Indlægget er bragt i Jyllands-Posten den 15. november 2025.
Hver morgen står danske landmænd op og producerer fødevarer, der er blandt de bedste i verden, både når det gælder dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og klima. I de seneste årtier er der investeret massivt i bedre staldforhold, antibiotikaforbruget er reduceret markant, smågrisedødeligheden er faldet, og der er gennemført tiltag, som har dokumenteret bedre forhold for grisene.
Med den grønne trepart står vi midt i den største omlægning af dansk landbrug nogensinde. Samtidig igangsætter landbruget frivillige initiativer og projekter, der fremmer både klima og dyrevelfærd.
Den danske frikadelle, som Britta Riis kritiserer, er i dag et produkt af en sektor, der har gennemgået store forbedringer, og som fortsat udvikler sig.
Derfor undrer det os at læse hendes debatindlæg, hvor hun opfordrer til at skrotte hele den moderne griseproduktion. Hun foreslår, at kommuner og regioner fremover kun bør servere økologisk kød eller kød med dyrevelfærdsmærker. Det kan lyde tiltalende, men det er en forsimplet løsning på en kompleks problemstilling, og det rejser vigtige spørgsmål om både ernæring, økonomi og det frie valg.
For det første bør vi overveje, om det er hensigtsmæssigt, at staten skal styre, hvad der serveres i offentlige køkkener. For det andet risikerer vi, at dyrere alternativer fører til mindre kød i kosten. Det vil ramme nogle af dem, der har allermest brug for det.
Kød spiller nemlig en central rolle i en sund og næringsrig kost. Det er en af de bedste kilder til essentielle næringsstoffer som jern, zink, selen, B-vitaminer og protein af høj biologisk kvalitet. Det gælder især i plejesektoren, hvor ældre og svækkede borgere har særligt behov for kostprotein. Derfor må det ikke ende med, at det er dem, der får mindst af det.
Vi skal fortsætte med at forbedre vores produktion og stille høje krav til dyrevelfærd og klima. Lad os derfor ikke pensionere frikadellen, men i stedet fortsætte arbejdet med at gøre dansk griseproduktion endnu bedre, til gavn for både dyr, klima og mennesker.