To energinormer og to proteinnormer til drægtige søer

Sammendrag

Søer der fik øget den daglige fodermængde i den sidste del af drægtighedsperioden fødte større kuld end søer, der fik konstant mængde foder gennem hele drægtighedstiden. En norm på ca. 2,1 FEs pr. dag i de første 3 måneder af drægtigheds perioden efterfulgt af ca. 3,3 FEs pr. dag indtil umiddelbart før faring gav optimal foderudnyttelse. 

Lav proteinnorm på ca. 90 g fordøjeligt protein pr. FEs i goldperioden og i drægtighedsperiodens første 107 dage er dækkende, når proteinnormen sættes op til 130-140 g fordøjeligt protein pr. FEs i den sidste uge før faring og i diegivningstiden. 

Indledning

Den traditionelle danske fodernorm for drægtige søer foreskriver en stigning i energitilførslen i de sidste 34 uger af drægtighedstiden. Baggrunden herfor er, at næringsbehovet til fostrene er størst i den sidste trediedel af drægtigheden. I udlandet er det mest almindeligt at give søerne et konstant dagligt foder gennem hele drægtighedsperioden. Dette indebærer selvsagt visse arbejdsmæssige fordele. 

Da der kun foreligger få og sporadiske undersøgelser over dette spørgsmål, blev der gennemført et forsøg, hvor de to fodringsprincipper blev sammenlignet. Dette blev kombineret med en undersøgelse af søernes proteinbehov i drægtighedstiden. Tidligere forsøg har vist, at et lavt proteinindhold i foderet gennem både drægtigheds- og diegivningsperioden forringer produktionsresultaterne. Men fik søerne forøget protein i diegivningstiden klarede de sig sig bedre, og blev proteinkoncentrationen i foderet sat op 4 uger før forventet faring var produktionsresultaterne på højde med dem, der blev opnået hos søer som fik normal protein gennem hele cyklus (Medd. 398 & 399 Statens Husdyrbrugsforsøg). Da det vil være en fordel at vente med at sætte proteinnormen op så sent som muligt f.eks. i forbindelse med flytning af søerne til farestalden, er der her sammenlignet normal proteinnorm i hele cyklus med lav proteinnorm i de første 107 dage af drægtighedstiden efterfulgt af normal norm indtil faring og i diegivningstiden. 

Materiale og metoder

I alt 80 sopolte blev udtaget til forsøget. Blokke à 4 kuldsøskende blev løbet ved samme orne, og på løbedagen blev de indsat på fire forskellige hold. Såfremt de ikke måtte udsættes forinden, blev de på samme forsøgsbehandling til fravænning af fjerde kuld. Som foder blev anvendt to blandinger med forskelligt proteinindhold. Deres sammensætning er vist i tabel 1.

De fire kuldsøskende inden for en blok blev indsat efter den i tabel 2 viste plan.

I diegivningstiden blev alle søer fodret ens efter den norm, som er vist i Medd. nr. 399, og de fik foderblanding med 135 g fordøjeligt protein pr. FEs.

Pattegrisene fik tørfoder fra to ugers alderen. De blev fravænnet ved 5 uger, men foderoptagelse og vækst blev registreret indtil 9 ugers alderen, hvorefter de udgik af forsøget.

Søernes daglige mælkeydelse blev kontrolleret ved alle 2. lægs- og 3. lægssøer på 4. og 11. dag efter faring. Endvidere blev der udtaget mælkeprøver straks efter faring og i 2. laktationsuge til kemisk analyse. 

Resultater

I løbet af forsøgsperioden blev der udtaget et antal foderprøver til kemisk analyse. Resultaterne heraf er vist i tabel 3.

I tabel 4 er vist antal kuld født på hvert af de fire hold henholdsvis i 1. 2. 3. og 4. læg.

Da der ikke var nogen vekselvirkning mellem energi- og proteinnorm er resultaterne i det følgende behandlet særskilt med energi og protein hver for sig. 

I tabel 5 er vist resultaterne for de to forskellige energinormer.

( ) standardafv.   *) gns. af 4 analyser

Søerne der fik foder efter den traditionelle norm havde den største tilvækst i drægtighedstiden, men de havde også størst vægttab i diegivningstiden.

Der var en tendens til en lidt længere goldtid hos søer som blev fodret efter den forenklede norm.

Kuldstørrelsen var mindre hos søer med den forenklede norm, og denne forskel var statistisk sikker ved fødsel. Ligeledes var der en tendens til større mælkeydelse hos søer på den traditionelle norm. 

I tabel 6 er vist resultaterne med hensyn til proteinnormerne.

Bortset fra forskellen i fødselsvægten til fordel for grise fra søer der fik lav/normal proteinnorm var der ingen nævneværdige forskelle i produktionsresultater mellem de to hold. 

Kontrolfodring af de fravænnede grise fra 5 til 9 ugers alderen viste ingen forskel, hverken mellem energinormer eller proteinnormer. 

Diskussion

Energinorm.

Resultaterne med hensyn til energitilførslen viste, at søer der fik foder efter den traditionelle energinorm, havde den største tilvækst i drægtighedsperioden. Imidlertid kan der være tale om et større mavetarmindhold, hvilket også det større vægttab i diegivningstiden hos de traditionelt fodrede søer tyder på.

Der var en antydning til færre golddage hos søer fodret efter den traditionelle norm sammenlignet med den forenklede norm, men forskellen kan næppe tillægges nogen reel betydning.

Derimod var forskellen i kuldstørrelse ved fødsel statistisk sikker til gunst for den traditionelle norm. Årsagen hertil kunne være at søerne fodret efter den forenklede norm har fået for stort et foder lige efter løbning, hvilket tidligere har vist at kunne give anledning til større æg- og fosterdød.

Der var ligeledes en tendens til større mælkeydelse hos de traditionelt fodrede søer, men denne forskel kan forklares af det større antal grise i kuldet. 

På grundlag af resultaterne fra forsøget må det fortsat anbefales at anvende det tradtionelle fodringsprincip, d.v.s. øge fodertildeling til søerne i de sidste 3-4 uger af drægtighedsperioden. 

NS P>0,05,   * P <0,05,   *** P <0,001

NS P>0,05,   * P <0,05

Proteinnorm.

Resultaterne viser klart at man uden skade for søernes vægt, frugtbarhed og mælkeydelse kan anvende en lav proteinnorm i goldperioden og de første 107 dage af drægtighedsperioden.

Ved at bruge en sådan fremgangsmåde har man pr. kuld sparet omkring 44 kg sojaskrå som i FEs kan erstattes af 50 kg byg.

Pr. årsso svarer det til en besparelse på ca. 100 kg sojaskrå, der kan erstattes af 114 kg byg. 

Besparelsen på foderudgifterne vil naturligvis være bestemt af prisforskelle på sojaskrå og byg.

I tabel 7 er vist hvor meget der kan spares pr. årsso med varierende priser på sojaskrå og byg.

*) Er prisen på byg eksempelvis 1,40 kr. og på sojaskrå 2,40 kr pr. kg, andrager besparelsen 80 kr. pr. årsso.

Forsøget blev gennemført på De samvirkende danske Andelsslagteriers forsøgsstation Sjælland III.