Mange landmænd har efterhånden lagt eller fået hjælp til at lægge en strategisk plan for virksomheden.
Vejen der bringer strategien fra ringbindet og ud på staldgangen i form af konkrete initiativer og handlinger kan være lang og hård. Det viser mange tilbagemeldinger fra landmænd, der er løbet sur i implementeringen og måske helt har droppet strategien som styringsværktøj. Det er en dårlig idé, specielt med de nuværende konjunkturer, hvor strategisk ledelse typisk er meget afgørende – også i forhold til at sikre troværdighed hos finansielle samarbejdspartnere.
For at hjælpe landmænd til at blive bedre til at arbejde med strategi og ikke mindst implementere strategien udbyder SEGES Akademi i efteråret uddannelsesforløbet ”Det strategiske lederskab”. Det sker i samarbejde med Centrovice, Gefion, DLS og Østdansk Landboforening. Kurset gennemføres to steder i landet, henholdsvis på Fyn og Sjælland/Sydhavsøerne.
Uddannelsen løber over otte undervisningsdage i løbet af efteråret og kan afsluttes med en skriftlig opgave og efterfølgende mundtlig eksamen, hvis man ønsker at få papir på sine kompetencer indenfor strategi. Underviseren kommer fra Erhvervsakademi Aarhus og har stor erfaring med at undervise deltagere fra andre brancher i strategisk ledelse.
- ”Det strategisk lederskab” tager udgangspunkt i kursistens egen virksomhed eller afdeling. De teorier og modeller, der arbejdes med, sættes derfor ind i den sammenhæng, som man kender hjemmefra. Det gør, at strategien bliver langt mere terrængående og praktisk brugbar i den daglige drift, siger uddannelseschef Karen Tegllund, SEGES Akademi.
Du kan læse meget mere om Det strategiske lederskab på SEGES' hjemmeside eller på rådgivningsvirksomhedernes hjemmesider. Her kan du også se, hvordan du tilmelder dig. Sidste frist for tilmelding er 23. september (Fyn) og 13. september (Sjælland/Sydhavsøerne).
Faget er en del af Akademiuddannelsen i ledelse, hvor SEGES Akademi netop også nu tilbyder faget Ledelse i praksis og Leanledelse i samarbejde med rådgivningsvirksomheder i DLBR.