21. december 2020

Kurven skal knækkes

Der skal arbejdes yderligere med at hæve pattegriseoverlevelsen. Der er ikke én løsning, der passer til alle. Men alligevel kan du lade dig inspirere af nogle af dine kollegaer, som har formået at knække kurven.

Det gik den rigtige vej i mange år med højere pattegriseoverlevelse år for år. Indtil for tre år siden, hvor kurven igen vendte.

”Det var meget overraskende og ikke forventet, at den efter ti år i den rigtige retning ville vende i 2018. Siden da er det desværre ikke blevet bedre, og SEGES Svineproduktion har haft flere gode indsatser i gang, som for eksempel PattegriseLIV. Men som jeg også fortalte på årsmødet i oktober, ved jeg, at vi som branche kan blive endnu bedre,” siger Erik Larsen, formand for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion.

Derfor har L&F Svineproduktion og SEGES Svineproduktion lanceret en kampagne, som sætter fokus på netop arbejdet med at knække kurven for pattegriseoverlevelse, som siden 2018 er gået den forkerte vej.

”Når vi ser på vores europæiske kollegaer i forhold til pattegriseoverlevelse, ligger vi på linje med gennemsnittet. Men jeg tror på, at vi kan gøre det bedre. Og det skal vi. Det er nemlig godt for både økonomi, bæredygtighed og vores branches omdømme,” siger Erik Larsen.

Lær af de bedste

På den nye temaside om pattegriseoverlevelse kan du møde tre af dem, der har formået at knække den føromtalte kurve. Her kan du også få nogle få men meget konkrete råd til, hvordan du kan arbejde videre med at hæve pattegriseoverlevelsen i din besætning.

”Der er ingen griseproducenter, som ønsker at pattegrisedødeligheden skal stige. Det er jeg helt klar over, og det er også noget, vi arbejder med hjemme på vores bedrift. Men indsatsen skal være endnu større. Derfor er det fortsat et fokusområde for sektoren, og et af de vigtigste områder i vores strategi for de kommende år,” siger Erik Larsen.

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om dansk griseproduktion og Noteringen. Modtag nyhedsbrevet hver torsdag. Udfyld e-mail, navn og arbejdsplads/virksomhed.

Når du tilmelder dig, vil du modtage en e-mail med et bekræftelseslink. Du modtager først nyhedsbrevet, når du har bekræftet din tilmelding.

* Skal udfyldes

Dit samtykke til at modtage det ugentlige nyhedsbrev kan du til enhver tid tilbagekalde ved at afmelde dig nyhedsbrevet eller kontakte os på gris@lf.dk.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris behandler dine personoplysninger som beskrevet i Landbrug & Fødevarers privatlivspolitik.