Opdateret 3. april 2013

Smitteforebyggelse i besætningen

Smittebeskyttelse dækker over en række foranstaltninger, som har til formål at beskytte besætningen mod sygdomsfremkaldende smitstoffer, bakterier og vira.

Det er vigtigt at beskytte egen besætning, men også dansk svineproduktion, mod sygdomsfremkaldende smitstoffer, bakterier og vira. Det kan ikke alene have store økonomiske konsekvenser for den enkelte landmand, men også store samfundsøkonomiske konsekvenser.

Smittebeskyttelse består af række forskellige tiltag, der alle har til formål at undgå produktionssygdomme hos grise. På denne side kan du læse mere om de forskellige tiltag.

Nogle typer kan ikke holdes ude af besætningen, da de enten spredes med vinden eller er vidt udbredt i naturen - og dermed også i besætningen. De infektioner kan kun begrænses ved at forhindre et højt smittepres i besætningen.

En række tarm- og colibakterier overføres ofte via gødningskontakt til dyrene. Det gælder infektioner som dysenteri, coli og Salmonella. Smitteoverførslen sker dels ved, at grise sættes ind i stier, der er forurenet med gødning, og dels ved at der overføres gødning fra inficerede staldafsnit til ikke-inficerede staldafsnit via støvler og redskaber.

Hvis der ikke er kontakt mellem stierne, optræder gødningsbårne infektioner hyppigst stivis. Nogle luftvejsinfektioner kan også overføres via gødning. Det gælder fx PRRS-virus, der udskilles i betydelige mængder i gødningen.

Luftvejsinfektioner er almindeligvis luftbårne. Der er imidlertid forskel på, hvor langt de enkelte luftvejsinfektioner kan bæres med vinden. Virusinfektioner, som fx influenza (svineinfluenza) og Aujeszkys sygdom, kan bæres med vinden op til 10 km.

Luftvejsinfektioner forårsaget af bakterier, som fx ondartet lungesyge (Actinobacillus pleuropneumoniae), kan kun bæres med vinden nogle få hundrede meter. I fuldsektionerede staldsystemer kan deres betydning ofte begrænses.

Referencer

[1] Indretning af stalde til svin. Tværfaglig rapport 1. udgave. Landbrugets Rådgivningscenter 1993.
[2] Bækbo, Poul & Larsen, Lars Pilegaard (1999). Sundhed og sygdom hos svin. 4. reviderede version, Landbrugsforlaget.

Ekstern og intern smittebeskyttelse har samme formål, nemlig at hindre overførsel og spredning af sygdomme. Intern smittebeskyttelse skal forhindre spredning af sygdomme i besætningen, mens ekstern smittebeskyttelse sigter mod at hindre tilførsel af smitte udefra. For besætninger med 1360 søer og grise indtil 32 kg, 2150 søer med produktion af grise op til 7 kg, 4500 slagtesvin eller 15400 smågrise gælder, at de skal have udarbejdet en smittebeskyttelsesplan i henhold til bekendtgørelse om smittebeskyttelse i besætninger med kvæg og svin bek. nr. 1329 af 30/11/2010. Smittebeskyttelsesplan skal underskrives af den praktiserende dyrlæge, samt godkendes af FVST.

Smitte udefra kan fx være via:

  • Vind
  • Foder
  • Avlsdyr
  • Smågrise
  • Sæd
  • Slagteribiler
  • Eksportbiler
  • Redskaber - herunder udmugningsmateriel
  • Strøelse
  • Personer
  • Mus og rotter
  • Fugle
  • Andre dyrearter.

Ekstern smittebeskyttelse er særdeles vigtig for at sikre besætningen bedst muligt mod tab som følge af sygdomme, der introduceres i besætningen.

Ekstern smittebeskyttelse kan opdeles i geografisk beskyttelse og beskyttelse af besætningsområdet.

Geografisk beskyttelse

  • Svinebesætningens beliggenhed i forhold til andre svinebesætninger herunder placering i forhold til de fremherskende vindretninger.
  • Afstand til andet dyrehold (specielt risiko for smitte med zoonoser)

Beskyttelse af besætningsområdet

  • Personadgang
  • Håndtering af foder/strøelse ind og ud af besætningsområdet - især udmugning ved dybstrøelse
  • Udleveringsforhold for levedyr (smågrise og evt. polte) og slagtesvin
  • Indleveringsforhold for levedyr bl.a. karantænefaciliteter ved indkøb af avlsdyr
  • Passiv og aktiv sikring mod skadedyr som rotter og mus
  • Smittesikring af besætningsområdet i forhold til ”andet dyrehold” end svin, herunder: kvæg, heste, fjerkræ, hunde, katte

Luftbåren smitte og skadedyr

Det er velkendt, at en række infektioner kan smitte over længere afstande ved, at virus eller bakterier bæres med vinden. Influenza (Ssvineinfluenza), PRRS (Porcine Reproductive and Respiartory Syndrome) og almindelig lungesyge (mykoplasma- lungesyge) er gode eksempler på infektioner, der kan flyttes flere kilometer med luften.

Af andre luftbårne infektioner kan nævnes mund- og klovesyge, PRRS (Porcine Reproductive and Respiartory Syndrome), og over kortere afstande også ondartet lungesyge (Actinobacillus pleuropneumoniae). I fugtigt og køligt vejr kan smitstofferne overleve gennem længere tid uden for grisen.

Udover den eksakte afstand er placering i forhold til fremherskende vindretninger også af betydning. Vestenvinden er den mest almindelige i Danmark, og derfor er det risikabelt at ligge tæt op ad besætninger, der er placeret i vestlig retning i forhold til ens egen besætning, hvis de er smittet med sygdomme, ens egen besætning ikke er smittet med.

Svinebesætningers afstand til besætninger, som har andet dyrehold end svin, er af stigende interesse efterhånden som de ikke svinespecifikke sygdomme, som fx Salmonella og MRSA, har fået øget betydning for besætningernes produktionsresultater, omdømme og afsætningsmuligheder. Beliggenhed nær ved lossepladser eller andre steder, der kan tiltrække skadedyr, er også uheldig, idet rotter og mus eksempelvis kan overføre salmonellasmitte.

Begrænset færdsel i besætningsområdet

Det er vigtigt, at besætningsområdet betragtes som et meget veldefineret område. Al færdsel ud og ind af dette område skal være meget nøje planlagt, så risikoen for indslæbning af uønsket smitte gøres så lille som mulig.

I princippet må alle personer, dyr, foderstoffer, strøelse m.m. betragtes som en smitterisiko, når det eller de skal ind eller ud af besætningsområdet. For at svinesygdomme forårsaget af bakterier smitter i besætningen, skal de så at sige slæbes ind i besætningen enten med:

  • Personer
  • Tøj
  • Støvler
  • Dyr
  • Redskaber
  • Foder/strøelse

Salmonella, smitsom nysesyge (atrofisk rhinitis), skab og dysenteri (svinedysenteri) er gode eksempler på infektioner, der kan slæbes ind i besætningen. Ved at gennemføre en konsekvent og velovervejet smittebeskyttelse kan man sikre sin besætning godt mod disse infektioner.

De vigtigste områder i smittebeskyttelse af besætningsområdet er:

  • Personadgang
  • Foder/strøelse
  • Udmugning af dybstrøelse
  • Indkøbt foder
  • Udleveringsforhold for levedyr, slagtesvin og grise til eksport
  • Indkøb af avlsdyr og smågrise
  • Karantæne
  • Skadedyr
  • Andet dyrehold i besætningen.

Personadgang

Forrummet skal sikre, at personer ikke slæber smitte med ind i besætningsområdet. Ved at gennemføre skift af beklædning og fodtøj samt vask af hænder (evt. også bad) kan besætningsområdet sikres bedst muligt.

Figur 1. Forslag til indretning af forrum. Inden adgang til besætningen skifter man tøj, støvler og vasker hænder i forrummet (billednr. 6236)

Karantænetid fra besøg i besætning med lavere sundhedsstatus nedsætter smitterisikoen ved personadgang. Når personer medbringer værktøj eller medicinsk udstyr er det vigtigt, at der også er en procedure for, hvordan redskaberne bringes ind i besætningsområdet.

Besøgende fra udlandet skal også overholde besøgsregler. Specielt for besøgende fra udlandet fra udlandet gælder der brancheregler, som skal overholdes af alle svinebesætninger, for at undgå indslæbning af sygdomme, som ikke findes her i landet i forvejen. Generelt gælder, at der er 24 timers karantæne fra ankomst til den danske grænse.

Efter besøg i svinebesætninger i EU er der generelt 12 timers karantæne fra ankomst til Danmark.Det gælder dog ikke efter besøg i svinebesætninger i Grækenland, Italien, Polen, Estland, Letland, Litauen, Bulgarien, Ungarn og Rumænien. Her er der 24 timers karantæne som for det øvrige udland.

Hvis man har specielt godt kendskab til de besøgende og de er professionelle kan karantænekravet nedsættes til at gælde fra den udenlandske besætning er forladt.

Læs/print de danske smittebeskyttelsesregler.

Foder/strøelse

Der skal være faste rutiner, der sikrer, at dyrene i besætningen ikke kommer i kontakt med smittefarligt materiale ved indlevering af foder og strøelse. Strøelse i form af halm er i stigende anvendelse, og det er nødvendigt at have en procedure for:

  • Hvor og hvordan halmen bjerges.
  • Hvorledes den opbevares.
  • Hvordan den kommer ind i besætningsområdet som halm og ud af besætningsområdet som gødning. Specielt er det vigtigt at have procedurer for rengøring og desinfektion af minilæsser, der også benyttes i andre besætninger, før den får adgang til besætningsområdet.

Indkøbt foder

Indkøbt foder indeholder normalt ikke betydelige mængder smittefarlige bakterier. Salmonellabakterier kan dog forekomme i så store mængder, at de kan inficere grisene. Derfor bør der altid indkøbes salmonella-kontrolleret foder.

Indkøbte råvarer kan ligeledes resultere i salmonellasmitte.

Figur 2. Foderrum bør være rene, tørre og ryddelige (billednr. 2321).

Udleveringsforhold for levedyr og slagtesvin

Vognmænd, der kommer til besætningen, kan medbringe smitte. Især er det meget vigtigt at være særdeles påpasselig med udlevering af slagtedyr, idet en slagterivogn kan medbringe alle typer af smitte.

Udleveringsproceduren til slagterivogn kan indrettes på følgende måder:

  • Direkte fra stalden (mest risikablel metode)
  • Via udleveringsrum/udleveringsfold
  • Via mobil udlevering (sikreste udleveringsmetode)

Vognmanden kommer som regel med grise på vognen, men ved at forlange en tom og rengjort vogn kan man sikre sig bedst muligt mod, at besætningen smittes. Rengøringen skal gennemføres efter præcise vaskeprocedurer.

Generelt gælder det, at jo længere væk fra besætningsområdet vognmanden holder desto mindre risiko. Tilsvarende faste rutiner skal gennemføres ved udlevering af smågrise og andre levedyr.

Udlevering i forbindelse med eksport

Ved eksport er det vigtigt at gøre sig klart at lastbilen ofte kommer fra udlandet eller har været i udlandet for ganske nylig. Det gælder især i de tilfælde hvor eksportvognen læsser direkte på ejendommen og grisene således ikke går over en samlestald. Her er det vigtigt at besætningsejeren selv sørger for at agere grænsekontrol og kontrollere at chaufføren kan dokumentere at lastbilen har et vaskecertifikat hvis det kræves. I henhold til DANISH-reglerne skal besætningsejeren opbevare certifikatet i 3 år.

Ved direkte oplæsning til eksport er det specielt vigtigt at sørge for at grise ikke kan løbe tilbage ind i besætningen, da de herved kan slæbe smitstoffer tilbage fra lastbilen. Ligeledes er det afgørende at eksportchaufførerne ikke kommer ind i stalden, men bliver på lastbilen.

Indkøb af avlsdyr og smågrise

Ved indkøb af avlsdyr eller smågrise bør det altid sikres, at der indkøbes dyr med samme sundhedsmæssige status som køberbesætningens status.

Indkøb af grise med lavere sundhedsstatus kan fremkalde meget voldsomme sygdomsudbrud i købers besætning. Men også indkøb af grise med en højere sundhedsstatus end købers besætning kan give problemer. Sygdomsudbrud hos de indkøbte grise på grund af smitte fra købers besætning kan medføre opformering af smitstoffet, og dermed også fremkalde sygdomsudbrud hos de dyr, der allerede er i besætningen.

Nogle infektioner fx hjernebetændelse (streptokokinfektion), E. coli og Salmonella kan besætningen ikke deklareres fri for, enten fordi det ikke er muligt at undersøge infektionsmønstret, eller fordi infektionen forekommer i alle besætninger. For sådanne sygdomme gælder samme regler som for infektioner, besætningen kan deklareres fri for.

Fx bør der ikke købes dyr fra besætninger med klinisk udbrud af salmonellainfektion eller ødemsyge (E.coli enterotoxæmi), med mindre modtagerbesætningen også er smittet.

Karantæne

Ved at anvende karantænefaciliteter ved indkøb af avlsdyr, kan man sikre sig godt mod indkøb af uønskede sygdomme.

Figur 3. Karantænerummet skal indrettes som et selvstændigt besætningsområde med eget forrum til omklædning til karantænens eget tøj og fodtøj og være indrettet med håndvask med sæbe.

Skadedyr

Det er meget vigtigt, at der gennemføres en effektiv sikring af ejendommen, fordi rotter og mus kan overføre sygdomme som Salmonella, nysesyge, E. coli med flere. Det er bedst at overlade denne bekæmpelse til et autoriseret firma, som kommer regelmæssigt og kontrollerer sikringen.

Herved forebygges invasion af skadedyr, og man undgår, at besætningen påføres en smitterisiko. Med en effektiv sikring kan man desuden undgå, at rotter og mus ødelægger mure, vægge og kabler samt æder sig fede for besætningsejerens regning.

Andet dyrehold

Udover de sygdomme som kun rammer grisene, er der som nævnt en række zoonoser dvs. sygdomme, der kan overføres fra dyr til mennesker. Disse sygdomme kan smitte mellem de forskellige dyrearter. For at undgå at grisene smittes med f.eks. salmonella fra fjerkræ, er det vigtigt, at der er en god smittebeskyttelse mellem de forskellige dyrehold på en ejendom. Der må ikke anvendes fælles redskaber i svine- og kvægbesætninger, og hunde og katte må ikke have uhindret adgang til staldene.

Brug af karantænestald sikrer, at hvis indkøbte avlsdyr viser sig at være smittebærere kan de slagtes, inden de har haft kontakt med den øvrige besætning.

Karantænestald

Under karantænestald er der skrevet mere om indretning og drift.

Tabel 1. Mulighed for bekæmpelse af svinesygdomme i Danmark.

Sygdom Ekstern smittebeskyttelse Intern smittebeskyttelse
Mund- og klovesyge +++  -
Svinepest +++  -
Aujeszkys sygdom +++  -
"Skab" +++ +
Dysenteri +++ +
Mycoplasma ++ +
PRRS ++ ++
Ondartet lungesyge ++ +
Salmonella + ++
Coccidiose - +++
+, ++, +++: jo flere +, jo større betydning

Referencer

[1]

SPF besøgsregler. WWW.SPFSUS.DK

[8]

Christiansen, J.P. (2004). Svinehold – en grundbog. Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret. Landbrugsforlaget.

 

Figur 1. Desinfektion af støvler skal foretages i
forrummet (foto: Ukendt, Billednr. 1413)

Smittestoffer kan overføres via luft, redskaber, støvler, mus og rotter samt ved direkte kontakt mellem grise (se figur 1).

Placering af stalde

Staldenes indbyrdes placering og indretning har betydning for, hvor stor mængde smitte grisene udsættes for i løbet af vækstperioden. Som hovedregel er det vigtigt at minimere smitten fra ældre til yngre dyr.

Smittebeskyttelsen øges ved:

  • At bygninger placeres så længderetningen svarer til den mest fremherskende vindretning
  • At staldene placeres så grisene transporteres direkte fra farestald til smågrisestald til slagtesvinestald
  • At transportveje placeres, så de ikke går gennem andre staldafsnit (se figur 2).

Figur 2. Korrekte transportveje medfører, at grise ledes gennem staldsystemerne i én retning, så smitte fra ældre til yngre dyr undgås (tegning: Iben Boykel, Billednr. 7076).

Transportveje

Ved planlægning af nye svineproduktionsanlæg er det muligt at anlægge transportvejene, så de opfylder kravene til smittebeskyttelse.

I eksisterende anlæg er det relevant at overveje, om transportvejene bør ændres i en mere hensigtsmæssig retning.

Mulighederne for at forbedre dem kan være:

  • At transportere grisene med vogn, så de ikke kommer i direkte kontakt med smittestoffer fra dyr, gulv og inventar
  • At etablere nye drivgange, udenom stalde med ældre dyr
  • At ændre på brugen af et staldafsnit, så det bruges til en anden dyregruppe.

Staldindretning


Figur 3. Denne indretning sikrer ikke tilstrækkeligt
mod smitteoverførsel. Grisene har mulighed for
trynekontakt med såvel grise i nabostier som grise
på gangen.
(foto: Dorte Calmann-Hinke, Billednr. 3142)

Staldene skal indrettes, så overførsel af både gødnings- og luftbåren smitte begrænses mest muligt. Smittebeskyttelsen bør gennemføres på såvel sti- som bygningsniveau [3], [4], [5].

Derfor skal stierne opdeles i smittemæssige enheder á to stier, hvor inventaret mellem hver anden sti er fuldstændig lukket ved gulvet og op i 60 cm højde, så gødningssmitte og trynekontakt undgås (se figur 3) [1], [2].

Staldbygningerne skal være indrettet til holddrift, med helt eller delvis adskilte sektioner, som passer til det antal grise, der produceres hver uge.

Stiindretning

For at undgå smitteoverførsel mellem nabostier samt muliggøre rengøring, bør stiadskillelserne være lukkede i 60 cm højde [1].

Kravene til indretningen er, at stiadskillelserne er lukkede fra gulv og op til 60 cm for hver anden sti, uanset om der praktiseres kontinuerlig eller sektioneret drift samt at de som minimum overholder nedenstående højdekrav (tabel 1).

Tabel 1. Oversigt over højde på stiadskillelser

Staldtype Højde i cm.
Farestalde 50
Smågrisestalde 75
Slagtesvinestalde 100

I stalde med lav væghøjde og fladt loft samt luftindtag på tværs af stiernes længderetning, kan helt lukkede stiadskillelser medføre dårlig luftfordeling. Her er det ekstra vigtigt, at stiadskillelserne ikke er lukkede i mere end 60 cm højde [1]. Stiadskillelsen skal dog være tæt ved bunden, og rørene i den åbne del skal være lodrette, for at hindre dyrene i at klatre op.


Figur 5. Ved at støbe en hulkel langs stiadskillelserne gøres rengøringen nemmere
(foto: Erik Damsted, Billednr. 4303)

Drift

Udover en korrekt sti- og staldindretning er det nødvendigt at overholde en række driftsmæssige regler, for at opnå en god smittebeskyttelse, som beskrevet nedenfor.

Flytning og håndtering

Det er vigtigt at undgå at belaste grisene, da stressede dyr er mere modtagelige for infektioner (se tabel 2).

Tabel 2. Stressreducerende faktorer

Situation Tiltag
Håndtering Nænsom behandling.
Sammenblanding Så få gange som muligt og kun ved flytning til andet staldafsnit.
Indsættelse  

-sektioneret drift

Fyld og tøm sektioner på én gang.

-kontinuerlig drift

Et ugehold placeres i tilstødende stier i samme del af stalden.
Flokstørrelser Max. 15-30 grise.
Hygiejne Stier vaskes, tørres og desinficeres før nye grise sættes ind.
Staldtemperatur ved indsættelse 20C højere end i den stald, dyrene kommer fra.
Foderskift Bør ske gradvist.
Aflastningsstier Overdækkes eller forsynes med ekstra varme og afskærmes helt fra stier med raske grise. Placeres evt. i bygning for sig.
Pasning Unge grise passes før ældre. Raske grise passes før syge.

Foder- og vandtildeling

Foderautomater skal være konstrueret, så de er lette at rengøre (se figur 6). Det er vigtigt, at foderautomater tømmes helt, mindst én gang om ugen, for at hindre mug- og kagedannelser (se figur 7). Dette gøres lettest ved at lade grisene æde op.

Salmonellabakteriernes vækst i vådfoder hæmmes ved "pH" 4,5. Bakterierne dræbes omkring pH 4,0, men det frarådes at tvinge surhedsgraden så langt ned, dels fordi det er økonomisk uhensigtsmæssigt, dels af hensyn til grisenes foderoptagelse og sundhedstilstand.


Figur 6. For at sikre en optimal hygiejne skal foderautomater tømmes og vaskes omhyggeligt inden
nye grise sættes ind (Foto: Dorte Calmann-Hinke, Billednr. 1240).
Figur 7. Kagedannelser er grobund for bakterier, hvilket medfører en øget risiko for sygdomsudbrud
(Foto: Brian N. Fisker, Billednr. 0309).

Alternativt kan der tilsættes myresyre (0,1-0,2 pct.) til vandet via medicinblander. Tilsætning af myresyre kræver anvendelse af plastrør og drikkekopper for at begrænse tæring af inventar og gulv. Desuden er det vigtigt at overfladebehandle gulvet omkring drikkeanordninger for at hindre tæring.


Figur 8. Støvler skal vaskes og desinficeres i
forrummet. Støvlerne kan nemt tørre på et stativ,
som ikke optager meget plads
(foto: Roald Koudal, Billednr. 0444).

Vandkvaliteten er afhængig af, hvor rent vand boringen skaffer samt hvor meget vandet forurenes på vej til drikkeventiler og vandhaner.

Hygiejniske foranstaltninger

For af begrænse spredning af smitte mellem staldafsnit bør der være et sæt redskaber pr. sektion. Støvler bør skiftes ved indgangen til en ny smittemæssig enhed (se figur 8).

Såvel støvler som redskaber skal vaskes efter brug, hvorefter de kan desinficeres ved hjælp af kloramin/hypoklorit eller "jodoforer/jod".

Referencer

[1] Jensen, Torben (1998). Effekten af lukkede stiadskillelser til forebyggelse af kontaktsmitte.Meddelelse nr. 397, Landsudvalget for Svin.
[2] Jensen, Torben (1998). Delvis sektionering kontra fuld sektionering af slagtesvinestalde. Meddelelse nr. 405, Landsudvalget for Svin.
[3] Jensen, Torben; Hagedorn-Olsen, Tine; Stryhn, Henrik & Ruby, Verner (1999). Optimeret sektioneret drift. Meddelelse nr. 452, Landsudvalget for Svin.
[4] Jensen, Torben; Hagedorn-Olsen, Tine; Stryhn, Henrik; Ruby, Verner & Christensen, G. (2001). Optimeret, kontinuerlig drift. Meddelelse nr. 499, Landsudvalget for Svin.
[5] Jensen, Torben; Hagedorn-Olsen, Tine; Ruby, Verner & Christensen, G. (2001). Kontinuerlig drift sammenlignet med alt-ind alt-ud drift på ejendomsniveau. Meddelelse nr. 529, Landsudvalget for Svin.

Figur 1. Den mest sikre karantæne opnås i rum placeret i en særskilt bygning beliggende mere end 100 meter fra besætningsområdet (billednr. 6430)

Tilførsel af nye avlsdyr udefra indebærer altid en risiko for indslæbning af smitte til besætningen. Ved brug af karantænestald er det imidlertid muligt at få afklaret, om indkøbte avlsdyr er bærere af smitte på leveringstidspunktet. Indkøbte avlsdyr kan bære smitte, uden at leverandørbesætningen endnu har haft udbrud af sygdommen.

Karantænestalden skal have kapacitet til opstaldning af avlsdyrene i ca. 8-9 uger, idet de fleste sygdomme kan konstateres i leverandørbesætningen indenfor ca. 6 uger, hvorefter der er 2 uger til afventning af evt. laboratoriesvar.

En karantæneperiode kan give en høj sikkerhed for, at smitte ikke slæbes ind i besætningen, men for nogle sygdomme er sikkerheden lavere. Nogle smitstoffer kan i visse tilfælde ligge gemt i grisenes svælg i tonsillerne (mandlerne) uden at give anledning til kliniske symptomer, og uden at de konstateres i blodprøver. Til disse sygdomme hører bl.a. almindelig lungesyge (mycoplasma lungesyge), ondartet lungesyge (Actinobacillus pleuropneumoniae) og hjernebetændelse (streptokokinfektion). Anvendes et godkendt SPF karantænerum [1], vil sikkerheden være høj, idet der dels er minimum 6 ugers karantæne (i denne periode kan evt. smitte af dyrene måske opdages) og dels blodprøveundersøgelse i leverandørbesætningen.

En karantæneafdeling kan indrettes i en stald placeret på samme CHR ejendom men i størst mulig afstand fra den øvrige besætning, dvs. i en egentlig karantænestald, i en lade eller i et maskinhus. En mindre sikker metode er at indrette karantæneafdelingen i besætningsområdet i et af de eksisterende staldafsnit, som er fuldstændig adskilt fra de øvrige staldafsnit.

Krav til en karantænestald

Karantænestalden skal hindre, at besætningens øvrige dyr udsættes for smitstoffer via:

  • Kontakt med avlsdyr i karantæne

  • Støvler

  • Tøj

  • Redskaber o.lign.

  • Luften.

Figur 2. I forbindelse med karantænestalden bør der være et forrum med mulighed for at skifte tøj og støvler samt vaske hænder (billednr. 5471).

Karantænestalden skal betragtes som et selvstændigt besætningsområde. For at reducere indslæbning af smitte fra karantæneafdelingen må der derfor ikke være direkte adgang mellem karantænestalden og det øvrige besætningsområde. Karantæneafdelingen skal endvidere være udstyret med et separat ventilations-, foder- og gødningssystem.

Støvler og tøj kan overføre virus og bakterier til dyrene. Ved indgangen til karantænestalden skal der som minimum være mulighed for at vaske hænder, skifte støvler og tøj. Risikoen for smitte er markant mindre ved brug af et egentligt forrum - efter SPF standard:

  • Opdeling i ren og uren zone

  • Mulighed for tøj- og støvleskifte

  • Håndvask med desinficerende sæbe.

Personalet har en karantænetid på 12 timer mellem karantænerum og øvrige besætningsområde. Redskaber o.lign., der bruges i karantæneafdelingen, må ikke bruges i andre staldafsnit. Det øger sikkerheden for ikke at overslæbe smitte mellem de to afdelinger.

SPF-Selskabet har regler for godkendelse af karantænerum. Reglerne beskriver kravene til indretning og drift af karantænerum, herunder karantænetidsbestemmelser. Når SPF karantænerummet er godkendt af en dyrlæge, kan man tegne en forsikring, der erstatter dyrene, hvis leverandørbesætningen skifter sundhedsstatus.

Placering af en karantænestald

Der er mange muligheder for at indrette en funktionsdygtig karantæneafdeling. Den sikreste løsning er at etablere den i størst mulig afstand fra det øvrige besætningsområde. Karantæneafdelingen kan være en egentlig stald bygget til formålet eller stier indrettet i et maskinhus, halmlade eller lignende.

En mindre sikker løsning er at etablere karantæneafdelingen i et staldrum i forlængelse af de øvrige stalde. Døre til andre staldafsnit forsegles med en skumfugning eller ved afblænding med en træplade monteret på dørkarmen. Træpladen fjernes, når karantæneperioden er forbi.

Figur 3. Montering af et filter på karantænestaldens udsugning reducerer risikoen for overførsel af luftbåren smitte mellem stalde (billednr. 6431) 

Risikoen for overførsel af luftbåren smitte er stor, hvis karantæneafdelingens ventilationsudsugning befinder sig i nærheden af en anden stalds luftindtag. Risikoen reduceres imidlertid ved på karantænestaldens udsugning at montere et filter, som tilbageholder bakterier og mykoplasmer fra luften. Der kan anvendes et Absolute-filter med en DOP (0,3) værdi på 99,9 pct. For at sikre en acceptabel levetid af Absolute-filtret forsynes det med et forfilter med en effektivitet på 85 pct.

Alternativt kan anvendes et Hi-flow-filter med en afskilningsgrad på 95 pct. og en DOP (0,3) værdi på 85 pct. Modstanden i sådan et filter er lavere end i et Absolute-filter, og der kan derfor benyttes et mindre filter.

Dimensionering af en karantænestald

Karantænestalden skal have kapacitet til opstaldning af avlsdyr i ca. 8-9 uger, idet de fleste sygdomme kan konstateres i leverandørbesætningen indenfor ca. 6 uger, hvorefter der er 2 uger til afventning af evt. laboratoriesvar.

Størrelsen af karantæneafdelingen bestemmes af, hvor mange polte og orner, der indkøbes pr. gang, driftsformen og opholdstiden. Poltene skal opholde sig i karantæneafdelingen i ca. 8 uger før indsættelse i besætningen. Karantæneafdelingen skal dimensioneres til alt-ind alt-ud drift.

En sti skal dimensioneres, så poltene har plads til at stå, ligge og udføre komfortadfærd. Af hensyn til poltenes konstitution anbefales stiarealet som listet i tabel 1.

Tabel 1. Stiareal til polte i karantænestald i forhold til vægten i stien

Gennemsnitsvægt i stien (kg) Nettoareal m2/gris
Mindre end 10 0,15
10-20 0,20
20-30 0,30
30-50 0,40
50-85 0,55
85-110 0,64
Mere end 110 1,00

Indretning af en karantænestald

Figur 4. Sammenhæng mellem grisens vægt, skulderbredde og bredden af ædeplads
(billednr. 6241).

Der er større risiko for benskader og fx haseknuder, hvis polte opstaldes i stier med fuldspaltegulv. Stierne i karantænestalden bør derfor fortrinsvis indrettes som en slagtesvinesti med delvist spaltegulv eller en slagtesvinesti med dybstrøelse.

Krybbepladsen bestemmes ud fra poltenes størrelse ved afgang fra stalden (figur 4).

For at opnå en ensartet immunitet blandt dyrene i karantæneafdelingen, bør stierne have åbne stiadskillelser i gødearealet, så der er mulighed for trynekontakt mellem alle stier.

Fodring i en karantænestald

Foder tildeles som tørfoder eller vådfoder. Poltene kan fodres enten restriktivt eller efter ædelyst indtil ca. 50 kg, hvorefter de bør fodres restriktivt svarende til ca. 2,5 FEs pr. dag.

Ved valg af fodringssystem og -princip skal der derfor tages højde for, om poltene skal flyttes ved ca. 50 kg, eller om de forbliver i samme sti fra indsættelse ved ca. 30 kg til afgang ved ca. 100 kg.

Poltene tildeles slagtesvinefoder indtil en vægt af ca. 50 kg, hvorefter de bør overgå til en sofoderblanding.

Drift af en karantænestald

Karantæneafdelingen kan kun påregnes at have nogen effekt, hvis der gennemføres konsekvent alt-ind alt-ud drift. For at sikre en jævn tilgang af løbeklare polte, skal de derfor indkøbes med en vis aldersspredning, og karantæneafdelingen tømmes fuldstændigt og rengøres samt desinficeres mellem hver indsættelse.

Ved indkøb af avlsdyr eller smågrise bør det altid sikres, at der indkøbes dyr med samme sundhedsmæssige status som køberbesætningens status. Indkøb af grise med lavere sundhedsstatus kan fremkalde meget voldsomme sygdomsudbrud i købers besætning. Men også indkøb af grise med en højere sundhedsstatus end købers besætning kan give problemer, idet de indkøbte grise på grund af smitte fra købers besætning kan blive syge.

Udover indkøb af dyr med samme sundhedsstatus, er det vigtigt at fastholde indkøb fra samme leverandør. Ved skift af leverandør kan ikke-deklarerede sygdomme føres ind i besætningen, fx E. coli eller streptokokinfektioner.

I tilfælde af tegn på sygdom skal en korrekt behandling sættes i gang med det samme. Det skal bl.a. overvejes, om alle dyr i en gruppe skal behandles. Hvis der er tvivl om diagnose og behandling, skal besætningens dyrlæge kontaktes. Ved kraftig mistanke eller verificeret smitte i leverandørbesætningen skal dyrene evt. udsættes hurtigst muligt.

Dyr i karantænerummet skal tilses mindst én og helst to gange dagligt.

Vær opmærksom på følgende sygdomstegn:
  • Nedsat eller ophørt ædelyst, kan have flere årsager, vær specielt opmærksom på svinepest (klassisk)

  • Halthed

  • Hoste

  • Slingren

  • Skæv hovedholdning

  • Ændret konsistens af gødningen

Halthed kan bl.a. være tegn på:
  • Knuderosen (rødsyge)

  • Ledbetændelse (Mycoplasma hyosynoviae)

  • Ledsvaghed (osteochondrose)

  • Transportsyge (Glässers syndrom)

  • Mund- og klovesyge

Hoste kan bl.a. være tegn på:
  • Almindelig lungesyge (mycoplasma lungesyge)

  • Ondartet lungesyge (Actinobacillus pleuropneumoniae), fremkalder ømhed ved hoste

  • Influenza (svineinfluenza)

  • PRRS (Porcine Reproductive and Respiratory Syndrom)

Slingren kan bl.a. være tegn på:
  • Hjernebetændelse (streptokokinfektion)

  • Vandmangel

  • Skæv hovedholdning kan bl.a. være tegn på

  • Hjernebetændelse (streptokokinfektion)

Ændret konsistens af gødningen kan bl.a. være tegn på:
  • Dysenteri (svinedysenteri)

  • Salmonella (Salmonellose, Salmonella Choleraesuis)

  • Regional tarmbetændelse (Lawsonia )

  • E. Coli

  • Svinepest (klassisk)

  • Svinepest (afrikansk)

For at sikre at dyrene i karantæneafdelingen har opnået en immunitet svarende til modtagerbesætningens, kan det, i visse særlige tilfælde, forsvares at immunisere poltene via gødning overført fra farestalden. Herved får poltene mulighed for at danne antistoffer mod fx colidiarré og dermed beskytte afkommet via råmælken. Derudover er det muligt at konstatere, hvordan dyrene reagerer på smitstofferne i besætningen, og der kan om nødvendigt iværksættes forebyggende foranstaltninger, inden de nye dyr overføres til besætningen.

Metoden skal anvendes med meget stor forsigtighed og efter aftale med besætnings dyrlægen, idet der er betydelig risiko for, at uønskede infektioner, som fx Salmonella, overføres til poltene.

Vaccination af poltene kan påbegyndes i karantæneperioden, men bør i alle tilfælde udarbejdes i samarbejde med dyrlægen.

En rolig og hyppig omgang med poltene mindsker en evt. frygt for menneskelig kontakt, hvorved poltene bliver nemmere at omgås i løbe-, drægtigheds- og farestald.

I forbindelse med evt. flytning af poltene bør sammenblanding af polte fra flere stier undgås. I stedet bør der foretages en opdeling, fx så 12 polte i en sti deles ud på 2 stier med hver 6 polte.

Efter tømning af karantæneafdelingen skal afdelingen rengøres grundigt og desinficeres. Hvis karantæneafdelingen tømmes pga. af bekræftet sygdomsudbrud eller mistanke herom, skal rengøringen altid suppleres med en effektiv desinfektion.

For godkendte SPF-karantænerum gælder særlige regler vedrørende rengøring og desinfektion efter smitte. Dyrlægen skal godkende rengøring og desinfektion.

Referencer

[1]  SPF karantænerum, se www.spfsus.dk
 

Ved immunitet forstås grisenes evne til at modstå infektioner med smitstoffer, eller grisenes evne til at begrænse virkningerne af smitstoffer eller deres giftige biprodukter (toksiner). 

Beskrivelse

 
Figur 1.

Medfødt immunitet er uspecifik og bygger på kroppens kemiske og fysiske
faktorer, som beskyttende hud og slimhinder i fx næse og luftrør. Både hud og
slimhinder skal forhindre smitstoffer i at trænge ind i kroppen. Hvis smitstoffer
alligevel trænger ind i kroppen, er der celler, som kan uskadeliggøre de fremmede
smitstoffer. Erhvervet immunitet er specifik og rettet mod bestemte smitstoffer.
Immuniteten er opnået gennem fx råmælk (passivt) eller gennem vaccination (aktivt).

Immuniteten opbygges ved hjælp af dyrenes immunsystem, der er fordelt i hele organismen. Immunsystemet består af celler, der kan have forskellige funktioner:

  • Nogle celler danner antistoffer (immunglobuliner), dvs. stoffer der via blodet kan nå de fremmede smitstoffer eller toksiner og uskadeliggøre dem
  • Andre celler kan “fortære” de fremmede bakterier eller virus
  • De såkaldte huskeceller, der har en lang levetid, og de er i stand til at genkende fremmede stoffer og hurtigt iværksætte en bekæmpelse.

De stoffer, der kan udløse et immunsvar, kaldes antigener. Det kan være bakterier, virus, giftstoffer eller andre fremmede stoffer.

Immuniteten kan dels være medfødt og dels erhvervet (Figur 1).

Den medfødte immunitet er ikke rettet mod bestemte stoffer, men er organismens generelle beskyttelse mod indtrængende fremmede mikroorganismer. Det er hudens og slimhindernes fysiske og kemiske barriere, og det er “ædeceller“ der kan uskadeliggøre fremmede stoffer. For eksempel er der i luftvejene det ”mukocilliære apparat”, der består af slim og små svingtråde på overfalden. Slimet og svingtrådene har til opgave at fange de fremmede stoffer.

Den erhvervede immunitet er specifik. Det betyder den er rettet mod bestemte antigener. Den kan være passiv, dvs. den er tilført udefra som fx råmælk fra soen eller ved serumbehandling. Den aktive immunitet er den immunitet organismen danner, når den udsættes for smitstof udefra, eller den immunitet der dannes efter en vaccination.

Der er med rette stor interesse for svinenes modstandskraft mod de infektioner de udsættes for i moderne svineproduktion. Hvad kan den enkelte svineproducent gøre for at øge svinenes modstandskraft, så de behandlingskrævende sygdomme bliver færre, og medicinforbruget på denne måde kan holdes så lavt som muligt.

Immunitetsstyring

 

Figur 2. Det er vigtigt, at der er balance mellem de smitstoffer, der er i besætningen, og
grisenes modstandskraft, for ellers kan der udbryde sygdom blandt grisene.

For at hindre sygdomsudbrud i besætningen skal der være en balance mellem de smitstoffer, der er i besætningen, og grisenes modstandskraft (figur 2).

De infektioner, der ikke er i besætningen, skal man forsøge at holde ude ved en effektiv smittebeskyttelse og en fornuftig indkøbsstrategi. Her er SPF-systemet en ideel løsning, for de sygdomme som systemet omfatter.

En besætning kan dog ikke holdes helt lukket for indtrængende smitstoffer. I den ene ende skal der indkøbes avlsdyr, foder og strøelse, og udskiftning af staldluften kan overføre smitte fra nærliggende naboer. I den anden ende  skal der leveres smågrise eller slagtesvin, hvor besætningen er i risikozonen for at få smitte i forbindelse med udleveringen. Men ved at have en effektiv smittebeskyttelse og ved indkøb af avlsdyr fra helst kun én besætning med kendt sundhedstilstand og brug af karantænestald samt hensigtsmæssige udleveringsprocedurer  kan risikoen holdes på et lavt niveau.

De smitstoffer der er i besætningen, skal dyrene have den bedst mulige modstandskraft imod. Der skal derfor tages hensyn til en række principper i driften, der kan medvirke til at øge dyrenes modstandskraft.

Den spæde gris

Grisene fødes uden antistoffer, og de er derfor meget afhængige af at modtage antistoffer fra soens råmælk. Antistofferne i råmælken kan uhindret passere fra tarmen over i blodet de første 18-24 timer af grisens liv. Det er derfor af afgørende betydning, at grisene får rigeligt med råmælk hurtigt efter fødslen. Derved beskyttes grisene mod infektioner de første uger af grisens liv. I den forbindelse er det vigtigt ikke at give andet tilskud gennem munden til de nyfødte pattegrise. Herved er der risiko for, at tarmen lukkes, så antistofferne fra råmælken ikke kan passere ud i blodet og rundt i kroppen.

Det er derfor vigtigt, at soen er frisk efter fødslen, og at en evt. farefeber bliver behandlet. Det er også vigtigt, at grisene har et godt varmt nærmiljø, da det fremmer optagelsen af råmælk. I 2-4 ugers alderen begynder grisens egen antistofproduktion. Der er flere faktorer der påvirker deres evne til at producere antistoffer:

  • De skal have en tilstrækkelig høj temperatur i deres nærmiljø og et godt velafbalanceret foder.
  • Stressfaktorer som dårligt staldklima, overbelægning, drastiske foderskift og sammenblanding af grise, kan hæmme grisenes evne til at modstå infektioner
  • Undgå kuldudjævning i farestalden i videst muligt omfang. Kuldudjævning bør kun ske indenfor de første 24 timer med det formål at sikre en ensartet belægning hos søerne.

Det er også vigtigt med en høj hygiejne, især hos de immunologisk svage smågrise. Der skal derfor være en høj hygiejne i farestald og klimastald, og sektionerede stalde med holddrift giver de bedste muligheder for effektiv rengøring mellem hvert hold. Ved akut sygdom hos enkelte grise eller kuld anbefales hurtigt indsat behandling og evt. isolation af de syge grise. Ved på denne måde at holde et lavt smittepres nedsættes risikoen for, at dyrenes modstandskraft overbelastes med risiko for sygdomsudbrud.

Immunisering

Det er vigtigt, at alle sopolte, gylte og søer jævnligt udsættes for de smitstoffer, der findes i besætningen, så immuniteten fortsat bevares hos alle dyr. Kunsten er naturligvis at udsætte dyrene for så små mængder smitstof, at de ikke bliver syge, men kun udvikler immunitet mod sygdommen.

I moderne staldanlæg med sektionerede stalde med adskilte aldersgrupper, er der en nedsat mulighed for en naturlig spredning af smitstofferne i besætningen. Man skal derfor aktivt medvirke til en naturlig spredning og immunisering af moderdyrene.

En vigtig del i denne spredning kan ske i løbeafdelingen, hvor der kan være tæt kontakt mellem polte, gylte og ældre søer. Det er især gavnligt med kontakt mellem nyligt fravænnede søer og højdrægtige dyr, da dette medvirker til en høj koncentration af antistoffer i råmælken. Det er også dette princip, der anvendes ved det man kalder gødningsimmunisering. Herved flyttes gødning fra et staldafsnit til et andet for derved at øge smittespredningen mellem de grupper, man ønsker, skal have en høj immunitet.

Vaccination og serumbehandling

En anden metode til at øge dyrenes immunitet er ved serumbehandling eller ved vaccination. Ved vaccination sprøjtes dyrene med et svækket antigen, som ikke i sig selv giver sygdom. Herved forøges grisens antistofproduktion mod det pågældende smitstof og dermed nedsættes risikoen for at udvikle sygdom.

Når man vaccinerer søer, er det ofte for at forøge antistofmængden i råmælken, så den giver en bedre beskyttelse af pattegrisene. Dette gælder fx ved vaccination mod tarmbrand, colidiarré hos spædgrise og smitsom nysesyge (atrofisk rhinitis). Det kan naturligvis også være for at beskytte soen selv, som ved fx vaccination mod knuderosen (rødsyge) og PRRS (Porcine Reproductive and Respiratory Syndrome).

Vaccinerne i Danmark er, med enkelte undtagelser, dræbte vacciner, og de kan derfor ikke indføre nye smitstoffer i besætningen. Dette gælder dog ikke nogle af PRRS-vaccinerne, som indeholder levende, men svækket virus. Levende vacciner giver den bedste antistofproduktion efter vaccination og derved også den bedste beskyttelse. For at forøge effekten af de dræbte vacciner bliver der derfor tilsat forskellige såkaldt immunstimulerende stoffer (adjuvanser).

De fleste vacciner skal gives to gange for at give et tilstrækkeligt højt immunsvar, og dyrene skal som regel revaccineres en til to gange om året for at opretholde en tilstrækkelig effekt.

Ved serumbehandling indsprøjter man antistofferne direkte i dyret som fx ved tarmbrand og ødemsyge (E. coli enterotoxæmi). Dette giver en meget hurtig effekt, som dog kun varer i 2-8 uger. Det samme princip gælder for antistofferne i råmælken. Man kan derfor hjælpe svage grise, der ikke har fået råmælk, ved at give dem råmælk med en sonde.

Har du døde grise, skal du følge de regler, der omhandler bortskaffelse af døde produktionsdyr. Reglerne er omfattet af biproduktforordningens1) bestemmelser. Indtil dine døde dyr bliver afhentet, skal du opbevare dem på et sted, der overholder kravene fra opbevaringsbekendtgørelsen2).

Opbevaring af døde grise skal ske på en sådan måde, at grisene er sikret mod ådselædende dyr, og at der er mindst mulig risiko for smittespredning. Opbevaringsstedet skal derfor være placeret i passende afstand fra offentlig vej, produktionsbygninger og arealer med produktionsdyr.

Som udgangspunkt skal transport til afhentning eller opbevaringsplads ske som en sikker transport. Sikker transport betyder, at dyrene transporteres i tildækkede og lækagesikre containere eller køretøjer. Køretøjer, genbrugscontainere og alle genbrugelige dele, der kommer i kontakt med døde produktionsdyr, skal efter transporten vaskes helt rene. Under transporten skal container eller køretøj være mærket ”kategori 2 materiale” og ”ikke til foder”. Hvis transporten af døde grise foregår på eget CHR-nr., er transporten ikke omfattet af sikker transport.

Døde dyr skal opbevares på et egnet sted

Du skal opbevare dine døde gris på et egnet sted – det hedder en egnet opbevaringsfacilitet. Man skelner mellem

  • Opbevaringsplads

  • Afhentningsplads

  • Kølebrønd

  • Fryseanlæg.

Fødevarestyrelsen har udgivet en guide, hvor du kan se hvilke regler, der gælder for de forskellige opbevaringsfaciliteter. Du kan også se, hvem der skal foretage indberetning til CHR - Se guide fra Fødevarestyrelsen.

Opbevaringsplads

Et sted til opbevaring af døde dyr fra ét CHR-nr. Pladsen skal ligge på det CHR-nr., dyrene tilhører. Dyr skal tilmeldes afhentning hurtigst muligt, og max 24 timer efter dyret er konstateret dødt eller aflivet. Hvis dyrene opbevares i container, kan afhentning vente til 5 dage efter, dyret/dyrene er lagt i containeren.

Afhentningsplads

Et sted til opbevaring af døde dyr fra flere CHR-nr., som har samme ejer. Afhentningspladsen skal oprettes i CHR med eget besætningsnummer. Flytning af døde produktionsdyr til afhentningspladsen skal altid indberettes til CHR. Dyr skal tilmeldes til afhentning hurtigst muligt, og max 24 timer efter dyret er dødt. Hvis dyrene opbevares i container, kan afhentning vente til 5 dage efter, dyret/dyrene er lagt i containeren.

Køleanlæg

Kan være kølebrønd, rum, container eller andet, hvor temperaturen ikke overstiger 8° C. Når dyrene opbevares i køleanlæg, kan afhentning vente op til 6 uger. Dyrene skal tilmeldes afhentning, så tømning af anlægget kan ske senest 6 uger efter, dyret/dyrene er lagt i køleanlægget.

Fryseanlæg

Anlæg til opbevaring af døde dyr på frost. Når dyrene opbevares i fryseanlæg, kan afhentning vente op til 3 måneder. Dyrene skal tilmeldes afhentning, så tømning af anlægget kan ske senest 3 måneder efter,  dyret/dyrene er lagt i fryseanlægget.

Anvender du et køleanlæg eller et fryseanlæg, skal du overholde specifikke krav, afhængig af om dyrene kommer fra ét eller flere CHR-numre, og om der er en eller flere ejere - se tabel 1.

Tabel 1. Krav ved opbevaring af dyr i køleanlæg og fryseanlæg

Krav Dyr fra kun ét CHR-nr. Dyr fra flere CHR-numre (samme ejer)  Dyr fra flere CHR-numre (flere ejere) 
Skal oprettes i CHR med eget besætningsnummer Ja Ja Ja
Krav om maksimal afstand på 3 km mellem opbevaringsfacilitet og leverandørbesætning - Nej Ja
Dyrene skal være identificerbare (ved smågrise i container mærkes containeren med CHR-nr. og besætningsnr.) Nej Nej Ja
Dyrene skal ved flytning til anlægget indberettes til CHR (registrering af antal dyr, for smågrisecontainere skal antallet af smågrise registreres) Nej Ja Ja
Skal godkendes som kategori 2 anlæg til håndtering af animalske biprodukter, jf. biproduktforordningen  Nej Nej Ja

Yderligere information om bortskaffelse af døde dyr

Fra VSP's hjemmeside:

Vejledning: Korrekt opbevaring af døde dyr – tjekpunkter i relation til DANISH Produktstandard godkendelse

Fra DAKA:

Landmandsservice

Kilder

1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1069/2009 af 21. oktober 2009 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter, som ikke er bestemt til konsum, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1774/2002.
2) Bekendtgørelse nr. 558 af 1. juni 2011 om opbevaring m.m. af døde produktionsdyr.

Krav

Fuldstændig adskillelse af stalde som i multisite-systemer medfører den bedste smittebeskyttelse, men udgør også den dyreste form for sektionering. Sektionering ved hjælp af vaskemure er billigere, men giver ikke samme muligheder for at kontrollere smittespredning og staldklima som helt adskilte sektioner.

Sektionering har kun effekt, hvis den kombineres med konsekvent holddrift.

Figur 2. Forskellige former for sektionering, herunder vaskemurssektionering, fuldsektionering med direkte forbindelse mellem sektionerne og fuldsektionering uden direkte forbindelse mellem sektionerne. (billednr. 6284)

Ved konsekvent holddrift forstås:

  • At grisene indsættes i rene, desinficerede og tørre sektioner ved hver flytning i produktionsforløbet.
  • At sektionerne fyldes og tømmes på én gang.

Herved opnås, at:

  • Smittekæden brydes mellem hvert hold
  • Den onde cirkel, hvor sunde yngre grise indsættes blandt ældre syge og smitteudskillende grise, brydes, idet grisene i en sektion har samme alder og modstandskraft
  • Smittepresset fra staldmiljøet nedsættes eller fjernes helt mellem hvert hold, da rengøring og desinfektion kan gennemføres effektivt
  • Der opnås en form for forsikring mod voldsomme og vedvarende sygdomsproblemer, fx i tilfælde af, at nye smitstoffer tilføres besætningen eller et ventilationssvigt sætter et sygdomsudbrud i gang. Sygdomsudbrud kan ofte begrænses til et eller få hold, hvor der kan indsættes ekstra ressourcer til overvågning og behandling. Sygdomsproblemet ender derfor i en blindgyde, når holdet er leveret til slagtning
  • Ved saneringer for især gødningsbårne sygdomme som fx dysenteri (svinedysenteri) er det muligt at presse sygdommen ud af produktionsanlægget. Tilsvarende er sandsynligvis ikke muligt for luftbårne sygdomme.

Effekten af konsekvent holddrift er størst i besætninger med et lavt sundhedsniveau. I besætninger med et højt sundhedsniveau kan der kun forventes en begrænset effekt af at sektionere og gennemføre alt-ind alt-ud drift. Imidlertid bliver de fleste besætninger smittet med forskellige sygdomme over tid. Sektionering af staldanlægget på etableringstidspunktet kan derfor betragtes som en sikkerhed for, at evt. sygdomme kan kontrolleres, når de opstår [1].

Det er uheldigt, hvis kun en del af staldanlægget er sektioneret. Et eksempel herpå var besætninger, hvor smågrise- og slagtesvinestaldene var sektionerede, mens ungsvinestalden blev drevet kontinuerligt. På grund af sammenblanding af grise fra forskellige stier og smågrisesektioner i ungsvinestalden opnåedes ingen effekt af sektioneringen i slagtesvinestalden. Ekstrainvesteringen forbundet med sektioneringen var derfor spildt.

Tilsvarende kan der ikke forventes fuld effekt af sektionering, hvis en sektion fyldes over flere uger, eller der flyttes grise mellem sektioner gennem vækstperioden.

Sektionering er ikke lige relevant for alle dyregrupper (tabel 1).

Tabel 1. Mindstekrav til sektionering

 

Grad af sektionering

 

Ingen

Delvis

Hel

Løbestald

x

 

 

Drægtighedsstald

x

 

 

Farestald

 

x

 

Smågrisestald

 

 

x

Slagtesvinestald

 

 

x

Det er således unødvendigt at sektionere drægtighedsstalde og løbeafdelinger af hensyn til smitte. Derimod er det vigtigt, at dyrene i disse staldafsnit udsættes for smitstoffer, så de kan danne antistoffer imod dem. Disse antistoffer overføres senere til pattegrisene med råmælken og beskytter dem mod infektioner.

Farestaldene skal som minimum sektioneres delvist med vaskemure, så rengøring af en staldafdeling kan gennemføres uden at genere de øvrige hold. Den bedste smittebeskyttelse opnås dog ved en fuldsektionering.

Smågrise- og slagtesvinestalde skal sektioneres helt, så smitteoverførsel mellem de enkelte hold undgås. Graden af fysisk adskillelse går lige fra sektioner forbundet med fælles dør over adskilte sektioner til sektioner placeret langt fra hinanden på forskellige lokaliteter.

Ved mave-tarm-sygdomme, hvor smittespredning primært sker via gødning, er sektionering uden fælles transportgang gennem sektionerne tilstrækkelig til at opnå fordelene ved konsekvent holddrift.

Ved luftvejssygdomme sker smittespredningen både via trynekontakt og luften. Derfor kræves en højere grad af adskillelse af sektionerne. Som grundliggende krav må der ikke være direkte luftsamkvem mellem sektionerne, dvs. ingen dør mellem disse.

Tabel 2. Effekt af forskellige sektioneringsformer på smittebeskyttelse, nærmiljø og drift

 

Sektionering, type

Kontinuerlig

 

A

B

C

D

E

Muligheder for smittebeskyttelse

 

 

 

 

 

Luftbåren smitte

++++

+++

++

+

+

Gødningsbåren smitte

++++

+++

+++

++

+

Sanering for sygdomme

++++

++

++

++

++

Medicinering

++++

+++

+++

++

+

Mulighed for tilpasning af nærmiljø

 

 

 

 

 

Risiko for træk

+++

+++

+++

++

++++

Foder- og vandtildeling

++++

+++

+++

+++

+++

Hygiejne

++++

+++

+++

++

+

Drift

 

 

 

 

 

Staldudnyttelse

++

++

++

++

++++

Tilsyn

++++

++++

++++

++++

++

Dyretransport

++

++++

+++

+++

+++

Rengøring og desinfektion

++++

++++

++++

+++

+

Omkostning

+

++

+++

++++

++++

++++
+++

= meget god
= god

++
+

= mindre god
= dårlig

A: Multisite-system
B: Sektioner uden direkte forbindelse
C: Sektioner med direkte forbindelse
D: Vaskemurssektionering
E: Kontinuerlig drift

For sygdomme som ondartet lungesyge (Actinobacillus pleuropneumoniae), smitsom nysesyge (atrofisk rhinitis) og PRRS (Porcine Reproductive and Respiratory Syndrom), hvor tæt kontakt synes at være af størst betydning for smittespredningen, vil sektioner, der ligger indenfor samme besætningsområde, formentlig yde en rimelig god sikkerhed mod smittespredning. For almindelig lungesyge (Mycoplasmalungesyge) og influenza (svineinfluenza) må stalde/sektioner derimod lægges med større afstand.

Tabel 3. Betydning af spredningsform for udveksling af smitte mellem grise i en smittet besætning

 

Almindelig lungesyge

Ondartet lungesyge

Nysesyge

Svineinfluenza

PRRS

Luftbåren

+++

+

+

+++

++

Trynekontakt

+++

++

++

+++

++

+: lille betydning;   ++: større betydning;   +++: stor betydning

Sektionering er forbundet med ekstraomkostninger til sektionsvægge og ventilationsstyring. Derudover mindskes staldudnyttelsen som følge af alt-ind alt-ud drift. Derfor har sektionering tidligere ofte kun været gennemført i fare- og smågrisestalde, hvor kravene til klimastyring og hygiejne er størst. Sektionering af slagtesvinestaldene medfører imidlertid, at sundheden kan bevares gennem hele produktionsforløbet. Sammenligninger af resultater for kontinuerlig drift og alt-ind alt-ud drift i slagtesvineperioden viser, at ekstraomkostningerne let dækkes af forbedret produktion og sundhed i de fleste besætninger.

Tabel 4. Økonomiske konsekvenser af sektionering

 

Sektionsstørrelse

Antal grise pr. sektion

900

420

240

120

Pris pr. stiplads, kr.

1.780

1.920

2.060

2.200

Årlig forr.og afskr.*

211

228

244

261

Forr. og afskr. pr. gris

60

65

70

75

Difference pr. gris

0

5

10

15

Indt./stiplads er ens ved**:

 

 

 

 

Daglig tilvækst, g:

700

730

760

790

 

eller FEs pr. kg tilvækst

3,00

2,95

2,90

2,85

 

eller pct. døde/kasserede

3,5

2,7

1,9

1,1

* Kalkulationsrente 9 pct. ** I praksis vil sektioneringen have effekt på både tilvækst, foderforbrug, dødelighed, medicin- og arbejdsforbrug.

Dimensionering

Ved sektionering opdeles en stald i mindre enheder.

I farestalden dimensioneres størrelsen og antallet af sektioner ud fra det antal søer, der skal fare ad gangen.

Principperne for sektionering er ens for smågrise- og slagtesvinestalde (tabel 5).

Tabel 5. Sammenhæng mellem holdinterval og antal sektioner

 

Antal sektioner

Holdinterval, uger

Fare

Smågrise

Slagtesvin

I alt

1

5

8

12

25

2

3

4

6

13

3

2

3

4

9

4

1

2

3

6

5

1

2

2

5

7

1

1

2

4

Bygningsmæssigt skal staldene være indrettet til holddrift med adskilte sektioner, som passer til det antal grise, der produceres/leveres ad gangen. Antallet af sektioner beregnes ud fra den forventede daglige tilvækst (tabel 6).

Ventilationskravene er større ved konsekvent holddrift sammenlignet med kontinuerlig drift. Minimums- og maksimumsventilation samt evt. varmeforsyning skal dimensioneres ud fra grisenes vægt ved hhv. indsættelse og levering.

Tabel 6. Grisenes vægt i forhold til alder, kg.

Daglig tilvækst 30-100 kg

800 gram

850 gram

900 gram

950 gram

Alder i uger

3

6

6

6

6

4

7

7

7

7

5

8

9

9

9

6

11

11

11

11

7

14

15

15

15

8

17

18

18

19

9

20

21

22

23

10

25

26

27

28

11

29

31

33

33

12

34

37

39

39

13

39

43

45

45

14

44

49

51

51

15

49

55

57

57

16

55

61

64

64

17

60

67

71

72

18

66

73

78

80

19

72

79

85

88

20

78

85

92

96

21

84

91

98

103

22

90

97

104

110

23

96

103

110

117

24

102

109

116

124

25

108

115

122

131

26

113

121

128

138

Mulighederne for at sektionere et staldanlæg afhænger af holddriften og besætningsstørrelsen (tabel 7). Ugedrift passer ikke særlig godt sammen med sektionering. Det skyldes, at der ofte produceres for få grise ad gangen til, at det kan betale sig at sektionere alle staldafsnit. Desuden medfører ugedrift mange og små sektioner, der resulterer i forholdsvis høje bygningsomkostninger. Alternativt kan holddriften ændres, så tidsintervallet mellem de enkelte sohold øges. Konsekvensen heraf er, at der er behov for færre og større sektioner.

Tabel 7. Antal grise produceret pr. hold ved forskellige holdintervaller*

Holdinterval, uger

Besætningsstørrelse

1

2

3

4

5

100 søer

44

88

132

176

220

200 søer

88

176

264

252

440

400 søer

176

352

528

704

880

1.200 søer

528

1.056

1.584

2.112

2.640

* 3-ugers drift passer bedst til søernes cyklus. Nogle af holdintervallerne som fx 4 ugers drift medfører, at lovgivningen vedr. grisenes alder ved fravænning ikke kan overholdes.

Udformning

Krav til udformning af sektioner:

  • Hel sektionering: Væggene skal være gennemgående fra bunden af gyllekanalen til loft, og døre skal være hængslede for at undgå lufttilførsel fra andre staldafdelinger (figur 3-6).

  • Delvis sektionering: Vaskemure skal være 1,1 m høje og være helt tætte fra gulv til overkant. Vaskemure placeres for hvert hold (figur 7 + 8). Ved delvis sektionering er det en fordel at montere kroge i loftet over vaskemurene, så der kan ophænges en vaskedug i forbindelse med rengøring. Herved er det muligt at rengøre en sektion uden at påvirke dyrene i nabosektionerne.
Figur 3. Det er vigtigt, at væggene er gennemgående fra bunden af gyllekanal til loft, for at kunne sikre fuld adskillelse mellem sektionerne. (billednr. 6285)
Figur 4. Hængslede døre reducerer lufttilførslen fra andre staldafsnit sammenlignet med skydedøre. (billednr. 6433)
Figur 5. Fuldstændigt adskilte sektioner i samme bygning - indirekte smittemæssig forbindelse mellem sektioner via luftindtag og forbindelsesgang udenfor sektioner. (billednr. 6286)
Figur 6. Fuldstændigt adskilte sektioner i samme bygning i form af lang stald opdelt i sektioner med vægge - direkte smittemæssig forbindelse mellem sektioner via døre og indirekte via luftindtag samt forbindelsesgang til andre staldafsnit. (billednr. 6287)
Figur 7. Delvist adskilte staldafsnit med vaskemure - direkte smittemæssig forbindelse mellem de enkelte afsnit via staldluft - indirekte via luftindtag og forbindelsesgang til andre staldafsnit. (billednr. 6435)
Figur 8. Vaskemure skal være mindst 1,1 meter høje og fuldstændig tætte. (billednr. 6434)

Farestalde kan sektioneres delvist med vaskemure, så de enkelte farehold er adskilte fra hinanden. Delvis sektionering af farestalden gør det nemt at overvåge, hvad der foregår i de andre sektioner sammenlignet med helt adskilte sektioner. Farestalde kan også sektioneres helt med gennemgående vægge fra bunden af gyllekanalen til loft. I så fald kræves separat styring af ventilationen i hvert staldafsnit.

Smågrise- og slagtesvinestalde skal være helt sektionerede uanset indretning (figur 9 + 10). Det betyder, at ventilation og varme skal styres separat for hver sektion.

Figur 9. Sektioneret slagtesvinestalde med luftsluser mellem hver sektion. (billednr. 6282)
Figur 10. Sektioneret slagtesvinestalde med separat indgang til hver sektion. (billednr. 6283)

Sektioneringen kan gennemføres på forskellige niveauer. Jo større adskillelse af de forskellige aldersgrupper desto mindre smitterisiko. Dette princip udnyttes i multisite-systemer, hvor produktion fordeles på forskellige lokaliteter (figur 11). For de fleste bedrifter er det i første omgang kun relevant at sektionere på traditionel vis dvs. opdele en stald i mindre enheder.

Figur 11. Produktion på flere lokaliteter, hvor stalde til søer, smågrise og slagtesvin er adskilte. (billednr. 6281)

Drift

For at få effekt af sektionering skal staldsektioner rengøres, desinficeres og tørres efter tømning. En tomperiode på nogle få dage derefter medvirker desuden til at mindske mulighederne for overlevelse af de tilbageværende mikroorganismer.

Sektionering gør det muligt at tilpasse ventilations- og varmeforsyningen til grisenes behov i isolerede stalde. Et halvt til et helt døgn før indsættelse af nye grise i en sektion skal temperaturen øges til et par grader over niveauet i den stald, som grisene kom fra. Herved forbedres grisenes startbetingelser [2].

Ved konsekvent holddrift kan staldudnyttelsen blive lidt lavere sammenlignet med kontinuerlig drift. Staldudnyttelsen kan forbedres ved at flytte restgrise til en opsamlingsstald. Det er vigtigt, at opstaldningsforholdene er gode i opsamlingsstalden for at undgå nedgang i grisenes vækst efter flytning [3].

Referencer

[1]

Petersen, Lisbeth Brogaard (1993). Holddrift kontra kontinuerlig drift i slagtesvinestalde. Meddelelse nr. 248, Landsudvalget for Svin.

[2]

Pedersen, Poul (1996). Varmetilsætning i slagtesvinestalde. Meddelelse nr. 346, Landsudvalget for Svin.

[3]

Udesen, Finn (1993). Stivis levering. Meddelelse nr. 255, Landsudvalget for Svin.

[4]

Jensen, Torben (1998). Effekten af lukkede stiadskillelser til forebyggelse af kontaktsmitte. Meddelelse nr. 397, Landsudvalget for Svin.

[5]

Jensen, Torben (1998). Delvis sektionering kontra fuld sektionering af slagtesvinestalde. Meddelelse nr. 405, Landsudvalget for Svin.

[6]

Jensen, Torben; Hagedorn-Olsen, Tine; Stryhn, Henrik & Verner, Ruby (1999). Optimeret sektioneret drift – produktionsresultater og USK. Meddelelse nr. 452, Landsudvalget for Svin.

[7]

Jensen, Torben; Hagedorn-Olsen, Tine; Stryhn, Henrik; Verner, Ruby & Christensen, Gorm(2001). Optimeret, kontinuerlig drift – produktionsresultater og USK. Meddelelse nr. 499, Landsudvalget for Svin.

[8]

Jensen, Torben; Hagedorn-Olsen, Tine; Verner, Ruby & Christensen, Gorm (2001): Kontinuerlig drift sammenlignet med alt ind alt ud drift på ejendomsniveau. Meddelelse nr. 529, Landsudvalget for Svin.

Fandt du det, du ledte efter?

Tak for din feedback

For at kunne forbedre vores indhold, må du gerne indtaste yderligere detaljer på, hvad du leder efter herunder (valgfrit).

Tak for din feedback

Din indtastning er registreret. Vi evaluerer løbende på feedback fra brugerne.