og antal grise ved 3 uger var størst efter moderat fodring indtil løbning.

Stærk fodring i drægtighedsperioden gav en højere tilvækst og en dårligere foderudnyttelse end moderat fodring. Stærk eller moderat fodring af gylte gav ingen forskel i antal grise ved fødsel, og der var heller ingen forskel på,grisenes gennemsnitsvægt. 

Slagtekvaliteten for 1. lægs søer, der blev slagtet 4 uger efter faring var bedst for de dyr, der var fodret moderat i såvel opvækst- som drægtighedsperioden. Stærk fodring i drægtighedsperioden forringede slagtekvaliteten mere end stærk fodring indtil løbning. Stærk fodring i hele perioden forøgede slagtevægten med 13 kg i forhold til moderat fodring. 

Indledning

Det forhold, at sopolte kan løbes, længe før de er udvokset, indebærer muligheden for at kombinere vækst og reproduktion. Såfremt sogrisene løbes tidligt, fodres stærkt i drægtighedstiden og dernæst slagtes efter en tidlig fravænning, vil man opnå at få en gris med en hurtig vækst og samtidig få et kuld grise. 

Flere undersøgelser har vist, at drægtige dyr har en bedre foderudnyttelse end ikke drægtige. Teoretisk skulle det derfor være muligt at få god økonomi i en samtidig produktion af pattegrise og tunge svin til slagtning. 

Der er derfor gennemført et forsøg med følgende formål: 

1. At undersøge vækst, foderforbrug og reproduktion hos sopolte og gylte ved forskellig fodring.

2. At undersøge 1. lægs søers slagtekvalitet.

Materiale og metoder

Forsøget blev gennemført på Sjælland III med 40 sogrise, der blev indsat på 4 hold. Grisene var 9 uger gamle ved indsætning. Forsøgsplanen er vist i tabel 1.

I diegivningstiden og efter fravænning blev søerne fodret ens. De anvendte foderblandingers sammensætning er vist i tabel 2, og den daglige fodertildeling er illustreret i figur 1. Pattegrisene blev fravænnet 3 uger efter fødsel, og søerne blev slagtet 5-1 dage efter fravænning.

Figur 1. Daglig foderoptagelse, i f.e., under opvækst i drægtigheds- og diegivningsstald

Slagtekroppene blev bedømt som normalt for forsøgssvin. Desuden blev den ene side opskåret i kød, spæk og knogler efter den sædvanlige procedure.

Resultater

Tabel 3 viser resultaterne for henholdsvis moderat og stærk fodring af sopoltene indtil løbning.

Stærk fodring resulterede i en større daglig tilvækst og en dårligere foderudnyttelse end moderat fodring. Sopoltenes alder ved løbning, der fandt sted ved første brunst, var ikke påvirket af foderstyrken.

Resultaterne for tilvækst og foderforbrug i drægtighedsperioden er vist i tabel 4. Af de stærkt fodrede gylte i hold 2 og 4 var de, der blev fodret moderat i opvækstperioden (hold 2) i stand til at optage den største daglige fodermængde, hvilket også resulterede i den største tilvækst i drægtighedsperioden. Også i denne periode gav moderat fodring den bedste foderudnyttelse. 

I tabel 5 er vist resultaterne for søernes reproduktion. Der var ingen sikker indflydelse af stærk fodring i drægtighedsperioden på grisenes antal eller vægt ved fødsel, men på grund af større dødelighed blandt pattegrisene i hold 3 og 4 var der forskel i antal grise ved 3 uger. Derimod resulterede stærk fodring i drægtighedsperioden i et større vægttab under laktationen og i perioden efter fravænning. Det samlede vægttab efter moderat fodring i drægtighedsperioden var 8 kg mod 20 kg efter stærk fodring. Denne forskel skyldes i nogen grad en dårligere ædelyst efter faringen for de tunge søer. 

Det samlede foderforbrug for hele forsøgsperioden er vist i tabel 6. I forhold til søernes samlede tilvækst (excl. tilvækst ved fosterproduktion) har moderat fodring i hele perioden givet den bedste foderudnyttelse og stærk fodring den dårligste. 

Slagtevægt og slagtekvalitet for de fire hold er vist i tabel 7. Søerne i hold 2 og 4, der havde det største vægttab i diegivningsperioden og efter fravænning, havde det mindste slagtesvin i pct. af levendevægt. Søerne i hold 1 havde den bedste slagtekvalitet, mens stærk fodring i drægtighedsperioden (hold 2 + 4) resulterede i en kraftig forøgelse af spæktykkelsen. 

Diskussion

Moderat fodring af sopolte og gylte gav den bedste foderudnyttelse udtrykt ved f.e. pr. kg tilvækst. I dette forsøg blev søernes reproduktion ikke forbedret ved stærk fodring i nogen af perioderne. Imidlertid har antallet af søer i forsøget været for lille til at give et fuldgyldigt indtryk af fodringens indflydelse på reproduktion. 

Hvad angår 1. lægs søernes anvendelse som slagtedyr har stærk fodring givet en større slagtevægt, men samtidig en dårligere slagtekvalitet, da de stærkt fodrede dyr har indeholdt mere fedt end de moderat fodrede. Ses forøgelse af foderforbrug og af slagtevægt for hold 2, 3 og 4 i forhold til hold 1, giver det de i tabel 8 viste resultater. 

En forøgelse af slagtevægten ved en stærk fodring har været meget kostbar, og tages forringelsen af slagtekvaliteten for de samme 3 hold i betragtning, må det konkluderes, at søerne i hold 1 har givet de bedste resultater. En direkte sammenligning af søernes slagtekvalitet med slagterisvinenes er ikke mulig, da der er stor forskel i den kolde slagtevægt. Imidlertid har pct. kød i siden før hold 1 været omtrent lige så høj som før normale slagterisvin, og med en kold slagtevægt på 119 kg har søerne i hold 1 produceret næsten dobbelt så meget kød som svin slagtet ved 85-90 kg levendevægt.

En samtidig produktion af pattegrise og tunge svin til slagtning, som der her er forsøgt med 1. lægs søer, må vurderes som et alternativ til en normal smågriseproduktion og produktion af tunge svin. Det vil først og fremmest være afregningsprisen for de slagtede 1. lægs søer, der er afgørende for økonomien i en sådan produktion, men også betingelserne for opdrætning af de tidligt fravænnede grise vil spille en stor rolle. Grisene, der blev fravænnet i dette forsøg, fortærede 34 f.e. pr. gris i perioden fra 3 uger til 20 kg, og dødeligheden i samme periode var 3 pct. 

Resultaterne fra konservesforsøgene (404. beretning, Forsøgslab.) viser, at det kostede 480 f.e. at opdrætte en gris fra 20 kg til 150 kg levendevægt. Under forudsætning af, at de to kategorier af slagtedyr kan afregnes til samme pris, har søerne i hold 1 i dette forsøg produceret et kuld 3 ugers grise for 198 f.e. Dertil kommer det øgede pladskrav og pasning i ca. 3 måneder. 

Endelig må nævnes, at en produktion, som undersøgt i dette forsøg, indebærer muligheder for endnu tidligere fravænning end ved 3 uger, da problemer med søernes reproduktion kan lades ude af betragtning.