I nærværende forsøg blev tre hold ormefri SPF-grise podet to gange pr. uge med henholdsvis 0, 25 og 500 infektive spolormeæg. I vækstperioden havde de stærkt inficerede grise væsentlig flere ormepletter i leveren end de svagt inficerede grise, men kun de sidstnævnte fremviste lavere tilvækst, og de fortærede i hele vækstperioden ca. 7 FEs mere pr. gris end grisene i det uinficerede hold.

Indledning

Infektioner med spolorm, Ascaris suum er udbredt i danske svinebesætninger. Hyppigheden er især stor i traditionelt drevne besætninger og lavere i moderne, intensive bedrifter (Roepstorff, licentiat afhandling, KVL = Den kgl. Veterinær og Landbohøjskole, 1986).

De voksne spolorm er 15-25 cm lange og lever i svinets tyndtarm, hvor hunnerne kan producere et meget stort antal æg, som afsættes med gødningen. Under passende betingelser i stalden vil der udvikles små larver inde i æggene. Æg med larver udgør det infektive stadium og kan i fugtig stibund være smittefarlige i flere år. Når disse bliver optaget af en gris, borer larverne sig gennem tarmvæggen og vil i løbet af 1-2 uger vandre gennem lever og lunger, hvorfra de hostes op og via maven når deres endelige placering i tyndtarmen. 

Naturlige infektioner med spolorm forløber næsten altid uden symptomer. Under praktiske forhold har det vist sig at være meget vanskeligt at påvise nogen produktionsmæssig effekt af ormebehandling (58. Meddelelse, Den rullende Afprøvning), hvilket kan skyldes, at både behandlede og ubehandlede svin hele tiden optager nye ormelarver fra den inficerede stibund, og at det er de nyoptagne larvers migration i lever og lunger, der måske forårsager størst skade.

Eksperimentelle podninger under kontrollerede forhold har vist, at de migrerende larver kan forårsage nedsat tilvækst/foderudnyttelse, men resultaterne har varieret meget. Mulige årsager til dette kan være forskelle i infektionsmåder, i svinenes immunstatus (dvs. tidligere infektioner med spolorm) og i forekomsten af sekundære sygdomme. 

I nærværende forsøg anvendtes 2 forskellige smitteniveauer, hvor podningerne blev foretaget med korte mellemum for at efterligne den naturlige kontinuerlige ægoptagelse mest muligt.

Materialer og metoder

Forsøgets praktiske gennemførelse

Til forsøget anvendtes 42 galte og 42 sogrise, der stammede fra 15 kuld, alle født ved Statens Husdyrbrugsforsøg i Foulum. Det drejede sig om SPF-krydsninger af Dansk Landrace og Yorkshire. Grisene vejede ca. 25 kg ved forsøgets begyndelse. I grupper à 3, 6 og 9 var grisene kuldsøskende, således at det var muligt at få tre forsøghold à 28 grise, som var inddelt efter både køn, kuld og vægt. Grisene blev fordelt med 2 galte og 2 sogrise i hvert sti. Der var således i alt 7 stier pr. hold. To gange ugentligt fra forsøgets start og indtil slagtning modtog hver gris i hold 2 og 3 henholdsvis 25 og 500 spolormeæg i foderet, mens hold 1 forblev uinficeret (kontrolhold). 

Fra to af stierne i hvert hold blev der slagtet to grise efter henholdsvis 1, 3, 6 og 9 uger, mens resten blev slagtet ved ca. 90 kg, se tabel 1. De tre forsøgshold blev placeret i hver sin sektion af en stald på Trollesminde, hvori der ikke var andre grise. Grisene var ormefri ved forsøgets start.

Tabel 1. Forsøgsplan

Samtlige grise fik 24 pct. sojaskrå i foderet indtil 50 kg og derefter 18 pct. Foderet indeholdt desuden byg, kridt, dicalciumfosfat, salt og vitaminog mikromineralblanding. Blandingerne indeholdt ca. 1 FEs pr. kg samt normale mængder aminosyrer, Ca og P. 

Sundhedstilstanden var i hele forsøgsperioden god hos samtlige grise. De 24 grise, der blev slagtet efter 1, 3, 6 eller 9 uger, blev undersøgt på KVL. De resterende 20 grise fra hvert hold blev slagtet 10-16 uger efter den første podning. 

Parasitologiske metoder

Der blev taget gødningsprøver fra samtlige grise hver uge, og ved hjælp af en McMaster-metode bestemtes antal spolormeæg pr. gram gødning. Hveranden uge blev der fra 8 grise pr. hold udtaget blodprøver til serologiske undersøgelser (ELISA-metode, hvor koncentrationen af spolormelarve -specifikke antistoffer bestemtes). Efter slagtning blev der foretaget en makroskopisk vurdering af tyndtarm, lever og lunger. Parasitbyrden i det udvaskede tarmindhold samt i lever og lunger blev bestemt kvantitativt. 

Resultater

Infektionsforløb

Der blev ikke observeret kliniske symptomer, men ved slagtning fik 5 grise anmærkninger for forskellige lidelser. Hos de upodede grise i hold 1 blev der hverken fundet ormeæg i gødningen eller orm ved slagtning. Hos hold 2 og 3 blev der fundet flest migrerende larver i lever og lunger 1 uge efter podningernes start, hvorefter antallet faldt til nær 0 ved normal slagtevægt.

Antallet af orm i tarmen var størst 3 uger efter podningernes start, hvor der gennemsnitlig var hhv. 5 og 55 store larver pr. svin i hold 2 og 3, og faldt derefter, således at der var gns. 3,4 og 4,1 voksne orm pr. svin i de to hold ved 90 kg. Ormene var meget ulige fordelt, idet de alene blev fundet i henholdsvis 6 og 4 svin (30 og 20 pct.), og det var da også kun disse svin, der med sikkerhed udskilte ormeæg i gødningen i løbet af forsøgsperioden. 

Der var markant forskel på antallet af registrerede leverpletter (Figur 1). Således blev der kun fundet to leverpletter hos én enkelt gris i kontrolgruppen, mens svinene i hold 2 havde maksimum (45 pletter pr. lever) i uge 9, og svinene i hold 3 havde maksimum (>600 pletter pr. lever) i uge 6. I begge de podede hold faldt antallet af leverpletter til et moderat/lavt niveau ved 90 kg.

Figur 1. Antal leverpletter i de tre hold.

Ved serologiske målinger fandtes, at koncentrationen af antistof, rettet mod spolormelarver, sluttede på samme høje niveau hos begge de podede hold, men at stigningen skete væsentligt hurtigere hos hold 3 end hos hold 2 (Figur 2). 

Figur 2. Antistoffer (rettet mod spoleormelarver) i sera fra de tre hold.

Tilvækst, foderforbrug og slagteresultater

Produktionsresultatet er angivet i tabel 2. Indtil 50 kg var den daglige tilvækst 651 g for hold 1, men henholdsvis 614 og 631 g for hold 2 og 3. Foderforbruget pr. kg tilvækst var da også mindst for hold 1. Forskellen i daglig tilvækst og FEs pr. kg tilvækst var kun statistisk sikker mellem hold 1 og 2 (P <0,05). 

Tabel 2. Tilvækst, foderforbrug og slagteresultater

I hele forsøgstiden havde hold 2 mindre daglig tilvækst og større foderforbrug sammenlignet med det uinficerede hold 1 (P <0,05), hvorimod hold 3, der fik den største mængde infektive æg, tilsyneladende ikke var påvirket. Der var ingen signifikante forskelle på kødprocent og slagtesvind mellem de tre hold. 

Diskussion

Infektionernes forløb

Som det fremgår af tabel 1, blev to grise pr. hold slagtet henholdsvis 1, 3, 6 og 9 uger efter forsøgets start. Undersøgelser af levere (Figur 1), lunger og tarme fra disse grise samt serologiske undersøgelser af blodprøver fra 8 grise pr. hold (Figur 2) viste, at grisene i hold 3 tydeligvis havde flere migrerende larver end grisene i hold 2. Hvis man derimod havde nøjedes med at se på antallet af store orm i tarmen ved normal slagtevægt (90 kg) eller kun havde set på ægudskillelse i gødningen (normale diagnostiske metoder), var der intet, der kunne antyde en massiv smitte eller iøvrigt en forskel på smittetrykket hos hold 2 og 3. 

Antallet af leverpletter var størst i løbet af vækstperioden (tidligst og kraftigst hos hold 3), og derefter faldt det til et ret moderat niveau ved 90 kg. Konsekvensen af dette er, at levere fra midten af vækstperioden ville bliver totalt kasserede, mens de samme levere ved normal slagtevægt ville være blevet godkendt til dyrefoder eller konsum efter udrensning af de synlige pletter. En undersøgelse viste imidlertid, at der stadig var arvæv tilbage af leverpletterne, idet leverne fra hold 2 og især hold 3 var mere seje end kontrolleverne på grund af øget indhold af bindevæv. 

En rimelig fortolkning af infektionsforløbene hos hold 2 og 3 er, at de migrerende spolormelarver under deres migration i svinene hurtigt inducerede et immunsvar (stærkest og tidligst hos hold 3), der først hæmmede larvernes migration og dernæst forårsagede larvernes død. I et mindretal af svinene formåede enkelte af de tidligste larver dog at undgå værtsreaktionerne og blive kønsmodne. Den gradvist stigende immunitet medførte, at larverne i slutningen af forsøgsperioden end ikke nåede til leveren, således at der ikke dannedes nye leverpletter, mens de ældre samtidig helede op under øget bindevævsdannelse. 

Produktionsresultater

Produktionsresultaterne viste, at de uinficerede kontrolgrise havde den største daglige tilvækst og den bedste foderudnyttelse, men at der iøvrigt kun var tale om små forskelle. Således var der ikke nogen statistisk sikker forskel på produktionsresultatet for kontrolgrisene og de stærkest podede grise, hvorimod den daglige tilvækst for de moderat podede grise var 37 g mindre end for kontrolgrisene i den første del af vækstperioden (indtil 50 kg). I den anden del af vækstperioden var der ingen statistisk sikre forskelle på holdene. 

Den økonomiske betydning af det moderate, men vedvarende infektionspres med spolorm er således en anelse mindre end for en massiv smitte med knudeorm, hvor der i den 657. Medd. blev fundet, at mange knudeorm kan forringe den daglige tilvækst med ca. 30 g og øge foderforbruget i hele vækstperioden med 10 FEs. Men set ud fra en praktisk synsvinkel må spolormeinfektionerne anses for mere tabvoldende for svineproduktionen, idet spolorm forekommer langt hyppigere end knudeorm i danske slagtesvin. Endvidere synes knudeorm, ifølge 657. Meddelelse fra SH, først at påvirke svinenes tilvækst/foderudnyttelse længe efter infektionernes start (efter 50 kg), mens produktionstabet ved spolorminfektioner synes at komme hurtigt (før 50 kg), sandsynligvis inden der udvikles tilstrækkelig immunitet.

Endelig er det værd at påpege, at det muligvis er det moderate infektionsniveau med spolorm med den tilsvarende langsomme immunitetsudvikling, der giver det største produktionstab, og forskellige grader af moderat infektionspres er netop det mest almindelige i danske slagtesvinestalde. 

Konklusion

Denne undersøgelse viser at moderat, men vedvarende smitte med spolorm kan forårsage et produktionstab i vækstperioden. Derfor er det vigtigt at kontrollere ormeinfektionerne - men med hensyn til evt. ormebehandling må resultatet ikke tages til indtægt for, at det vil være økonomisk fordelagtigt at behandle slagtesvin, når der er spolorm i en besætning. Dette skyldes blandt andet, at ormemiddel kun fjerner de orm og evt. larver, der findes i svinene på behandlingstidspunktet, men behandling forhindrer ikke, at der til stadighed bliver optaget infektive æg fra staldbunden.

Det vigtigste er derfor at få nedsat smittetrykket, hvilket i praksis har kunnet lade sig gøre i en del intensivt drevne besætninger, bl.a. synes spaltegulv og daglig udmugning at være korreleret med lav smitte.