8. oktober 2025

L&F’s indsats i klagesag om dobbelttatovering giver resultat

En griseproducent har fået ophævet afgørelse i Miljø- og Fødevareklagenævnet om dobbelttatovering af grise efter L&F-indsats.

Den 9. juli ophævede og returnerede Miljø- og Fødevareklagenævnet en principiel afgørelse til Fødevarestyrelsen om dobbeltmærkning af grise til slagtning. Styrelsen sanktionerer ikke længere i de tilfælde, hvor der er tale om en enkelt gris med to tatoveringsmærker på hver skinke. Der var i den konkrete sag tale om én gris ud af en levering på 192 grise. 

Det er positivt, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har ophævet den pågældende afgørelse og flere tilsvarende afgørelser, mener Sekretariatschef for Danske Svineslagterier hos L&F, Per Olsen.

”Fra L&F har vi gennem mange måneder lagt pres på Fødevarestyrelsen for åbenhed og gennemsigtighed i styrelsens afgørelser i sager om dobbeltmærkninger af grise til slagtning, og vi efterlyser fortsat helt klare retningslinjer for kontrollens sanktionspraksis.”

”Vi har igennem længere tid arbejdet for en mere proportionel håndtering af sager, hvor en producent kommer til at dobbeltmærke en gris. Der kan f.eks. være tale om en situation, hvor en gris i sidste øjeblik bliver sat tilbage i stalden, hvis den erklæres ikke-transportegnet ved den planlagte transport, og så ved en fejl får påført et nyt skinkemærke ved den efterfølgende afgang. Dyrevelfærdsmæssigt er det korrekt at sætte en ikke-transportegnet gris tilbage i sygesti, hvis man kort inden afgang af en sending bemærker, at grisen alligevel ikke er transportegnet,” udtaler Per Olsen.

Både i den konkrete sag og generelt arbejder Landbrug & Fødevarer i øvrigt for, at allerede betalte gebyrer for opfølgende unødvendige kontrolbesøg skal tilbageføres til landmanden.

”Landbrug & Fødevarer har med tilfredshed noteret sig, at 8-9 lignende sager allerede er genoptaget af Miljø- og Fødevareklagenævnet, men efterlyser via Fødevarestyrelsen en bekræftelse af, at styrelsen også selv vil gennemgå lignende sager mhp. at vurdere, om de skal genoptages. Der kan jo være sager, der ikke er påklaget, og som derfor ikke er blandt dem, der enten er blevet eller skal genoptages af Miljø- og Fødevareklagenævnet, fastslår Per Olsen.”  

”Vi har en klar forventning om, at alle lignende tidligere sager, der har resulteret i en fejlagtig indskærpelse, bliver genoptaget af egen drift hos både Fødevarestyrelsen og i Miljø- og Fødevareklagenævnet,” fortsætter Per Olsen og tilføjer, at Landbrug & Fødevarer fra Fødevarestyrelsen imødeser nærmere oplysninger om antallet af relevante sager samt en bekræftelse af, at gebyrer betalt for opfølgende kontrolbesøg, der ikke skulle have fundet sted, tilbageføres til producenten.

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om dansk griseproduktion og Noteringen. Modtag nyhedsbrevet hver torsdag. Udfyld e-mail, navn og arbejdsplads/virksomhed.

Når du tilmelder dig, vil du modtage en e-mail med et bekræftelseslink. Du modtager først nyhedsbrevet, når du har bekræftet din tilmelding.

* Skal udfyldes

Dit samtykke til at modtage det ugentlige nyhedsbrev kan du til enhver tid tilbagekalde ved at afmelde dig nyhedsbrevet eller kontakte os på gris@lf.dk.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris behandler dine personoplysninger som beskrevet i Landbrug & Fødevarers privatlivspolitik.