Nu kan du lærer af de bedste, når SEGES Innovation i deres Masterclass har besøgt nogle af Danmarks førende inden for griseproduktion. I den første masterclass er vi på besøg hos Hans Peter Sonne på Bornholm, der producere grise med hele haler.
På Søndregård på Bornholm har Hans Peter Sonne og hans personale arbejdet med hele haler siden maj 2018. Og i sommers var SEGES Innovation forbi for at høre og se, hvordan de går til opgaven med hele haler, men især hvordan de arbejder for at undgå halebid.
Hans Peter Sonnes personale består af i alt tre medarbejdere og en elev. På gården har de 600 søer, der producerer 20.000 Bornholmergrise om året. Og ud af de 20.000 er der kun fem grise om året, der bliver aflivet på grund af halebid.
Grunden til det lave antal aflivninger beror på de daglige rutiner og hurtige tiltag, som Hans Peter og hans personale benytter sig af.
Rutiner og værktøjer
En produktion, hvor grisene har hele haler, er følsom. Derfor er det vigtigt, at der skabes rutiner og sætte tid af til at følge op på grisene og deres haler samt sikre, at grisene har adgang til rigeligt og forskelligartet beskæftigelsesmateriale.
Som en del af den daglige rutine i staldene på Søndregård gives der halm om morgenen og roepiller om eftermiddagen. Og som Hans Peter nok selv ville sige det, er det ikke bare at give halm eller roepiller. Nej, det er en mulighed for at tjekke grisenes helbred, men også en lejlighed til at se, om der skulle være halebid eller uhensigtsmæssig adfærd, der kan føre til halebid.
Ligeledes bruges fodersituationerne til at inspicere grisene, når de står på rad og række ved fodertruget, hvilket giver mulighed for at tjekke, om halerne slår en krølle, eller om de hænger slapt. Hvis der observeres en bider, eller der er tegn på, at der er noget under opsejling, sætter personalet ind med deres værktøjskasse af tiltag, der skal lede bideren på bedre tanker, så den kan forblive i stien.
Værktøjer til hele haler
Eksempler på tiltag, som værktøjskassen indeholder på Søndregård:
- Yderligere tildeling af halm
- Tildeling af roepiller
- Opsætning af sisalreb
- Tildeling af en blanding af kartoffelmel og salt to gange om dagen i tre dage
- Give grisene adgang til gangarealet i nogle timer
- Den absolut sidste udvej for Hans Peter Sonne og hans personale er at fjerne bideren fra sin sti.
Man kan næsten sige, at Hans Peter Sonne og hans personale er i øjenhøjde med deres grise. Og det giver dem gode signaler om, hvornår det ikke fungerer nede i stierne. Dermed opdager de grise med hængende haler og finder eventuelle bidere, de skal forholde sig til, og de kan igangsætte de nødvendige tiltag. Dermed undgår man, at halebid eskalerer i stien.