Forskelligt proteinniveau i foderet til slagtesvin af dansk landrace og yorkshirerace

Sammendrag

Proteinkoncentrationens indflydelse på tilvækst, foderforbrug og slagtekvalitet er belyst i et forsøg omfattende 48 grise af Dansk Landrace og 48 grise af Yorkshirerace. Grisene blev fodret individuelt. 

Foderblandingen med 17 pct. ford. råprotein indtil 50 kg og med 15 pct. ford. råprotein i den efterfølgende vækstperiode gav den højeste tilvækst og det laveste foderforbrug pr. kg tilvækst hos begge racer. Slagtekvaliteten var ligeledes bedst ved anvendelse af henholdsvis 17 og 15 pct. ford. råprotein i foderet. 

Ved samme afregningsvægt var yorkshiregrisene 22 dage yngre og havde fortæret 35 kg foderblanding mindre end landracegrisene. Gennem hele vækstperioden var den daglige tilvækst 13 pct. større og foderforbruget pr. kg tilvækst 8 pct. mindre hos yorkshiregrisene end hos grisene af Dansk Landrace. Landracegrisene havde den bedste slagtekvalitet. 

Indledning

Da resultaterne af de første sammenlignende raceforsøg forelå i 1972-73, blev det klart, at Yorkshireracen (Y-racen), som Statens Husdyrbrugsforsøg og Landsudvalget for Svineavl og -produktion havde importeret fra England i 1971, havde anlæg for større vækstevne og større appetit end Dansk Landrace (L-race). Forsøgene viste tillige, at grisene af Y-racen var væsentlig yngre ved forsøgsperiodens start end grisene af L-racen. Slagtekvaliteten hos Yorkshireracen var derimod dårligere end hos Dansk Landrace. 

Man kunne derfor formode, af Y-racen, specielt gennem den første del af vækstperioden, havde et større dagligt behov for protein end L-racen. 

Materiale og metoder

Forsøget blev udført med 96 individuelt fodrede grise i vækstperioden fra 70 dage til ca. 90 kg levendevægt. Den ene halvdel af grisene var af Dansk Landrace, opvokset i sobesætningen på Favrholm, og den anden halvdel var af Yorkshirerace, tillagt i avlsbesætningen på Trollesminde. Der indgik 8 kuld à 3 sogrise og 3 galtgrise fra hver race. 

Samtlige grise blev behandlet ens gennem diegivningsperioden. Ved fravænningen, der fandt sted 8 uger efter fødsel, overførtes de 6 mest ensartede grise fra hvert kuld til forsøgsstalden på Farvholm. Gennem de efterfølgende 2 uger blev grisene holdfodret indenfor køn med smågrisefoderblanding af samme sammensætning, som den de havde fået hos soen. Ved en alder af 10 uger blev kuldene delt, således at der indgik 1 galtgris og 1 sogris på hver af de 3 forsøgsbehandlinger. Forsøgsplanen er skitseret i tabel 1.

Grisene blev fodret 2 gange dagligt, således at de altid åd op i løbet af ca. 20 minutter. På grund af meget begrænset stikapacitet har forsøget løbet gennem ca. 3 år. Det blev imidlertid tilstræbt altid at have de 2 racer i forsøg samtidig.

Forsøgsperioden gik til ca. 90 kg levendevægt. Da de 2 racer har forskelligt slagtesvind, blev vægten ved levering løbende justeret, således at den varme slagtevægt blev ens for de 2 racer. Derved blev det unødvendigt at korrigere resultaterne for forskelle i varm eller kold slagtevægt. 

Efter slagtning og KSA-måling blev slagtekroppene sendt til Bedømmelsescentralen til almindelig slagtekvalitetsbedømmelse. 

Forsøgsblandingernes sammensætning

Foderblandingernes sammensætning samt det beregnede og det ved analyse fundne indhold af næringsstoffer er vist i tabel 2. Det beregnede indhold er udregnet på grundlag af foderblandingernes gennemsnitlige sammensætning i henhold til cirkulære fra Statens Foderstofkontrol af 1976. Det analyserede indhold er baseret på gennemsnittet af 18-20 analyser af hver blanding. 

Forskellen mellem det beregnede og det ved analysen fundne indhold af næringsstoffer var ret markant. Forklaringen herpå er sikkert, at byg dyrket og opbevaret på Statens Forsøgsgårde sædvanligvis indeholder mere tørstof og mere råprotein end opgivet i ovennævnte cirkulære. De anvendte foderblandinger indeholdt i gennemsnit 1-1,5 pct. ford. råprotein mere og ca. 2 FEs flere pr. 100 kg end beregnet. 

Forsøgets forløb

Ved forsøgets start var der en del diarre. På hold 1 blev 1 L-gris taget ud af forsøg ved en vægt af 48 kg - 170 dage gammel, p.g.a. bylder i halsregionen. En sogris fra Y-racen på hold 3 døde under transport til slagteriet. Obduktionen angav hjertesvækkelse som årsag. Endvidere fik 3 Y-grise bemærkning om kronisk lungehindebetændelse ved slagtningen. 

Resultater

Forsøgets resultater kan aflæses i tabel 3.

¹i.s. = ikke signifikant; * P <0,05;   ** = P <0,01;   *** = P <0,001.

I den øverste del af tabellen vises den daglige foderstyrke, tilvækst og foderforbrug for hele vækstperioden fra grisene var 10 uger gamle. Y-grisene var 5 kg tungere end L-grisene ved forsøgets start. Dette medførte, at Y-grisene fortærede mest foder pr. dag. Y-grisene havde større tilvækst og lavere foderforbrug pr. kg tilvækst end L-grisene. Resultatet heraf blev, at Y-grisene var 22 dage yngre og havde fortæret 35 kg foderblanding mindre end L-grisene ved slagtning (66,3 kg varm slagtevægt for begge racer). Der var ingen positiv effekt af det højeste proteinniveau hos nogen af racerne.

I perioden fra 50 kg til slagtning voksede Y-grisene 100 g mere om dagen end L-grisene på samme daglige fodertildeling. Forskellen i foderforbrug blev således 22 kg eller 0,42 FEs pr. kg tilvækst. I denne periode var effekten af proteinniveau på daglig tilvækst og FEs pr. kg tilvækst mindre end for perioden op til 50 kg. Der var dog en tendens til, at Y-racen i hold 3 var mere følsom for det lave proteinindhold end L-racen. 

Forskellen mellem de 2 racer som helhed var noget mindre i perioden fra 25 kg til slagtning end i perioden fra 70 dage til slagtning. Effekten af forskelle i proteinniveau var klart den samme, idet hold 2 havde højeste daglige tilvækst og laveste foderforbrug hos begge racer. 

Det lykkedes at få grisene fra de forskellige hold og racer slagtet med samme slagtevægt. Forskellen i slagtesvind mellem racerne var signifikant (P <0,001) og androg 1 pct. 

Forskellen i pct. kød i slagtekroppen mellem de 2 racer var mindre end forskellen mellem proteinniveau indenfor den enkelte race, uanset om pct. kød var KSA-målt eller beregnet efter opskæring. De to metoder viste stor overensstemmelse. 

Med hensyn til tykkelse af rygspæk og bugspæk var forskellen mellem racerne stor, men ubetydelig mellem behandling indenfor racerne. Kroplængden udviste samme mønster. Til understregning af forskellen i slagtekroppens opbygning mellem de 2 racer skal der peges på Y-racens tungere forende og mindre skinkevægt. 

I figur 1 vises vækstkurverne hos de 2 racer fra fravænning ved 56 dages alderen. På dette tidspunkt vejede Y-grisene 4 kg mere end L-grisene. Men da førstnævnte grise blev leveret, 158 dage gamle, vejede de 15 kg mere end L-grisene på samme alder. Forskellen i alder mellem de 2 racer ved 25 kg var 12 dage, og ved 90 kg var den 22 dage. 

Figur 1. Vækstkurver

Vækstkurven i ovennævnte vækstperiode er i overensstemmelse med en tidligere undersøgelse (medd. nr. 167). 

Diskussion

Spørgsmålet om et behov for højere proteinindhold i foderet til den hurtigvoksende gris af Y-racen end til L-racen kan kun besvares derhen, at en stigning fra 17,3 (hold 2) til 18,7 pct. ford. råprotein (hold 3) i perioden indtil 50 kg ikke har nogen positiv effekt, når indholdet af ford. råprotein sænkes til 13,5 pct. i den efterfølgende periode. 

Det er muligt, at der ville være kommet et udslag, såfremt der var givet 15-16 pct. ford. råprotein i den sidste del af vækstperioden. Imidlertid havde blandingen, som nævnt, et højere proteinindhold end påregnet, således at der i virkeligheden blev givet en del mere protein i den efterfølgende periode end tilsigtet. 

Begge racer gav det bedste resultat på hold 2 med ca. 17 pct. ford. råprotein indtil 50 kg og 15 pct. i den efterfølgende vækstperiode. 

De 2 racer reagerede på samme måde over for ændringen i proteinforsyningen, så der var ingen tegn på vekselvirkning mellem race og proteinniveau under de anvendte forsøgsbetingelser. 

Forskellen mellem de to racer som helhed var meget betydelig og af stor økonomisk værdi, når foderudgift og staldleje inddrages i omkostningerne ved slagtesvineproduktionen. 

L-racens bedre slagtekvalitet var mindre udtalt end forventet. Hertil må dog siges, at grisene fra de 2 racer kom fra forskelligt produktionsniveau. Y-grisene blev hentet i en avlsbesætning under fortsat selektion for bedre slagtekvalitet (medd. nr, 306), medens L-grisene kom fra en lukket produktionsbesætning, hvor slagtekvaliteten hovedsagelig blev forbedret gennem indkøb af orner fra de bedste avlscentre.