Forskellig proteintildeling i drægtigheds- og diegivningsperioden til søer med 5 ugers fravænning

Sammendrag

Der er gennemført et forsøg med varierende proteinnormer til drægtige og diegivende søer. Der blev anvendt foder, som var beregnet til at indeholde henholdsvis 90 og 138 g fordøjeligt protein pr. FEs. Hold 1 fik lav proteinnorm i hele cyklus. Hold 2 fik lav norm i gold- og drægtighedsperioden, efterfulgt af normal proteintilskud i diegivningstiden. Hold 3 fik lav norm i goldtid og de tre første måneder af drægtighedstiden, derefter normal proteintilskud. Hold 4 fik normalt protein hele tiden. 

Lav norm i hele cyklus medførte mindre søer og en mindre mælkeydelse samt nedsat vækst hos pattegrisene. Lav norm i hele drægtighedstiden påvirkede ligeledes pattegrisenes vækst i negativ retning, hvilket sikkert skyldtes en lidt mindre mælkeydelse, og at råmælkens tørstof- og proteinindhold var lavere. Derimod gav lavproteinnorm i den første del af drægtighedstiden fuld tilfredsstillende resultater. Såvel dette forsøg som et tidligere forsøg (Medd. 398 Statens Husdyrbrugsforsøg) viser, at man udmærket kan reducere proteinnormen i goldperioden og den første del af drægtighedstiden, uden at det påvirker produktionsresultaterne. 

Indledning

Som et led i en række undersøgelser vedrørende protein til søer er gennemført et forsøg med det formål at sammenligne to forskellige proteinniveauer, givet i forskellig perioder i søernes reproduktionscyklus. Baggrunden er, at tidligere forsøg har antydet, at søer kan klare sig med relativt lidt protein i drægtighedsperioden. De senere års store prisudsving på proteinfodermidler har aktualiseret forsøg af denne art. 

Materiale og metoder

I forsøget blev indsat 80 gylte, 52 Landrace og 28 LY-krydsninger. Blokke à 4 kuldsøskende blev løbet ved den samme orne, og på løbedagen blev de indsat på 4 forskellige hold. Såfremt de ikke måtte udsættes forinden, blev de på den samme forsøgsbehandling til fravænning af fjerde kuld. Som foder i hele forsøgsperioden blev anvendt to blandinger med forskelligt proteinindhold. Deres sammensætning er vist i tabel 1.

I de tre første laktationer blev mælkeydelsen bestemt indirekte, idet pattegrisene blev vejet før og efter diegivning. Kontrollen blev udført på 4., 11. og 18. dag efter faring. Endvidere blev der udtaget mælkeprøver under faring og i anden laktationsuge. Såvel råmælk som somælk blev analyseret for tørstof, protein, fedt og aske.

Grisene blev fravænnet ved 5 uger. Fra 2 ugers alderen havde pattegrisene adgang til en foderblanding efter ædelyst. Ved fravænning blev de flyttet til en anden stald, hvor de blev kontrolfodret med den samme foderblanding, indtil de var 9 uger gamle. Den anvendte foderblanding indeholdt 1,17 FEs pr. kg samt 173 gram ford. protein og 10,2 gram ford. lysin pr. FEs. 

Foderrationen blev reguleret på sædvanlig måde, hvis goldperioden oversteg 10 dage, og hvis kuldstørrelsen afveg fra 10. 

Resultater

I løbet af forsøgsperioden blev der udtaget prøver af foderblandingerne til kemisk analyse. Resultaterne heraf er vist i tabel 2. Ved sammenligning med tabel 1 ses det, at begge blandingers indhold af energi og protein var lidt højere end beregnet. Forskellen i de to blandingers indhold af essentielle aminosyrer var størst for lysin. 

Resultater for søernes vægt og frugtbarhed m.v. er angivet i tabel 3. Søernes holdbarhed var nogenlunde ens for alle fire hold, hvorfor det samlede antal kuld for hvert hold kun varierede fra 64 til 69. Den hyppigste udsætterårsag var manglende brunst. Antallet for de fire hold var henholdsvis 4, 2, 2 og 3 søer i løbet af forsøgsperioden. 

( ) standardafvigelse,

*) gns. af 3 analyser.

Søerne på hold 1, der ikke fik proteintilskud, vejede mindst ved forsøgets afslutning. Forskellen fra hold 4 var 20 kg og skyldes alene et stort vægttab i diegivningsperioden, da tilvæksten i drægtighedsperioden stort set var ens for alle hold. 

Mellem holdene var der ingen nævneværdig forskel på antal golddage og drægtighedsprocent beregnet som antal drægtige pr. 100 løbninger. Det samme var tilfældet for kuldstørrelsen. Grisenes vægt ved fødsel var mindst for hold 1, og dette hold havde også de mindste grise ved 2 uger og 5 uger. Hos søerne i hold 2, der fik den lave proteinnorm i hele drægtighedsperioden, vejede grisene ved 2 uger og 5 uger lidt mindre end for hold 3 og 4, som var helt ens. 

Det samlede foderforbrug pr. kuld var næsten ens for alle hold, men beregnet pr. 5 ugers gris og pr. kg fravænnet gris var det mindst for hold 2 og 3, der fik lav proteinnorm i de første 3 måneder eller i hele drægtighedsperioden. 

Resultaterne for søernes mælkeydelse og mælkens sammensætning er vist i tabel 4.

Daglig mælkeydelse er korrigeret til samme kuldstørrelse for alle hold. Søerne i hold 1 havde en signifikant lavere mælkeydelse end de andre hold. På holdene 3 og 4 var der ingen nævneværdig forskel, men hold 2 havde lidt lavere mælkeydelse. Ved sammenligning med tabel 3 ses, at der var god overensstemmelse mellem søernes mælkeydelse og grisenes vægt ved fravænning. 

Indholdet af tørstof og protein i råmælken var lavere for hold 1 og 2 end for hold 3 og 4. Forskellene var imidlertid ikke statistisk sikre. I somælken, der blev analyseret i anden laktationsuge, adskilte hold 1 sig fra de øvrige hold, idet indholdet af såvel tørstof som protein var signifikant lavere.

I tabel 5 er angivet resultater for smågrisene i de første 4 uger efter fravænning. Ved vurdering af udsætterprocent, daglig tilvækst og foderudnyttelse tyder det ikke på, at forskellig fodring af søerne har haft nogen eftervirkning på grisene i fravænningsperioden.

I tabel 6 vises forbruget af fodermidler til søerne. Ved sammenligning af hold 3 og 4 ses, at der blev sparet 31 kg sojaskrå ved at nedsætte proteintilskuddet i de første 3 måneder af drægtighedsperioden. Ved fodring med lav proteinkoncentration i hele drægtighedsperioden som til hold 2, blev der sparet 48 kg sojaskrå pr. kuld, når det ombyttes med en tilsvarende mængde byg. 

Diskussion

Resultaterne fra forsøget viser, at der er mulighed for at nedsætte søernes proteinnorm i den første del af drægtigheden, uden at det påvirker produktionsresultaterne i negativ retning. Lav proteinnorm i hele cyklus havde ingen uheldig indflydelse på kuldstørrelsen ved fødsel, men i lighed med tidligere forsøg, påvirkede det søernes vægttab i diegivningsperioden samt mælkeydelsen og dermed pattegrisenes vækst. Således at grisene ved fravænning ved 5 uger var 1,1 til 1,4 kg mindre end grise fra søer, der fik normal proteinnorm i diegivningstiden. Der var en tendens til en lidt lavere mælkeydelse hos søer, der fik lav proteinnorm i hele drægtighedstiden sammenlignet med søer, der fik hævet normen i de sidste 4 uger forud for faringen. Det gav sig også udslag i lidt mindre grise ved fravænning. Råmælken havde lavere tørstof- og proteinindhold fra søer, som blev fodret efter lav proteinnorm i hele drægtighedstiden sammenlignet med søer, som fik ekstra protein til sidst under drægtigheden. Det må derfor anbefales kun at anvende den lave proteinnorm i goldtiden og den første del af drægtighedsperioden. For tiden undersøges, om det er tilstrækkeligt at hæve proteinnormen i den sidste uge af drægtighedsperioden. 

Forsøget er gennemført på forsøgsstationen Sjælland III, Roskilde.