Hvilke typer antibiotikum virker på behandling af fravænningsdiarré – og hvor længe? I tre måneder har SEGES Svineproduktion undersøgt et stort antal gødningsprøver og smågrise i én besætning. Prøverne er blevet undersøgt på Laboratorium for svinesygdomme for at se, hvilken type E.coli, der blev fundet. Og resultatet giver stof til eftertanke:
”E.coli er en bakterie, der er forholdsvis hurtig til at blive resistent over for en type antibiotika. I undersøgelsen har vi kortlagt, hvor hurtigt det egentlig går, før en bakterie ændrer sig og udvikler resistens overfor en given antibiotika-behandling,” siger Poul Bækbo, svinedyrlæge og chefforsker hos SEGES Svineproduktion.
Han står bag undersøgelsen sammen med dyrlæge Svend Haugegaard fra Laboratorium for svinesygdomme.
Hurtig udvikling
For Poul Bækbo er det vigtigt at understrege, at resistens i denne sammenhæng ikke har noget at gøre med forholdene omkring human behandling. Det handler altså udelukkende om at optimere grisenes sundhed og produktionen. Og netop her kan en resistensundersøgelse være en stor hjælp.
”Jeg tror, de fleste producenter har oplevet, at det anvendte antibiotikum lige pludselig ikke har den ønskede effekt af behandlingen af fravænningsdiarré. Og det er noget, som har betydning for produktiviteten. Derfor er vores klare anbefaling, at man efterspørger resistensundersøgelse oftere end de fleste gør i dag,” siger Poul Bækbo.
Helt konkret laver mange en resistensundersøgelse få gange om året. Men for at sikre bedst mulig sundhed, produktivitet og optimal anvendelse af antibiotika, er det vigtigt at sætte ind tidligere:
”Der er ikke nogen grund til at gå og vente på, at én type behandling ikke virker mere. Derfor er anbefalingen, at man sender prøver ind cirka hver tredje måned, så man kan målrette sin behandling og bruge lige præcis den type medicin, som virker,” siger Poul Bækbo.
”Vi har prøvet, og det virker ikke”
Mens E.coli hurtigt kan blive resistent over for en given type medicin, så viser undersøgelsen også, at resistensen hurtigt kan forsvinde igen.
”Mange har nok oplevet, at én type behandling ikke virker og derfor er gået i gang med en anden. Og når den så ikke virker, går man videre til en tredje. Men vores undersøgelse viser også, at resistens over for en type antibiotika hurtigt kan forsvinde igen. Derfor behøver man ikke skifte til noget nyt hver gang. Det kan sagtens være, at man kan gå tilbage til den første type igen nogle måneder efter, hvis man igen oplever at behandlingen ikke virker som ventet,” forklarer Poul Bækbo.