Protein til han- og sogrise - stigende mængder sojaskrå

Sammendrag

60 hangrise og 60 sogrise blev i vægtintervallet 20-100 kg tildelt foder indeholdende forskellige mængder sojaskrå. Et hold fik normale mængder. To hold fik henholdsvis 25 og 50 pct. af sojaskråen ombyttet med byg, mens to hold fik henholdsvis 25 og 50 pct. ekstra sojaskrå og en tilsvarende reduktion i byggens andel. 

I perioden 20-50 kg medførte en stigning i indholdet af sojaskrå fra 12 til 36 pct. stigende daglig tilvækst for både han- og sogrise. Efter 50 kg indeholdt foderet fra 9 til 27 pct. sojaskrå. I denne periode opnåede begge køn maksimal daglig tilvækst ved 25 pct. sojaskrå. Hangrisene havde i denne periode et lavere foderforbrug pr. kg tilvækst end sogrisene. 

Kødprocenten var ens for de to køn. Den højeste kødprocent blev fundet ved 26 pct. sojaskrå i gennemsnit af hele forsøgstiden. Slagtesvindet var 1,5 procentenheder højere hos hangrisene end sogrisene. Der blev ikke fundet vekselvirkning mellem køn og sojaskråmængde med hensyn til produktionsresultaterne.  

Råvarekvaliteten var påvirket af sojaskråmængden. Proteinindholdet i inderlår blev således forøget med over 1 procentenhed, mens indholdet af intramuskulært fedt i inderlår og kam blev reduceret betydeligt. Pigmentindholdet blev også reduceret ved stigende sojaskråmængde. 

Hangrisene havde et lavere proteinindhold i inderlår, lidt mindre indhold af intramuskulært fedt, samt et højere jodtal end sogrisene.

Indledning

Der er ved Statens Husdyrbrugsforsøg i årenes løb udført en lang række forsøg med stigende proteinmængder til sogrise og galte. Da produktion af hangrise er blevet aktuel, er der iværksat forsøg for at undersøge deres proteinbehov. Det kan i denne forbindelse nævnes, at de vejledende aminosyrenor­mer fra Danske Slagterier i 1989 er hævet med 10 pct. for hangrise i forhold til normen for slagtesvin.

Formålet med nærværende undersøgelse var at finde den optimale mængde sojaskrå til hangrise og sogrise ved normfodring med hensyn til produktionsresultater og råvarekvalitet. 

Materialer og metoder

Der er udført et forsøg med 120 krydsningsgrise (Y x LY), der er opfodret individuelt på Svineforsøgssta­tionen Sjælland II. Grisene er født på Sjælland III og stammer fra 12 kuld à 5 hangrise og 12 kuld à 5 sogrise. De fem kuldsøskende blev fordelt tilfældigt på fem hold, beskrevet i tabel 1. Forskelle mellem køn er testet med forsøgsfejlen: Kuld (køn). 

Forsøgsplanen fremgår af tabel 1. 

Foderet var sammensat af sojaskrå, byg samt mineraler og vitaminer. Hold 3 fik som vist i tabel 1 normale mængder sojaskrå, mens hold 1 og 2 fik henholdsvis 50 og 25 pct. af sojaskråen ombyttet med byg. Hold 4 og 5 fik derimod 25 og 50 pct. ekstra sojaskrå og en tilsvarende reduktion i byggens andel. 

Foderets kemiske sammensætning fremgår af tabel 2. Der var godt 1,0 FEs, 7,0 g Ca og 5,5 g P pr. kg foder. På grund af den føromtalte ombytning af sojaskrå og byg steg indholdet af protein og essentielle aminosyrer nogenlunde i samme takt fra hold 1 til hold 5. 

Efter slagtning blev der udtaget prøver til bestemmelse af råvarekvaliteten på Slagteriernes Forsknings­institut. Vedrørende prøveudtagning og analysemetodik iøvrigt henvises til 685. Beretning fra SH. 

Resultater og diskussion

Stigende mængde sojaskrå

En del af resultaterne fra tabel 3 er illustreret i figur 1 og 2, hvor pct. sojaskrå er det gennemsnitlige indhold i hele forsøgstiden.

Grisenes daglige tilvækst og foderforbrug pr. kg tilvækst afhang kurvelineært af foderets sojaskråindhold. I vægtintervallet fra 20 til 50 kg førte ingen af de tildelte sojaskråmængder til, at tilvækst- og foderforbrugskurven toppede. Det antydes herved, at grisene i den første del af vækstperioden kunne have udnyttet en større mængde sojaskrå. Dette bør eventuelt undersøges gennem yderligere forsøg. 

Figur 1. Daglig tilvækst (20 - 100 kg)

Figur 2. FEs/kg tilvækst (20 - 100 kg)

I vægtintervallet fra 50 til 100 kg opnåede grisene maksimal daglig tilvækst ved 25 pct. sojaskrå. Det laveste foderforbrug pr. kg tilvækst forekom ved 23 pct. sojaskrå i denne periode. 

Kødprocenten afhang ligeledes kurvelineært af sojaskråindholdet. Den højeste kødprocent blev fundet ved 26 pct. sojaskrå i gennemsnit af hele vækstperioden. Slagtesvindet afhang ikke af sojaskråmængden.

Ovenstående resultater bekræfter resultaterne med sogrise og galte i 635. Beretning fra SH. I denne undersøgelse fandt man, at selv ved en prisforskel mellem sojaskrå og byg på 100 kr. pr. 100 kg var der optimalt dækningsbidrag, når foderet indeholdt ca. 26 pct. sojaskrå i gennemsnit af hele vækstperioden. 

Forsøg publiceret i 646. Beretning viser imidlertid, at ca. halvdelen af sojaskråmængden kan erstattes af lysin, methionin og treonin.

Som vist i 639. Beretning vil kvælstofindholdet i urinen kunne reduceres med op til 40 pct. ved at erstatte en del sojaskrå med lysin, treonin og methionin. For at belyse dette nærmere er nye forsøg iværksat.

Spørgsmålet om tilsætning af aminosyrer er naturligvis afhængig af pris­relationerne mellem de forskellige naturligt forekommende og de tiIsatte aminosyrer. 

Hangrise kontra sogrise

Resultaterne viste en tendens til, at sogrisenes daglige tilvækst var højere end hangrisenes i vægtinterval­let fra 20 til 50 kg. Derefter var hangrisenes tilvækst en anelse højere end sogrisenes.

Hangrisenes daglige foderopta­gelse og foderforbrug pr. tilvækst var signifikant (P<0,03) mindre end sogrisenes i den sidste del af vækstperioden. 

Slagtesvindet var 1,5 pct. mindre hos sogrisene end hos hangrisene (P<0,001). Kødprocenten var ikke signifikant forskellig hos de to køn. 

Vekselvirkning mellem køn og sojaskråindhold

Der blev ikke fundet signifikant vekselvirkning mellem køn og procent sojaskrå.

Produktionsresultaterne taler altså ikke for anvendelse af forskellige sojaskråmængder til han og sogrise. Samtlige grise er i nærværende undersøgelse fodret efter norm med fem proteinniveauer.

Der er iværksat et 2 x 3 faktorielt forsøg med hangrise, der fodres dels efter norm, dels efter ædelyst ved tre proteinniveauer. 

Råvarekvalitet

Stigende mængde sojaskrå

I tabel 4 ses, at stigende mængder sojaskrå ikke har haft nogen indflydelse på spækkvaliteten, idet jodtallet ikke er forskelligt mellem de enkelte hold. Derimod er sondetallet positivt påvirket (faldende), dog kun i yderlår (P<0,05). Der var ingen forskel på de målte pH2 værdier.

Saftbindeevnen i yderlår var en smule forbedret af sojaskråmængden, men holdenes gennemsnitsværdier var alle over 0,150, som er grænsen for PSE. Forekomsten af PSE i mindst en muskel var 13, 21, 13, 9 og 13 pct. for hold 1-5.

DFD-forekomsten, d.v.s. svin med forhøjet pH2 i mindst en muskel, var 4, 0, 9, 5 og 8 pct. for hold 1-5. Der var også en tendens til forbedret saftbindeevne i kam. Dette var dog ikke signifikant.

Pigment i såvel yderlår som kam var derimod negativ påvirket (faldende) af sojaskråmængden. Dette er ikke uventet, idet tidligere forsøg med tilsætning af aminosyrer har givet samme resultat.

Protein i inderlår blev forøget samtidig med, at intramuskulært fedt blev reduceret, hvilket betyder, at det økonomiske udbytte af de forarbejdede produkter bliver betydeligt forøget.

Intramuskulært fedt i kam blev ligeledes reduceret. Dette kan få betydning for anvendelse til fersk konsum, idet man ønsker et indhold på 1,6 til 2,0 pct.

De resultater, som her er fundet, er de samme, som der i de senere år er fundet i avlsundersøgelserne, og bekræfter hermed, at pigment og intramuskulært fedt i kam nu er på et niveau, som ikke kan tåle at blive reduceret yderligere. 

Ved smagsbedømmelserne af bacon fandtes ingen holdforskelle for de undersøgte egenskaber. 

Syv hangrise havde et skatoltal over 0,25 ppm, heraf fire på hold 3. Dette var ikke forventet, idet tidligere undersøgelser ikke har givet samme udslag. Det må indtil videre betragtes som tilfældigt. 

Hangrise kontra sogrise

Der fandtes en del kønsforskelle. Jodtallet var som forventet højere for hangrisene end for sogrisene. Denne forskel kan skyldes hangrisenes tyndere rygspæk. Der var ligeledes en større risiko for PSE hos hangrisene, idet saftbindeevnen i yderlår var lidt lavere end for sogrisene. Proteinindholdet i inderlår var ligeledes lavest for hangrisene. Dette var især udtalt ved lavt proteinindhold i foderet.

Intramuskulært fedt i såvel inderlårsom kam var lavest for hangrisene, dette er også observeret i tidligere forsøg. Forskellene var ikke statistisk sikre for intramuskulært fedt i kam og inderlår.

Karaktererne for smagsbedømmelserne af bacon var lavere for hangrisene end for sogrisene. Det bør nævnes, at samtlige hangrise indgik i undersøgelsen, uanset om skatolindholdet var over eller under 0,25 ppm.