Jette Lund Rasmussen på 21 er vinder af Årets elev i griseproduktion 2021. Juryen har valgt at give prisen til hende, på baggrund af at hun er et forbillede for sine kolleger på griseproduktionen Bangshåb i Kjellerup. Hun er initiativrig, hjælpsom og går gerne forrest. Derudover er Jette Lund Rasmussen fagligt stærk og god til at lære fra sig. Hun er nysgerrig på den nyeste viden og viser en stor interesse for griseproduktion. Udover sit arbejde, engagerer Jette Lund Rasmussen sig også i samfundet og viser et stort overskud.
Dette års elev er født og opvokset på en griseproduktion og kender derfor til faget i forvejen. På ejendommen var det almindeligt at holde åbent Landbrug, besøgslandbrug, skolebesøg og deltagelse i bestyrelsesarbejde i den lokale landboforening og udvalg.
Ansvar på gården
På Bangshåb har hun siden sin ansættelse fra sommeren 2018 både haft ansvaret for farestalden, drægtighedsstalden og løbestalden. Samtidig har hun været med under bedriften udvidelse fra 1.400 til 2.400 søer.
”Hver dag er ikke den samme, når man passer grise. Og så er det at være en del af noget større vildt fedt. Vi har et fantastisk team herude, hvor vi samarbejder omkring tingene. Så er vi gode til at spare med hinanden, så vi alle bliver klogere,” lyder det fra Jette Lund Larsen, der udover sin elevplads også er formand for LandbrugUngdom i Kjellerup-Viborg afdelingen.
Teamplayer
En af de ting, som ejer af Banghåb Cathrine Staub Laursen fremhæver ved Jette Lund Rasmussen, er hendes måde at kunne bidrage til teamet.
”Jette Lund Rasmussen er ekstrem stærk fagligt, hvilket er en af hendes forcer, men den største force er hendes væremåde og personlighed. Hun bidrager samtidig til et godt arbejdsmiljø. Hun er virkelig unik for vores team,” siger hun.
Med prisen modtog Jette Lund Rasmussen en pengepræmie på 10.000 kr.
To andre elever med i finalefeltet
Udover Jette Lund Rasmusen var to andre elever også i finalen om at blive årets elev. Det var Anders Agerbo Hansen, som er elev fra Dortheasminde Avl & Opformering i Lunderskov, samt Maj Christensen, som er elev fra I/S Holger & Rolf Hansen i Frederikshavn. Begge finalister modtog en pengepræmie hver på 5.000 kr.