Afgiftning af ochratoksinholdig byg til slagtesvin

Sammendrag

Tre bygpartier, der indeholdt henholdsvis 0, 300 og 2.000 µg ochratoksin A pr. kg, blev opvarmet i en tromletørrer til 100-110 ºC og blev derefter tilsat 0,5 pct. natriumhydroxid. Toksinindholdet reduceredes derved ca. 85 pct. De tre behandlede bygpartier blev sammenlignet med de samme tre ubehandlede bygpartier i perioden 50-90 kg. 

Stigende toksinmængder reducerede grisenes daglige tilvækst og øgede foderforbruget stærkt. Behandlingen af byggen øgede tilvæksten og reducerede foderforbruget hos de grise, der fik bygpartiet med det høje toksinindhold. Derimod havde behandlingen ingen indflydelse på de to andre bygpartier. Ubehandlet toksinfri byg gav det bedste resultat. 

Der fandtes 61 µg ochratoksin A pr. kg nyre hos de grise, der fik foder med det højeste toksinindhold. Ved kornbehandlingen reduceredes dette til 42 µg. Nyrerne indeholdt 17 µg ochratoksin A, når grisene havde fået byg med lavt toksinindhold; såvel ubehandlet som behandlet. 

De histologiske undersøgelser viste, at de sværeste nyreforandringer fandtes hos grisene, der fik byggen med det høje toksinindhold, og at behandlingen af dette parti reducerede nyreforandringerne. 

Indledning

Som nævnt i 296. Meddelelse fra Statens Husdyrbrugsforsøg er der udført et forsøg, hvor ochratoksinholdig byg blev behandlet med 5 pct. ammoniak ved 70 ºC i fire døgn. Resultaterne løste ikke problemet med den ochratoksinholdige byg. Det var derfor nærliggende at undersøge en anden metode, som Bioteknisk Institut, Kolding, har anvendt, og som tydede på, at varme- og ludbehandling også kan reducere ochratoksinindholdet i byg. Der blev til forsøget anskaffet tre bygpartier, der indeholdt henholdsvis ingen, små og store mængder ochratoksin A. Den tekniske behandling er foretaget på Bioteknisk Institut, mens fodringsforsøget er udført på svineforsøgsstationen Sjælland II.

Laboratorieforsøg

I nogle orienterende laboratorieforsøg undersøgtes effekten af behandlingstemperatur og påsprøjtet ludmængde på ochratoksinindholdet i byg, Der blev anvendt følgende procedure: 

Ca. 1 kg byg blev opvarmet iløbet af 5-10 minutter i et ventileret tørreskab, som var forvarmet til 150 ºC. Prøven blev derefter hældt i en isoleret spand med låg. Med en elektrisk sprøjtepistol blev den planlagte mængde koncentreret natriumhydroxid tilsat gennem et hul i låget. En jævn fordeling blev tilstræbt ved samtidig rotation af spanden. Herefter henstod byggen i 30 minutter, og temperaturen blev målt. Til slut blev prøven afkølet hurtigt. 

Der blev gennemført en række forsøg på to bygprøver med henholdsvis 560 og 2.600 µg ochratoksin pr. kg. Det viste sig vanskeligt at opnå en så høj temperatur i byggen, som ønsket. Sluttemperaturerne varierede fra 64-90 ºC; og de tilsvarende reduktioner af ochratoksinindholdet varierede fra 0-50 pct. Der var i forsøgene en tydelig tendens til, at de højeste temperaturer gav størst reduktion. Derimod syntes den doserede ludmængde inden for intervallet 0,2-1 pct. uden betydning. Under ens behandlingsbetingelser var den procentvise reduktion af ochratoksinindholdet tilsyneladende ens i de to bygprøver. 

Afgiftningen var mindre fuldstændig end tidligere orienterende forsøg havde vist. I betragtning af, at bygtemperaturen ved forsøg i større skala (pilot-anlæg) let skulle kunne hæves til ca. 100 ºC, blev resultaterne dog vurderet så positivt, at projektet blev fortsat med behandling af byg i halvteknisk målestok. 

Den tekniske behandling

Afgiftningen blev gennemført ved opvarmning af byg i en tromletørrer, tilsætning af 0,5 pct. ludtørstof i en ludmixer, henstand ved høj temperatur ca. 60 minutter, og derefter afkøling ved ventilation med kold luft (se figur 1), (figur 1 er ikke medtaget i denne tekst, men kan rekvireres ved henvendelse til Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER, Axeltorv 3, 9 København V., tlf. 33 11 60 50, eller hos Statens Husdyrbrugsforsøg, Foulum, Postbox 39, 8830 Tjele, tlf. 89 99 19 00. (Red.)). 

Behandlingerne blev udført på et forsøgsanlæg opstillet på Bioteknisk Instituts tekniske anlæg i Sdr. Stenderup. Der blev anvendt en gasfyret tromletørrer (Atlas), 5 meter lang og 0,55 m i diameter samt en ludmixer, udformet som en kaskadeblander med luden doseret gennem en dyse i periferien. Den behandlede byg blev fyldt over i en uisoleret kølekasse 1,8 m høj og 1,3 m i kvadrat. Den var fremstillet af spånplade med dobbelt bund til ventilation. Ca. 1 time efter, at den første byg var fyldt i kassen, startedes en svag ventilation, 120 m³ pr. m² pr. time. Tabel 1 viser måleresultater fra de enkelte behandlinger. 

Under kølingen skrumpede kærnerne ret kraftigt og kittede sammen til en stor blok. Problemet vil sikkert ikke forekomme, hvor kornet holdes i bevægelse under kølingen, f.eks. i et gennemløbstørreri. Efter køling blev byggen opsækket. 

Forsøgsplan

Forsøgsplanen fremgår af tabel 2. Samtlige seks hold har fået samme foderblanding i perioden 20-50 kg. I perioden 50-90 kg er der benyttet seks foderblandinger indeholdende de tre tidligere omtalte bygpartier, henholdsvis ubehandlet og behandlet. Byggen er tilsat så store mængder sojaskrå, at foderblandingerne har indeholdt de normale fordøjelige mængder afprotein og lysin.

Resultater

Tilvækst, foderforbrug og slagtekvalitet

De vigtigste resultater fremgår af tabel 2. Indtil 50 kg fortærede grisene 1,6 FEs daglig, voksede 657 g pr. dag og havde et foderforbrug på 2,4 FEs pr. kg tilvækst. 

Det ochratoksinholdige foder nedsatte grisenes ædelyst, mens den anvendte varme- og ludbehandling bevirkede, at grisene fulgte fodernormen. Vandforbruget var størst i hold 5, der fik ubehandlet byg med højt toksinindhold. 

Den daglige tilvækst reduceredes stærkt med foderets stigende toksinindhold, fra 826 g (hold 1) til 474 g (hold 5); samtidig steg foderforbruget pr. kg tilvækst fra 3,21 til 5,51. Behandlingen havde tilsyneladende ingen indflydelse på den toksinfri byg. Grisene på det stærkt toksinholdige foder voksede derimod langt bedre, når byggen var behandlet. Den daglige tilvækst for hold 5 og 6 var således henholdsvis 474 og 629 g, altså en forøgelse på godt 30 pct. 

I hele perioden 20-90 kg fortærede grisene på de to toksinholdige bygpartier henholdsvis 10 pct. (hold 3) og 49 pct. (hold 5) mere foder end normalholdet. Kornbehandlingen bevirkede, at hold 6 fortærede 50 kg foder mindre end hold 5, men det var dog stadig 44 kg mere end hold 2. 

Ochratoksin A i nyre og kød

Resultaterne i tabel 2 viser, at grisene på hold 1 og 2 ikke indeholdt ochratoksin A, Stigende mængder ochratoksin A i byggen gav henholdsvis 17 (hold 3) og 61 µg pr. kg nyre (hold 5). Ved at behandle byggen med det høje toksinindhold reduceredes nyrernes indhold fra 61 til 42 µg pr. kg (hold 6), mens det ikke påvirkede nyrernes indhold hos hold 4, der ligesom hold 3 indeholdt 17 µg pr. kg. 

Også i dette forsøg var restkoncentrationen af ochratoksin A aftagende i rækkefølgen nyre, kød, lever og flomme. 

Histologisk undersøgelse af nyrerne

For hold 1's vedkommende sås otte normale nyrer, mens to havde ganske lette bindevævsdannelser i nyrebarken. I hold 2 sås syv normale dyr, mens et dyr havde ganske let focal interstitiel bindevævsdannelse, og to havde ganske svære og udbredte bindevæsvdannelser i nyrebarken. Da ingen af dyrene havde fået ochratoksinholdigt foder, må de observerede forandringer skyldes andre, ukendte forhold. 

For hold 3's vedkommende sås seks dyr at have norrnale nyrer, mens to dyr viste ganske let bindevævsdannelse i barken. To dyr viste diffust udbredt bindevævsdannelse i barken. Hold 4 viste fem normale nyrer, mens et dyr havde ganske lette forandringer. To dyr havde let intertistiel bindevævsdannelse, mens to dyr havde udtalt interstitiel bindevævsdannelse i nyrebarken. Samtidig med bindevævsdannelse sås altid en mer eller mindre forrnindskelse af cellerne i nyretubuli (atrofi). Der er ikke konstateret nogen fundamental forskel mellem dyrene i hold 3 og hold 4. 

I hold 5 sås to dyr med let interstitiel bindevævsdannelse med samtidig fortykkelse af basalmembraner omkring atrofierede tubuli. De resterende dyr viste middelsvær til overordentlig udtalt beskadigelse af nyrebarken i form af tubulus atrofi med fortykkede basalmembraner samt periglomerulær og interstitiel fibrose. For hold 6's vedkommende sås to dyr med norrnale nyrer, mens tre dyr havde ganske lette bindevævsaflejringer i nyrebarken. Disse dyr viste desuden en udtalt basalmembranfortykkelse omkring atrofierede tubuli. De resterende fem dyr viste en diffus mere udtalt til en overordentlig udtalt interstitiel bindevævsdannelse sammenholdt med udtalt basalmembranfortykkelse omkring atrofierede tubuli. De histo-patologiske forandringer i hold 6 forekom signifikant reducerede i forhold til hold 5. 

Diskussion

Som nævnt i 296. Meddelelse fra Statens Husdyrbrugsforsøg lykkedes det at reducere indholdet afochratoksin A fra ca. 2.300 µg til ca. 100 µg pr. kg byg ved ammoniakbehandling. Indholdet af ochratoksin A var dog stadig for højt til at undgå kassation af slagtekroppene, samtidig med at ammoniakbehandlingen havde negativ virkning på udnyttelsen af bygproteinet. 

Meget kort tids behandling af byg ved høj temperatur og påsprøjtning af natriumhydroxid vil være en hurtig metode, der eventuelt kan få praktisk anvendelse, såfremt man ad denne vej kan afgifte ochratoksinholdig byg. Ovennævnte forsøg viser, at det er lykkedes at reducere toksinindholdet. Den nye metode har den fordel, at den ikke påvirker udnyttelsen af kornproteinet som ammoniakbehandlingen, og da toksinindholdet er reduceret, er den samlede virkning, at den daglige tilvækst er steget og foderforbruget faldet. 

Reduktionen i slagtekroppenes restkoncentrationer var ikke tilstrækkelig til at undgå kassation.