”…der er ingen hemmeligheder. Det er meget simpelt - vi hjælper hinanden med at gøre tingene ordentligt.”
Sådan lyder vurderingen fra Thomas Lausten, svineproducent hos Labækgård I/S. At tingene bliver gjort ordentligt, det sørger han for, ved at bl.a. medarbejdere, foderkonsulenter, dyrlæge er dygtige til deres arbejde. Samtidig er der årligt service på al ventilation og møllerier for at forebygge nedbrud. Servicegennemgangen giver en masse tryghed, da man ved, at det virker. Det er ifølge Thomas Lausten også nemmere at udføre service i stedet for at skulle reparere, hvis teknikken går i stykker.
Blanding giver høj pris men lavt forbrug
Besætningen bruger calciumformiat i foderet. Det er en syre, som sikrer et lavt salmonella niveau, men som også kan være med til at sænke foderforbruget.
”Vores foderpris er lidt højere, men den betaler sig hurtigt hjem, hvis vi har et foderforbrug på 2,50,” siger Thomas Lausten.
I foderet er der samtidig tilsat roepiller, og der er lagt et højt indhold af aminosyre. Det høje indhold af aminosyre tilsættes, fordi grisene har det lave foderforbrug. Labækgård bruger ikke foderkomponenterne solsikke, rapskager eller rug.