Beregning af energi-indholdet i kalve- og svineurin på grundlag af kvælstofindholdet

Sammendrag

En vurdering af relationerne mellem energi- og kvælstofindholdet i urin fra voksende kalve og svin viser, at man kan opnå et rimeligt skøn over energiindholdet i urinen ved at anvende flg. funktioner: 

Indledning

Bestemmelse af energi-indholdet i urin er en temmelig arbejdskrævende analyse, idet urinen først skal tørres i plasticposer eller på celluloseblokke i ekssikkatorer inden forbrændingen kan finde sted, hvorimod kvælstofbestemmelsen er en hurtig og enkel metode. 

Hos voksende kalve og svin, hvor der er sørget for optimal protein- og energitilførsel, vil energi-indholdet i urin i almindelighed kun udgøre 3-5 pct. af foderets bruttoenergi. Det er derfor nærliggende at undersøge, om det ikke vil være muligt, at opnå et rimeligt skøn over energi-indholdet i urin baseret på kendskab til kvælstofindholdet, for bl.a. derved at kunne vurdere et fodermiddels indhold af omsættelig energi i de tilfælde, hvor man har kendskab til dets indhold af fordøjelig energi, men ikke kender energitabet i urinen. 

Materiale

På grundlag af afdelingens analysemateriale fra balanceforsøg med voksende kalve og svin, hvor der foreligger kvantitativ opsamling af urin over 7 døgn, er der foretaget en statistisk vurdering af relationerne mellem energiindholdet i urinen, bestemt kalorimetrisk, og kvælstofindholdet bestemt ved Kjeldahl-analyser. 

Materialet fra kalveforsøgene omfatter 24 kalve i vækstperioden 100-250 kg i serie F, G og H. Kalvene fik valset byg + havre som kornfoder og sojaskrå + hørfrøexpeller som proteinfoder. Som grovfoder blev der i serie F anvendt hø, i serie G kosetter og i serie H græspiller. 

Materialet fra svineforsøgene omfatter 32 svin i vækstperioden 20-90 kg. Svinene fik byg + skummetmælkspulver (BA+MI), byg + proteinblanding (BA+PR) (2/3 sojaskrå + 1/3 kødbenmel) eller Bacona (KFK).

Resultater og diskussion

Der er først gennemført regressionsberegninger efter funktion y = a + bx for de enkelte serier indenfor kalve- og svineforsøgene. Det viste sig, at ingen af de fundne intercepter var signifikante, hvorfor beregningerne er foretaget efter funktionen y = bx med følgende resultat: (y = kcal/kg urin, x = N pct. i urin).

Beregningerne viser, at der for kalveurin kan regnes med en regressionskoefficient på 136, medens koefficienten er 95 for svineurin. Dette skyldes, at forholdet mellem de forskellige kvælstofforbindelser, der udskilles i urinen (urinstof, hippursyre, allantoin), ikke er det samme for kvæg som for svin.

Beregningerne for kalve viser, at energiindholdet i urinen kan estimeres på grundlag af kvælstofindholdet med en fejl på 7-10 kcal pr. kg urin, svarende til 6-8 pct. af det totale energiindhold. Til praktiske forhold kan dette accepteres, idet energitabet i urinen sjældent udgør mere end 5 pct. af bruttoenergien i foderet, hvorved fejlen på estimatet vil være af en størrelsesorden på 0,3-0,4 pct.

Resultaterne fra svineforsøgene viser et fejlestimat på 3-6 kcal pr. kg urin, men med det lavere energiindhold i svineurin vil dette svare til 5-9 pct. som i kalveforsøgene, hvorved den maximale fejl sjældent vil overskride 0,4 pct. af bruttoenergien. 

I det foreliggende materiale har kulstofindholdet været bestemt i samtlige urinprøver, og der er foretaget en multipel regressionsberegning efter funktionen y = a + bx1 + cx2 hvor y = kcal/kg urin, x1 = N pct. i urin og x2 = C pct. i urin. Beregningerne viste et lidt lavere fejlestimat end det ovennævnte, men i praksis, hvor kulstofindholdet i urinen sjældent vil være kendt, kan kvælstofindholdet med rimelighed benyttes til vurdering af energiindholdet.