Siden februar 2022 har dyrlægen skulle ordinere den mængde antibiotika, som står på indekssedlen af produktet. Og det er selvom, at der måske ikke var behov for den mængde forbrug. Det har betydet, at griseproducent Klaus Flemming Pedersen har skulle justere i sit forbrug. Han er smågriseproducent og ejer gården Heinemose ved Kirke Eskilstrup, der har 1.600 søer og fravænner 1.100 grise om ugen. I stedet for at behandle sine grise i tre dage, har de sammen med deres dyrlæge justeret antallet af behandlingsdage op til fem, da det er det, som præparatet foreskriver.
”Vi har tidligere tildelt medicinen i færre dage, men efter en konsultation med vores dyrlæge, så har vi justeret antallet af dage op, da vi jo skal følge lovgivningen,” lyder det fra Klaus Flemming Pedersen.
Fagligt ukorrekt
Siden EU-lovgivningen trådte i kraft, og zink blev udfaset, er der sket en stigning i mængden af antibiotika, der blev ordineret til smågrise, hvorimod forbruget hos søer og slagtegrise er faldet. Christian Fink Hansen, sektordirektør i Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris, mener, at det burde være dyrlægens faglighed, der går forrest.
”Indtil den nye EU-lovgivning trådte i kraft, kunne en dyrlæge gennem faglighed og laboratorieundersøgelser vurdere, hvor længe syge grise skulle behandles. Dyrlæger på Københavns Universitet har sågar brugt mange ressourcer på at undersøge den mest optimale – og korte – antibiotikabehandling af grise med fravænningsdiarré. Det har vist sig at være kortere tid, end der står i indlægsseddelen,” siger han og fortsætter:
”Det Veterinærmedicinske Råd anser det ligeledes for ansvarligt antibiotikaforbrug, hvis behandlingen stoppes kort efter, at dyret ikke længere viser symptomer på sygdom. Men det spænder EU-lovgivningen nu ben for. Derfor får mange danske grise nu antibiotika i længere tid, end hvad der er nødvendigt. Det er både fagligt og sundhedsmæssigt utilfredsstillende.”
God fravænning efter zinkudfasningen
Hos Klaus Flemming Pedersen har de gode rutiner, der gør, at de ikke har været mærket af zinkudfasningen.
”For os er det vigtigt, at stalden er varm og tør, når grisene indsættes. Det har været det vigtigste for os i forhold til at holde vores grise sunde og raske,” siger han.
Ifølge Christian Fink Hansen er det centralt, at producenterne bruger den viden, som SEGES Innovation har til rådighed, for at undgå fravænningsdiarre og sænke forbruget af antibiotika.
”Producenterne følger lovgivningen, så som producent kan man ikke ændre på, at forbruget stiger, når lovgivningen kræver at man bruger antibiotika i længere tid. Men når det kommer til fravænningsdiarré, kan man gøre noget. Her er det vigtigt at bruge af den faglige viden, der er tilgængelig, så man så vidt muligt undgår fravænningsdiarre,” lyder det fra ham.