15. oktober 2020

Griseproducent: Udfasning af zink kræver fokus

Medicinsk zink er ikke længere en del af det foder, grisene får hos Hans Jørgen Hansen. Det har været en længere proces, men nu har griseproducenten fundet sin opskrift.

Midt i de rullende grønne bakker i Kegnæs på Sydals har Hans Jørgen Hansen sin griseproduktion. 

Her har han de seneste tre år produceret grise uden brug af medicinsk zink. Vel at mærke uden at have store problemer med fravænningsdiarré.

Vejen til en zinkfri produktion begyndte for fem år siden. Her fik Hans Jørgen Hansen besøg af en sælger, som ville sælge et vidundermiddel, som skulle løse problemet nemt og smertefrit. Sådan gik det dog ikke. Vidundermidlet mistede hurtigt sin virkning. Men det gav Hans Jørgen Hansen blod på tanden i forhold til at finde en anden vej til zinkfri produktion. Også selvom det var en dyr fornøjelse i starten.

”Det var dyrt. Men så blev det jo sådan, at nu skulle vi ud af det. Rådet fra dyrlæger og rådgivere var ellers dengang, at vi skulle vente og se, hvordan udviklingen formede sig. Men vi tog beslutningen om, at vi gik i gang med at udfase zinken, og det har vi ikke fortrudt,” siger Hans Jørgen Hansen.

Efter at have prøvet en række forskellige ting, fik Hans Jørgen Hansen et tip fra sin dyrlæge, Michael Agerley fra Porcus. På den ene af to bedrifter havde Hans Jørgen Hansen en valse til at stå. Og rådet var simpelt: Tilføj en portion valset byg til foderet for at se, om det havde en effekt. 

”Det gjorde vi så i nogle stier. Og nogle gjorde vi ikke. Samtidig fortyndede vi foderblandingen, for vi hældte det bare i de blandinger, der var i brug. Og det havde ret hurtigt en god effekt på fravænningsdiarré,” siger Hans Jørgen Hansen.

Forskel fra besætning til besætning

Siden har han ikke set sig tilbage. På sit foderlager har han en pose med 10 kg medicinsk zink stående. Og der har været 10 kg i den længe.

”Et par enkelte gange har vi drysset en smule zink i foderet, hvis der har været problemer med diarré. Og hvis jeg var i tvivl om, om zink virkede før, så er jeg det ikke længere. Hvis de får en smule i foderet, så er der bare ro. Men vi har måske gjort det 2-3 gange de seneste tre år, så det er ikke noget, vi gør tit,” forklarer Hans Jørgen Hansen.

Selvom han har fundet sin opskrift på zinkfri griseproduktion, og nu kører helt uden medicinsk zink, har det ikke været en nem vej.

”Jeg tror der er stor forskel fra besætning til besætning. Det er noget man skal føle og finde sin egen vej i,” siger han.

Hans Jørgen Hansen dyrlæge, Michael Agerley, er også fortrøstningsfuld i forhold til at nå at udfase medicinsk zink i Danmark helt inden det bliver forbudt i 2022.

”Min holdning er, at når vi lærer at fodre grisene rigtigt, så betaler de også for det. Med den viden vi har i dag, så kommer vi rigtigt langt. Jeg tror på, at vi kan få det til at lykkes langt de fleste steder, siger Michael Agerley,” dyrlæge og medejer af Porcus.

Også hos SEGES Svineproduktion er der optimisme at spore i forhold til at få udfaset medicinsk zink. Men det kræver, at de resterende griseproducenter tager hul på rejsen.

”Ved at få grisene ordentligt i gang efter fravænningen, så undgår vi fravænningsdiarréen. Og det betaler sig. Derfor er det et af flere områder, vi kigger særligt på nu i arbejdet med at skabe en zinkfri griseproduktion,” siger Nicolai Weber, afdelingsleder, Ernæring og Sundhed, SEGES Svineproduktion.

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om dansk griseproduktion og Noteringen. Modtag nyhedsbrevet hver torsdag. Udfyld e-mail, navn og arbejdsplads/virksomhed.

Når du tilmelder dig, vil du modtage en e-mail med et bekræftelseslink. Du modtager først nyhedsbrevet, når du har bekræftet din tilmelding.

* Skal udfyldes

Dit samtykke til at modtage det ugentlige nyhedsbrev kan du til enhver tid tilbagekalde ved at afmelde dig nyhedsbrevet eller kontakte os på gris@lf.dk.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris behandler dine personoplysninger som beskrevet i Landbrug & Fødevarers privatlivspolitik.