13. januar 2022

Podcast: Nye anbefalinger for rygspæktykkelse

Dine søer kræver mindre foder, hvis du følger de nye anbefalinger for rygspæktykkelse. I en ny podcast fortæller SEGES Innovation om de nye anbefalinger, og hvad det har af betydning for griseproduktionen.

Der er stor fokus på at optimere søernes produktivitet og foderforbrug i danske sohold. Seniorkonsulent ved SEGES Innovation Camilla Højgaard har derfor undersøgt, om der kan justeres på anbefalingerne for rygspæk ved faring, samt hvordan det kan implementeres. 

Hun er nået frem til, at de nye anbefalinger for rygspæktykkelse lyder på 14-17 mm mod de tidligere anbefalinger på 16-19 mm.

”Ud fra dataanalyse fra otte afprøvninger blev det påvist, at jo slankere søerne var, jo lavere vægt- og rygspæktab havde de. Lige præcis det ser vi som en fordel i forhold til søernes foderforbrug. For en so, der cykler langt mindre op og ned i huld, har et lavere foderforbrug til reetablering af tabt huld,” fortæller Camilla Højgaard.

 
Hvordan implementerer du de nye anbefalinger fra SEGES Innovation i dit sohold? Det fortæller Camilla Højgaard i denne podcast.

Pas på med for magre og for fede søer

Dataanalysen viste, at når søerne havde mellem 12 og 20 mm rygspæk ved faring, så havde de samme daglige kuldtilvækst og samme antal fravænnede grise. Kun søer med under 12 og over 20 mm rygspæk fravænnede marginalt færre grise og havde en anelse lavere kuldtilvækst.

”Der var overordnet ingen forskel i hvor mange totalfødte eller dødfødte grise, søerne fik i intervallet 9-26 mm rygspæk. Dog fik 5. kuldssøer med under 13 mm rygspæk flere dødfødte grise. Der indgik kun 1.-5. kuldssøer i dataanalysen,” siger Camilla Højgaard og tilføjer:

”Men her vil min anbefaling være, at man er særligt opmærksom på, at de ældre søer ikke bliver for magre, på grund af den umiddelbare risiko for flere dødfødte grise.”

Se med i videoen, hvor vi viser dig, hvordan du scanner søerne for rygspæktykkelsen.

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om dansk griseproduktion og Noteringen. Modtag nyhedsbrevet hver torsdag. Udfyld e-mail, navn og arbejdsplads/virksomhed.

Når du tilmelder dig, vil du modtage en e-mail med et bekræftelseslink. Du modtager først nyhedsbrevet, når du har bekræftet din tilmelding.

* Skal udfyldes

Dit samtykke til at modtage det ugentlige nyhedsbrev kan du til enhver tid tilbagekalde ved at afmelde dig nyhedsbrevet eller kontakte os på gris@lf.dk.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris behandler dine personoplysninger som beskrevet i Landbrug & Fødevarers privatlivspolitik.