Ifølge tal fra Daka og Danmarks Statistik var sodødeligheden på landsplan 11,3 % i 2016. Dermed er sodødeligheden på landsplan faldet fra 11.9 % i 2014 til 11.3 % af årssøerne i 2016.
DAKA har netop udsendt et brev til alle soholdere med en årlig opgørelse over søer udleveret til destruktion. Besætningsejer og medarbejder har således mulighed for at se, om udviklingen i deres egen besætning går den rigtige vej. Derefter kan de sætte mål for forbedringer.
I 2008 iværksatte erhvervet en målrettet indsats for at knække en dengang stigende kurve for sodødeligheden i danske besætninger. Kampagnen SoLiv skulle nedbringe antallet af døde søer. Og det lykkedes. Siden kampagnens start har sodødeligheden været støt faldende. For at bevare den faldende kurve er det vigtigt, at alle fortsat har fokus på at nedbringe antallet af døde søer.