Nitratholdigt drikkevand til unge grise

Sammendrag

Nitratindholdet i grundvandet har været stigende gennem de seneste årtier. På den baggrund blev det undersøgt, om unge grise kan tåle nitrat i drikkevandet. Rent drikkevand blev tilsat 0, 50, 250, 1.000 eller 2.000 mg nitrat pr. liter. Halvdelen af drikkevandet blev desuden forurenet med grisegødning (ca. 1,5 g/l) for at få en bakteriel produktion af nitrit ud fra nitrat. Der var således i alt ti forsøgsbehandlinger (5 nitratniveauer x 2 niveauer af bakterier). 

I alt ti kuld à ti grise blev fordelt på de ti hold. Forsøgsbehandlingen startede efter fravænning ved 3 uger og fortsatte indtil slagtning ved ca. 90 kg levende vægt. Grisene blev fodret efter ædelyst indtil 10 uger og derefter efter norm. De havde fri adgang til drikkevand. 

Resultaterne viste, at hverken store mængder nitrat (op til 2.000 mg/l) eller moderate mængder nitrit (op til 17 mg/l) i drikkevandet havde nogen skadelig virkning på grisenes diarréfrekvens, tilvækst, foderudnyttelse eller slagtekvalitet.

Forurening af drikkevandet med grisegødning bevirkede, at tilvæksten blev reduceret med ca. 3 pct., samtidig med at der var tendenser til, at foderudnyttelsen blev forringet, og diarréfrekvensen blev forøget. 

Indledning

Nitratindholdet i grundvandet har været stigende i de sidste årtier. På den baggrund var det ønskeligt at få klarlagt, om unge grise kan tåle nitrat i drikkevandet. 

Nitrat er i sig selv relativt ufarligt, mens nitrit, som kan dannes ud fra nitrat, er relativt farligt. En del af faren ved nitrat består derfor i risikoen for dannelse af nitrit. 

Nogle bakterier er i stand til at omdanne nitrat til nitrit. Nitrat- og bakterieholdigt vand kan derfor også indeholde nitrit. Da det er vanskeligt at friholde drikkevand til grise fra forurening med grisegødning og dermed bakterier, var det således ønskeligt at få klarlagt, om unge grise kan tåle bakterieforurenet nitratholdigt drikkevand. 

Der er ikke fuld klarhed over, hvilke effekter nitrat kan være årsag til. Bl.a. har forstyrrelse af syre-base status været nævnt. Det er dog aldrig blevet eftervist hos grise. Nitrit optaget i blodet kan reagere med hæmoglobin under dannelse af methæmoglobin, som ikke kan optage og transportere ilt. 

Det er formålet med nærværende forsøg at undersøge, i hvilket omfang nitratholdigt drikkevand alene eller i kombination med bakterieforurening hæmmer unge grises produktionsresultater. Det var desuden formålet at efterprøve, om en eventuel dårligere produktion kunne skyldes forstyrrelse af grisenes syre-base status eller forhøjede koncentrationer af methæmoglgbin i blodet. 

Materiale og metode

Rent, nitratfrit (<2 mg/l) drikkevand blev tilsat nitrat i form af kaliumnitrat, så det indeholdt 0, 50, 250, 1.000 eller 2.000 mg nitrat pr. liter. Til halvdelen af grisene blev vandet desuden tilsat bakterier i form af grisegødning, ca. 1,5 g pr. liter, for at få en bakteriel omdannelse af nitrat til nitrit. Vandet henstod i ca. 1 døgn efter nitrat- og gødningstilsætning for at tillade nitritdannelsen, før det blev givet til grisene efter drikkelyst. 

Ti kuld à ti kuldsøskende blev tilfældigt fordelt på de ialt ti hold: 5 niveauer af nitrat x 2 niveauer af bakterier (+ grisegødning). Grisene blev fravænnet og indsat i forsøget ved 3 ugers alderen. Alle ti kuld var underkastet forsøgsbehandlingen i 6 uger indtil 9 ugers alderen. Af de 100 indsatte grise fortsatte de 60 forsøgsbehandlingen indtil slagtning ved ca. 90 kg levende vægt. 

Grisene var individuelt opstaldede i hele forsøgsperioden. I de første 6 uger blev de fodret efter ædelyst og i den resterende periode efter vægt. Foderet var en byg-hvede-sojaskrå baseret blanding indeholdende 25 pct. råprotein (i pct. af tørstof) indtil 9 ugers alderen, derefter 22 pct. indtil 50 kg levende vægt og endelig 21 pct. indtil slagtning. 

Registreringerne omfattede foderoptagelse, tilvækst og vandforbrug samt diarrétilfælde de to første uger efter fravænning. Venøst blod blev udtaget ved ca. 4 ugers, 8 ugers og 10 ugers alderen. Blodet blev analyseret for pH og partiel tryk af henholdsvis ilt (pO2) og kuldioxid (pCO2). Ligeledes blev blodet analyseret for methæmoglobin. 

Resultater

Analyser på vandprøver viste, at der blev produceret nitrit i det nitrat- og bakterieholdige vand. Et til to døgn efter tilsætning, d.v.s. i den periode grisene fik tildelt vandet, var det gennemsnitlige (spredning i parentes) nitritindhold 0 (0), 6 (8), 16 (14), 15 (17) og 17 (21) mg pr. liter for det bakterieholdige vand tilsat henholdsvis 0, 50, 250, 1.000 og 2.000 mg nitrat pr. liter. 

De statistiske analyser af resultater fra grisene viste, at der ikke var nogen vekselvirkning mellem nitratniveau og gødningstilsætning. 

Resultaterne præsenteres derfor som gennemsnit af disse hovedfaktorer og ikke som gennemsnit af de enkelte hold. 

Virkningen af nitrat- og gødningstilsætning på grisenes produktion er vist i tabel 1 henholdsvis 2. Udover disse hovedfaktorer er virkningen af nitrit på grisenes produktion vist i tabel 3. Nitrits virkning afsløres ved, blandt de fem hold der fik tilsat grisegødning, at sammenligne kontrolholdet (ingen nitrattilsætning) med de fire andre hold. 

Sundhedstilstanden var generel god under forsøgsperioden. Dog var der forekomst af fravænningsdiarré. Der var ingen statistisk sikker virkning af hverken nitrat, nitrit eller gødningstilsætning på diarréfrekvensen. Tre grise døde af årsager, som ikke vedkommer forsøgsbehandlingen.

Det fremgår af tabel 1, at grisenes tilvækst og foderudnyttelse ikke var påvirket af drikkevandets nitratindhold. Det gælder såvel i den første periode efter fravænning som i den senere vækstperiode. Tabel 3 viser, at tilvækst og foderudnyttelse heller ikke blev påvirket i negativ retning af drikkevandets nitritindhold. Endvidere viser tabel 1 og 3, at vandforbruget ikke var påvirket af nitrat- eller nitritindhold. 

Tilsætning af grisegødning havde en negativ virkning på grisenes tilvækst, og der var en tendens til dårligere foderudnyttelse og større diarrefrekvens (tabel 2). Vandforbruget var mindre ved tilsætning af grisegødning (tabel 2).

Der var ingen negativ virkning af hverken nitrat, nitrit eller tilsætning af grisegødning på slagtesvind og kødprocent (tabel 1, 2 og 3). 

Resultater fra blodprøverne er vist i tabel 4. Nitrat i drikkevandet havde ingen systematisk virkning på blodets syre-base status, og nitrit i drikkevandet resulterede ikke i nogen stigning i blodets methæmoglobinindhold. 

Diskussion

Det nitrat- og nitritholdige drikkevand påvirkede ikke grisenes syre-base status eller indholdet af methæmoglobin i blodet. De to signifikante forskelle på blodegenskaber (se tabel 4) antyder ikke en generel tendens og anfægter derfor ikke ovenstående generelle konklusion. Det er heller ikke sandsynligt, at det nitrat- og nitritholdige drikkevand har grebet forstyrrende ind i grisenes vækst på anden måde, idet produktionsresultaterne ikke er påvirket i negativ retning.

At nitrit i to tilfælde havde en positiv virkning på produktionsresultatet (se tabel 3), tolker vi som udslag af tilfældigheder. I et amerikansk forsøg fik grisene drikkevand med 0, 750, 1.500 eller 3.000 mg nitrat pr. liter, uden at der var en signifikant virkning på deres tilvækst, foderudnyttelse eller methæmoglobin. I et andet amerikansk forsøg blev tilsat 0, 200, 400 eller 800 mg nitrit pr. liter drikkevand. I dette forsøg blev det fundet, at nitrit reducerede tilvæksten (op til 30 pct.), og grise på det høje nitritniveau dannede betydelige mængder methæmoglobin (op til 30 pct. af den totale mængde hæmoglobin). 

Der er god overensstemmelse mellem vores og de amerikanske resultater. I begge forsøg har grisene kunnet tåle store mængder nitrat i drikkevandet. Op til 2.000 mg pr. liter i vores forsøg og op til 3.000 mg pr. liter i det amerikanske. Derimod ligger grænsen for, hvor meget nitrit grise kan tåle, noget lavere. Der var ingen negativ virkning af op til ca. 17 mg pr. liter i vores forsøg. Men i det amerikanske forsøg var der en lavere tilvækst ved 200 mg nitrit pr. liter drikkevand. 

Den sandsynlige forklaring på, at grise kan tåle de meget store mængder nitrat og de relativt store mængder nitrit i drikkevandet er, at begge stoffer reduceres til ammoniak af bakterier i grisenes mave-tarmsystem. En mere detaljeret undersøgelse af den mikrobielle omsætning af nitrat og nitrit i forskellige afsnit af mave-tarmsystemet hos grise vil blive behandlet i en kommende meddelelse fra Statens Husdyrbrugsforsøg. 

Formålet med at tilsætte grisegødning til drikkevandet var at få en bakteriel dannelse af nitrit. Som en sidegevinst viste resultaterne dog samtidig, at gødningsforurenet drikkevand i sig selv er uheldig. Tilvæksten reduceredes med ca. 3 pct., og der var også uheldige tendenser på foderudnyttelse og diarréfrekvens. 

Konklusion

Vi konkluderer på baggrund af vores og udenlandske forsøg, at unge grise kan tåle betydelige mængder nitrat (op til 3.000 mg pr. liter), mens grænsen for nitrit er noget lavere (mellem 20 og 200 mg pr. liter).