Resultater fra yorkshirebesætningen på trollesminde

Sammendrag

En importeret bestand af engelsk Yorkshire virkede gennem en årrække som en lukket avlsbesætning på Statens forsøgsgårde. 

Besætningen viste sig at være i besiddelse af arveanlæg for høj frugtbarhed, stor vækstevne og god appetit såvel i som efter pattegrisestadiet, relativt sen kønsmodenhed og stor udvokset vægt.

Slagtekvaliteten var ret dårlig hos afkommet af de importerede dyr, men under de beskrevne forhold viste individprøven sig at være en både hurtig og sikker selektionsmetode til at forbedre slagtekvaliteten. Sidespækmålet faldt med godt 2 mm og kødindholdet i siden steg med mere end 1 procentenhed pr. generation. 

Samtidig reduceredes imidlertid pattegrisenes vækst og appetit gennem den sidste del af diegivningsperioden, idet vægt ved fravænning faldt med ca. 1 kg pr. generation. 

Indledning

I forbindelse med at Statens Husdyrbrugsforsøg og Landsudvalget for Svineavl og -produktion i 1971 besluttede at starte forsøg med krydsning, blev der importeret et antal unge avlsdyr af Yorkshirerace fra England. Efter en karantæneperiode på fængselsvæsenets gård i Sdr. Omme overførtes avlsdyrene til Statens forsøgsgård Trollesminde, hvor der blev drevet avl med dyrene, og hvorfra der blev rekrutteret dyr til oprettelse af to avlscentre. Der opstod hurtigt en stigende efterspørgsel efter avlsdyr af Yorkshireracen til brug i krydsningsproduktionen. Dermed var forudsætningen skabt for en yderligere udvidelse af avlskernen, og ved udgangen af 1977 besluttedes det at afhænde avlsbesætningen på Trollesminde til flere private avlere. 

Materiale og metoder

I maj 1972 overførtes 15 avlsorner og 18 1.lægs søer, hvoraf 2 medbragte smågrise. Få måneder senere ankom yderligere 2 1.lægs søer. Den importerede avlskerne - generation 0- bestod således af 15 orner og 20 søer. 

For at skabe et bredt arveligt grundlag blev det tilstræbt at producere afkom efter så mange forskellige orne-so kombinationer, som det var muligt at frembringe, uden at det resulterede i indavl. De importerede dyr blev derfor beholdt i længere tid, end tilfældet ville have været under praktiske forhold. 

Dette var ligeledes årsagen til at søer, som af forskellige årsager havde uacceptabelt lange goldperioder, ikke blev udsat. Fra generation 0 farede 8 søer således 6 gange og 4 søer farede 7 gange. Den anvendte foderblanding til henholdsvis søer, pattegrise og ungsvin havde uændret sammensætning gennem årene 1972-77. Søerne blev fodret efter afdelingens norm for drægtige og diegivende søer. Pattegrisene fik tilbudt tilskudsfoder efter ædelyst fra 2 ugers alderen, og de blev fravænnet ved 8 uger. Enkelte kuld, der blev anvendt til forsøg med tidlig fravænning, blev dog fravænnet ved 3-4 ugers alderen. Ungsvinene, som gik i stier med højst 5 stk., fik tildelt foder efter den tidligere norm for de faste forsøgsstationer, ædelyst med hånd. Denne blanding indeholdt 18 dele soyaskrå, 3 dele kødbenmel samt byg, mineraler og vitaminer. Kun smågrisene fik pillefoderblanding. Melfoderblandingerne blev tilvirket på eget mølleri. 

Samtlige avlsemner af begge køn blev skannet. Selektion af såvel orner som søer til videre avl blev udelukkende foretaget på grundlag af resultaterne fra denne måling, idet det blev tilstræbt at undgå indavl. Der blev hovedsageligt lagt vægt på at formindske sidespækmålet og forøge arealet af den lange rygmuskel. Daglig tilvækst (fra fødsel til skanningsvægt) blev der kun taget hensyn til, når den faldt til et niveau i nærheden af 500 g. Der blev indsendt forsøgshold til de faste svineforsøgsstationer af så mange orne-so kombinationer som muligt. 

Resultater og diskussion

I tabel 1 ses nogle af de vigtigste produktionsresultater. Udover de høje tal for fødte og fravænnede grise skal der specielt peges på den store vækstenergi, grisene udviste gennem diegivningsperioden. Dette understreges også af et stort foderforbrug pr. gris. Gyltenes alder ved løbning var næsten 9 måneder, ligesom der var mange golddage. Årsagen hertil er allerede omtalt. 

Antal grise pr. årsso blev beregnet som den enkelte so's totale antal grise divideret med summen af golddage, drægtighedsdage og diegivningsdage x 365. Gyltene er medregnet fra løbedag. 

I praktisk avlsarbejde vil man ikke tolerere så lang goldtid, som der blev her i besætningen. Derfor er kuld med en foranliggende goldtid på over 70 dage udeladt i såvel tabel 2 som tabel 3. 

Tabel 2 viser således resultaterne fra 257 kuld fordelt på de enkelte kuldnumre. Fødsels- og fravænningstallet var klart størst for kuldnumrene 2-5. Antal dødfødte grise steg markant fra kuld nr. 5. Den større vægt ved fravænning og mere fortæret foder i de højere kuldnumre var stærkt påvirket af søerne fra generation 0. Soens vægt ved løbning var stigende fra kuld til kuld, hvilket viser, at Yorkshireracen er længe om at blive fuldt udvokset. Antal golddage var størst efter 1. kuld. 

I stedet for at angive produktionen som et resultat pr. år, er det her valgt at opstille resultaterne pr. generation efter følgende formel: 

afkomsgeneration = ( (Generation orne + Generation so) / 2 ) + 1

Herved udtrykkes afkomsgenerationen som summen af ophavsgenerationen halveret + 1. Afkommet efter generation 0 vil således kun give generation 1. Er forskellen i generationsnummer hos forældre større end 2, vil der være negativ fremgang i generationsnummer hos afkommet og dermed ringe genetisk bevægelse. 

I tabel 3 er resultaterne fra tabel 2 opstillet efter nummer for sogeneration. Da generation 0 farede med gyltekuldet under karantænetiden, blev resultaterne fra gyltekuld udeladt for samtlige generationer. 

 *) Gen. intervallet 1,5-2,5 med 1,91 i gns.

**) Søer med generation over 2,5 med 2,72 i gns.

Det mest iøjenfaldende i udviklingen pr. generation var den faldende vægt ved fravænning og mindre fortæret foder pr. gris. Det voldsomme fald i generation 1 skyldtes sandsynligvis et udbrud af nysesyge blandt grisene hos disse søer. Gyltenes alder ved løbning viste en markant nedgang gennem generationerne, idet de 33 gylte i generation 3 var 31 dage yngre ved løbning end de 20 gylte i generation 0. 

Af tabel 1 fremgår det, at der fødtes 269 kuld. Heraf blev 137 forskellige kombinationer af 78 søer og 36 orner afprøvet på de faste forsøgsstationer. 

Resultaterne af denne afprøvning fremgår af tabel 4. Holdene er indregnet i de respektive afkomsgenerationer, hvor afkomsgeneration 1 er afkom af de importerede dyr. Det er herved muligt at få et indtryk af fremgangen på slagtekvalitetens område i de enkelte generationer. 

Den daglige tilvækst fra 3-8 uger var faldende med stigende generationsnummer. Dette medførte en lavere vægt ved 8 uger og dermed en højere alder ved 25 kg i generation 4 end i generation 1. Daglig tilvækst, foderforbrug pr. dag og pr. kg tilvækst i perioden 25-90 kg forblev stort set uændret. Da der kun var 5 hold i afkomsgeneration 4, skal denne kolonne vurderes med forbehold. Med hensyn til slagtekvaliteten var der en entydig fremgang pr. generation, idet såvel rygspæktykkelse som sidespæktykkelse viste en markant nedgang, som også gav sig udslag i stigende kødindhold i såvel kam som i skinke og side.

I tabel 5 er vist nogle fænotypiske korrelationer mellem forskellige egenskaber, beregnet på grundlag af de 137 afkomshold. 

a: P <0,05;   b: P <0,01;   c: P <0,001

Sammenhængen mellem afkomsgeneration og vægt ved 3 uger og dgl. tilvækst fra 25-90 kg, FE pr. dag og FE pr. kg tilvækst var ikke signifikant. De øvrige egenskaber i tabel 5 var signifikant korrelerede med afkomsgeneration. 

Den anvendte selektion ved hjælp af scanning har således vist sin værdi ved hurtigt at forbedre populationens slagtekvalitet uden nogen indvirkning på vækst og foderforbrug i slagtesvineproduktionen. Derimod har der været en uønsket effekt på pattegrisenes vækst gennem de sidste uger af diegivningsperioden, hvorved de er blevet ældre ved 25 kg. I henhold til tabel 3 kan den faldende vækstevne også forklares ved en mindre appetit til tilskudsfoderet. Det kunne tyde på, at der er en negativ genetisk korrelation mellem vækst/appetit hos den helt unge gris og dens evne til at danne kød gennem slagtesvineperioden, når der fodres efter ædelyst. Den fundne korrelation på 0,30 (P <0,001) mellem sidespæktykkelse og tilvækst 3-8 uger peger også derhen. 

For at imødegå denne udvikling ved selektion på grundlag af scanning, må den daglige tilvækst fra fødsel også indgå i vurderingen sammen med sidespækmålet og arealet af rygmusklen.