Forskellige proteinnormers indflydelse på frugtbarheden hos orner, der anvendes til kunstig sædoverføring

Sammendrag

Erfaringer fra udenlandske forsøg har vist, at orner har et stort behov for protein og specielt for aminosyrerne lysin og metionin.

På forsøgsornestationen Hatting fodres ornerne med en foderblanding som indeholder 130 g fordøjeligt råprotein, 7,1 g fordøjeligt lysin og 5,2 g fordøjeligt metionin plus cystin pr. FEs.

En sammenligning af denne forderblanding med en blanding med et væsentligt højere indhold af protein og aminosyrer, viser at protein- og aminosyreindholdet i den anvendte blanding har dækket behovet. 

Indledning

Protein til avlsorner

Der foreligger kun få undersøgelser over, hvilken indflydelse fodring af avlsornen har på bedækningsvilje, sædmængde, sædkvalitet, drægtighedsprocent og kuldstørrelse.

Der blev i 1960'erne gennemført forsøg med forskellige foder- og proteinnormer til unge voksende orner (375. beretning fra forsøgslaboratoriet). Resultaterne viste, at fodringen kunne varieres inden for ret vide grænser, uden at det gik ud over ornernes senere frugtbarhed.

Fra østtysk og russisk side er der peget på, at proteinets mængde og kvalitet har stor betydning for sædkvalitet og befrugtningsevne.

Da der kan være stor forskel på orners frugtbarhed og da en orne specielt ved kunstig sædoverføring kan blive brugt til et stort antal søer, har det betydning at få klarlagt de faktorer, der påvirker frugtbarheden hos orner. 

Formålet med dette forsøg var at undersøge, om en forøgelse af proteinindholdet i foderet til orner fra ca. 130 til ca. 170 g fordøjeligt råprotein ville påvirke ornernes sædmængde, sædkvalitet og frugtbarhed. 

Materiale og metoder

Forsøget blev gennemført på Forsøgsornestation Hatting, hvor ornerne blev inddelt i 2 hold. Holdinddelingen blev gennemført således, at ornerne blev inddelt i par. Parrene blev så vidt muligt dannet af hel- og halvbrødre. Inden for hvert par blev ornerne tilfældigt placeret i et af de 2 hold. Da nogle af de orner, der blev indkøbt til ornestationen ikke kom i brug, var det ikke i alle tilfælde muligt at danne par; men der har været 43 orner på kontrolholdet og 47 orner på forsøgsholdet. 

Hold 1 fik ornestationens normale foderblanding (kontrolfoderet) og hold 2 en speciel fremstillet blanding (forsøgsfoderet). Sarnmensætningen af foderblandingerne fremgår af tabel 1. 

En gang om måneden udtoges prøver affoderet til bestemmelse af kemisk sammensætning. Resultatet af disse analyser er vist i tabel 2. 

Forsøgsorne stationens sædvanlige procedure ved opsamling og præparation af sæd blev anvendt, og der tilstræbtes samme antal ugentlige sædopsamlinger pr. orne i hver af de to hold. Inseminørerne skiftede hver uge i brug af sæd fra de to hold.

Resultater og diskussion

Resultaterne fra forsøget er vist i tabel 3. Der er således i de to hold opnået samme ikke-omløbsprocent og praktisk taget samme gennemsnitlige kuldstørrelser. Trods et lavere antal gennemsnitlige sædopsamlinger pr. orne pr. måned i hold 2, kombineret med et større proteintilskud, har dette ikke resulteret i en forøget sædcelleproduktion og hermed et større antal doser pr. ejakulat. Der var i forsøgsperioden ikke forskel på de to ornegruppers bedækningsevne eller -lyst.

På grundlag af resultaterne fra dette forsøg kan konkluderes: Ved en sædopsamlingshyppighed på højest to gange ugentlig har protein- og aminosyreindholdet i foderet til hold 1 været tilstrækkeligt til at sikre en tilfredsstillende sædkvalitet og frugtbarhed. I midlertid må man på grund af resultater fra udenlandske undersøgelser fastslå, at man skal være opmærksom på, at specielt unge orner har et stort behov for protein af høj biologisk værdi, og især for aminosyren lysin.