”Vi har brug for at få opgraderet nogen af vores bedste medarbejdere. Det har vi mulighed for med Managing Pig Production. De medarbejdere, vi sender afsted, er typisk afdelingsledere i forvejen og skal blive bedre til at håndtere medarbejderne og stole på deres kompetencer,” siger Anders Jakobsen og tilføjer, at kommunikation og motivation er forbedret i det daglige, efter nøglemedarbejderne hos Protekta Farms har deltaget i ’Managing Pig Production’.
Bedre kommunikation ved oplæring
En af Anders Jakobsens medarbejdere, der deltog ved kurset i november 2021, var Algirdas Asmanavicius. Han er fra Litauen og har arbejdet hos Protekta Farms i otte år. En af de kompetencer, som han har erhvervet sig efter deltagelse i Managing Pig Production, er varetagelsen og introforløbene af nye medarbejdere på bedriften.
”En af de egenskaber, jeg synes er vigtigt at kunne som leder, er at kommunikere. Førhen lærte vi folk op ved at vise dem opgaven en til to gange, hvorefter de selv skulle varetage den. Men jeg fandt ud af via kurset, at jeg skulle være mere synlig i de første uger af deres ansættelse,” siger Algirdas Asmanavicius og fortsætter:
”Nu følger jeg dem i nogle uger, og gør dem opmærksom på, at de endelig skal sige til, hvis de har nogle spørgsmål til opgaven.”
For ham kan det være en udfordrende opgave, hvis medarbejdere ikke før har arbejdet med grise på en dansk bedrift.
”Efter at have gennemført Managing Pig Production-kurset er jeg blandt andet blevet mere bevidst om min persontype i en arbejdssituation samt ved, hvordan jeg skal kommunikere med medarbejderne, da jeg ved, hvilke personlighedstyper de varetager,” fortæller Algirdas Asmanavicius.
Nyt kursus fra oktober til november 2022
Managing Pig Production starter den 11. oktober i år og vil foregå på engelsk. Her kan man som deltager blandt andet få værktøjer til at forbedre sine lederkompetencer og skabe den gode relation til medarbejderne. Derudover får deltagerne viden om, hvordan medarbejdernes motivation kan øges, hvordan hverdagens kommunikation kan forbedres, samt hvordan de håndtere konfliktsituationer.
Det vil foregå på Dalum Landbrugsskole i tre moduler:
- Modul 1 (inkl. overnatning): 11.-12. oktober 2022
- Modul 2: 1. november
- Modul 3: 29. november
Tilmeldingsfrist er den 13. september 2022.