Resultater fra krydsningsforsøg med fem svineracer - i. resultater for frugtbarhedsegenskaber

Sammendrag

Forsøgets formål var at undersøge hvilken kombination af de anvendte racer, der er bedst egnet som hundyr samt at undersøge anvendeligheden af forskellige racer benyttet som sidste race i en krydsning.

Foruden søer af ren Dansk Landrace (L) indgik der i forsøget søer, der var enkeltkrydsninger mellem Dansk Landrace og Yorkshire (LY), Dansk og Norsk Landrace (NL) og Norsk Landrace og Yorkshire (NY). Som sidste race blev benyttet orner af Dansk Landrace, Hampshire (H) og Duroc (D). 

Det bedste resultat blev opnået ved at anvende søer, der var krydsninger mellem landrace og Yorkshire. Procent dødfødte var højere og goldperioden længere hos NY-søerne end hos LY-søerne. For de øvrige egenskaber var der ingen forskel mellem de to grupper. 

Kuldstørrelsen var mindre når Hampshire blev benyttet som sidste race end når Dansk Landrace eller Duroc blev benyttet som sidste race. For de øvrige egenskaber var der ingen forskel mellem de tre racer, der blev benyttet som sidste race i krydsningen. 

Sammenlignet med renavl har tilbagekrydsning af en LY-so til en L-orne øget antal grise fravænnet pr. so pr. år med 3,3 grise, og foderforbruget pr. fravænnet gris har været ca. 14 kg mindre. Dette svarer til resultatet af det tidligere gennemførte forsøg. 

Der var en klar tendens til, at afkom efter Hampshire og Duroc havde større vækstevne end afkom efter Dansk Landrace. 

Indledning

Tidligere forsøg har vist, at der kan opnås en betydelig forbedring af søernes frugtbarhed ved at benytte søer, der er krydsninger mellem Dansk Landrace og Yorkshire.

Ved tilbagekrydsning til orner af Dansk Landrace har kuldstørrelsen ved fravænning (8 uger) kunnet øges med 1,4 grise, sammenlignet med kuldstørrelsen hos søer af ren Dansk Landrace. Endvidere havde krydsningssøerne tydeligere brunstsymptomer og udsætterprocenten var væsentlig lavere blandt krydsningssøene end blandt de renracede søer. Der var ingen nævneværdig forringelse af slagtekvaliteten hos tilbagekrydsningerne. 

For at belyse fordele og ulemper ved andre krydsningskombinationer iværksatte Andelsslagteriernes Fælleskontor i samarbejde med Statens Husdyrbrugsforsøg i 1975 et krydsningsforsøg med fem svineracer. Formålet var at undersøge hvilken kombination af forskellige racer, der er bedst egnet som hundyr i et krydsningsprojekt. Endvidere var formålet at undersøge anvendeligheden af forskellige racer benyttet som sidste race i en krydsning. Forsøget blev gennemført på Statens Arbejdshus, Sdr. Omme. 

Materialer og metoder

I forsøget indgik søer, der var enkeltkrydsninger mellem Dansk og Norsk Landrace, Yorkshire og Dansk Landrace samt Yorkshire og Norsk Landrace. Endvidere indgik søer af ren Dansk Landrace. Hver af søerne producerede kuld med en orne af racerne Dansk Landrace, Hampshire og Duroc. Orner af Durocracen blev først inkluderet i forsøget, da søerne skulle producere 4. kuld. 

Der blev indsat ca. 25 søer i hver gruppe, således at forsøget i alt omfattede ca. 100 søer. Ifølge planen skulle søerne producere hver 5 kuld, men nogle få har produceret 6 eller 7 kuld.

Der blev anvendt kunstig sædoverføring, og de anvendte orner var fra forsøgsornestationen Hatting I. Der blev anvendt 37 forskellige orner af Dansk Landrace, 6 af Hampshirerace og 11 af Durocrace. 

Grisene blev fravænnet ved 8 uger. Fra hvert kuld blev der indsendt et forsøgshold bestående af 2 galte og 2 sogrise til en forsøgsstation. En galt og en sogris blev slagtet ved 90 kg levendevægt. De resterende 2 grise blev slagtet ved en levendevægt på 110 kg. 

Resultater og diskussion

I tabel 1 er vist resultaterne for de fire grupper af søer. Resultaterne er korrigeret for ornerace, fordi der inden for hver gruppe er benyttet orner af hver af de tre racer. 

a,b,c: Gennemsnit markeret med samme bogstav er ikke signifikant forskellige på 5 procents niveauet.

Der var ikke signifikant forskel i kuldstørrelsen, hverken mellem L- og NL-søerne eller mellem LY- og NY-søerne. Derimod fik LY- og NY-søerne signifikant større kuld end både L- og NL-søerne. Forskellen i kuldstørrelse ved fravænning var 1,0 og 1,1 grise mellem L-søer og LY-, henholdsvis NY-søer. Forskellen mellem NL-søer og LY- og NY-søer var 0,7, henholdsvis 0,8 grise. 

Den gennemsnitlige fødselsvægt var signifikant højere for grise efter L-søer end for grise efter LY-, NL- og NY-søer, og grise efter NL-søer havde signifikant højere fødselsvægt end grise efter LY- og NY-søer. Forskellene i fødselsvægt skyldes delvis forskelle i kuldstørrelse mellem søerne i de fire grupper. Der er dog også tale om raceforskelle for fødselsvægtens vedkommende, idet Yorkshire i renavl har lavere fødselsvægt end landrace, hvilket bidrager til den lavere fødselsvægt hos grise efter LY- og NY-søer. Der var ikke signifikante forskelle mellem grupperne i grisenes vægt ved 3, 6 eller 8 uger. 

Procent dødfødte grise var signifikant højere for NY-søerne end for søerne i de øvrige tre grupper. Derimod var der ingen forskelle mellem grupperne i procent udsatte fra fødsel til 8 uger.

Der var signifikante forskelle i goldperiodens længde mellem de fire grupper. At NY-søerne har haft den længste goldperiode skyldes især, at der for denne gruppe har været problemer med drægtigheden ved brug af sæd fra Hampshire orner. Årsagen til dette er ikke kendt. 

Procent omløbere er beregnet som procent goldperioder længere end 23 dage. Manglende eller uopdaget brunst hos søerne er således inkluderet i disse tal. NY-søer har haft en væsentligt højere hyppighed af lange goldperioder end LY-søerne, og den har ligeledes været højere end for ren Dansk Landrace. 

Både LY- og NY-søerne har produceret ca. 2 grise mere pr. år end L-søerne og ca. 1 gris mere end NL-søerne. 

Tabel 2 viser for hvert af de første 5 kuld, hvor mange søer i hver gruppe, der var tilbage i forsøget til produktion af de respektive kuld. Udsætterprocenten har været højere for L og især for NL end for LY og NY. Den væsentligste udsætterårsag har for ren Dansk Landrace været manglende brunst eller drægtighed, hvorimod den for de tre krydsningskombinationer har været svage lemmer. 

Resultaterne i tabel 1 og 2 viser således, at der med hensyn til søernes frugtbarhed opnås et bedre resultat ved at anvende en so, der er en krydsning mellem landrace og Yorkshire, end ved brug af søer af ren Dansk Landrace, henholdsvis søer, der er krydsninger mellem Dansk og Norsk Landrace.

Med undtagelse af procent dødfødte og goldperiodens længde har der ingen forskel været på LY- og NY-søernes frugtbarhed. 

I tabel 3 er vist resultaterne for de tre racer, der er benyttet som sidste race i krydsningen. Resultaterne for hver gruppe er et gennemsnit af krydsning med LY- og NY-søer. 

Der er en tydelig tendens til mindre kuld efter Hampshire- end efter Dansk Landrace- og Durocorner.

Forskellen mellem Hampshire og Dansk Landrace var signifikant for kuldstørrelsen ved 6 uger. Samtidig har den goldperiode, der lå forud for løbning med de respektive orneracer, været 6-8 dage længere for Hampshire end for Dansk Landrace og Duroc.

Disse forhold har tilsammen bevirket, at antallet af grise fravænnet pr. so pr. år har været 2,1-2,3 større ved brug af Dansk Landrace eller Durocorner end ved brug af Hampshireorner. 

Der har ikke været signifikante forskelle mellem orneracerne for andre egenskaber.

a,b,c: Gennemsnit markeret med samme bogstav er ikke signifikant forskellige på 5 procents niveauet.

I tabel 4 er vist resultaterne for de enkelte krydsningskombinationer.

Ved at benytte søer, der er krydsninger mellem landrace og Yorkshire, er der opnået en betydelig forøgelse af kuldstørrelsen sammenlignet med ren Dansk Landrace.

LY-søer, krydset tilbage til orner af Dansk Landrace, har således haft en kuldstørrelse ved fravænning på 10,1 grise, sammenlignet med 8,6 for ren Dansk Landrace, en forskel på 1,5 grise pr. kuld. Denne forskel svarer nøje til den, der blev fundet i det tidligere gennemførte forsøg.

LY-søer, krydset med Durocorner, har ligeledes haft en kuldstørrelse på 10,1 grise ved fravænning, hvorirnod LY-søer, krydset med Hampshireorner, har haft en kuldstørrelse ved fravænning på 9,4 grise, hvilket er 0,8 grise mere end for ren Dansk Landrace.

Den højeste kuldstørrelse er opnået ved krydsning mellem NY-søer og Durocorner. Ved fravænning har der således været 10,8 grise hos denne kombination. Det skal imidlertid bemærkes, at Duroc først blev inkluderet i forsøget da søerne skulle producere 4. kuld, og Duroc er således ikke benyttet til gylte og unge søer. 

Tilbagekrydsning af LY-søer til L-orner har øget antal grise fravænnet pr. so pr. år med 3,3 i forhold til resultatet for ren Dansk Landrace. Samtidig er foderforbruget pr. produceret 8-ugers gris mindsket med 13,7 kg.

Ved krydsning mellem LY-søer og H-orner var de tilsvarende resultater 1,5 grise og 5,9 kg foder, og ved krydsning mellem LY-søer og D-orner 2,8 grise og 9,7 kg foder. 

Resultaterne for Hampshire har således ikke været på højde med resultaterne for Dansk Landrace og Duroc. 

Fravænningsvægten har været højere for samtlige krydsningskombinationer end for ren Dansk Landrace. L(LY)-krydsningerne har vejet 1,1 kg, H(LY)- og D(LY)-krydsningerne henholdsvis 1,4 og 2,1 kg mere ved fravænning end ren Dansk Landrace. I kombination med LY-søer er der således en tendens til, at Hampshire og især Durocafkommet har større vækstevne end afkommet efter Dansk Landraceorner. 

* D-orner benyttet fra og med 4. læg.

* D-orner benyttet fra og med 4. læg.

Forsøget har således vist, at en 2-racekrydsning, hvor LY-søer krydses tilbage til Dansk Landrace, giver lige så gode frugtbarhedsresultater som en 3-racekrydsning, hvori Duroc indgår og bedre end en 3-racekrydsning, hvori Hampshire indgår. Derimod er fravænningsvægten højere for afkom efter Duroc og Hampshire end for afkom efter Dansk Landrace.