Store mængder selen til søer og smågrise

Sammendrag

Tilsætning af uorganisk selen i mængder op til 16 ppm i foderet til gylte og deres afkom, indtil disse var 9 uger gamle, medførte ingen akutte forgiftningssymptomer. Der registreredes ingen forskel i kuldstørrelse, ligesom antallet af dødfødte grise var upåvirket af forsøgsbehandlingen.

Alle pattegrisene var fuldbårne og havde ingen synlige forandringer. 

Smågrisene, der fik 8 og 16 mg selen/kg foder, havde fra fravænning og indtil 9 ugers alderen en mindre daglig foderoptagelse. Dette resulterede i, at disse grises vægt ved forsøgets afslutning var signifikant mindre end kontrolholdets. 

Biokemiske analyser viste tydelige udslag m.h.t. selenindhold i lever og hjerte samt blod. Derimod viste forsøget, at glutationperoxidase-aktiviteten kun i begrænset omfang var påvirket af selentilførslen. 

Indledning

I begyndelsen af 1970'erne blev det fastslået, at selen (Se) er et livsnødvendigt mineralstof til dyr, og der har siden været udført mange forsøg for at fastlægge, hvor meget selen grise skal have for at sikre optimal vækst og sundhed. Samtidig har der hersket stor usikkerhed om, hvor meget selen grise kan tåle f.eks. i tilfælde af fejldosering ved anvendelsen af forblandinger.

Man har således haft mistanke om, at selenoverdosering kunne resultere i reproduktionsproblemer som nedsat kuldstørrelse og misdannelser hos afkommet. 

Formålet med det gennemførte forsøg var at undersøge indflydelsen af store mængder selen i foderet på:

1. Gyltes reproduktion.

2. Afkommets vækst og sundhed i dieperioden og efter fravænning.

3. Gyltenes og smågrisenes selenstatus i blod og organer.

Materialer og metoder

Forsøget gennemførtes med 28 sopolte, som fik forsøgsfoderet fra første brunst. De blev løbet ved 2. brunst og forblev i forsøget gennem en drægtigheds- og diegivningsperiode- indtil ny drægtighed. Sopoltene fordeltes på 5 hold som angivet i tabel 2. De fik alle samme grundblanding (tabel 1), hvor der blev tilsat 0, 2, 4, 8 eller 16 ppm Se (mg Se/kg foder) som natriumselenit. 

Pattegrisene havde i dieperioden ikke adgang til tørfoder. Fra fravænning ved 21 dage og indtil 9 ugers alderen blev smågrisene fodret efter ædelyst med et grundfoder (tabel 1) tilsat selen således, at smågrisene fik samme Se koncentration i foderet som deres mødre. 

Søernes og smågrisenes vægt og foderoptagelse blev registreret. Antallet af levendefødte og dødfødte grise blev noteret. Fra søerne blev udtaget en kolostrum- og en mælkeprøve (dag 12) til bestemmelse af Se indhold. 

Søer og smågrise blev undersøgt for eventuelle kliniske forandringer. Blodprøver fra søer og smågrise blev udtaget til bestemmelse af Se og aktiviteten af det selenholdige enzym glutationperoxidase (GSHPx).

Undersøgelser har vist, at dette enzyms aktivitet kan bruges som mål for grises selenstatus. I tilfælde, hvor kuldstørrelsen var mindst 6, blev 3 pattegrise aflivet straks efter fødslen. Lever og hjerte blev udtaget til analyse for Se-indhold. 

Resultater

Søer:

Ingen af søerne udviste tegn på selenforgiftning, men en so fra hold 5 døde 18 dage efter fravænning af grisene. Ved obduktionen fandtes 4 tilbageholdte grise i børen, som var bristet.

Grisene fra en so på hold 4 var så svagtfødte, at de døde inden 2 dage. Ingen af de nævnte forhold kunne med sikkerhed tilskrives forsøgsbehandlingen. Ovennævnte so på hold 4 udgik af forsøget den dag, alle grisene var døde. 

Sopoltenes alder ved løbning, drægtighedsprocent samt antal golddage for søerne var ikke påvirket af selenbehandlingen. Søernes foderoptagelse og daglige selentilførsel er angivet i tabel 2. Det fremgår, at søerne, der fik de højeste selendoseringer, ikke udviste ædevægring.

Antallet af levendefødte samt dødfødte grise var upåvirket af selenbehandlingen (tabel 3). Alle grisene var fuldbårne og udviste ikke synlige forandringer, men der var en tendens til, at grisene fra søerne på hold 4 og 5 havde en lavere fødselsvægt. 

Smågrise:

Efter aflivning af 3 pattegrise (antal resterende grise er angivet i tabel 3) var smågrisene i forsøg, til de var 9 uger gamle. Resultaterne viser, at dødeligheden hos grisene ikke var påvirket af forsøgsbehandlingen.

Pattegrisenes tilvækst i dieperioden og vægt ved fravænning var upåvirket af forsøgsbehandlingen (tabel 3). Derimod var vægten af smågrise, der fik stort tilskud af selen, signifikant lavere ved 9 ugers alderen. Smågrisenes foderoptagelse i perioden fra fravænning indtil 9 uger var mindst for hold 4 og 5, hvorimod der ikke var forskel i foderudnyttelsen (tabel 4).

Smågrisenes daglige selenbelastning var mindre i dieperioden end efter fravænning, idet selentilførslen med mælk var lavere end med tørfoderet (tabel 5). Dette er formentlig forklaringen på, at grisene på hold 4 og 5 først efter fravænning afviger m.h.t. foderoptagelse og vægt.

Den daglige selenbelastning pr. kg legemsvægt var større for de fravænnede smågrise end for søerne, hvilket kan have påvirket smågrisene således, at de udviste ædevægring med deraf følgende mindre tilvækst.

Foderudnyttelsen var tilsyneladende ikke påvirket af selenkoncentrationen i foderet. 

Biokemiske undersøgelser:

Selenkoncentrationen i søernes blod havde niveauer, der afhang af foderets selenindhold (figur 1). Faldet i selenkoncentration efter laktationens ophør må tilskrives den nedsatte fodertildeling, hvorved den daglige selenbelastning reduceredes. 

Nyfødte grises selenkoncentration i lever og hjerte afspejlede ligeledes søernes selenstatus (tabel 6).

Selenindholdet i smågrisenes blod var påvirket af søernes selenstatus i dieperioden (tabel 7).

Efter fravænning forøgedes grisenes selenindhold i blodet signifikant svarende til, at den daglige selenbelastning var større fra tørfoder end fra mælk. Stadigvæk var der dog også tydelig holdeffekt.

Selv om selenindholdet i blodet var signifikant højere ved 6-ugers alderen end ved fravænningen, resulterede dette ikke i en tilsvarende forøgelse af GSHPx-aktiviteten. Denne var generelt højere hos grise, der fik ekstra selen i foderet, men resultaterne i tabel 7 viser, at GSHPx-aktiviteten både i dieperioden og efter fravænning var uafhængig af selenindtagelsen ved store selenkoncentrationer i foderet.

Konklusion

Reproduktionen hos gylte var upåvirket af op til 16 ppm selen i foderet.

Smågrisene udviklede ikke akutte forgiftningssymptomer. Hos fravænnede grise resulterede selenbelastningen i nedsat foderoptagelse og nedsat vækst. Dette kan tolkes som et tegn på begyndende kronisk forgiftning, hvorved grisene på de høje selentilskud søgte at begrænse selenbelastningen ved at æde mindre.

Forsøgsleder R. Nørtoft Thomsens legat til fremme af dansk husdyrbrugsforskning har ydet finansiel støtte til gennemførelsen af forsøget.