Zinkoxid til grise i fravænningsperioden

Sammendrag

Zinkoxid tilsat foderet til grise fravænnet ved 4 uger viste sig at have en dæmpende effekt på forekomsten og varigheden af diarre, når det blev givet i mængder svarende til 2.500-4.000 ppm ren zink. De bedste resultater blev opnået, når de forhøjede zinkoxidmængder blev givet i 2 uger efter fravænning. Daglig tilvækst målt i de første 3 uger og i hele forsøgsperioden på 5 uger var størst hos grise, der fik 2.500 ppm zink i foderet. 

Der sås ingen forgiftningssymptomer hos grisene. Blodprøveresultaterne viste , at grisene, der fik 2.500 eller 4.000 ppmzink, havde et forøget zinkindhold i serum. Efter zinkoverdoseringens ophør normaliseredes zinkkoncentrationen i serum hurtigt. 

Det bør fremhæves, at de fundne resultater sandsynligvis kun er gældende for zinkoxid (foderkvalitet), og at andre zinkkilder formentlig kan give forgiftningssymptomer ved lavere doseringer. 

Indledning

Zink er et livsnødvendigt mineral, som indtager en nøglefunktion i mange metaboliske processer. Zink indgår bl.a. i en række enzymer tilknyttet vækstprocessen. Da det labile zinkdepot i blodet hurtigt kan opbruges, vil der ved for ringe zinktilførsel med foderet hurtigt opstå mangel på zink. Derfor er det vigtigt, at svinefoder indeholder den mængde zink, som er nødvendig for at sikre god vækst og sundhed. 

Zinkmangel kan nedsætte tilvæksten og kan ved udtalt mangel give parakeratose. Ved zinkoverdosering er nedsat vækst evt. vægttab nogle af de første erkendbare symptomer på forgiftning, efterfølgende er der rapporteret tilfælde af abnorme knogler, uregelmæssig bruskdannelse, indre blødninger samt dødsfald. Den toksiske grænse for zink til svin er angivet til 1.000 ppm (mg/kg) i foderet uden hensyntagen til zinkkilden og varigheden af overdoseringsperioden. I denne forbindelse kan nævnes, at foderstofloven tillader et maksimalt zinkindhold på 250 ppm i foder til grise.

Materiale og metoder

Forsøget omfattede 36 blokke à 6 kuldsøskende, som indgik i forsøget umiddelbart efter fravænning ved 4 uger og indsattes i enkeltstier. Grisene fodredes efter ædelyst med standardblanding 1 (indeholdende normale eller reducerede Ca og P mængder) fra 4 til 7 uger og standardblanding 2 fra 7 til 9 uger.

Foderet var baseret på byg, hvede, fiskemel, skummetmælkspulver og sojaskrå. Indholdet er vist i tabel 1. Standardblanding 1 blev tilsat henholdsvis 0, 100, 200, 1.000, 2.500 eller 4.000 ppmzink som zinkoxid (foderkvalitet). Den anvendte zinkoxidkilde bestod af 75 pct. zink. De analyserede værdier for zink i foderet var i overensstemmelse med de planlagte niveauer. 

Forsøgsplanen er vist i tabel 2, hvoraf det fremgår, at grisene fra blok 1-3 fik forskellig zinkoxiddosering i 1 uge, blok 4-6 i 2 uger og blok 7-9 i 3 uger. Efter perioden med forskellig zinkoxiddosering fik alle grisene standardblandingen indeholdende 260 ppmzink. Grisene i blok 1-9 fik foder tilsat ekstra kobber, medens blok 1-18 ikke fik ekstra kobber. Blok 1-18 fik normal Ca og P (9,0 henholdsvis 7,8 g/kg), og blok 19-36 fik reduceret Ca og P tildeling (5,5 henholdsvis 5,6 g/kg). 

Vægt og foderforbrug blev registreret ugentligt, og der blev dagligt givet karakter for gødningskonsistens efter en skala fra 0 til 2 med 0 som fast og 2 som tynd afføring. Behandling for diarre blev foretaget ved karakteren 2 i form af en injektion med et antibiotikum. 

Fra grisene, der fik zinkoxid i 2 eller 3 uger, blev udtaget blodprøver umiddelbart før fravænning, efter 3-4 dage, samt efter 1, 2, 3 og 5 uger til analyse for zinkkoncentration i serum. 

Resultater og diskussion

Diarre:

I løbet af forsøgsperioden døde 4 grise. Dødsårsagen kunne i intet tilfælde med sikkerhed tilskrives forsøgsbehandlingen. Diarré-udbrud forekom for alle hold kun indenfor de 2 første uger efter fravænning. Zinkindholdet i foderet havde ingen indflydelse på, hvornår diarre-problemerne hos grisene satte ind. 

Antallet af grise, der udviklede diarré, var i forsøget kun påvirket af zinkindholdet (P <= 0,0001). Omfanget af diarreproblemet for alle gentagelserne er vist i figur 1, hvoraf det fremgår, at for grise, der fik op til 1.000 ppmzink, blev mere end halvdelen af grisene behandlet mod diarré. Derimod blev kun omkring 30 pct. af grisene, der fik 2.500 eller 4.000 ppm zink i foderet, behandlet mod diarre.

Af figur 1 fremgår endvidere, at over 30 pct. af grisene blev behandlet mod diarre mere end én gang, når foderet indeholdt mindre end 1.000 ppmzink. Ved et zinkindhold på 2.500 eller derover faldt frekvensen af grise, der blev behandlet mere end en gang mod diarre, til omkring 10 pct. af samtlige grise. Det totale antal behandlinger mod diarre pr. gris blev derfor signifikant reduceret ved et zinkindhold i foderet på over 1.000 ppm. 

Calciumindholdet i foderet havde ingen indflydelse på, hvor mange af grisene, der udviklede diarre. Derimod var der signifikant effekt af vekselvirkningen mellem foderets zinkoxid- og Ca(P)-indhold på genbehandlingsfrekvensen mod diarre.

Ved lave zinkoxidmængder i foderet var der således væsentlig flere genbehandlinger, når Ca(P)-tildelingen var høj, end når tildelingen var reduceret. Ved høje zinkoxidmængder havde Ca(P)-mængden derimod ingen indflydelse på genbehandlingsfrekvensen.

Resultaterne antyder endvidere, at Cu-indholdet sammen med zinkoxidniveauet i foderet influerede på grisenes sundhedsstatus i fravænningsperioden.

Ved et lavt zinkindhold blev der således givet flere behandlinger mod diarre/gris, når Cu-indholdet i foderet var højt, end når det var lavt, medens det modsatte var tilfældet, når zinkindholdet i foderet var højt. 

I figur 2 er vist effekten af varigheden af zinkoxidtilsætningen på antal behandlinger mod diarre pr. gris. Det fremgår, at de store zinkoxidmængder skulle gives i mindst 2 uger, før der kunne registreres en effekt. 

Vækst:

Resultaterne viste, at hverken varigheden af zinkoxidbehandlingen, Cu- eller Ca(P)-indholdet i foderet påvirkede foderoptagelsen og foderudnyttelsen, hvorfor resultaterne er opgjort som gennemsnit af hold (tabel 3). De registrerede forskelle i foderoptagelse og -udnyttelse mellem hold var imidlertid ikke statistisk sikre. Grisenes gennemsnitsvægt var derimod påvirket af zinkoxidniveau (P <=0,05), således at de grise, der fik 2.500 ppmzink, vejede mest ved 7 uger. Der var en klar tendens (P =0,10) til, at zinkoxid givet i kort tid efter fravænningen havde indflydelse på vægten ved 9 uger.

Daglig tilvækst for grisene fra 4 til 7 uger og for hele forsøgsperioden er vist i tabel 3. Det fremgår, at de grise, der fik 2.500 ppmzink i foderet havde den største daglige tilvækst. Ligeledes ses, at grisene i perioden fra 7 til 9 uger ikke var i stand til at kompensere for de forskelle, som var opnået i de første 3 uger af forsøget.

Nærmere analyse af resultaterne viste, at hverken Ca(P)-dosering eller varigheden af zinkoxidbehandlingen havde indflydelse på den daglige tilvækst. Derimod tyder resultaterne på, at kobberindholdet i foderet havde indflydelse på tilvæksten gennem vekselvirkning med foderets zinkoxidindhold. Blandt grisene, der fik et lavt zinkindhold i foderet, havde således de grise, der samtidig fik et højt kobberindhold i foderet, den største tilvækst, til trods for at disse grise samtidig krævede flest behandlinger mod diarre. 

Blodanalyser

Zinkkoncentration i serum er vist i figur 3, hvoraf det fremgår, at for hold, der fik fra 50-1.000 ppmzink, var der ingen forskel, idet koncentrationen lå på samme niveau i hele forsøgsperioden. Derimod var der tydelig respons, når foderet indeholdt 2.500 eller 4.000 ppm zink. Endvidere fremgår af figuren, at når den store zinkoxiddosering ophørte, normaliseredes zinkkoncentrationen i serum meget hurtigt. Resultaterne viser, at der ved de forhøjede zinkoxidmængder i foderet sker en øget absorption af zink fra tarmkanalen. 

Konklusion

Forsøget viste, at zinkoxid givet i mængder på 2.500 ppm reducerede antallet af grise, der havde behandlingskrævende diarré. Ligeledes blev det totale antal behandlinger mod diarre pr. gris stærkt reduceret, når foderet indeholdt mindst 2.500 ppm zink. Effekten af zinkoxid blev også afspejlet i vækstraten, idet grise, der fik 2.500 ppm zink, havde den største daglige tilvækst. 

Den positive effekt af zinkoxid mod diarré forudsatte, at grisene fik den høje dosering i mere end 1 uge. Eftersom diarré-problemerne kun forekom indenfor de første 2 uger efter fravænning viste forsøget, at det var tilstrækkeligt at give den høje zinkoxiddosering i 2 uger efter fravænning for at opnå den gavnlige effekt mod diarré. Ingen af grisene, der fik store zinkoxidmængder i foderet i indtil 3 uger, udviklede erkendbare forgiftningssymptomer.

Forsøget viste endvidere, at et højt Ca(P)-indhold i foderet øgede behovet for genbehandlinger mod diarré, og at kobberindholdet i foderet influerede på grisenes vækst i fravænningssituationen. De nærmere mekanismer er dog ikke klarlagt i dette forsøg. 

De opnåede resultater giver anledning til nye forsøg, hvor hensigten er at klarlægge baggrunden for den gunstige effekt af zinkoxid, og at undersøge hvilke forhold, der har indflydelse på smågrises zinkstatus i fravænningsperioden.