Svigtende effekt af vaccine
Der kan være mange årsager til, at en vaccination ikke virker efter hensigten. Det der primært bestemmer graden af succes er:
- Vaccinationstidspunkt og smittepres.
- Injektionsteknik og håndtering af vaccinerne.
- Svigt i dyrets immunforsvar, der kan have forskellige årsager. Forkert diagnose
Hos søerne skal tidspunktet for vaccination sikre den bedst opnåelige koncentration af antistoffer i råmælken. Den første vaccination gives derfor midt i drægtigheden og den anden vaccination 2-3 uger før forventet faring.
Andre modeller kan vælges, men et vaccinationsprogram i en besætning bør altid være det bedste kompromis mellem, hvad der er ønskeligt, og det der er praktisk muligt eller overkommeligt.
Et vaccinationsprogram, der ikke passer ind i besætningens øvrige arbejdsrutiner, vil altid være i fare for ikke at blive overholdt, hvilket kan have konsekvenser for besætningens sundhed.
I nogle situationer kan vaccinens effekt synes dårlig, hvis smittepresset i stalden er for højt. Der er en balance mellem mængden af antistoffer og den mikroorganisme, de er rettet mod. Er smittetrykket mod en sygdomsfremkaldende mikroorganisme meget højt, kan antistofferne ikke ”holde stand” mod angrebet, og grisen udvikler sygdom trods regelret vaccination. Dette kan f.eks. ses ved opstart af et vaccinationsprogram.
Injektionsteknik og håndtering af vaccinerne er også af stor betydning for effekten af et vaccinationsprogram. Hvis vaccinen ikke deponeres det rigtige sted i kroppen, bliver virkningen usikker, det gælder f.eks. hvis vaccinen indsprøjtes i fedtvæv.
Vacciner - som primært indeholder stoffer af proteinnatur - er meget følsomme for ydre påvirkninger. Derfor er det afgørende, at vaccinerne opbevares korrekt, dvs. ved den rigtige temperatur (normalt 2-8 °C) og i rene omgivelser.
Der kan være andre grunde til svigtende effekt af vacciner. Der er dyr, der giver et utilstrækkeligt antistofsvar, trods korrekt vaccinationsteknik.
Derfor vaccineres soen
Mange af de vacciner, der bruges til søerne, er for at beskytte hendes afkom. Det gælder f.eks. vaccination mod tarmbrand, colidiarré hos spædgrise og smitsom nysesyge (atrofisk rhinitis). Derudover gives nogle vacciner både for at beskytte soen samt hendes afkom. Det gælder f.eks. rødsyge-, Glässer og PCV2-vacciner. Vaccination af soen gennemføres derfor ikke alene for at beskytte hende mod den pågældende sygdom, men for at øge indholdet af antistoffer i soens råmælk.
Råmælken indeholder store mængder antistoffer og er livsnødvendig for den nyfødte gris. Når det er så vigtigt, skyldes det at grisefostre under drægtigheden ikke får overført antistoffer gennem moderkagen. Så den modstandskraft andre dyrearter kan være født med, findes ikke i blodet hos pattegrise. Derfor er det helt afgørende, at de indenfor de første ca. 12 timer efter fødsel får råmælk.
Der er stor variation fra sygdom til sygdom for, hvor længe afkommet er beskyttet af råmælks-antistofferne, men for de fleste bakteriesygdomme drejer det sig om 6-8 uger. For virussygdomme varer beskyttelsen ofte noget længere.
Ophør med vaccination
Det kan medføre store omkostninger at ophøre med et vaccinationsprogram fra den ene dag til den anden. For at sikre sig mod et større sygdomsudbrud er det hensigtsmæssigt i første omgang f.eks. at undlade vaccination af et helt eller et halvt ugehold, for derefter at fortsætte vaccination indtil de uvaccinerede grises forløb er kendt.
For so-vaccinationernes vedkommende vil ophør med brug af vaccinen til et eller flere hold ældre søer være en passende prøveklud. For en del af so-vaccinationerne er det uklogt at ophøre med vaccination af de nye avlsdyr.
Vaccinationsprogram skal laves specifikt til den enkelte besætning
Formålet med vaccinationsprogrammet i so-holdet er at undgå udsving i produktionen på grund af uro i virale eller bakterielle infektioner. En god immunisering af poltene inden de kommer i kontakt med søerne er krumtappen til opnåelse af dette.
Efterhånden som den gennemsnitlige so-besætning er blevet større øges kravene til en korrekt immunisering af poltene inden introduktion i løbeafdelingen. Tidligere blev naturlig smitte af nye polte, fra udsættersøer eller slagtesvin, ofte brugt. Dette viste sig dog at være en usikker strategi, så i stigende grad anvendes vacciner og indslusning af polte gennem et karantænerum. I karantænerummet går poltene ofte i en periode på 8-12 uger, hvor de vaccineres ved indsættelse. Formålet med karantæneperioden er at nedsætte risikoen for at nye avlsdyr bringer smitte med ind i besætningen.
I mange besætninger er standarden, at poltene vaccineres to gange i karantænen mod både Rødsyge, PPV, PCV2, Glässer og influenza. Alt afhængig af besætningssundhedsstatus vaccineres der også i nogle besætninger mod leptospirose, mykoplasma, lawsonia og ondartet lungesyge.
Det er vigtigt at lave et specifikt vaccinationsprogram for hver enkelt besætning i samarbejde med den praktiserende dyrlæge.
Forsikringsvaccination
Vaccination mod f.eks. knuderosen (rødsyge), smitsom fosterdød (PPV) og tarmbrand regnes af mange for såkaldte forsikringsvaccinationer. Det skyldes, at de tre nævnte sygdomme alle er udbredt i danske grisebesætninger, og et udbrud af dem kan have særdeles store omkostninger. Derfor vælger mange at vaccinere mod de tre sygdomme, også selvom de ikke er set som et problem i besætningen i mange år.
Antistoffer
Når kroppens hvide blodlegemer møder noget ukendt som f.eks. en bakterie, et virus, eller en forandring på celler i kroppens overflade, vil blodlegemerne reagere på bestemte dele af det fremmede. De dele af bakterier, virus o. lign., der kan fremkalde sådan en reaktion kaldes antigener.
Når de hvide blodlegemer har mødt antigenerne, oparbejder de en slags hukommelse, og hvis de på et senere tidspunkt atter møder de samme antigener, er de i stand til at danne specifikke antistoffer.
Specifikke antistoffer er en gruppe stoffer, som er i stand til at binde og til dels uskadeliggøre f.eks. bakterier på en måde, så andre af kroppens hvide blodlegemer kan træde til og omdanne eller ligefrem fortære den indtrængende mikroorganisme.
Levende vacciner
Levende vacciner indeholder det smitstof (vira eller bakterier), der normalt fremkalder sygdommen, i en svækket form. I Danmark har vi forskellige levende vacciner bl.a. mod PRRS type 1 og type 2, E.coli og Lawsonia.
Man skal være opmærksom på at grise som vaccineres med levende vacciner vil kunne smitte andre grise med vaccine-varianten af agens. Især ved brug af MLV (Modified Live Virus) PRRSV-vacciner skal der tages højde for dette. Grise vaccineret med MLV PRRSV-vacciner kan således have en virusudskillelse i op til 8-12 uger efter vaccination. I den periode kan uvaccinerede grise, som kommer i kontakt med de vaccinerede grise, smittes.
For at mindske risikoen for, at MLV PRRSV-vacciner rekombinerer til nye vira frarådes dyrlæger og landmænd at anvende forskellige MLV PRRSV-vacciner samtidig. Det var netop brugen af to forskellige levende PRRS-vacciner inden for kort tid i den samme besætning, som skabte en ny PRRS-variant i sommeren 2019.