Af: Per Tybirk og Thomas Sønderby Bruun
Nogle besætninger har det seneste år oplevet stigende problemer med ben og led hos polte, specielt omkring 1. løbning. Symptomerne kan være forskelligartede, men i en del besætninger opstår problemerne, selvom alle normer for næringsstoffer er overholdt. I flere af de tilfælde, SEGES Svineproduktion kender til, er der anvendt ekstra dosering af calcium og fosfor samt maksimal tilladt dosering af 25(OH)D3, (en variant af D-vitamin med højere biologisk aktivitet, som i Danmark markedsføres af DSM med betegnelsen Hy-D® – og det er et produkt, der har været brugt i praksis – og i danske forsøg).
SEGES Svineproduktion har været involveret i flere vurderinger af fodersammensætninger og har vendt sagen med flere forskere. Det kunne tyde på, at den maksimale tilladte dosering af D-vitamin til voksende grise burde være lavere for 25(OH)D3 end for almindeligt D3-vitamin, da den biologiske aktivitet er højere for 25 (OH)D3. Da 25(OH)D3 absorberes mere effektivt, skal der mindre til både at give den optimale aktivitet og til at komme op på skadelig dosering.
Det skal dog bemærkes, at det ikke med sikkerhed kan fastslås, at det er den høje dosis 25(OH)D3, som har givet problemerne, men at indicierne er kraftige nok til at forsøge at gå ned i doseringen for at løse eventuelle benproblemer.
To store danske forsøg har således vist negativ effekt på knoglemineraliseringen ved høj dosis 25(OH)D3.
Faldende knoglestyrke
Det ene forsøg var med smågrise og slagtesvin fra fravænning til slagtning. Her undersøgtes effekten af almindeligt D3-vitamin mod stigende tildeling af Hy-D®. Forsøget viste en faldende knoglestyrke ved stigende niveau af Hy-D® (Maribo et al. 2007), og at knoglestyrken faktisk var højest ved brug af almindeligt D3-vitamin. I dette forsøg var den negative effekt af Hy-D® lille - men statistisk sikker - og den opstod selv om doseringen af Hy-D® kun var oppe på 60% af den tilladte dosering i slagtesvineperioden.
I det andet forsøg undersøgtes effekten af 4 doser D-vitamin enten som almindeligt D3-vitamin eller Hy-D® til gylte fra 1. brunst til 28 dage efter løbning, dvs. fra ca. 150-185 kg (Lauridsen et al., 2010). Dette forsøg viste, at Hy-D® var bedre end almindeligt D3-vitamin ved en dosering på kun 200 enheder - og at mineraliseringen var lavest ved 2000 enheder Hy-D®. Den bedste mineralisering og knoglestyrke blev opnået med almindeligt D3-vitamin i dosering fra 800-2000 enheder.
Ved høj dosering af calcium er der risiko for, at optagelsen af fosfor, magnesium, zink og mangan reduceres. Disse mineraler er alle vigtige ved dannelsen af knogler og ledflader.
Højeste HyD-niveau kan være problematisk
SEGES Svineproduktion vurderer, at anvendelsen af højeste niveau af 25(OH)D3 kan være problematisk, og at risikoen måske forøges, hvis der samtidigt anvendes et højt calciumniveau: Derfor lyder anbefalingen, at følgende bør efterses og evt. justeres af hensyn til avlsdyrenes benstyrke og led:
- Polte bør ikke få 2.000 enheder 25(OH)D3 i opvækstperioden. Anvend 400-800 enheder D3-vitamin som anbefalet i ”Normer for næringsstoffer”.
- Brug ikke sikkerhedsmargin på calcium, da højere indhold end anbefalet gør mere skade end gavn. Brug den mængde calcium, der anbefales ved det valgte normniveau for fordøjeligt fosfor.
- Husk at korrigere calciumindholdet for mængden af fytase, der anvendes i blandingen.
- Anvend 2-300% fytasetilsætning for at sikre, at fosforfordøjeligheden maksimeres.
- Se på indholdet af calcium og fosfor – forholdet mellem calcium og fordøjeligt fosfor bør følge anbefalingerne i normer for næringsstoffer for den aktuelle vægtgruppe og fytasedosis.
Der findes ikke forsøg med grise, der har undersøgt langtidseffekterne af at fodre med høje niveauer af calcium og 25(OH)D3 i opvækstperioden. Set i lyset af det seneste års erfaringer anbefaler SEGES Svineproduktion, at foderet til polte skal indeholde en dosering af calcium og D-vitamin (D3 eller 25(OH)D3 om-regnet til D3) svarende til normen for dyr i vækst, OG at der ikke overforsynes, for at minimere risikoen for udfordringer med poltenes benstyrke - og dermed risikoen for tidlig udsætning af polte og søer.
Anvendelse af høj dosis 25(OH)D3 kan fortsat være relevant til søerne, da der er fundet positiv effekt heraf på pattegrisene. Det kan være svært at sikre tilstrækkeligt D-vitamin til pattegrise med almindeligt D3-vitamin til søerne.
Dette er 2. version af nyheden udgivet den 3. januar 2020. Første gang udgivet 19. december 2019.