Spolorm hos grise

Infektioner med spolorm kan føre til ormepletter på leveren og lungebetændelse samt i grelle tilfælde akutte dødsfald.

Æggene fra spoleormen afsættes med gødning i stort antal (op til 200.000/dag), hvorefter udviklingen af den smitsomme (infektive) larve (L3) umiddelbart påbegyndes ved temperaturer over 15 °C i gødningen eller i jorden.

Ormen når sit smitsomme (infektive) stadie, som æg efter 1-3 måneder afhængig af temperaturen. De infektive æg optages gennem munden af grisen, og æggene med L3 larver klækkes i tynd- eller tyktarm. Her trænger larverne gennem tarmvæggen og vandrer til leveren. Fra leveren transporteres larverne til lungerne med blodet og siden til tyndtarmen via bronkier, luft- og spiserør. Den endelige modning finder sted i tyndtarmen. Perioden fra smitte til at de voksne orm begynder at udskille æg (præpatentperioden) er 6-8 uger [1], [2].

Et højt smittepres af spoleorm medfører nedsat velfærd for de inficerede grise, især i infektionens akutte fase. Om store mængder voksne spoleorm i tarmen hos grise påvirker deres trivsel væsentligt, kan ikke siges med sikkerhed. Dog medfører infektioner med spolorm tit nedsat tilvækst, hvilket kan ses som udtryk for, at grisens velfærd ikke er optimal. Diagnosen ”spoleorm” bør derfor udløse en behandling med ormemiddel, som planlægges i samarbejde med besætningsdyrlægen.

Symptomer på spolorm

Efter spolorm-angreb finder man:

• Dårlig foderomsætning
• Nedsat tilvækst
• Eventuelt vægttab
• Utrivelighed
• Hoste
• Diarré
• Sjældent akut dødsfald

Den første gennemtrængning af tarmvæggen synes tilsyneladende harmløs, men vandringen i leveren forårsager lokale læsioner (ormepletter eller "milk spots"), som kan give anledning til kassation af leveren på slagteriet.

Læsionerne er dog sjældent sygdomsfremkaldende i sig selv, men ved alvorlige angreb kan der ses gulsot som følge af leverskade - men så skal op mod 80 procent af leveren være ødelagt. Derimod kan spoleorme-larvernes vandring i lungevævet skabe indgangsport for en sekundær lungebetændelse. Ved massiv ormebyrde kan larverne i sig selv forårsage bronkitis. De voksne og kønsmodne orm (15-40 cm lange) lever i tarmen af tarmceller og fordøjet foder.

Forebyggelse af spolorm

Infektion med spolorm ses både i indendørs- og udendørs svineproduktion. Blandt alle for grisen relevante ormearter er spolorm den mest modstandsdygtige pga. dens tykke æggeskal. Spolormen er modstandsdygtig overfor de fleste ydre påvirkninger, herunder udtørring og kemikalier. Kun brug af en varm soda-opløsning, aldehyder og flambering er fuldt effektiv til at dræbe den [3].

Overlevelsestiden for spolorm på græsmarker er helt op til 6-7 år. Den klæbrige albuminmasse, der omgiver æggene, sætter dem i stand til at klæbe til omgivelser og soens bug og yver. 

Infektion med spolorm medfører sædvanligvis en stærk beskyttelse (immunitet), som under praktiske forhold betyder, at de fleste ormelarver standses i leveren. Det medfører, at ældre dyr har færre orm og udskiller færre æg end yngre dyr.

Moderne intensive produktionssystemer med sektioneret drift og drænet gulv, der gør det muligt at foretage tømning, højtryksrensning og desinfektion af de enkelte staldafsnit efter hvert hold grise, kan i visse tilfælde overflødiggøre ormebehandling, mens spoleormeangreb i svinebesætninger, hvor staldene aldrig tømmes, og hvor der derfor opstår en betydelig parasitbyrde, kan have et særligt stort problem [3].

Grisens spoleorm kan undertiden inficere andre værtsdyr i form af den såkaldte "larva migrans" med beskadigelse af væv i hud og organer hos bl.a. mennesker og drøvtyggere til følge. Hos mennesker, typisk børn, der har haft kontakt til kontamineret grisegødning, kan der i nogle tilfælde findes voksne grisespoleorm i tarmen, som kvitteres spontant eller efter ormebehandling.

Behandling af spolorm

Der findes prærater, der er effektive overfor spolorm, som både findes både til injektion samt tildeling i vand eller foder. Der henvises til www.medicintildyr.dk eller www.vetisearch.dk for opdaterede præparater. 

Behandlingen af spolorm planlægges sammen med besætningsdyrlægen.

Diagnose på spolorm

De tykskallede brune spoleormeæg omgivet af en proteinmasse (albumin) påvises i gødningen ved hjælp af flotationsmetoden.

Foruden påvisning ved flotationsmetoden kan der påvises ormepletter på leveren på slagteriet. Ormepletterne viser, at grisen har mødt en infektion med spoleorm 5-6 uger tidligere, men vil ikke ses, hvis infektionen ligger tidligere end dette. 

En anden metode til at stille en diagnose for spolorm er at tage blodprøver af grise tæt på slagtevægt eller af store polte. Disse blodprøver undersøges for antistoffer mod spolorm med en ELISA-test – SERASCA-test. 

Referencer