Forskellig proteintildeling i en del af eller hele drægtighedsperioden til søer af ren race eller krydsning

Sammendrag

Der er gennemført et forsøg med nedsat proteintilskud til drægtige søer, hvor der blev anvendt foder enten bestående af korn, vitaminer og mineralstoffer alene eller tilsvarende foder, hvortil der var iblandet 15 pct, sojaskrå. 

Et hold søer blev fodret efter lav proteinnorm i hele drægtighedsperioden, et andet hold fik foder efter lav norm i de første 3 måneder af drægtigheden efterfulgt af normen, og et tredie hold fik normen i hele drægtighedsperioden. I gold- og diegivningstiden blev alle søer fodret ens med normal proteinkoncentration i foderet. 

Der var ingen forskel i søernes produktionsresultater mellem de tre hold. Der er således mulighed for at spare protein i søernes foder ved at anvende en lav norm i drægtighedstiden. Søer, der blev fodret efter lav proteinnorm i hele drægtighedsperioden, havde lidt mindre tilvækst end søer, der fik normen hævet i de sidste 4 uger før faring. Dette sammenholdt med resultater fra et andet soforsøg (Medd. 399 Statens Husdyrbrugsforsøg) gør, at det må anbefales at hæve proteinnormen i den sidste del af drægtigheden. 

Forsøget bekræfter tidligere iagttagelser med, at krydsningssøer føder større kuld end renracede søer. 

Indledning

I et tidligere forsøg blev 100 g fordøjeligt protein pr. FEs sarnmenlignet med 140 g i foder til drægtige og diegivende søer. Resultaterne viste at 100 g fordøjeligt protein pr. FEs er for lidt for at opnå optimal kuldstørrelse og kortest mulig goldperiode. Søer, der fik foder med det lave proteinindhold, fødte ca. 0,5 gris mindre pr. kuld, havde ca. 10 dage længere goldperiode og gav mindre mælk end søer, der fik foder med det høje proteinindhold (Medd. 229, Statens Husdyrbrugsforsøg).

Forsøget tydede imidlertid på, at søer kan klare sig med et forholdsvis lavt proteinindhold i foderet i drægtighedstiden men har behov for et proteinrigt foder i diegivningstiden, hvor en stor ydelse af somælk stiller betydelige krav til foderets protein- og aminosyreindhold. 

Af praktiske grunde har man hidtil anbefalet samme norm til drægtige og diegivende søer. Svingende priser på proteintilskudsfoder i forhold til korn har imidlertid aktualiseret brug af to foderblandinger, hvor der tages hensyn til, at søerne har et mindre behov for protein under drægtigheden end i diegivningstiden. Den større grad af specialisering, der nu ses inden for svinebesætningerne, gør det også lettere at praktisere en fodring, hvor der anvendes to foderblandinger til søer. 

Formålet med dette forsøg har været at undersøge varierende proteinniveauer i en del af eller i hele drægtighedsperioden. Endvidere at sammenligne krydsningssøer med søer af ren race.

Materiale og metoder

I forsøget der blev gennernført på Favrholm indgik 45 gylte. De enkelte dyr blev på det respektive hold indtil de var løbet til fjerde kuld. Af sopoltene, der blev indsat i forsøget, var 15 af Dansk Landrace, 15 af Yorkshireracen og 15 var krydsninger mellem Dansk Landrace og Yorkshire. Der blev til alle løbninger brugt orner af Dansk Landrace. Der blev fremstillet to foderblandinger henholdsvis med lav og normal proteinindhold. Forsøgsplanen er vist i tabel 1.

Foderrationen blev reguleret på sædvanlig måde, hvis goldperioden oversteg 10 dage, og hvis kuldstørrelsen afveg fra 10. Sammensætning af de to foderblandinger er vist i tabel 2.

Søernes mælkeydelse blev bestemt ved at veje pattegrisene før og efter 6 diegivninger i 4. og 11. døgn efter faring. Der blev i 2. laktationsuge udtaget mælkeprøver til analyse for tørstof, protein, fedt og aske. 

Pattegrisene blev fravænnet ved 8 ugers alderen, hvorefter de udgik af forsøget. I perioden 2 til 8 uger blev de fodret med tilskudsfoder efter ædelyst med en pelleteret foderblanding, der indeholdt 1,17 FEs pr. kg og 175 g fordøjeligt protein pr. FEs. 

Resultater

( ) Standardafvigelse.

Der blev i løbet af forsøgsperioden udtaget prøver af foderblandingerne til kemisk analyse. Resultaterne heraf er vist i tabel 3. Blandingernes indhold af protein var lidt højere end beregnet i henhold til tabel 2.

Resultaterne med hensyn til søernes vægtforøgelse og reproduktion er vist i tabel 4. Det fremgår af tabel 4, at antal golddage har været størst for hold 1, og at der også har været flest omløbere i dette hold. Den gennemsnitlige tilvækst pr. so har været mindst for hold 1 og højest for hold 2. Hvad angår kuldstørrelsen ved fødsel har den været størst for hold 1 og mindst for hold 3. Der var kun små forskelle i grisenes gennemsnitlige vægt mellem hold, og iøvrigt var alle forskelle mellem hold, som anført i tabel 4, små og ikke statistisk signifikante.

Søernes mælkeydelse og somælkens sammensætning er vist i tabel 5. Det fremgår af tabel 5, at der ikke har været nogen nævneværdig forskel på mælkeydelsen og somælkens sammensætning mellem hold.

I tabel 6 er vist forbruget af de enkelte fodermidler i drægtighedstiden. Det fremgår af tabel 6, at søerne i hold 1 i gennemsnit har fortæret 57 kg korn mere end hold 3, som til gengæld har ædt 47 kg sojaskrå. I hold 2 er sparet 32 kg sojaskrå pr. so i forhold til hold 3 mod et øget forbrug af korn på 40 kg.

Da der kun var ubetydelige forskelle mellem hold, er der foretaget en opgørelse på racekombinationer uden hensyn til forsøgsbehandling. Resultaterne heraf er vist i tabel 7. Det ses af tabel 7, at krydsningssøer fødte større kuld end de renracede søer af henholdsvis Dansk Landrace og Yorkshire. Der var en tendens til højere mælkeydelse hos Yorkshire og krydsninger end hos Dansk Landrace. 

Diskussion

I forsøget har der ikke været nogen nævneværdig forskel på resultaterne med hensyn til reproduktion mellem søer, der blev fodret efter normal proteinnorm i drægtighedsperioden svarende til 146 g fordøjeligt protein pr. FEs og søer, der kun har fået 95 g fordøjeligt protein pr. FEs. Umiddelbart vil man ikke forvente nogen forskel i kuldstørrelse mellem hold, når der kun har været tale om forskellige mængder protein i drægtighedsperioden, og søerne har fået et proteinrigt foder i diegivningstiden og goldtiden. Søerne i hold 1 havde mindre tilvækst end søerne i hold 2, hvilket kunne tyde på, at de har udnyttet foderet lidt dårligere. Imidlertid har grisene fra søerne i hold 1 klaret sig udmærket. Forsøget viser således, at man udmærket kan anvende en nedsat proteinnorm til drægtige søer. En endelig vurdering af, hvornår proteinmængden i foderet skal sættes op, vil kræve et større antal søer, og en sådan vurdering vil blive givet i en efterfølgende meddelelse. 

Selvom antal søer i dette forsøg er for lille til en entydig vurdering af racers indflydelse på reproduktionsegenskaber, stemmer resultaterne med hensyn til kuldstørrelse udmærket med tidligere iagttagelser, gående ud på, at krydsningssøer føder ca. 1,2 flere grise pr. kuld end renracede søer. 

Hvad angår mælkeydelse tyder forsøget på, at Yorkshiresøer har en højere dagsydelse end søer af Dansk Landrace. Dette stemmer udmærket overens med, at grise fra Yorkshiresøerne var mindre ved fødsel end landracegrisene, men ved 3 ugers alderen var de tungest. Krydsningssøerne har haft en daglig mælkeydelse på højde med Yorkshiresøerne.