Klimaaftryk for en produceret gris
Reduktion af grisens klimaaftryk kan ske på mange måder. For at kunne udnytte disse muligheder og se effekten af dem, er det nødvendigt at vide, hvordan det står til i dag. Det kan du få hjælp til med et nyt program fra SEGES Svineproduktion.
”For den enkelte griseproducent kan det måske være svært at vide, hvor man skal sætte ind, for at få en mere klimavenlig produktion. Med programmet ”Klima på grisen” kan du ved brug af egne data udregne klimaudledningen ved at producere en gris,” siger chefkonsulent Finn Udesen fra SEGES.
Resultatet er indikativ, da der er anvendt en indirekte regnemetode, og kan derfor ikke anvendes til markedsføring af grisens klimaaftryk.
Aktuelle tal for din bedrift
Miljøteknologier og sammensætning af foder er steder, man kan sætte ind. Og for mange vil der være noget at hente her. Det er nemlig ikke kun dit aktuelle klimaaftryk, der bliver udregnet; programmet viser en norm for, hvor du bør ligge i forhold til bedriftsstørrelse, teknologier og så videre.
”Når man har fået syn for sagn, kan man i programmet justere på forskellige parametre og dermed se, hvordan det vil se ud, hvis man ændrer på nogle ting. Sammensætning af foderet er et af de steder, man kan sætte ind. For her kan man altså virkelig rykke noget, hvis man sammensætter en blanding som har et lavere klimaaftryk,” siger Finn Udesen.
Effekten af f.eks. ændret produktivitet, hyppig udslusning, produktion af biogas med videre kan også beregnes.
Udregn per CHR-nummer
For at du kan følge udviklingen, anbefaler Finn Udesen, at man bruger programmet årligt, så man løbende kan følge op på udviklingen.