Rapsskrå (erglu) som delvis eller fuld erstatning for sojaskrå i slagtesvinenes foder. specielle undersøgelser

Sammendrag

Stigende mængder Erglu rapsskrå i foderet har ikke haft nogen sikker indflydelse på bacon- og kødkvalitet.

Der fandtes ikke systematiske forskelle i fedtsyresammensætning, og der fandtes ikke erucasyre.

Undersøgelser af Erglu raps og nye danske "double low" rapssorter viser, at glucosinolatindholdet i disse sorter er betydeligt lavere end i almindelig vinterraps. Især er der sket en meget betydelig reduktion i progoitrinindholdet.

I overensstemmelse hermed gav stigende mængder Erglu rapsskrå i foderet ikke så markant en forøgelse i skjoldbruskkirtlens vægt som i tidligere forsøg med almindeligt rapsskrå. Sammenlignet med almindelig raps er det andre glucosinolater, der er kvantitativt dominerende i de nye rapssorter.

Stigende mængder Erglu rapsskrå medførte forøget levervægt, men forøgelsen var ikke så udpræget som i tidligere forsøg med almindelig rapsskrå. Thyroxinbestemmelser i blodplasma tyder på, at skjoldbruskkirtlens funktion i nogen grad blev hæmmet. 

Indledning

Som omtalt i meddelelse nr. 244 fra Statens Husdyrbrugsforsøg er der udført forsøg med Erglu rapsskrå, som er en af flere nye sorter, der betegnes som "double low", det vil sige med et lavt indhold af glucosinolater og erucasyre.

Forsøget tyder på, at rapsskrå af den anvendte kvalitet kan anvendes som eneste proteintilskudsfoder til slagtesvin uden uheldig indflydelse på forbrug af FEs pr. kg tiIvækst, daglig tilvækst og på kødfylden, men uheldige virkninger på svinenes sundhedstilstand kan ikke helt udelukkes. 

I denne meddelelse er omtalt, hvilken virkning, fodring med Erglu rapsskrå har på organvægte, plasmaets thyroxinniveau samt på nogle egenskaber af betydning for bacon- og kødkvaliteten. Endvidere er omtalt resultater vedrørende indholdet af de uønskede glucosinolater i rapsskråog frø.

Materiale

Forsøget omfattede i alt 64 grise med 2 sogrise og 2 galtgrise på hvert enkelt hold. Grisene var af Dansk Landrace og blev inddelt på holdene efter køn og vægt.

Desuden fik grisene dansk byg samt mineralstoffer og vitaminer. Der blev fodret moderat efter norm to gange daglig. Med hensyn til detaljer vedrørende foderets kemiske sammensætning m.v. henvises til meddelelse nr. 244. Grisene blev slagtet ved en vægt af ca. 90 kg. 

Glucosinolater

Glucosinolater er vandopløselige forbindelser med strukturformlen: 

Der er til dato kendt over 80 forskellige glucosinolater, d.v.s. over 80 forskellige R-grupper. Disse forbindelser og enzymer (myrosinaser), der katalyserer den hydrolytiske spaltning af bindingen til glucose, findes i alle korsblomstrede planter. I de almindeligt dyrkede rapssorter (vinterraps og vårraps) er der påvist 10 forskellige glucosinolater, men af disse udgør progoitrin ca. 75 pct og gluconapin, glucobrassicanapin, samt 2-hydroxy-4-pentenylglucosinolat ca. 20 pct., d.v.s. de øvrige er ikke kvantitativt af betydning. 

Ved formaling af glucosinolatholdigt plantemateriale i tilstedeværelse af vand, forårsager myrosinase, at glucosinolaterne omdannes til glucose, sulfat og en række forskellige  nedbrydningsprodukter, hvoraf de vigtigste er thiocyanat (NCS-), isothiocyanater(R-NCS), nitriler (RCN), thiocyanater (R-SCN) og oxazolidinthioner, f.eks. goitrin: 

Hvilke nedbrydningsprodukter der dannes, er bestemt af R-gruppens struktur samt nogle mindre velkendte faktorer, der kan ændre myrosinasevirkningen. Glucosinolaternes biologiske virkning er bestemt af, hvilke nedbrydningsprodukter, der dannes. Det er velkendt, at thiocyanat, isothiocynater og oxazolidinthioner påvirker skjoldbruskkirtlens størrelse og dens funktion. Disse stoftyper har en hæmmende virkning på de reaktioner, der er involveret i indbygningen af jod i organiske forbindelser, f.eks. thyroxin. Effekten af thiocyanat og isothiocyanater kan modvirkes af jodtilskud. Virkningen af oxazolidinthioner kan derimod ikke ophæves ved jodtilskud (VanEtten, 1969). 

Resultat og diskussion

Bestemmelse af glucosinolater

Ved bestemmelse af glucosinolatindhold i foderstoffer har der været anvendt en række forskellige metoder (Daxenbichler et al., 1977; Wetter og Youngs, 1976). Princippet i de fleste metoder er, at glucosinolaterne spaltes ved anvendelse af myrosinase, hvorefter spaltningsprodukterne ekstraheres over på organiske opløsningsmidler og bestemmes ved spektrofotometri eller gaschromatografi. Ved brug af en generelt anvendt analysemetode (Appelqvist og Josefsson, 1967) er der for nogle af de nye rapssorter fundet følgende resultater (gns. af 3 analyser).

DP = Dansk Planteforædling A/S

For alle prøver blev det fundet, at ca. 2/3 var oxazolidinthioner og ca. 1/3 isothiocyanater. Igangværende undersøgelser over, hvilke glucosinolater der findes i Erglu raps viser, at progoitrinindholdet er reduceret ganske betydeligt, men disse nye undersøgelser viser også, at det i frø af Erglu raps er andre typer glucosinolater, som er kvantitativt dominerende. Således findes det, at ca. 50 pct. udgøres af et eller flere glucosinolater med en R-gruppe, der indeholder en aromatisk kerne. Forbindelser af denne type kan forventes at give thiocyanat samt aromatiske forbindelser, der efter optagelse fra føden skal videreomdannes (nedbrydes) i leveren. 

Vægt af organer

På slagteriet blev hjerte, lever, nyrer og skjoldbruskkirtel udtaget og vejet umiddelbart efter slagtningen. På grund af den anvendte slagteteknik var det ikke muligt at udtage hele skjoldbruskkirtlen i alle tilfælde. For hold 1 foreligger vægten i 10 tilfælde, for hold 2 i 12, for hold 3 i 8 og for hold 4 i 12 tilfælde. I tabel 1 er vist middeltal af organvægte for grisene på de enkelte hold. 

Skjoldbruskkirtlens vægt er steget signifikant med stigende mængder rapsskrå. Også leverens vægt er steget med stigende mængder rapsskrå, men kun for hold 4 viste en Duncan-test signifikant forøgelse i levervægten sammenlignet med kontrolholdet. Vægten af nyrerne og hjertet var ikke påvirket signifikant af forsøgsbehandlingen. 

Analyser for thyroxin

For at få et udtryk for skjoldbruskkirtlens funktionstilstand blev grisenes plasma analyseret for thyroxin. Der blev udtaget blodprøver ved forsøgets start, ved en levendevægt af ca. 40 og ca. 60 kg samt af slagteblodet. I alle tilfælde blev det heparinstabiliserede blod centrifugeret og plasmaet nedfrosset indenfor 6 timer efter udtagningen. Efter optøning blev thyroxinindholdet bestemt som total thyroxin efter metoden, beskrevet af Kruse og Lind (1977). Resultaterne er vist i tabel 2. 

Niveauet for thyroxin i plasma er steget i løbet af vækstperioden for alle holdene. For de hold, der fik Erglu rapsskrå, var der dog et tydeligt fald fra niveauet ved 20 kg til niveauet ved 40 kg. Plasmaets thyroxinindhold ved 20 kg varierede stærkt for de enkelte hold. Især må fremhæves det høje gennemsnit for hold 2, der væsentligst skyldes to ekstremt høje værdier. Forskellene ved 20 kg var dog ikke signifikante. Derimod var der ved 40 kg, 60 kg og ved slagtning signifikante forskelle mellem hold 1 og hold 4. Kun ved slagtningen var thyroxinniveauet signifikant lavere for holdene 2 og 3 end for hold 1. 

Bacon- og kødkvalitet

Dagen efter slagtning blev slaget vacuumpakket og nedfrosset til -20 grader celsius og opbevaret til alle svin var slagtet, hvorefter det blev optøet, saltet og tilberedt som bacon. Derefter foretoges smagsbedømmelse efter Slagteriernes Forskningsinstituts normale procedure. Til bestemmelse af jodtal og fedtsyresammensætning blev der endvidere udtaget en spækprøve, som ligeledes blev vacuumpakket og nedfrosset på samme made som slaget. Endelig blev der udtaget 1 skive kam og yderlår fra samme sted som til KK-talsbestemmelse. På denne prøve bestemtes farvelyshed med Elrepho remissionsfotometer; strukturen blev bedømt visuelt under standardiserede belysningsforhold og pH2 blev målt. Et uddrag af disse forskellige undersøgelser er vist i tabel 3.

Karakterskalaen for bacon går fra + 5 (ideel) til -5 (slet) med 0 = hverken god eller dårlig. For kødkvaliteten gælder, at jo højere farvetal, desto lysere kød. Ved den subjektive strukturbedømmelse benyttes følgende skala: 4 god struktur og farve, 3 lidt lys og væskedrivende, 2 lys og væskedrivende og 1 meget lys og væskedrivende. 

Ved smagsbedømmelsen viste der sig ikke sikre forskelle mellem holdene i nogen af egenskaberne. Alle karakterer lå på et ret lavt niveau og mange prøver fik af smagsdommerne bemærkninger om afvigende smag. 

En variansanalyse viste ingen forskelle mellem holdene i kødkvalitet, hverken i farve, struktur eller pH2. I sammendraget fra Slagteriernes Forskningsinstituts rapport anføres , at der ingen effekt var af rapsskråfodringen i de her benyttede mængder for nogen af de undersøgte egenskaber ved smagsbedømmelsen (farve, stegt), saltsmag, egensmag, konsistens og helhedsindtryk. Heller ikke spækkets fedtsyresammensætning eller kødkvaliteten fandtes påvirket af rapstildelingen. Det konkluderes, at fodring med Erglu rapsskrå i de her benyttede mængder kan foregå uden risiko for påvirkning af kød/spæk kvaliteten. 

Diskussion

Analyser har vist, at indholdet af glucosinolater er væsentligt lavere i Erglu rapsfrø og -skrå end i almindelig raps; især er der sket en drastisk reduktion i progoitrinindholdet. I overensstemmelse hermed er de fundne forøgelser i skjoldbruskkirtlens vægt med øget mængde Erglu rapsskrå i foderet betydelig mindre end ved tidligere forsøg med almindelig raps (Hansen og Clausen, 1969).

Stigende vægt af skjoldbruskkirtlen med stigende mængder Erglu rapsskrå er også fundet af Petersen og Schulz (1976). Ligeledes er det vist, at thyroxinkoncentrationen i plasma mindskes med øget anvendelse af double low rapsskrå (McKinnon og Bowland, 1978).

Fra de foreliggende forsøg kan det ikke afgøres, om effekten på skjoldbruskkirtlens størrelse og blodets thyroxinindhold er forårsaget af goitrin (eller andre oxazolidinthioner), isothiocyanater eller thiocyanat.

De udførte analyser viste også, at der i Erglu rapsfrø og -skrå findes betydelige mængder glucosinolater, som giver aromatiske nedbrydningsprodukter og evt. thiocyanat.

Den stigende levervægt med stigende mængder Erglu rapsskrå i foderet er i overensstemmelse med resultater, rapporteret af Petersen og Schulz (1976).

De relativt store mængder aromatiske forbindelser, der må forventes ved nedbrydning af glucosinolater i Erglu rapsskrå, kan mistænkes for at give anledning til leverskader, men fra de foreliggende resultater kan der ikke drages nogen slutning herom. 

Det fremhæves, at undersøgelserne viser, at ca. halvdelen af glucosinolaterne i Erglu raps ikke påvises ved de traditionelle analysemetoder. Analysemetoder, baseret på bestemmelse af isothiocyanater og oxazolidinthioner med passende flygtighed og/eller opløselighed i organiske opløsningsmidler, kan ikke betragtes som acceptable til vurdering af de nye double low rapssorter, før typen af glucosinolater i disse sorter er kendt. 

Referencer

Appelqvist, L. Å. & E. Josefsson, 1967. J. Sci.Fd.Agric. 18, 510-519. 

Daxenbichler, M. E., C. H. VanEtten & G. F. Spencer, l977. J. Agric. Food Chem. 25, 121-124. 

Hansen, V. & Hj. Clausen, 1969. Forsøgslab. årbog, 36-56. 

Kruse, V. & O. Lind, 1977. Scand.J.clin.Lab.lnvest. 37, 149-154. 

McKinnon, P. J. & J. P. Bowland, 1978. 5th International Rapeseed Conference. Malmo, Sweden.

Petersen, U. & E. Schulz, 1976. Fette, Seifen, Anstrichm. 78, 347-350. 

VanEtten, C. H., 1969. (A.P.) Ed. I.E. Liener. Food Science and Technology, pp. 103-141. Wetter, L. R. & C. G. Youngs, 1976. J. Am. Oil. Chem. Soc. 53, 162-164.