Influenza kan betyde en nedsat tilvækst for pattegrisene samt de kendte symptomer som nys, host og næseflåd. Et ph.d.-projekt fra KU har samtidig vist, at sygdommen kan smitte tre dage gamle pattegrise, selvom de modtager antistoffer, der er i råmælken fra soen. Projektet er fra Københavns Universitet og har varet i tre år, hvor formålet var at kortlægge influenzaens smittespredning inden for en besætning.
Chefforsker og specialdyrlæge ved SEGES Svineproduktion Charlotte Sonne har været medvejleder på projektet. Det er især en anbefaling fra projektet, som, hun mener, er værd at følge for at undgå influenza hos pattegrise og klimagrise:
- Når det kommer til sektioneret drift, er det vigtigt ikke at blande forskellige aldersgrupper i sektionerne, som man gør, når man sektionere grisene efter vægt. Grisene skal i stedet grupperes aldersmæssigt, når de fravænnes, for at undgå smittespredning i stien, lyder hendes vurdering.
Det er samtidig en mere effektiv måde at holde smitten nede på i forhold til vaccination af grisene:
- Man kan desværre ikke redde en forkert sektionering af grise ved at vaccinere mod Influenza. Det er i bund og grund bedst at lade dem være i samme sektion som deres jævnaldrende for at mindske forekomsten af influenzasmittede, siger Charlotte Sonne.
Vaccination af personalet
Det er dog ikke kun grisene, der smitter hinanden. Mennesker kan også smitte grisene med influenza. Derfor er det også vigtig at få personalet vaccineret mod influenza.
- Her er det bedste råd at få vaccineret dine ansatte og lade dem blive væk fra stalden, hvis de er syge. Det samme gælder for alle andre der kommer i stalden, fortæller Charlotte Sonne.
Der er derudover forskellige andre procedurer, der kan tages i brug for at undgå spredning af influenza – blandt andet ved ikke at tilbageføre grisene, minimere kuldudjævning og undgå brug af sygestier i separate sygesektioner, da det er svært at få grisene tilbage til ugeholdet.