Hvordan kommer vi bedst i mål med at udfase zink senest i 2022 – uden at forbruget af antibiotikaniveauet stiger som følge af flere diarrébehandlinger? Det var hovedspørgsmålet på SEGES Svineproduktions såkaldte ”Interessentmøde”, hvor myndigheder, forskere og firmaer inden for medicinal- og ingredienssektoren mødtes.
”Der er under tre år til, medicinsk zink bliver forbudt i hele EU. Og vi finder sandsynligvis ikke noget, som erstatter medicinsk zink 1:1 inden da. Men der er flere lovende resultater af produkter og metoder, som kan mindske behovet. Derfor skal vi have flere svineproducenter til at gå i gang med at udfase medicinsk zink,” sagde Christian Fink Hansen, sektordirektør i SEGES Svineproduktion, i sin velkomst til deltagerne.
Risikoen ved at stoppe med at bruge medicinsk zink, er blandt andet, at det kan øge behovet for at behandle med antibiotika. Men hvad det angår, kunne Fødevarestyrelsen fortælle, at det er muligt at blive fritaget for ”Gult Kort”-ordningen, hvis man deltager i et godkendt forsøg, hvor formålet er udfasning af medicinsk zink.
”Vi ved, at der er risiko for udbrud af diarré i besætninger, som ikke bruger medicinsk zink, indtil de finder de rigtige rutiner og alternativer til zinken. Derfor giver vi mulighed for fritagelse i op til seks måneder til de besætninger, som allerede nu går i gang med udfasningen,” fortalte dyrlæge Pia Jul fra afdeling for dyrevelfærd og veterinærmedicin i Fødevarestyrelsen.
Det tager sin tid
Og der er god grund til at prøve sig frem allerede nu. Nicolai Rosager Weber, som er dyrlæge og konsulent i SEGES Svineproduktion, har indsamlet erfaringer fra 26 besætninger, som er stoppet med at bruge medicinsk zink. Og her melder flere af deltagerne om, at det tager omkring seks måneder at finde de helt rigtige rutiner i forhold til at mindske risikoen for diarré, når medicinsk zink bliver taget ud af foderet. Hans opfordring er derfor klar:
”Gå i gang nu. Vi har allerede en masse værktøjer og midler til at mindske risikoen for fravænningsdiarré. Både i form af Zinkguide.dk, hvor vi har samlet erfaringer fra zinkfri besætninger. Men også resultater afprøvninger, hvor vi blandt andet har nedsat tildelingen af protein med lavere forekomst af diarré til følge,” siger han.
For at hjælpe andre svineproducenter godt på vej, søger han lige nu besætninger, som har lyst til at udfase medicinsk zink allerede nu. SEGES Svineproduktion stiller en række værktøjer og sparring til rådighed. Og med muligheden for at blive fritaget fra ”Gult Kort” i op til seks måneder, kan det ifølge ham være en god idé at gå i gang nu.
”Der er faktisk ikke længe til det slut med brug af medicinsk zink. Men vi ved, at der allerede nu er politisk bevågenhed af forbruget. Det samme gælder brugen af antibiotika. Så mit råd er: Gå i gang nu,” sagde han på mødet.
Fælles fodslag
Lægemiddelstyrelsen holdt også kort oplæg, hvor de fortalte om allerede godkendte lægemidler til behandling af fravænningsdiarré. Både præparater med og uden medicinsk zink men også om nye midler, som bliver brugt i udlandet – og måske vil blive godkendt i Danmark, hvis de har effekt i dansk svineproduktion.
Det, at både myndigheder, foder- og medicinalproducenter og forskere er samlet i et mindre forum, giver muligheder for at dele erfaringer på tværs af branchen og måske korte nogle formelle processer ned. Og netop denne fælles forståelse af at der skal gøres noget, er der brug for, når vi om under tre år står i en situation, hvor der ikke længere må bruges medicinsk zink.
”Når vi er med en dag som i dag, kan vi både få indsigt i de nyeste forskningsresultater og erhvervets vurdering af hvilke lovgivningsmæssige barrierer, der er for fodervirksomhederne og - ikke mindst - svineproducenterne. Vi får altså mulighed for at se på, om vi kan finde nogle praktiske løsninger, hvor der er behov for det i forhold til foderlovgivningen. Derfor er det vigtigt, at vi er med”, siger Jannik Elmegaard, som er sektionsleder i Fødevarestyrelsen.